Hvad sker der?

[Julietta af Dunlath]

Adrian af Dunlath

De blå øjne var store og forskrækkede, som de så tilbage på hende fra spejlet. Det var over en måned siden hendes fødselsdag nu. Over en måned siden, hun havde mærket hans hænder mod sin krop. Hun lod blikket glide ned over sig selv. Hun kunne nu egentlig godt lide, den måde hun så ud på. Længe stod hun blot og betragtede sin nøgne skikkelse.

Blikket studerede ansigtet, betragtede sine træk, når hun bevægede sig. Fingrene fulgte halsen. Den var slank, bemærkede hun, en smule for lang. Kravebenene stod nydeligt frem. Hun lod hånden falde igen og studerede sine bryster. Rummet var koldt og de var næsten kuglerunde. Hendes kinder føltes varme, men hun ville gerne overraske ham, fange hans opmærksomhed og hendes nøgne figur var ofte en sikker vinder.

Fra aftensmaden var hun søgt direkte op på værelset. Det var også ved at være sent, men Adrian ville nok være hjemme snart. Hun havde endda fulgt Leonoras råd og sovet til middag sammen med tvillingerne, så hun ville kunne være længere vågen. Med forsigtigt skridt gik hun over til sengen.

Tiden gik. Kulden fik hårene på hendes arme til at rejse sig. Tankefuldt tyggede hun sammen om underlæben og trak et tæppe om sig. Han måtte da snart være hjemme, ikke? Timerne sneglede sig forbi. På et tidspunkt gled hun ned at ligge, stirrede blot på billedet af dem sammen, Adrian havde givet hende til hendes attenårs fødselsdag. Øjenlågene blev tunge.

Med et sæt vågnede hun igen. Månen stod højt på himlen og farvede værelset i et blødt, mælkehvidt skær. Hun satte sig op, groggy og chokerende vågen på samme tid. Normalt hørte hun altid Adrian, når han kom hjem. Ænsede svagt, når han lagde sig ved siden af hende og trak hende tæt. De blå øjne låste sig fast på den tomme plads ved hendes side. Hvor ved Gudinden var han henne?

Af en eller anden årsag blev hun siddende, sad længe bare og stirrede på den tomme plads ved siden af sig. Så lagde hun sig ned, lige så langsomt. Hans pude duftede af ham. Af tryghed og endeløse sommernætter fyldt med kærlighed. Hun snøftede en enkelt gang, forsigtigt som en lille fordrukken fugl.

Langsomt åbnede hun øjnene igen. Hvornår hun var faldet i søvn og hvor længe, hun havde sovet, vidste hun ikke. Hånden gled ud mod den plads, hvor hun normalt lå, men også den var tom. Hun lagde hånden på lagenet, stirrede på sine lyse fingre mod stoffet. Om der var gået minutter eller timer, da hun kom op at sidde igen, vidste hun ikke. Solen farvede allerede himlen lys. Havde han.. Havde han været ude hele natten? Forvirret tumlede hun ud af sengen. "Adrian?" kaldte hun uden helt at vide, hvordan det skulle hjælpe.

[Adrian af Dunlath]

Gaven havde virket som mere besvær end glæde, da han voksede op. En irriterende ting, som han hver dag skulle øve sig i frem for at lege udenfor. I Gudernes By var det ikke anderledes. Der var isoleret og kvælende. Man kedede sig alt for let blandt de mange støvede bøger.
Det var først nu, han rigtig begyndte at se de gode ting i Gaven. Universitetet var ikke et nær så konservativt miljø, og han havde muligheden for at dyrke sin passion gennem Gaven nu. Det blev gradvist mere og mere fascinerende at arbejde med andre magikere om at udvikle denne anderledes form for billedmagi, og dagene fløj forbi.
Han gjorde sit bedste for at komme hjem til Julia og sove, men denne aften blev han opslugt at arbejdet og endte med at falde i søvn på universitetet efter at have udmattet sig selv med sit malearbejde.
Han vågnede tidligt om morgenen og tog hjem. Han var nødt til at skifte tøj og få et ordentligt måltid. Og så var der jo Julia som uden tvivl savnede ham. Da han trådte ind i soveværelset, vågnede hun over i sengen, og han smilede skævt. ”Godmorgen. Har du sovet godt?” spurgte han og gik over for at give hende et kys.

