Gensyn i det grønne

[Christian af Vårfos]

Catalina af Vårfos

Christian havde næsten været væk i en måned. Og måneden før det, havde han ganske enkelt set meget lidt til sin forlovede. Ikke at det gjorde ham noget, pigebarnet kunne vel underholde sig selv, uden at han behøvede opvarte hende konstant.

Selvom han som Hertug havde et hus nede i Højager, så havde han også sine private gemakker på paladset. Og han brugte begge dele flittigt, alt efter hvile pligter han skulle se til. Og om aftenen ville der være et rådsmøde, som han skulle deltage i. Derfor var han efter sin snak med Tia, taget op til paladset for at forberede sig til mødet med Rådet. han vidste dog, at han nok blev nødt til at tilbringe tid med Prinsesse Catalina, for ikke at blive anset som værende uhøflig.

Men han havde ikke tænkt sig at byde hende på te, eller frokost. Te var for kvinder, og han havde allerede spist frokost. En tur i haven virkede ærlig talt en smule banalt. Så der blev sendt bud til staldene om, at både hans egen hingst og Prinsessens hest skulle gøres klar. Og så blev der sendt bud til Prinsessen om, at han ønskede at ride en tur i skoven med hende, nu hvor solen varmede og lyste op. Heldigvis havde hun accepteret.

Christian stod i fuldt rideudstyr; langskaftede støvler der skinnede i solens lys, lysebrune ridebukser der sad stramt omkring hans skikkelse og naturligvis en hvid skjorte med en strittende kravat og jakke i grøn og gul. Hans egen hingst blev ført frem, og mens han ventede på Prinsesse Catalina, inspicerede han den hvide hingst.

[Catalina af Vårfos]

Morgenen var stået op og på en eller anden måde havde dagen ikke rigtig forandret sig. Alle dage lignede den forgående, kedelig og uden indhold. Målløst dalrede hun rundt på paladset, overvejede fra tid til anden at skrive hjem eller se i spejlet, men hver gang endte hun med at konkludere, at hun ikke havde nogen nyheder og synet af familien kun ville bidrage til det voksende hul i hendes bryst.

Derfor havde det også været noget af en overraskelse, da Christian pludselig havde inviteret hende ud at ride. Hun vidste ikke engang, han var kommet tilbage til Corus. Derfor var hun dalret fra haven og op på sit værelse, Garsea stum og truende bag hende som altid. Kammerpigen havde hjulpet hende i de rette klæder, før hun var blevet fulgt ud til Christian, der selvfølgelig stod og ventede.

Synet af Lorencio fik et oprigtigt smil frem på hendes læber og hun længtes allerede efter at slynge armene om vallakens hals, men først måtte hun jo hilse på sin forlovede. Hun trådte hen foran hertugen og nejede nydeligt. "Deres Højhed," hilste hun så nøgternt som muligt.

[Christian af Vårfos]

Staldknægten rømmede sig, og Christian rejste sig op i sin fulde højde efter at have set på hingstens hove. Han drejede hovedet og så Catalina komme gående hen imod dem. Han gav et kast med hovedet til staldknægten, der trak sig lidt tilbage, men stadigvæk havde fat i hestenes tøjler.

Han bukkede for hende, samtidig med at hun nejede. "Deres Kongelige Højhed," hilste han tilbage og rettede sig efterfølgende op. "Jeg tænkte, at vejret idag indbød til en ridetur i Paladsets skove," sagde han og rakte en hånd frem. Staldknægten lagde tøjlerne til begge heste i Christians hånd. Han stillede sig ved hovedet af hendes vallak, mens hans egen hingst trippede på stedet. "De har en smuk vallak," kom det brummende fra ham, mens han se grundigt på den og ventede på, at enten staldknægten eller hendes livvagt hjalp hende op på hesteryggen.

[Catalina af Vårfos]

At han havde efterladt hende alene tilbage, tydeligvis ligeglad med hende og hendes velbefindende havde ikke just gjort hende venligere stemt, men hun var også faldet nok ned til ikke at være decideret uhøflig længere. Derfor bøjede hun blot nakken i en høflig tilkendegivelse af, at hun ikke var uenig.

Garsea trådte frem op med et fast tog om hendes liv og et lille hop, kom hun op på hesteryggen. Fingrene gled over vallakens bløde hals. "Tak, jeg har haft ham i to år efterhånden," svarede hun med et reserveret smil. "Deres hingst er også prægtig." Hendes ord var stadig en smule hårdt stemt, som det blev gjort i Galla. "Tager jeg fejl i, at De har fået den fra Galla?"

[Christian af Vårfos]

Han så til, mens hendes livvagt løftede hende op på ryggen af hesten. Så gav han tøjlerne til hende, og gik selv om på siden af Alberto og løftede sig med lethed og elegance op på ryggen af den hvide hingst. "Veltrænet, det er han," komplimenterede han hendes hest, og rettede sin ryg op. Staldknægten trådte væk fra hestene og deres ejere. "Alberto stammer ganske rigtigt fra Galla," svarede han roligt og klappede hingstens hals med sine behandskede hænder. "Vårfos' stalde er efterhånden fyldt med dem," uddybede han og så til, mens hendes livvagt selv sørgede for at komme op på ryggen af en hest. "Skal vi?" Spurgte han retorisk og satte hælene blidt i siden på Alberto, så han begyndte at skridte fremad.

[Catalina af Vårfos]

Hun nikkede igen. Der kunne ikke siges et ondt ord om Lorencio. Garsea kom selv til hest, men hendes blik var fastlåst på hertugen og den lethed, med hvilken han bar sig selv. Der var virkelig ikke meget overladt til tilfældet.

