Nye interesser

[Leah Salmalín]

Marcus af Naxen

Et sæt lyse fingre lagde sig om endnu en bog, der hurtigt blev trukket ud fra sin plads på reolen og lagt ned på den eksponentielt voksende stak. Det var ikke mere end et par uger, Leah havde været tilbage i hovedstaden, men hendes hud havde endnu ikke vænnet sig helt til sommerens noget beskedne temperaturer og det meste af tiden havde hun tilbragt indendørs på enten paladset eller universitetet.

Med tungen lige i munden stillede hun sig ud for den store stak. Det havde måske grebet lidt mere om sig, end hun havde haft som udgangspunkt, men da først hun var faldet over en særligt interessant bog om alkymi og magi, havde hun været nødsaget til at lægge fem mere oveni. Hænderne lagde sig om kanterne på de to nederste bøger, før hun skovlede dem op i favnen.

Udmærket, så var hun så vidt. Hvordan hun skulle gribe sig an med at bevæge sig, havde hun dog stadig ikke udtænkt. Hun rettede sig lidt op. Nej, hun kunne kun lige akkurat skimte toppen af en reol over bøgerne. Hm.. Med en bøn til Gudinden om held med sit foretagende kantede hun sig runt om et hjørne og begav sig i den retning, hun mente, førte ud.

[Marcus af Naxen]

Det var næsten hver dag Marcus satte sine ben i Det Kongelige Bibliotek. At være blevet engageret af Hertugen af Macay havde krævet noget mere af hans evner som alkymist, end han havde forventet. Og for at opfylde Hertugens ønske, arbejdede han næsten dag og nat på universitetet. Så blev han heller ikke nødt til at være derhjemme. Han var ikke en mand, der var skabt til at være omgivet af kvinder, der ikke kunne tale med om hans arbejde. Noget kun Myr var i stand til at forstå.

Han havde efterhånden tilbragt mange timer med at lede efter nogle ganske særlige bøger, der handlede om alkymi og magi. Hvis han var heldig, kunne have sammensætte noget, som Greven af Harise, kunne lægge sin Gave ind i. Men det lod ikke til, at han kunne finde den specifikke bog. Havde han allerede taget den med sig over på universitetet? Han kunne ikke huske det.

Men en dyb rynke, som efterhånden var blevet fast inventar i hans pande, gik han med den lille stak bøger han havde fundet, mod udgangen. Han havde allerede slået op på første side i en af de bøger han havde fundet, og han gik med hovedet bøjet, mens hans blik gled over blækket på det skrøbelige papir. En lav brummen forlod ham, da han vendte siden, drejede omkring et hjørne og... Der lød noget af en lav buldren, da lyden af bøger der ramte jorden, rev ham ud af sine tanker. Med et forvirret udtryk så Marcus op fra den eneste bog, der stadigvæk var i hans favn. "Hvad..." Mumlede han, inden det gik op for ham, hvad der var sket. "Det må De virkelig undskylde Nådigfrøken," sagde han skyndsomt, og bukkede sig ned uden at se på den person, han var stødt ind i.

[Leah Salmalín]

En trykbølge fra den anden side af bøgerne standsede hende ganske effektivt og fik skubbet til hendes sirligt balancerende bjerg af bøger. Med et "Åh!" skyndte hun sig ned på knæ og greb hastigt ud efter en af de mange bøger, hun havde haft i favnen kort forinden.

Hun rystede blidt på hovedet og så først nu op på manden, hun var stødt ind i. Ikke én, hun havde mødt før, så vidt hun huskede. "Der er skam ikke meget n-nådigt over mig, Nådigherre," afviste hun med et forsigtigt smil og vendte igen blikket tilbage til bøgerne igen, mens hun skovlede to mere til sig. Hvordan ved Almoderen skulle hun dog få stablet dem op i favnen igen uden en bordplade denne gang? "Og det er m-mig, der undskylder. Jeg b-burde have lært den f-fejl for l-længe siden," fik hun fremstammet og hadede, at den talevanskelighed stadig viste sig blandt nye mennesker.

[Marcus af Naxen]

Med en bog i hånden, hørte han kvindens stammende udtalelse og han så overrasket op på hende. Det var her han lagde mærke til den røde kåbe, som hun bar. Han sendte hende et undskyldende smil. "Tilgiv mig min fortalelse Strega," sagde han og bukkede ganske let hovedet i en hilsen, mens han fortsatte med at samle bøger op. Han fik lagt fingrene omkring den bog, han havde brugt den sidste time på at lede efter på reolerne. "Der er ikke brug for nogen undskyldning, jeg gjorde selv det samme igår," sagde han venligt og så ned på bogen i sin hånd og op på hende igen. "Interesserer De Dem for alkymi?" Spurgte han og rakte så bogen tilbage til hende, skønt han helst ville have beholdt den. Men hun havde trods alt fundet den først.

[Leah Salmalín]

Der var noget i det overraskede blik, der fik hende til at føle sig helt underligt tilpas under hans studerende blik. Derfor trak hun også bare på skuldrene. Det var temmelig normalt, at folk antog, hun var adelig. "Intet at tilgive," svarede hun derfor og besvarede hans hilsen, mens hun samlede bøgerne i et nyt tårn.

Hun rynkede brynene ved bogen, han rakte frem til hende. Det var ikke en af dem, hun havde fundet. "Ikke indtil for nyligt. Jeg blev grebet af t-tanken om samarbejdet mellem alkymi og m-magi." De bøger, hun ikke genkendte, blev samlet i en mindre bunke til ham. Dét var størrelsen på en fornuftig bunke. Hun så skeptisk på sit vakkelvorne tårn. "Og D-De?"

