Tiltrængt selskab

[Julietta af Dunlath]

Leonora af Legan
30. juni 528

Med en munter kvidren fik hun teen stillet frem ude i haven. Det kunne ikke være en mere pragtfuld dag, Leonora havde valgt til at komme forbi. Vejret var upåklageligt, høj sol og en mild brise, og Joren og Maura var begge i fantastisk humør, kvidrende og kravlende på stoftæppet i græsset sammen med ammen.

Det var ikke mere end to uger siden, hun havde haft fødselsdag, men alt var alligevel forandret. Foruden det hurtige kys farvel om morgenen og det sene godnatkys på panden, når hun var halvsovende, var alt, hun havde set til Adrian de seneste dage og hun havde aldrig følt sig mere ensom. Derfor skulle det også være perfekt. Hun smilede ved synet af te og kager stillet nydeligt frem og sluttede sig så til tvillingerne og ammen på tæppet, ventende på en tjener skulle bringe veninden ud i haven.

[Leonora af Legan]

Den sidste tid havde været hård for Leonora, måske var det også derfor hun nu glædede sig til at skulle se sin veninde igen. Julia havde netop haft fødselsdag og det var det der havde gjort, at Leonora nu opsøgte hendes veninde.

På vejet havde hun plukket nogle enkelte blomster, som hun satte på den gave, hun havde med til veninden. Inde i gaven var et fint lyserødt silketørklæde. Det var vigtigt for Leonora at vise hun altid holdte meget af Julia.

Endelig var hun fremme og en tjener viste hende ind i haven. Synet der mødte hende, fik hende til at stoppe op og bare kigge på synet. Julia, hendes amme og de to tvillinger sad hyggeligt sammen på et tæppe. Det var skønt at se. En smil fandt ved til Leonoras læber og så endelig gik hun hen til sin veninde og gav hende et lille kindkys som hilsen og rakte hende gaven. "Dejligt at se dig igen. Og lidt for sent tillykke"

[Julietta af Dunlath]

En tjenestepige fortalte, at komtessen var ankommet og der gik ikke længe, før hun fik øje på veninden i døren og straks flækkede i et bredt smil. "Leonora!" hilste hun ivrigt og kom på benene, mødte hende på halvvejen i et kram og et kindkys i farten. "I lige måde. Og tak," hun fnes og trak en lys lok bag øret.

Gaven blev straks taget af tjeneren, der lagde den op på bordet og Julia nåede lige at kigge nysgerrigt efter den, før hun hankede veninden i armen. "Der er to, der mægtigt gerne vil møde dig!" Hun smilede bredt og førte hende hen til tæppet. "Det er Joren," hun pejede på den lille dreng, "og hans søster, Maura." Begge navne familienavne. Det føltes rigtigt.

"Er de ikke det smukkeste, du nogensinde har set?" Ammen tog pigen op og holdt hende frem til Leonora, mens Julia selv tog Joren i sine arme. "Selv duften af dem er det mest fantastiske.." Hun snusede tilfreds til de få, lyse hårstå på sønnens hoved.

[Leonora af Legan]

Leonora fulgte med hen til tæppet, så hun kunne se nærmere på de to smukke skabninger der var på tæppet. Joren og Maura, hun smilede ved navnene. De var helt rigtige til tvillingerne. Da Ammen så pludselig rakte hende den lille pige, blev Leonora først en smule usikker. Hun var næsten bange for om hun ville komme til at ødelægge den fine lille skabning. Så det var tilbageholdt åndedrag, at hun tog imod.

Da Maura lå sikkert i hendes favn, kiggede hun smilende ned på det lille menneske som lignede et fin lille sammensmeltning af Julia og Adrian. Hun pludrede lidt ned til hende og kiggede så over på Julia. "De er så fine begge to. Hvor er du dog heldig" Leonora mærkede, hvordan hun et øjeblik selv stod at glædede sig til det blev hendes tur. En dag ville hun stå med en lille person som ville ligne hende selv og Hale.