Heldigvis begyndte han snart at tale og hun lukkede de handskeklædte fingre om tøjlerne. Hun nikkede, selvom han lod til at være ligeglad med hendes svar og satte selv hælene i siderne på Lorencie, der satte i bevægelse under hende. Rutineret fulgte hun hans bevægelser, mens hun kom op på siden af hertugen. "Så De gør handel med gallanske heste?" spurgte hun i et forsøg på at lyde henkastet og kølig, selvom nysgerrigheden lyste igennem. Hun skyndte sig at rette blikket mod vejen.

[Christian af Vårfos]

Han lod med vilje tempoet være roligt, så hun med lethed kunne komme op på siden af ham. Herfra steg tempoet lidt, uden at blive for hurtigt, mens de skridtede gennem gårdspladsen og ud gennem portene til skoven. "Jeg har en import aftale med en avler fra Galla," bekræftede han, mens hans egne bevægelser blev en forlængelse af Albertos. "Vi har handlet sammen i snart tre år," forklarede han, og sørgede for hele tiden at være på linje med hende. Alt andet ville være uhøfligt.

[Catalina af Vårfos]

De prægtige heste fik med lethed lagt paladset bag dem og inden længe var de endelig væk fra de vægge, hun følte, havde været ved at kvæle hende de sidste to måneder, Pludselig virkede alene det at trække vejret lidt lettere og hun tog en dyb indånding gennem næsen, mens de skridtede derudaf. Tre år? Måske det var sådan, han havde fået møvet sig ind og havde lavet en aftale med hendes far. Åndssvage heste. Ikke at hun vidste, hvad hun skulle sige til det, så hun forholdt sig bare tavs for en sikkerheds skyld.

[Christian af Vårfos]

Han mærkede den sædvanlige stilhed ligge sig over dem, men kommenterede ikke på den. Den generede ham egentlig heller ikke. Han havde brug for den friske luft, så han kunne komme lidt væk fra det store arbejde, der lå foran ham, når han kom tilbage til paladset. De fulgte den ridesti, som var blevet anlagt gennem skoven. Kun hestenes lyde brød gennem hans mur af tanker. Selv ikke hendes forbandede livvagt, der red bag ved dem, lod han sig mærke med.

[Catalina af Vårfos]

Stilheden lagde sig som et tykt tæppe mellem dem og prikkede igen til Catalinas irritation. Nu havde hun endda forsøgt sig med et samtaleemne, men det lod ikke til, at han havde tænkt sig at gengælde høfligheden og så havde hun da i hvert fald ikke tænkt sig at prøve mere, nå! Hun rankede ryggen lidt og holdt blikket stift på stien foran dem, mens tankerne rasede rundt i en arrig strøm bag de mørke øjne.

[Christian af Vårfos]

Han forsøgte at lægge samtalen med Tia bag sig, blot for et øjeblik. Men det syntes umuligt, og hans pande blev rynket, samtidig med at ansigtet blev fyldt med alvorsfulde træk. Hans egen forlovelse kunne risikere at blive ophævet, når nyheden om Tias ophævede forlovelse med en kommende hertug nåede Galla.

Et lydløst suk undslap hans læber, da det stod klart for ham, at han måtte ægte Catalina før Tia kunne forlove sig med Ridder Lachren. Han håbede, at det kunne dæmpe gemytterne og rygterne mest muligt. "Lad os standse her," sagde han med en alvorlig stemme, da de var kommet frem til en lysning, hvor man kunne se udover markerne, der omgav Corus.

[Catalina af Vårfos]

Standse? Diskrete folder tegnede sig i hendes pande. Hun havde virkelig ikke lyst til at standse, men det var der selvfølgelig ikke noget at gøre ved og hun fik standset Lorencio, så spørgende hen på Garsea, der blot så udtryksløst hen på hertugen. Så hun fulgte hans blik og så afventende hen på manden. "Ja?" spurgte hun, da hun var træt af at vente på en eller anden form for plan for, hvad de skulle der.

[Christian af Vårfos]

Han standsede Alberto og gjorde ingen anstalter til at stige af. I stedet tænkte han på, hvordan man bedst forklarede et pigebarn på seksten år, at deres forlovelse ikke ville vare mere end et par måneder? Han drejede hovedet for at se på hende, stadigvæk med en pande rynket i alvor. "Hvad har De gjort at forestillinger omkring vores forestående bryllup?" Spurgte han, og var ikke uvidende om, at kvinder ofte brugte flere timer på at planlægge deres bryllupper.

[Catalina af Vårfos]

Han så tilbage på hende og instinktivt blev hun grebet af trangen til at vende blikket væk fra ham igen, men hun holdt øjenkontakten, næsten trodsigt. Spørgsmålet sendte dog hendes bryn på tur opad i panden og hun så alligevel frem i et par tankefulde minutter. "Jeg har altid forestillet mig det en sommeraften, Deres Højhed. Sommeren i Galla er.." Hun tav. Det var stadig ikke helt sevet ind, at hun ikke ville blive gift i Galla og nu, hun italesatte det, gav det et smertefuldt jag i maven. Hun blinkede hårdt. "Jeg havde forestillet mig et sommerbryllup. I juli, måske."

[Christian af Vårfos]

Han kunne ikke lade være med at more sig indvendigt over, at se det overraskede udtryk i hendes ansigt. Så hun kunne altså vise andet end vrede og ligegyldighed. Spændende. Da hun svarede på hans spørgsmål kunne han kun opfylde den ene del af det, hvis det skulle gå hurtigt. Det kunne blive denne sommer, men juli var snart overstået. "Hvad med september?" Foreslog han og vidste ikke, hvordan hun ville reagere.