Akavet samtale

[Tristen af Piratklippen]

Alycia af Piratklippen

Det havde været en stille dag for Tristen. Han havde brugt det meste af dagen sammen med sin hest Caspian og også været nede og se på de kommende væbnere. Der ville ikke gå længe før end han selv skulle have sig en.

Hans tanker havde strejfet Cierra nogle gange. Det var underligt, hvordan han tænkte mere og mere på hende, når de ikke sås. For bare et halvt år siden havde virkeligheden været en helt anden. Dengang ønskede han sig helst at slippe af med hende for altid. Måske han skulle sende hende et brev?

Han fandt papir og pen frem og satte sig i den ene stue. Pennen blev ført ned til papiret, men... Hvad skrev man egentlig til en komtesse og forlovede?!
Han forsøgte sig usikkert; Kære Cierra. Jeg håber alt er vel.

Nej nej nej! Det gik ikke. Jeg krøllede papiret sammen og kastede det over skulderen. Så prøvede han igen. Til Nådigfrøknen Cierra af henlov. Jeg tænker meget på Dem

Nej! Heller ikke. Også dette papir blev krøllet sammen og kastet over skulderen. Flere papirer fløj i samme retning og en times tid senere havde han stadig ikke fået lavet andet end en masse papirkugler. Så hørte han døren bag sig. Han vendte sig og så til sin overraskelse sin søster stå der. Hun måtte være tilbage fra Piratklippen.

[Alycia af Piratklippen]

Alycias dag havde været lang. Hun brød sig ikke om at rejse og slet ikke flere dage i streg. I det mindste havde det været i en vogn med en god bog i skødet frem for på hesteryg. Hun havde især prist sig lykkelig da regnen var begyndt at sile ned.

Hestevognen stoppede foran huset i Corus og hun steg træt ud af døren der blev åbnet. Hun lod tjenerne om at bærer hendes bagage, mest bestående af bøger, indenfor. Hun gik med hastige skridt mod sit værelse hvor hun fik taget sig et kort bad og skiftet til en ren kjole.

Med et lille gab gik hun igen fra sine gemakker. Faderens ord om at finde en ægtemand genlød i hendes hoved. Hun nåede stuen og åbnede døren med en lille knirken. Hun så til sin glæde sin bror og et lille smil gled over hendes læber da hun så de mange papirer der flød på gulvet. "Sikke dog et rod Tristen! " hun var med et par hurtige skridt ovre ved en af de sammenkrøllede papirer og havde glattet det ud for at læse dets indhold.

[Tristen af Piratklippen]

Et tons tanker tog bo i Tristen ved synet af sin søster. Hvad skulle der nu ske. Han fik dog fremmanet et smil. problem var ikke det at se hende, men mere den evige forventning om. hvad hun nu ville bruge ham til.

Han hørte godt hendes kommentar og rodet og skulle lige til at rømme sig og sige noget, da hun allerede havde bukket sig efter en kugle papir og fold.et den ud.
Straks var Tristen oppe at stå og greb ud efter papiret "Du læser det ikke!" Men han var tydeligvis for sent på det. Bare det dog var en af de breve, der ikke stod så meget i. Han håbede inderligt på det ikke var en af dem, hvori han allerede havde nået at åbne lidt af sit hjerte.

[Alycia af Piratklippen]

Alycia dansede elegant tilbage inden han nåede at tage brevet fra hende. Som hun læste blev smilet på hendes læber kun større. "Jamen Tristen dog! " hun dumpede smilende ned i en lænestol. "Sikke nogle smukke ord. Hvis bare det var mig nogle gad skrive sådan nogle søde ord til!" hun sukkede let inden hun igen så grinene på sin lillebror.

Grinet forstumede dog da faderens ord igen gav genlyd i hendes hoved og hun så kort tænksom ud. Så rystede hun hovedet som for at ryste tankerne af sig. "Sig mig, hvornår får din søde søster så lov til at møde hende der har stjålet dit hjerte?" hun strakte sig dovent i stolen og så afventende på ham.

[Tristen af Piratklippen]

For sent. Tristen lukkede øjnene et øjeblik. Hvorfor? Hvorfor lige ham? Og så kom den, hendes evige søde svale. åh han kunne have ønsket sig til enhver krig lige nu, ja sågar næsten til fjendens lejr som fange ville være bedre end dette her.