[Marcus af Naxen]

Da hun ikke så ud til at genkende bogen, lagde han den i sin egen bunke. Hans var noget mindre end hendes, men efterhånden havde han og tærsket gennem de fleste af bøgerne omkring alkymi i biblioteket.

"Det er skam også et ganske interessant emne," sagde han og børste noget støv af sine knæ, da han havde siddet på knæ foran hende og fordelt bøgerne. "Jeg er ved at tage min mester-grad i alkymi," svarede han med et skuldertræk. "Men lige nu er jeg ved at læse op på alkymi i forbindelse med medicin," uddybede han og så hen på hendes bunke af bøger. "Skal De have hjælp med Deres bunke?"

[Leah Salmalín]

De rejste sig begge og hun bukkede sig for at børste det værste, overfladiske skidt af det mørke skørt. "Det l-lyder in-interessant," svarede hun med et lille smil og rettede sig helt op igen, kun for at se ned på sin bunke. Måske hvis hun kunne få den flyttet til et bord gradvist. Når han var gået, altså.

Tilbuddet overraskede hende og hun så fra bøgerne hen til manden, før hun mentalt trak på skuldrene. "Det ville være en stor hjælp, N-Nådigherre, men burde jeg så ikke have navnet på min redningsmand?"

[Marcus af Naxen]

Han nikkede, og kunne ikke være mere enig. Det var trods alt det emne, han havde svoret på at vie sit liv til. Selvom der var et familiemedlem, der havde ganske andre planer lige i øjeblikket.

Han smilede af hendes spørgsmål og bukkede derpå for hende. "Magus Marcus af Naxen," præsenterede han sig og rettede sig op. "Og Deres navn Strega?" Spurgte han høfligt og begyndte at fordele hendes bøger over i sin egen bunke, så hans blev tungest, og hun forhåbenligt kunne være i stand til at løfte den noget mindre bunke.

[Leah Salmalín]

Hun gengældte med et nej, der ikke var tilnærmelsesvist tæt på den glidende bevægelse, de adelige kvinder præsterede. "Strega L-Leah Salmalín," præsenterede hun sig selv og betragtede ham fordele bøgerne, ventede på en form for genkendelse. Navnet var ikke just fremmed for folk, hverken i Tortall eller de andre lande, hun havde besøgt, og der fulgte normalt et par spørgsmål.

[Marcus af Naxen]

Da hun nævnte sit navn, løftede han det ene øjenbryn i forbavselse. "Salmalín?" Spurgte han retorisk, han havde jo trods alt lige fået det af vide. "De er søster til Logan Salmalín, ikke sandt?" Igen var det nok mest retorisk, for naturligvis kendte han til sammenhængen i Salmalín-familien.

Han strøg en hånd gennem sit halvlange hår. "Lad mig," sagde han og løftede den tunge bunke af bøger op i sin favn. "Hvor skal vi hen, Strega Leah?" Spurgte han med et smil på læberne.

[Leah Salmalín]

Hun nikkede en enkelt gang og sikrede sig, at skørtet sad, som det skulle. Hun ville helst ikke snuble i det på vejen med favnen fuld af bøger. "Jo." Smilet blev større, da han tog den tunge bunke og hun bukkede sig selv ned og løftede den lidt mindre. Denne gang kunne hun rent faktisk se over.

"For nu har j-jeg fået v-værelser på p-paladset," forklarede hun med et undskyldende smil. "B-beklager, hvis der er l-lidt l-langt." Han havde jo ikke kendt distancen, før han tilbød sin hjælp.

[Marcus af Naxen]

Han rystede på hovedet af hendes undskyldning, det var mest det deres samtale indtil videre havde bestået af. "Det skal De endelig ikke tænke på," forsikrede han hende. "Jeg har selv værelser på Paladset, når jeg har brug for dem," hvilket også betød, at han kendte paladset ganske godt. Han havde især brugt de værelser lige efter både Murrays og Myrillas bryllup. "De må endelig føre an, så jeg ikke vælger et forkert værelse."

[Leah Salmalín]

Leah skævede til ham, halvt over stakken af bøger, der lige så langsomt fik hendes arme til at syre - hvilket egentlig var underligt med tanke på, hvor tit hun løftede og bar rundt på vakkelvorne tårne af bøger. "Hvordan kan det være, De har det?" spurgte hun nysgerrigt og vandrede mod paladset.

[Marcus af Naxen]

Han trak besværet på skuldrene over hendes spørgsmål. "Når jeg bruger de fleste af dagene i biblioteket her, så kan det godt blive sent," svarede han roligt. "Og så er det nemmere at sove her, end at gå tilbage til Højager." Og så kunne han starte tidligt igen. "Så af ganske praktiske årsager." Han sendte hende et smil, mens han gik ned af de lange gange, hvor flere tjenestefolk mødte dem undervejs.

[Leah Salmalín]

Så har arbejdede også på paladset? Hun gjorde sig mentalt notat af det og sørgede for at nikke opmærksomt, mens han talte. "Det kan jeg forestille mig." Flere af sætningerne kom mere fejlfrit, nu de havde talt sammen lidt. Desuden havde manden jo vist sig venlig. "Er De så en del af K-Kongens projekt?" spurgte hun, stadig med nysgerrighed i stemmen, selvom hun igen havde vendt blikket ud mod gangen.