[Julietta af Dunlath]

Lyden af døren, der lukkede, fik hende til at virre forvirret med hovedet, før hun så over på døren og Adrian.. I den forrige dags klæder. Tankerne væltede rundt i et stort kaos og gjorde det umuligt for hende at følge den ene til ende, før den blev erstattet af en ny. "Hvor har du været?" spurgte hun endelig og hendes stemme var stadig let grødet, påvirket af de sidste rester af søvnens tag, tårerne truende inde bag ved.

Alt føltes helt uvirkeligt, selv da hun greb tættere om tæppet, der dækkedes hendes figur, og pegede over mod vinduet. "Det er lyst," konstaterede hun, en anelse forundret som om hun stadig ikke helt til fulde forstod det.

[Adrian af Dunlath]

”På universitetet,” svarede han og gik over for at finde noget rent tøj frem. Måske skulle han få tjenerne til at lave et bad, nu hvor han tænkte over det. ”Ja, det må du undskylde. Jeg faldt i søvn over bøgerne.” Han trak tunikaen over hovedet og gav Julia et kys på kinden, før han tog en ren skjorte på. ”Har du sovet godt?”

[Julietta af Dunlath]

På universitetet? Det gav ingen mening for hende. Hvorfor var han ikke bare kommet hjem til hende? Gråden blev en mere reel fremtidsudsigt og hun vendte ansigtet væk, da han kom over og lagde et kys på hendes kind. Var det.. Duftede han af en anden kvinde? Nej, det måtte være noget, hun havde forestillet sig.

Hun så op på ham igen, mens han skiftede skjorte og indså, at hun ikke havde hørt et ord, han havde sagt til hende, så hun forholdt sig blot tavs. Indtil spørgsmålet prikkede hul på al den frygt og nervøsitet, der havde ligget i hende over natten. "Om jeg har sovet godt?" spurgte hun og så et langt øjeblik tomt på ham. Så vågnede hun.

"Om jeg har sovet godt!?" gentog hun i et grænsende til hysterisk hyl og nu vældede tårerne for alvor op i de blå øjne og gjorde hendes syn sløret. "Du kommer ikke hjem, giver ikke engang besked og jeg har ingen anelse om, hvor du er eller, hvad du laver." Nu begyndte de små dråber at trille ned over hendes kinder. "Ikke fordi det er noget nyt, jeg..." Den i forvejen uklare tale forsvandt nu helt i en smertefuld lyd, mens gråden tog over.

[Adrian af Dunlath]

Brynene vandrede op i panden, da Julia pludselig blev hysterisk. Havde hun sovet dårligt? Det skingre tonefald gav ham mest lyst til at forføje sig, men det kunne han nok ikke ligefrem tillade sig. Det var bare så længe siden, at hun havde været vred på ham, så han følte sig en tand rusten. ”Det må du undskylde, Julia. Det var ikke planen at blive deroppe.” Det var nok bedst bare at undskylde og se, om det ikke var nok til at hidse hende ned igen. Da hun virkelig begyndte at græde, kom han hen til hende og lagde forsigtigt armene om hende.

[Julietta af Dunlath]

Hun vidste godt, det var irationelt og at han jo sikkert var ked af det, at alt sikkert var en misforståelse eller fejl, men lige der var der ikke andet end vreden, frustrationen, afmagten, tvivlen og den ujævne søvn.

"Det siger du jo," fortsatte hun ulykkeligt og trak sig ud af hans omfavnelse. Hun var ikke klar til at tilgive eller blive god igen. Ikke endnu. "Savner du mig slet ikke? Tænker du overhovedet ikke på mig?" Tårerne dryppede ned fra hendes kinder og landede på det blottede kraveben. "Elsker du mig slet ikke mere? Er det det? Skal jeg nu bare.." Hun måtte stoppe og hive luft ind. "Skal jeg bare varme din seng og.. Så er.. Så er det det?" hulkede hun.

