Alvorsord

[Tatiana af Vårfos]

Christian af Vårfos

Tatiana stoppede foran broderens kontor. Det var ikke mere end en lille uge, at Christian havde været hjemme og hver dag indtil videre havde han været påvirket af ting, der ikke gjorde plads til drøftelser af alvorlige emner, men nu kunne hun ikke undgå det længere.

Hun tog en dyb indånding og knyttede hånden, lod knoerne danse over døren. "Kan vi tale?" spurgte hun, da først en bekræftende lyd fra den anden side havde indikeret, at det var i orden at åbne døren.

[Christian af Vårfos]

Det var ikke tid, der var mest af i Christians liv i øjeblikket. Foråret var overstået, sommeren i fuld gang og der skulle gøres klar til efteråret. At være lensherre var en fuldtidsbeskæftigelse, og oveni kom de mange pligter han havde som en del af den kongelige familie og Rådet.

Han havde tilladt sig selv at lukke døren ind til sit kontor efter morgenmaden, og var blundet en lille smule hen, da han hørte en lav banken på døren. Han så op, kørte en hånd over ansigtet og rømmede sig. "Kom ind," lød det fra ham i en lav brummen. Det ene øjenbryn blev løftet, da han så sin søster på den anden side af døren med et noget alvorsfuldt blik. Han nikkede langsomt. "Luk døren," opfordrede han og satte sig til rette i sin stol, bagefter sørgede han for, at hans kravat sad ordenligt.

[Tatiana af Vårfos]

Det var en samtale, hun havde gruet i flere måneder nu. En samtale, hun havde gennemspillet igen og igen i sine tanker uden at være helt tilfreds med nogle af de mulige udfald. Og nu stod hun her. Med rolige skridt gik hun ind på arbejdsværelset og lukkede døren efter sig. Hun var voksen, ridder og derfor en fri kvinde. Hun søgte hans råd, mere end hans tilladelse, måtte hun minde sig selv om.

Langsomt lod hun sig glide ned i stolen på den anden side af skrivebordet. "Jeg er kommet for at tale om min forlovelse med Ridder Iago af Blåhavn," startede hun ud og fugtede læberne, måtte sikre sig, at alle sætningerne var klar. "Jeg kan ikke ægte ham. Flere år tilbage under krigen mod Maren forelskede jeg mig i Ridder Lachren af Meron. Jeg har prøvet at undgå disse følelser, men han vil gifte sig med mig og jeg med ham. Martin har foreslået, at Iago kunne ægte Natalie i stedet og at Meron gerne ville betale en kompensation for det rod, der er blevet lavet."

Hun trak vejret dybt, men var på intet tidspunkt begyndt at plapre eller lade tungen stikke af, som den af og til gjorde det, når hun blev nervøs. Alt lød stadig roligt og velovervejet. "Jeg er godt klar over, at det ikke er sådan, vi er blevet opdraget, men jeg kan ikke ægte ham, Christian. Jeg vil gerne respektere din beslutning, men at den beslutning bringer mig i et ægteskab, hvor jeg skal opgive mit liv som ridder af kronen er ikke et vilkår, jeg kan acceptere." Hun tøvede kort og tilføjede så: "Jeg håber, du forstår."

[Christian af Vårfos]

Han havde ikke helt vidst, hvad han skulle forvente af samtalen med Tia. Hun havde været lige så optaget, som han selv havde. Og deres ansigter havde begge to afspejlet hinandens alvor, noget de havde til fælles. Men det hun pludselig betroede ham med, fik ham til at sidde paf tilbage med rynkede bryn.

Han rystede på hovedet og kørte en hånd gennem sit hår. "Tia," sagde han og forsøgte at samle stumperne af hendes tilståelse. Han vidste godt, at det ikke havde været et ægteskab, som hun havde ønsket. Men deres fader havde sat det i værk for mange år siden, og Christian havde været den hertug, der havde afsluttet samtalen. Så rømmede han sig og rettede sig op i stolen.