[Julietta af Dunlath]

En lille buttet hånd viklede sig ind i en blond lok og hun trak sig lidt tilbage for at få den fri igen, før han kom til at hive hårene ud af hovedet på hende. Blikket faldt straks på Leonora med Maura i armene. "Jeg elsker dem simpelthen så højt," svarede hun og kyssede sin søn på hovedet, før han igen blev rakt ned til ammen.

"Du ser naturlig ud med et barn i favnen." Og det gjorde hun virkelig. Det var vel også kun et spørgsmål om tid, nu veninden var blevet forlovet. "Skal jeg tage hende igen?" Hun smilede og tog datteren tilbage igen, før hun overlod hende til ammen ligesom Joren og hankede sig endnu en gang fast til venindens arm. "Kom, jeg har fået lavet te til os," huskede hun på og trak hende op mod bordet med te og kage. Og gaven, som hun ikke kunne vente med at se indholdet på.

[Leonora af Legan]

Leonora kiggede smilende ned på den lille pige, hun var så fin. Da Julia kommenterede på, at det så naturligt ud med et barn i favnen, vandrede Leonoras tanker afsted. Når hun en dag fik børn, forhåbentlig en søn først, som kunne arve, så ville hun sørge for at de fik al den kærlighed de havde brug for. De skulle vide at deres mor elskede dem. De skulle lære at sørge for hinanden og vise omtanke. De skulle holde af hinanden og lærer altid at holde sammen og.. Hun fik stoppet sin egen tankestrøm.

Hun afgav Maura til Julia og gik så hen mod bordet, hvorpå der stod te og kager. Så fik hun øje på gaven igen. "Jeg har en lille gave med til dig. Ikke noget særligt. Tillykke med fødselsdagen for lidt tid siden." Hun smilede til veninde. Det var rart at de skulle bruge eftermiddagen sammen, det var lige hvad hun havde brug for.

[Julietta af Dunlath]

"Enhver gave er noget særligt," kvidrede hun og slap først hendes arm, da de var nået hen til bordet. Med medfødt ynde satte hun sig i stolen og lod tjenestepigen om at skænke teen til dem, mens hun samlede gaven op. Blomsterne blev omhyggeligt lagt på bordet, før hun åbnede den.

Silketørklædet indeni var blødt og hun strøg fingrene over stoffet flere gange, før hun igen så op på veninden. "Åh, Leonora, det er helt fantastisk." Hun smilede bredt og kom på benene, slyngede armene i veninden i et halvt kram, før hun igen slog sig ned. "Mange tak. Det er virkelig sødt af dig. Hvordan går det? Jeg synes, det er evigheder siden."

[Leonora af Legan]

Det var næsten en gave i sig selv at se Julia pakke sin gave op. Leonora smilede og tog glad imod det takkende kram, der kom fra veninden. Det havde været den helt rigtige gave, virkede det til. "Det glæder mig, at du kan lide den"
Hun lod tjeneren skænke te og ventede til denne var gået inden hun svarede på venindens næste spørgsmål. "Det er svært. Jeg skrev til min broder for nogle dage siden. Jeg håber sådan han har det godt og læser mit brev... Det går godt mellem Hale og Mig. Jeg er så småt begyndt at lave invitationer til brylluppet." Fortalte hun så istedet at fortælle, hvordan hun egentlig havde det med sin familie for tiden, Men hun vidste jo også godt, at hun selv var skyld i de følelser, der rumsterede rundt i hede. "Hvad med dig? Er der meget at se til med tvillingerne?"

[Julietta af Dunlath]

Hun samlede tekoppen op i de lyse hænder og sad lidt med den, pustede til den dampende væske, mens Leonora talte. Modsat veninden havde hun selv affundet sig med, at hende og hendes søskende nok aldrig ville få et tæt forhold, alllerede da hun tog på klosterskole. Adrian var hendes familie. Og Joren og Maura. Det var mere end rigeligt.

"Det lyder godt. Jeg har ikke set Hale og Nora i evigheder, så jeg glæder mig til brylluppet." Selvom det var hendes fætter og kusine, var det kun Mariette, hun rigtig havde haft et forhold til og nu var hun i kloster.

