Ikke flere udsættelser

[Tatiana af Vårfos]

Natalie af Vårfos

Et suk strøg over Tatianas læber, som hun stirrede ud på den truende himmel. Hun havde efterhånden ventet længe på en dag med solskin, så hun kunne tage søsteren ud i haven og tage samtalen. Det var på høje tid, men der var altid sket noget, der havde fået hende til at udskyde den. Nervøst dansede hendes fingre over vindueskarmen, før hun endelig hævede hånden og vendte ryggen til vinduet, før hun forlod værelset. Hun havde ventet længe nok.

Knoerne dansede over døren til søsterens værelse. Hvis hun var heldig, ville hun stadig være dernede. Der var stadig lidt tid til middag, så det var jo tid til at skifte kjole. "Natalie?" spurgte hun forsigtigt og åbnede døren, stak hovedet ind.

[Natalie af Vårfos]

Det havde ikke været den mest sommerlige dag, så Natalie valgte at bruge dagen inden døre med en bog. Denne havde da også virkelig fanget hendes interesse og tiden var fløjet afsted. Nu var det dog blevet tid til at gøre klar til middag. Hun var netop kommet i en ny kjole, da hun hørte sin søster udenfor døren.

Det undrede hende lidt, de kunne vil snakke ved middagsbordet om ikke så længe? Medmindre selvfølgelig der var noget galt. "Kom ind Tia" Sagde hun derfor afventende og lidt mere usikkert ind normalt.
Tia kom ind og Natalie gjorde tegn til at de kunne tage plads ved det lille bord. "Er alt som det skal være?" spurgte hun bekymrende.

[Tatiana af Vårfos]

"Tak." Hun lukkede forsigtigt døren bag sig og stod et øjeblik eller to bare og flagrede lidt uden at vide, hvor hun skulle starte, før Natalie bød hende tag plads. Jo, det var vel et godt sted at starte. Med et nik gik hun hen til stolen og satte sig. "Tja, jeg skal i hvert fald tale med dig." Selvom der var et smil over hendes læber, var tonen alvorsfuld.

Tålmodigt ventede hun på, at Natalie også tog plads, før hun vendte sig med front mod hende, prøvede at regne sig frem til, hvordan hun skulle forklare situationen. "Som du jo allerede ved, er jeg forlovet med Iago og under andre omstændigheder, havde jeg nok været tilfreds med det arrangement, men jeg han vil jo ikke lade mig fortsætte som ridder og... Jeg har fået et andet tilbud om ægteskab."

Hun lod ordene hænge lidt mellem dem, så søsteren havde en chance for at få styr på alle informationerne, før hun fortsatte. "Iago er en god mand, men han ønsker ikke en ridder til hustru og.. Du søger selv en forlovelse. Jeg kan ikke bryde den alene, men måske hvis vi kunne tilbyde ham og hans familie et alternativ, ville vi alle finde den rette at leve vores liv med. Den rette alliance." Tatiana forsøgte sig med et smil og prøvede ikke at tænke for meget over, hvad det var, hun spurgte sin søster om.

[Natalie af Vårfos]

Natalie satte sig meget bekymret sammen med søsteren. Hun vidste ikke umiddelbart, hvad der kunne være de skulle snakke om. Forhåbentlig var det ikke noget med hverken Blacwin eller Marcus. Til stor overraskelse for hende var det Iago de skulle tale om.
Natalie var meget forvirret og forsøgte derfor så godt som muligt at lytte med på hvad Tia fortalte hende. Meget af det vidste hun jo godt i forvejen dog. Så kom det, et andet tilbud? "Hvilket tilbud?" Spurgte hun med undren i stemmen. Det måtte være godt, hvis det var nok til at afbryde et allerede aftalt ægteskab.

Søsteren fortsatte med at snakke og en fin lille fuge fandt vej mellem Natalies øjenbryn, skulle hun overtage Tias plads? og hvad var det for noget med at hun søgte en forlovelse. Hun kunne aldrig Drømme om at stjæle Iago fra Tia. Tankerne fløj i hovedet på hende i et virvar af forvirring og hun måtte ende med at kigge på søsteren stadig forvirret. "Jeg er bange for jeg ikke helt forstår hvor du vil hen?" Konstaterede hun så og prøvede at smile. En Underlig følelse havde dog taget plads i hende.

[Tatiana af Vårfos]

Det var ikke fordi hun ønskede at holde hemmeligheder for søsteren, men at fortælle om Lachren var ikke det, samtalen var tiltænkt. Det var ikke ham, det handlede om lige nu. Derfor rystede hun blidt på hovedet som tegn på, at Natalie måtte vente med svaret på netop det spørgsmål til senere.