"Det du fortæller mig, er alvorligt. Af flere grunde," startede han ud. Alvoren var tydelig i hans stemme. "Du elsker Ridder Lachren?" Spurgte han, egentlig mest retorisk. Tia ville ikke gifte sig af morskab med en anden mand end sin forlovede. "Og din søsters hånd har Ridder Blacwin anmodet om," fortsatte han og lænede hovedet tilbage, så det hvilede mod stoleryggen. Han lukkede øjnene et kort øjeblik. Var han virkelig den, der skulle løfte familien op? Hans ægteskab med prinsessen ville måske redde dem fra skandale.

[Tatiana af Vårfos]

Alvoren var tydelig i hver fold i hans pande, men hun kunne ikke gå tilbage nu. Hende og Lachren var rigtige, uanset hvor forkert det så havde føltes at komme dertil. Derfor sad hun blot og ventede i tavshed, mens han fik lov at få samlet alle trådene og muligvis se det større billede. Nikkede til hans spørgsmål, mest for at vise sin samarbejdsvillighed. Det var ikke noget, der kom af trods for ham.

Fortsættelsen fik hende til at rynke på brynene. "Ridder Blacwin? Men han er jo baronsøn," indvendte hun og rystede på hovedet. "Hvis jeg ægter Ridder Lachren, vil det ikke være langt under stand. Meron er et flot grevedømme af guldskjoldenes bog," konstaterede hun. "Natalie fortjener en som Iago. Hun ville passe perfekt til at blive hertuginde en dag. Jeg er ridder, Christian. Det ved du lige så vel som jeg." På den måde ville familiens navn også kunne slippe derfra med et lille slag frem for en tur gennem sølet.

[Christian af Vårfos]

Han forstod hendes indvendelse, og nikkede. "Hvilket er grunden til, at jeg ikke er gået videre med sagen," forklarede han sig omkring Ridder Blacwin. Da hun fortsatte med at tale, løftede han sin ene hånd, for at standse hende. "Jeg kender dine følelser omkring dit hverv som ridder," sagde han og hun vidste, at han selv havde haft det på samme måde, da han blev hertug. "Men du ved lige så godt som jeg selv, at jeg aldrig vil forstå din forelskelse," de ord affødte et lavt suk. Det var ikke hans lod i livet at tillade sig den slags, ikke som den første fødte. "Dette bliver en lang proces, og vi bliver nødt til at fortælle Natalie, hun ikke kan gifte sig med hverken Ridder Blacwin eller hendes nyeste påfund, Junker Marcus." Havde det været lige så svært for deres fader at holde styr på Tia og Natalie, dengang han havde levet?

[Tatiana af Vårfos]

Heldigvis havde Christian set samme komplikationer og hun nikkede langsomt. Han var en god hertug, på mange måder var han født til det. Derfor tav hun også, da han løftede en hånd. Hun ville gerne respektere ham og det var nok den bedste måde at gøre det på lige nu.

Han fortsatte og hun lyttede i tavshed. "Så.." hun tøvede, frygtede at presse på og ødelægge den skrøbelige lydhøre side af ham, hun havde fået frem. "Du vil forsøge?" spurgte hun derfor forsigtigt.

[Christian af Vårfos]

Han tog en dyb indånding. Det ville blive en af de største prøvelser for ham som hertug. Han lænede sig frem igen, og lagde sine hænder foldet på skrivebordet. "Jeg vil forsøge, men jeg vil ikke love dig noget," det var vigtigt for ham at understrege det. Hvis Hertugen af Blåhavn ikke gik med til det, så ville han ikke have, hun blev for skuffet. "Og jeg mener, at det er vores begges pligt, at informere Natalie," han sendte hende et indforstået blik. Den opgave ville han ikke sidde med alene. Tia var en kvinde, og kunne måske nå lidt længere ind til Natalies sind, end han selv kunne.