[Adrian af Dunlath]

Hm, så let skulle det åbenbart ikke være. Adrian kvalte et suk og smilede i stedet svagt til Julia. Hendes ord forklarede lidt bedre, hvorfor hun var så oprevet. Hun følte sig selvfølgelig overset. Det kunne hun heller ikke bebrejdes efter de sidste par ugers konstante arbejde. ”Selvfølgelig elsker jeg dig, søde Julia,” svarede han hende. Siden hun ikke ville lade ham holde om hende, forsøgte han sig med at stryge en af hendes vildfarne blonde lokker om bag øret på hende. ”Jeg savner dig. Jeg tænker på dig. Men det her er noget, som jeg er nødt til at gøre. Du vil da gerne have, at jeg kan forsørge os, ikke sandt?” fortsatte han så.

[Julietta af Dunlath]

Hans varme fingre strejfede let hendes kindm da han skubbede en lys lok bag hendes øre, men hun havde ikke tænkt sig at smelte og blive blød under hans berøring som alle de andre gange. "Jeg ser dig aldrig mere," indvendte hun grædende og huskede kun alt for godt den samtale, de havde haft om fremtiden for efterhånden så mange måneder siden. Han havde sagt, hans arbejde kunne tage ham alle mulige steder hen. "Forbereder du mig på, at du vil forlade mig?"

[Adrian af Dunlath]

Hun var virkelig ikke modtagelig for berøringer. Det gjorde kun Adrian mere bekymret, siden det som regel var sådan, han beroligede hende. ”Selvfølgelig ikke,” svarede han og måtte nøjes med at stå og se lidt forvirret ud, fordi han ikke vidste, hvordan han dog skulle trøste hende. ”Når først vi finder ud af alle detaljerne i de levende billeder, falder alting mere til ro, og jeg får mere tid til at være herhjemme,” forsøgte han at forsikre hende, selvom det måske ikke helt var sandt. Når først han fik styr på teknikken, ville der nok være flere lensherrer som krævede hans hjælp.

[Julietta af Dunlath]

Det lød selvfølgelig fint, men hun vidste ikke, om hun turde stole på ham. Det virkede mest af alt som om hun satte sig selv op til meget mere smerte. "Jeg ventede på dig," snøftede hun derfor og prøvede at dreje emnet tilbage til, hvad det egentlig handlede om. "Er du bare ligeglad?" Hun havde forberedt sig, forsøgt at glæde ham, selvom det var ham, der havde negligeret hende det sidste stykke tid.

[Adrian af Dunlath]

Det begyndte så småt at irritere ham, at hun ikke virkede til at lytte til ham. ”Selvfølgelig er jeg ikke ligeglad, Julia,” sukkede han og ømmede sin pande et øjeblik. Hvorfor skulle de skændes, når han nu endelig var hjemme? ”Men jeg er nødt til at gøre det her. Jeg har endelig fundet noget, som jeg er god til, og jeg vil lære mere om det. Den slags tager tid.”

[Julietta af Dunlath]

Hun stirrede vantro på ham med store, blå øjne. Aldrig havde han afvist hende på den måde. Hun vendte ryggen til ham og hendes nøgne skikkelse blev blotlagt i et flygtigt øjeblik, før hun fik trukket en kåbe over sig og bundet den tæt. "Fint, jeg..." Julia skridtede forbi ham og hen til døren uden egentlig at have en mere konkret plan. "Jeg bør se til tvillingerne." Endnu et snøft forlod hende, mens hun mest af alt håbede, han ville sige lige netop dét, hun behøvede at høre, så de kunne stoppe med at skændes. Ikke at hun vidste, hvad det var.

[Adrian af Dunlath]

Han burde gøre et eller andet, men hun blev ved med at afvise ham, når han forsøgte at trøste hende. Hvad var der tilbage at gøre? Han nægtede at undskylde for sit arbejde. Det var vigtigt. Han kunne ikke bare stoppe med det eller forsøge at bruge mindre tid på det. ”Det må du vel hellere ...” medgav han derfor blot. Han havde brug for at få noget at spise. Så et bad. Og så tilbage til arbejdet.

[Julietta af Dunlath]

Svaret fik ganske effektivt lukket munden på hende. I hvert fald da først hun var færdig med at måbe. Så blev læberne igen samlet i en bevægelse så hård, at hendes tænder gav et lille klak fra sig ved kollisionen. "Fint." Uden at have andet at sige til ham forlod hun soveværelset. Det var hendes egen skyld, at hun havde valgt en mand, der ikke havde ønsket ægteskabet. Nu lod det til at konsekvenserne havde indhentet hende.

afsluttet