Den velkendte klump i halsen føltes allerede på størrelse som en velvoksent græskar. Han rømmede sig flere gange, men kunne ikke få fornemmelsen til at gå væk. "Al... Giv mig.. det" Sagde han og holdte hånden frem mod hende, skønt han vidste det var en tabt kamp.

Absolut ikke om hun skulle møde Cierra! Det ville da kun ende i kaos. Det var både sikkert og vidst. Han lod derfor værre med at svare, men gentog i stedet sig selv endnu engang "Giv mig.." Han måtte rømme sig igen "Brevet"

[Alycia af Piratklippen]

En let klukken kom fra hendes velformede læber og hun rejste sig fra lænestolen. "Når du nu er så insisterende.." Hun rakte ham brevet for så drillende at gå over og samle et nyt op. Han havde jo ikke sagt noget om at hun ikke måtte tage et nyt. "Men når du nu ikke vil svare mig på hvornår jeg må møde hende, hvilket jeg da håber er før brylluppet, så kan du måske hjælpe mig med noget andet..."

Tankerne summede i hendes hoved. Argumenter for og imod at spørge ham til råds rumsterede rundt. Så nikkede hun beslutsomt. Hvis Tristen kunne blive forlovet kunne hun så sandelig også! "Hvordan gør man?" hendes kinder blev en anelse røde. Normalt ville man vel tale med sine veninder om emner som disse. Men hun havde ikke så mange. Hun rømmede sig. "Jeg mener.. Altså hvordan fanger man en mands interesse?" hun havde helt glemt det nye brev hun havde i sin hånd.

[Tristen af Piratklippen]

Det føltes næsten for let, at hun bare gav ham papiret igen. Der gik dog ikke lang tid før hun blot samlede et nyt brev op. "Vil du ikke nok... Aly, giv mig den?" fik han sagt denne gang med lidt mere kræft i stemmen.

Han kiggede på hende, klar til et nyt "angreb". Det kom dog ikke. Han kiggede overrasket på hende, skulle han hjælpe hende? "Med hvad?" Han var ikke lige helt med på hvad hun snakkede om. Hun fik dog uddybet spørgsmålet. "En mands interesse?" spurgte hun ham til råds om kærlighed? nej det kunne ikke passe.

[Alycia af Piratklippen]

Alycia lagde hovedet let på skrå og hans indvendinger fik hende til igen at smile sit gavtyve smil som kun var reserveret til ham. Så drejede emnet dog over på hendes forespørgsel. Hun burde virkelig bare havde ladet det ligge.

Med en dyb indånding nikkede hun. "Ja... Far insistere på at jeg skal finde mig en mand og det straks..." hun bed sig let i læben. "Men jeg ved ikke hvordan man gør.." hun var normalt stolt af sig og hadede at indrømme når der var noget hun ikke kunne. "Desuden.. Siger dine ridderlove ikke at du skal hjælpe folk i nød? Jeg er tydeligvis i nød i forhold til det her så du er vel egentlig nødt til at hjælpe mig" Det kunne han jo ikke argumentere med! Jo mindre hun havde mindre styr på ridderskabets love end hun troede.. Det kunne sagtens være tilfældet.

[Tristen af Piratklippen]

Tristens øjne hvilede fortsat på papiret i hendes hånd. Hun skulle ikke læse det. Så skævede han lidt rundt på de mange papirer på gulvet, han kunne ikke rigtig få det samlet sammen nu, uden hun sikkert bare ville tage flere af dem.

Hun virkede dog heldigvis til at have skiftet emne selv, noget med deres fader og forlovelse. han kiggede meget undrende på hende. Skulle han hjælpe hende? Det var helt forkert. Der var helt sikkert et eller andet lusk ved det. Lige i det han skulle til at sige nej, brugte hun sit evige "Dine ridderlove siger du skal hjælpe" Hun havde altid brugt netop den sætning mod ha, det havde somme tider ført til nogle ubehagelige ting, som alt fra teselskabet til dukkelege.

Efter lidt tid sukkede han dog "Jo, det siger de." han flyttede sine øjne fra skosnuderne og op så de faktisk kunne have øjenkontakt. "Jeg ville ikke forloves.... Du ved.. jeg gerne ville.. ud og se verdenen." Det havde han ikke fået lov til og han havde stadig ikke tilgivet deres forældre for det.