Spørgsmålet fik undren til at dukke op i hendes mine. "Hvorfor skulle der være det?" Hun havde jo både ammen og tjenestefolkene til at hjælpe. "Nej, jeg ville næsten ønske, jeg havde.. Ja, mere at lave." Nu hun ikke var blevet gift med en arving, var der ikke andet at lave en brodere og hendes sangundervisning. Især nu Adrian var så fraværende. Hun nippede lidt til teen.

[Leonora af Legan]

Det var rart at høre Julia snakke om Hale, hvorfor havde hun ikke tænkt over, at Hale var Julias fætter tidligere? Det kunne være godt på mange måder.
Leonora tog teen op i hænderne og pustede lidt på den, og lod den så være mens hun talt "Jeg glæder mig sådan til brylluppet. Jeg er en smule nervøs, må jeg indrømme." Hun smilede til veninden og drak så lidt af sin te. "Måske du kan hjælpe mig? Give mig et par gode råd eller noget?" Leonora ville for alt i verden sørge for at det Blev et rigtig godt bryllup, hvor hun ikke begik nogle fejl eller dumheder.

En tanke slog Leonora, da Julia fortalte hvordan hun ønskede at have mere at lave. Det kunne da være hun kunne hjælpe hende. "Hvis du vil, så kan du få lov at hjælpe mig med at planlægge mit bryllup. Skøn der nok stadig er længe til." Der var ikke blevet udstedt nogen dato endnu, men det var fint at være på forkant.

[Julietta af Dunlath]

Hun smilede overbærende til veninden og huskede selv, hvor nervøs hun havde været dengang. Også selvom hun havde ægtet den eneste mand, hun nogensinde havde og nogensinde ville komme til at elske. "Der er ikke behov for råd. Når først du står der med ham, vil al tvivlen forsvinde og du vil vide, at du er i trygge hænder," svarede hun selvfølgeligt. Sådan havde det jo været for hende.

"Åh, det ville jeg elske, søde!" udbrød hun glædesstrålende og stillede teen fra sig for i stedet at tage venindens hænder i sine med et bredt smil. "Jeg vil i hvert fald gøre alt, jeg kan for at gøre din dag helt perfekt." Det fortjente hun.

[Leonora af Legan]

Leonora spiste sin kage mens hun lyttede. Hun var dog ikke helt tilfreds med svaret som det var, hun var netop ekstra nervøs fordi hun elskede Hale og derfor også var bange for, hvis nu hun også endte med at svigte ham. "og... Hvad med bryllupsnatten?" spurgte hun flovt og blev en anelse rød i kinderne.

Hun blev dog glad over at se venindens reaktion på at hjælpe. Det fik et smil frem hos Leonora, hun ville helt klart få det bedste bryllup, hvis Julia hjalp hende.

[Julietta af Dunlath]

Det undrede hende egentlig ikke, at det var bryllupsnatten, Leonora frygtede. Det var immervæk en ukendt for mange, når de nåede dertil, selvom det var en glæde, hun og Adrian havde taget hul på før. Hun trak derfor på skuldrene. "Hvad med den? Du ved, du kan spørge mig om alt." Hun smilede og tog en tår mere af teen, før hun stillede den fra sig igen og i stedet tog en af tørkagerne, der var stillet frem til dem.

[Leonora af Legan]

Den røde farve i komtessens kvinder tog til. Det var ikke så lige til at snakke om den slags, heller ikke selvom hun sad over for sin veninde gennem livet. "...Altså... hvad hvis jeg gør noget forkert? Eller slet ikke kan finde ud af det?" startede hun ud meget pinlig berørt "Det kræver vel også at jeg... at jeg tager tøjet af for ham. " hele tanken var så frygtelig flov. Hun prøvede dog at tage det roligt nu og drikke lidt te.

[Julietta af Dunlath]

Det var længe siden, Julia sidst havde gjort sig den slags tanker. Alt var blevet så naturligt nu. "Altså.. Efter min erfaring er det ret svært at gøre noget forkert.. Det hele virker ret.. Indlysende, når man er i situationen," svarede hun med et sigende smil under rødmende kinder og tog endnu en tår te, før hun fortsatte. "Desuden kan han jo tage tøjet af selv, nu det er første gang. Eller få en kammertjener til at gøre det."