"Jeg vil bede dig tage min plads som Iagos forlovede," forklarede hun derfor roligt og så afventende på søsteren. En eller anden reaktion ville hun sikkert have behov for at komme med. Sådan var det immervæk med kvinderne i deres familie, uanset hvor pligtopfyldende, afbalancerede og rolige, de så ellers måtte være udadtil.

[Natalie af Vårfos]

Det virkede underligt, at hun ikke ville fortælle noget om det tilbud, der angiveligt skulle være bedre. Og hvem kom overhovedet med tilbud til en allerede forlovet kvinde? Det virkede meget mærkeligt.

Natalie kiggede overrasket på sin søster, da hun uddybede hendes ønske om, at Natalie overtog forlovelsen til Iago. En masse tanker tog bo i hendes sind og hun var stille læge. Lige gyldigt hvordan hun vendte og drejede det, ville det ikke give nogen mening. Flere gange skulle hun til at sige noget, men fik knap åbnet munden, før hun ombestemte sig og lod værre. Det var i strid med familien, det hun ville sige. Men det var en brudt forlovelse også, og det var vel i bund og grund det Tia var i færd med med Iago?

Hun endte med at kigge på Tia med rynkede bryn "Hvorfor?" Det var egentlig et dumt spørgsmål, for hun kendte jo svaret; Tia havde fået et bedre tilbud, og Natalie skulle så altså bruges som plaster på såret for Iago. "Er det et bedre tilbud du har fået da?"

[Tatiana af Vårfos]

Spørgsmålene kom ikke bag på hende, men hun håbede virkelig, at Natalie ville affinde sig med det gennem deres samtale. Christians alternativ og trusler ville nok ikke hjælpe situationen. "Ikke nødvendigvis et bedre i den traditionelle forstand," padlede hun lidt, før hun overgav sig med et lille suk. "Det ville være bedre for mig, for min fremtid som ridder og.." For hendes hjerte og sjæl. "Du ville kunne få det liv som hertuginde, som du fortjener, og jeg ville kunne fortsætte som ridder." Med en mand ved sin side, der elskede hende.

[Natalie af Vårfos]

"Men..." Natalie tænkte på Blacwin og blev trist til mode. Hun kunne ikke på nogen måde argumentere for, hvorfor han skulle være bedre end en hertug, heller ikke Marcus ville kunne hamle op med det. Hun endte derfor med at afgive et lille suk.

Natalie pillede lidt ved en fold i kjolen. Hvorfor skulle hun nu forloves med Iago. Hun kunne ikke lige ham. Hvis det var for familiens skyld så var det i orden, men det her gav ikke mening.
Hun kiggede stædigt op på sin søster. "Hvorfor siger du ikke bare til Iago, at du har fået et bedre tilbud? Det er vel sådan det er?" Det var virkelig ikke fordi hun ville være genstridig, men dette her føltes helt forkert.

[Tatiana af Vårfos]

Allerede det stædige blik i søsterens blå øjne fik nervøsiteten til at røre på sig. Det var ikke nu hun skulle til at stille sig på bagbenene. "Jeg kan ikke bare afbryde en forlovelse, Natalie, især ikke med Blåhavn." Alene tanken var for naiv til, at den overhovedet havde præsenteret sig hos hende. "Det er et hertugdømme af sølvskjoldenes bog. Hvis ikke du ægter ham, må jeg."

Hun rystede på hovedet. "Jeg forstår ikke din modstand her, Nattie. Hele dit liv har forberedt dig på selv at blive hertuginde en dag og der er snart ikke flere ugifte hertugarvinger. Du ved vel, at hvis ikke du finder en af rette stand her, vil Christian sende dig til udlandet, ikke?" Det lod virkelig ikke til, at søsteren havde tænkt det synderligt igennem.

[Natalie af Vårfos]

Natalie forstod det ikke. Der var et eller andet, der ikke gav mening for hende. "Men så må det andet tilbud vel ikke være godt" hun rejste sig og gik lidt rundt. Det var ligesom lettere sådan. "Jeg ved godt det er et hertugdømme af sølvskjoldenes bog, og i et hvilket som helst andet scenarie, ville det ikke være noget problem, men.... han vil jo have dig." Hun stillede sig bag sin stol.

Så satte hun sig alligevel ned igen "Det er ikke fordi jeg vil være besværlig eller sætte mig i modstand. Men.. jeg kan virkelig ikke lide manden, og han vil jo have dig." Nyheden om at blive sendt til udlandet gjorde dog ondt! Det havde hun bestemt ikke lyst til. "Hvem i udlandet er der tale om?" Det var da næsten værd at overveje.... eller var det?