[Alycia af Piratklippen]

Et nærmest mildt udtryk kom over hendes ansigt som hun hørte sin bror tale. Hun kendte alt for godt følelsen af drømme der blev knust af deres forældre.

Hun dumpede igen ned i en af de bløde stole. "Du virker nu ikke til at synes det er helt forfærdeligt hvis man skal dømme ud fra dine breve" hun vifter let med brevet i hendes hånd. "Jeg er ked af du ikke fik lov at tage på eventyr... " hun bed sig i læben.. "Den dag jeg bestemmer får du lov til at tage på eventyr.. Hvis du stadig gerne vil det.." hun kiggede sin bror i øjnene og trak på skuldrene. "Men nok om det! Jeg hører ingen protester, så det må jo betyde du vil hjælpe mig med at finde ud af få en forlovelse i hus! "

[Tristen af Piratklippen]

Hvorfor skulle hun dog vende alle hans ord og bide mærke i hver en detalje? Panikken spredte sig i kroppen, han mærkede hvordan temperaturen steg og han fik det varmt. Hans håndflader var klamme af fugt "Stop med at læse mine breve!" Råbte han så pludselig. Det havde ikke været hans mening at råbe. Det var bare hele situationen, der blev for meget og hans søster der blev ved med at prikke til emnet. Hvorfor kunne hun ikke bare holde nallerne for sig selv.

Han kom til at grine fnysende. "Den dag du bestemmer, har jeg Cierra der sikker vil mene hun bestemmer over mig." Så snart de blev gift var det farvel Piratklippe og goddag Henlov, hvor Cierra stod til at arve. Gad vide egentlig, hvad der ville ske hvis hun nåede at få en lillebror inden de blev gift? ja og efter? Den tanke havde aldrig strejfet ham før.

[Alycia af Piratklippen]

Alycia så såret ud. Hun brød sig ikke om at han råbte af hende. Hun lod brevet falde til jorden og rettede sig op med hagen hævet. "Kalder du det breve? En fem-årig kunne have skrevet en bedre kærligheds erklæring end de sølle forsøg du har gjort dig" sagde hun hvæsende.

Hun fnyste selv. "Sikke en fryd hun må være hvis det er de tanker du har om hende. Her gik jeg og troede at det måske bare var mere end et ægteskab. At der måske kunne være kærlighed at finde men hvis det er den tilgang så bliver du da aldrig lykkelig. Du kommer tydeligvis aldrig på eventyr og lur mig om det ikke er for det bedste. Du ville sikkert ikke engang du til det. " hendes blik var som knive og hendes ord kolde. Der dannede sig dog hurtigt en knude i hendes mave af skyldfølelse. Hvorfor skulle han også bare være så umedgørlig!

[Tristen af Piratklippen]

Hvad der skete nu anede Tristen ikke. Han havde heller intet begreb om hvordan det hele gik så vidt. Derfor stod han bare og stirrede dumt på sin søster.
Kvinder var altså underlige uanset hvad. Han stod og kiggede på hende læge, gjorde ikke andet end bare at blinke.

Først da der var gået nogle lange minutter åbnede han munden "Hvabehar?" Var alt han fik sagt. For hvad skulle han eller og mere sige?

[Alycia af Piratklippen]

Hun vred sig lidt under de akavede minutters stilhed. Hun brød sig ikke om hans blik. Hun brød sig generelt ikke om situationen. Kunne han ikke bare hjælpe hende? Hvorfor skulle han være så.. så besværlig.

Alycias kinder blussede af en blanding af skam og vrede. "Har du nu også problemer med hørelsen?" hun sank en klump. Hvad gik der dog af hende? Hun holdt dog stadig hovedet højt. Han havde startet. Han havde råbt af hende.

[Tristen af Piratklippen]

"Hørelsen?.. Han rynkede brynene. Stadig fuldstændig forvirret over hvad der foregik. Kunne han ikke bare få lov at skrive sit brev uden, at hun skulle blande sig eller læse det eller gøre grin med ham?

Han kløede sig i nakken og kørte hånden gennem håret, efterfulgt af et lille suk. "Jeg ved virkelig ikke hvad du forventer af mig" sagde han så ærligt og fik denne gang endda sagt hele sætningen uden problem.