Forræderi!

[Catalina af Vårfos]

Christian af Vårfos

Det var ikke mere end et par timer siden, hun var stormet tilbage ind på paladset efter at have kastet Lorencios tøjler efter en tilfældig stalddreng i en hidsig bevægelse. Døren var blevet smækket hårdt bag hende og ellers ikke blevet åbnet igen. Ikke til aftensmad, ikke for noget. Endelig var hun dog kommet ud af tøjet og i et bad. Det varme vand tog nogle af spændingerne, selvom den ikke tog følelsen af ensomhed og det massive afsavn.

Lyden af en banken fik hende til at se op. "Mmmh?" En tjenestepige kom ind og nyheden fik hende til at springe op af karret i en bevægelse, der sendte vand til alle sider. "Han hvad!?" Sydende af raseri blev hun hjulpet i tøjet og stormede ud af døren med det våde hår pjaskende ned til midt på ryggen. Først ved døren til Hertugens værelser stoppede hun og skulle til at hamre arrigt mod den, da Garsea skar ind og i stedet bankede stille og roligt på den massive dør.

[Christian af Vårfos]

Christian var på vej til at gå i seng. Han havde sendt breve afsted til skrædderen, skomageren og lenet. Længere var han ikke nået, før solen gik ned og aftenens tusmørke havde afbrudt ham ved skrivebordet. Resten kunne blive ordnet imorgen, hvor Catalina forhåbenligt var faldet til ro, eller noget der lignede i hvert fald.

Han var afklædt fra livet og op, mens han vaskede sit ansigt, da en tjener kom ind og meddelte at Prinsesse Catalina og hendes livvagt ventede på ham i stuen. Han sukkede irriteret og træt. Kunne det pigebarn da ikke give ham blot to minutters fred? Han drejede sig uden at se sig i spejlet og det kæmpe ar, der prydede det meste af hans blege hals. En tjener kom med hans kåbe, og han bandt den omkring livet, inden han gik ind i stuen, hvor en mindst lige så arrig Catalina stod, akkurat som da hun var stukket af tidligere. Han foldede hænderne omme på ryggen og så afventende på det umage par. "Ville Deres Kongelig Højhed noget?" Spurgte han og så fra den ene til den anden.

[Catalina af Vårfos]

Døren blev åbnet og de blev inviteret ind i stuen, hvor hun bestemt ikke blev i bedre humør af at blive sat til at vente, selvom det gav hende muligheden for at falde lidt ned. Det var dog ikke ligefrem tilfældet.

Synet af Christian var gruopvækkende. I mørket var hans hud kun lysere end normalt og det store ar over hans hals fik det til at vende sig i hende. Hvordan skulle hun nogensinde kunne.. Hun rev blikket fra arret og fandt i stedet hans øjne. "De har sendt invitationer ud!" bjæffede hun arrigt og pegede anklagende på ham. "Hvor vover De? De ejer mig ikke!"

[Christian af Vårfos]

I det øjeblik, hvor hun ikke med det samme mødte hans blik, gik det op for ham, at han ikke havde dækket sig til. Noget han normalt ellers var ganske omhyggelig med. Kun hans egen helbreder under krigen og Tia havde set det grimme ar. Han vendte sig med siden til dem, så hun ikke ville kunne se det lige så tydeligt. "Invitationer? Jeg tror De må være blevet misinformeret," sagde han køligt og brød sig aldeles ikke om hendes anklagende pegefinger. "Jeg har sendt bud efter en skrædder og en skomager for at få lavet en kjole og sko til min datter," fortsatte han og denne gang lod han sin vrede skinne igennem ordene.

[Catalina af Vårfos]

Munden blev snerpet sammen til en lille, misbilligende hønserøv over hans ord, men hun havde alligevel ikke tænkt sigat stå og kalde ham en løgner foran hele tyendet, uanset hvor godt han kunne have af det. "Det har bare ikke at være i anledning af nogen som helst begivenhed, der har noget at gøre med mig, hører De mig?" fortsatte hun hårdt og uden antræk til at sænke den anklagende pegefinger.

[Christian af Vårfos]

Han så hårdt på hende, absolut ikke villig til at bakke ud eller styre sin egen vrede over hendes ubehøvlede og uhøflige måde at opføre sig på. Og hun kaldte sig selv prinsesse? Der fandtes bondepiger, der opførte sig mere som en prinsesse, end hun selv gjorde. "Hvis De mener vores bryllup, så jo. De indvilligede selv i at tage del i planlægningen, og det agter jeg at respektere," han rankede sig yderligere, og denne gang var det et ildevarslende toneleje han brugte mod hende. "Men hvis De nogensinde igen blander Dem i, hvad jeg foretager mig i forbindelse med min datter..." Han fuldførte ikke sætningen, men det var ganske tydeligt hvad han mente. Ingen udover ham selv, bestemte over Sophia. "Har De forstået?" Christian skulle virkelig tage sig sammen for ikke at råbe af hende.

[Catalina af Vårfos]

Det var som at få en verbal lussing og hun var ikke opdraget til at lægge skjul på, hvor lidt hun brød sig om det. "Jeg har ingen intentioner om at planlægge et bryllup, der vil finde sted dette år, for jeg har ingen intentioner om at ægte dem i år, Deres Højhed." Hendes bryst hævede og sænkede sig i en ujævn rytme, tydeligt påvirket af hendes frustration.

"Og jeg kan blande mig som jeg vil, når først De og jeg er gift, for til den tid vil jeg være hertuginde og hun vil være under mig. Var det ikke det, De ønskede, måske?" vrissede hun flabet og trådte et skridt tættere på uden hun selv bemærkede det, båret af sit raseri.