[Tatiana af Vårfos]

Deres familier havde været venner længe, men Hertugen af Blåhavn havde altid været en stædig, stolt mand, så hun vidste godt, hvor svært, det ville blive at overbevise ham. Måske hun kunne tale med Iago om det? Hun brød sig ikke om tanken, men hvis der var en løsning at hente...

"Jeg kan godt tale med Natalie," tilbød hun. Det følte hun alligevel, at hun skyldte søsteren efter at have siddet og prædiket om, hvordan de blev nødsaget til at følge familiens pligt. "Hun har nok bedst af at høre det fra mig."

[Christian af Vårfos]

Da hun tilbød at tale med Natalie, kunne Christian ikke undgå at slippe et lille lettet suk. "Tak," sagde han, og var ret glad for at slippe for lige præcis den del. Han var ikke så god til at tale med Natalie om følelser. "Men først, når vi har forklaret hende sagens alvor, vil jeg gå videre. Jeg vil ikke risikere at sætte noget i værk, og hun så... Bliver stædig," det havde hverken han eller Tia brug for i denne situation. Søsteren skulle helst være medgørlig, når det gjaldt Iago af Blåhavn.

[Tatiana af Vårfos]

Et lille smil tegnede sig på hendes læber, selvom det ikke til fulde fik opløst ansigtets alvorsfulde mine. Hun vidste godt, hvor svært han havde ved at tale med Natalie, og hun selv var ikke just vild efter at tage den, men det var hendes rod og hun ville sørge for at få det ryddet op. "Jeg skal gøre mit bedste for at undgå stædighed. Hun er blevet ældre, hun skal nok forstå." Nu var det op til søsteren at gøre noget godt for familie.

[Christian af Vårfos]

Han håbede, at Tia havde ret. Og så kunne han heldigvis slippe af med denne Ridder Blacwin. Selv hvis ridderen fortsatte sin fascination af Natalie, så ville det blive Iagos problem. Ikke hans.

"Godt. Og hvis hun ikke vil forstå..." Han trak træt på skuldrene. "Så må jeg give hende et ultimatum. Iago af Blåhavn, eller en udenlandsk prins," han var ret sikker på, at Natalie ville foretrække Iago, fremfor at skulle rejse til et andet land og forlade sin familie og venner.

[Tatiana af Vårfos]

Det var ikke ligefrem det, hun havde forventet og hun havde svært ved at forblive rolig og fattet med hans beslutning liggende på bordet. "En udenlandsk prins?" spurgte hun alligevel. Tanken om, at hendes lille Natalie ville blive sendt på tværs af verdenen for at blive gift med en vidtfremmed var nok til at give hende en kold fornemmelse i maven, selvom hun vidste, det ikke var uhørt. Det var jo det, Christians forlovede havde været udsat for, men Prinsessen virkede heller ikke jublende over det.

[Christian af Vårfos]

Han kendte sin søster godt, og derfor kom hendes spørgsmål heller ikke bag på ham. Han reagerede ved at slå ud med hænderne. "Jeg har ingen i tankerne Tia," svarede han roligt og lænede sig tilbage i stolen igen. "Men jeg er villig til at bruge det kneb, hvis det kan få Natalie til at sige ja til Iago," han vidste godt, at det ville fremstå koldt. Men han måtte gøre sit for, at familien høje agtelse i Tortall skulle forblive indtakt. Og det ville give mindre skandale, hvis Tia blev skiftet ud med Natalie.

[Tatiana af Vårfos]

Selvom det ikke sås på hende, bredte lettelsen sig i hendes bryst. Så havde han ikke valgt nogen endnu og der var ingen reel trussel. Ikke endnu, i hvert fald. Hun nikkede igen. "Jeg taler med hende først, så," konstaterede hun og rejste sig op igen. "Undskyld. Jeg er virkelig ked af det." Med de ord forlod hun arbejdsværelset igen. Nu var der i det mindste en plan.

afsluttet