[Tatiana af Vårfos]

Blikket fulgte nervøst søsteren, da hun rejste sig op og begyndte at trave rundt i lokalet. Det var virkelig ikke den reaktion, hun havde håbet på. "Han vil ikke have mig, Nat, han vil have en hustru. En dannet kvinde, der kan begå sig godt som hertuginde." Heldigvis var det jo ikke fordi ridderen havde andre følelser for hende end barndommens venskabelige rester.

Hun sukkede, da hun igen satte sig, men tøvede ikke mere end et sekund med at falde på knæ ved søsterens side og tage hendes hænder i sine egne. "Jeg elsker dig og hvis ikke, jeg troede, du kunne finde lykken med Iago, ville jeg aldrig have foreslået det, men... Jeg behøver din hjælp og støtte i det her. Vi bliver nødt til at følge den vej, vi er skabt til og jeg er ikke skabt til at være hertuginde, det ved du. Du derimod.."

[Natalie af Vårfos]

Natalie så forundret på hendes søster, det var virkelig vigtigt for hende, dette her. Hun tog fat om Tias hænder og kiggede hende i øjnene. "Hvad med Christian, hvad siger han til det?" Han kunne da umuligt mene at hun skulle sendes til udlandet, kunne han?!

Så slog en anden tanke hende, Tia havde lige fortalt jo at der snart ikke var flere ugifte mænd tilbage, så hvem skulle hun have? Det var ikke til a finde rund i, og hun brød sig virkelig ikke om, at Tia ligefrem tiggede hende, det var helt forkert.
Hun smilede til Tia og strøg hende over håret. Hendes smukke storesøster skulle ikke være så ulykkelig. "Jeg ikke sige ja, så længe du ligger på knæ for mig. Det virker helt forkert!" Natalie tænkte lidt på Blacwin, det blev sikkert alligevel aldrig til noget så. Det gjorde ondt, meget. Hun havde ikke lyst, men familie var vigtig for hende og se Tia sådan her, det var bare forkert. "Godt, så gør jeg det." Sagde hun modløst og trak på skuldrene. Hvis hun ikke kunne få Blacwin, kunne hun vel i det mindste tage Iago, så Tia blev glad frem for en eller anden udenlandsk prins hun slet ikke kunne tale med.

[Tatiana af Vårfos]

Hun sukkede lydløst til spørgsmålet, ikke begejstret ved tanken om at skulle gøre sin søster mere ked af det, men heller ikke villig til at lyve. "Det var hans forslag," svarede hun derfor, lavmælt og lige så forsigtigt.

"Det er ikke.. Det er ikke sådan, det skal være, Nat. Hvis du føler, du opgiver en drøm for mig, så lad være.." Hun sukkede. Måske det virkelig var på tide at fortælle hele historien. "Husker du Lachren? Martins lillebror?" Natalie havde immervæk mødt Martin en del gange, dengang Tatiana stadig havde været hans væbner.

[Natalie af Vårfos]

Hans forslag? Hvis det virkelig passede så var der intet håb for hende og ridder Blacwin. Et kort øjeblik følte Natalie sig lidt gået bag ryggen på, men efter lige at have sundet sig, rystede hun det af sig og smilede til søsteren. "Hvis Christian også siger det, så må det var hvad der er bedst for familien." Christian lagde aldrig følelser for pligt.

Hun tog sin søsters hænder i sine og smilede til hende. "Min kære Tia. Hvis det er vigtig nok for dig, til at lægge dig på knæ og tigge om det, så er jeg sikker på, at mine drømme om fjollet kærlighed er værd at opgive for det." en tænksom rynke viste sig i Natalies pande men hold forsat sin søsters hænder. "Lachren? Han var væbner sammen med dig ikke? Ham med det røde hår?" Hun forsøgte at genkalde et billede af ham for sit indre blik, uden at det helt lykkedes. "Hvad er der nu med ham?"

[Tatiana af Vårfos]

Så stor hun var blevet, hendes lillesøster og det gav et momentært stik i brystet, at hun sådan svigtede hende for at følge sine egne drømme. Men hendes drømme kunne blive til virkelighed, modsat Natalies. Et ægteskab med en baronarving ville aldrig være en mulighed.

"Lidt før mig," svarede hun, men nikkede alligevel. "Du valgte at fortælle mig om din kærlighed og jeg ved, det må gøre ondt ikke at kunne vie sit liv til ham, men.. Natalie, jeg har... elsket Lachren i.. Årevis, tror jeg." Hendes mave føltes underligt urolig ved tanken. Alt det med indrømmelsen af deres følelser var stadig meget nyt og forvirrende.