[Christian af Vårfos]

Han lå hånligt af hendes ord, der ærlig talt virkede som en forkælet pige, der forsøgte at vigtige sig. "Hvis De så meget som rører min datter, vil det blive værst for Dem selv," denne gang lagde han ikke skjul på truslen i hans ord. Datteren havde måske ikke været det han ønskede, men hun var nu af hans eget kød og blod. Og ikke af Catalinas. "Jeg vil fremover altid være over Dem. Mine ord bliver Deres lov," hans stemme var iskold, som han drejede rundt og nu igen stod med fronten mod hende. "Og De ægter mig, hvor og hvornår jeg bestemmer." Det blev mere og mere tydeligt, at hun aldrig var blevet opdraget til noget som helst.

[Catalina af Vårfos]

Hun foldede armene over brystet, færdig med at stå og pege ham ind i ansigtet. "Jeg har ikke tænkt mig at røre Deres datter. Hvilket monster er De?" Aldrig ville hun lade sit had over ham gå ud over en lille pige. Det var immervæk ikke hendes skyld, at hendes fader var en afskyelig størelse.

"De bestemmer ikke over mig og det vil De aldrig komme til. Måske bliver jeg Deres hustru, men min far er stadig Kongen af Galla," mindede hun ham om stemmen var begyndt at bære præg af den belastende høje volumen, hun arbejdede i.

[Christian af Vårfos]

Han så stadigvæk rasende på hende. Da hun selv bragte sin fader ind i samtalen, svarede han blot; "Jeg er en mand, der efterhånden har erfaret, hvorfor Deres forældre ville lade Dem blive gift med mig." Langsomt begyndte der at indfinde sig en ildevarslende ro. "Deres fader kan intet gøre, så snart ægteskabet er indgået. De vil være min, og De vil adlyde mig," havde hendes forældre virkelig undladt hende at fortælle, hvordan et ægteskab rent faktisk foregik, når det var indgået i ren forretning?

[Catalina af Vårfos]

Hans ord sad, hvor det gjorde allermest ondt og før hun eller Garsea eller nogen af tjenestefolkene kunne nå at standse det, havde hun langet ud og stukket ham en syngende lussing. Hvor vovede han at sige noget som helst om hendes familie, når han absolut intet vidste om det. "Jeg vil aldrig være Deres," hvæsede hun arrigt. Det nev i næsen og tårerne slørede hendes syn, men hun nægtede at give ham den tilfredsstillelse.

[Christian af Vårfos]

Han tog imod hendes lussing, og havde næsten forudset den. Men kun næsten, han havde egentlig forventet, at den ville være kommet noget før. Han flyttede sig ikke ud af stedet, og gjorde ikke tegn til tjenestefolkene eller hendes livvagt om, at de skulle trække hende væk. I det mindste var der liv i hende. Som reaktion på hendes lussing, rakte han ud efter hendes håndled, og fik hende drejet rundt, så hun stod med ryggen til ham. "I alle henseender, vil De være min," hviskede han blot lavmælt. Der var stadigvæk mere end en håndsbredde mellem hendes ryg og hans overkrop, sådan som de stod. Det eneste sted, hvor han rørte hende, var hendes håndled.

[Catalina af Vårfos]

Bag hende var Garsea spændt som en fjeder, klar til enten at hive hende væk eller på anden måde komme hende til undsætning, men Catalina ænsede ham ikke engang. Alt, hun havde øjne for, var Hertugens klamme, lange fingre om hendes håndled, før han trak hende rundt og hun snublende drejede rundt om sig selv. "Slip mig, din ukultiverede hund!" hylede hun og der gik ikke længe, før Garsea var henne ved dem med et advarende blik, afventede selv den mindste bevægelse i et forsøg på at lade manden slippe først.

[Christian af Vårfos]

Christian rettede sig op med en hånlig latter over hendes reaktion. "Og det lille pigebarn er stadigvæk ikke i stand til at klare sig selv," han rystede på hovedet og slap hendes håndled. Så rettede han blikket mod hendes livvagt. "Pas De endelig Dem selv," sagde han og henvendte sig efterfølgende til Catalina. "Hvis du nogensinde kommer ind i mine gemakker efter mørkets frembrud igen, så vil din livvagt ikke kunne redde dig," sagde han og gjorde tegn til, at en tjener skulle åbne døren. "Forsvind så, og var dine ord en anden gang. Det er lige før, at en simpel bondepige, er bedre opdraget." Det var ganske med vilje, at han fortsatte hendes måde at tiltale ham. Hun syntes han var en ukultiveret hund, og han syntes hun var dårligere opdraget end en bondepige. Hans far ville helt sikker vende sig i graven ved synet af dem.

[Catalina af Vårfos]

Hun hev og sled i sit håndled, indtil han endelig slap hende og hun skyndte sig hen foran Garsea, ude af Hertugens rækkevidde. Ordene skræmte hende langt mere, end hun var villig til at vise ham, men de slog ikke den gallanske stædighed, der lå dybt i hendes hjerte og sjæl og blev pumpet ud i årerne på hende med hvert hjerteslag.

"Ha!" udbrød hun hånligt med påtaget selsvsikkerhed. "Det kommer fra Dem. De er ikke andet end tåbelig, lille dreng, der bliver nødt til at tvinge små piger til at ægte Dem, så De kan føle Dem stor, men ikke jeg. De kan ikke give mig ordrer!"