Er alt ok?

[Elisia af Bugtvig]

Gilbert af Meagmarsk

Seks dage. De var mest af alt blevet brugt på søvn og opkast. Det havde været noget af et slag til hovedet, havde helbrederen sagt og hun var kommet med et ukarakteristisk spydigt svar, som havde fremkaldt et irettesættende blik fra Gavin. Men nu var hun heldigvis på benene igen.

Med en uventet summende fornemmelse i maven gik hun hen mod Gils telt. En vagt havde set ham gå derhen. "Hey," hun fejede teldugen til siden. "Kan vi snakke sammen?" Forhåbentlig var han ikke vred.

[Gilbert af Meagmarsk]

De sidste par dage havde været besværlige. Armen var stadig ved at komme sig, og han havde fået forbud mod at bruge den til andet end at bladre sider i en bog. Det holdt ham noget tilbage i hans pligter, hvor han var nødt til at gøre alt med én hånd nu. Og når Niklaus i ny og næ forbarmede sig og gav ham en hånd med at løfte ting som sadler og andre besværlige ting, blev han altid forfjamsket og kunne ikke få sig selv til at se på ridderherren.
Lige nu sad han dog i sit telt og slappede af med en af de bøger, som Alexander havde lånt ham. Hele den der læse-ting var vokset lidt på ham, siden bøgerne ikke indeholdte kedelige forklaringer om slægter og krigshistorie. Han så op, da teltdugen blev trukket til side og lyste op ved synet af Elisia. ”Hej,” hilste han smilende. ”Har du det bedre?”

[Elisia af Bugtvig]

Smilet var nok til at forsikre hende om, at alt var, som det plejede at være og hun møbvede sig ind i teltet, slog sig ned ved siden af Gil. "Tja," hun trak på skuldrene. "Lige så langsomt, ja." Det havde været nogle hårde dage. "Hvad med dig? Gavin sagde, det var ret slemt med armen." Og den måde, Ridder Niklaus havde set på hende, da hun havde ledt efter Gil, bekræftede kun hendes mistanke om, at han holdt hende ansvarlig for det.

[Gilbert af Meagmarsk]

Han lagde bogen til side, imens hun satte sig. ”Lidt,” indrømmede han med et skævt smil. ”Men den skal nok komme sig. Lige nu må jeg ikke lægge noget pres på såret, men det burde blive bedre om nogle uger, hvis jeg bare passer på.” Det var ikke særlig belejligt, men i det mindste skulle det nok gå i orden igen. Det var det vigtigste. ”Undskyld at jeg ikke var til mere hjælp,” sagde han så, og smilet skrumpede lidt ved tanken om, hvad der kunne være sket med Elisia, hvis de ikke var blevet reddet.

[Elisia af Bugtvig]

Uger? Hun fik en dårlig smag i munden. Hvis bare hun havde taget sig sammen og havde taget imod tilbuddet om at finde et andet job end det, Kian var på, ville Gil ikke være skadet på den måde. Hun stirrede ned på det stykke af strømperne, der stak ud fra halsen af hendes støvler. Undskyldningen fik hende til at se op med forbløffelsen malet i trækkene. "Det er mig, der undskylder. Jeg skulle aldrig have insisteret på, vi gik ud til at starte med. Jeg er.. Jeg er så ked af det."

[Gilbert af Meagmarsk]

Han grinede lidt. ”Det er ikke din skyld, Elisia. Vi opførte os begge to tomhjernede,” sagde han så og lagde en arm om hendes skulder for at give den et beroligende klem. Det var vel meget muligt, at hun følte sig skyldig, siden hun var den, der havde haft mest af erfaring i situationen. ”Jeg skal nok komme mig. Desuden fik jeg noget spændende at skrive hjem om.” Gad vide hvordan Ermelia ville reagere på at høre, at han var kommet til skade i kamp. Det måtte da gøre ham et hak mere mandig end før?

[Elisia af Bugtvig]

Hun lænede sig ind til ham og foldede selv en arm om hans liv, så hun kunne give ham et sidelæns kram. En sten var lettet fra hendes bryst, nu de havde fået muligheden for at tale om det. "Ja, det kan hurtigt vinkles til en spændende historie," frem for det skræmmende minde, det havde lagret sig i hendes erindring som. Hun sukkede. "Jeg... Bør jeg sige farvel til ham? Du ved.. Endeligt." Det var jo immervæk hendes følelser for slynglen, der havde ført til den åndssvage situation.

[Gilbert af Meagmarsk]

Han nikkede tilfreds. Når han først var kommet sig helt, ville det ikke være andet end en god historie. Det tog ham et øjeblik at regne ud, hvad Elisia hentydede til, da hun pludselig virkede til at skifte emne. ”Det ved jeg ikke. Du kunne også bare tage dig sammen,” sagde han med et skuldertræk. Det lød måske hårdt, men han gad heller ikke pakke det ind. ”Jeg ved, hvor svært det kan være, når man er i nærheden af nogen, man har følelser for, men vi har altså et arbejde at udføre. Lad os sige at du slår op med ham: Løser det problemet? Hvad så næste gang du får følelser for en mand?” At stoppe forholdet med tyven ville ikke rigtig løse noget i det lange løb. Hun burde nærmere tage sig sammen og genfinde sin koncentration.

[Elisia af Bugtvig]

Hun så overrasket på ham og kunne ikke undgå at lade det træde frem, at hans ord havde stødt hende. Men det var jo også udelukkende, fordi hun havde prøvet at undgå at tænke netop dét i flere måneder nu. "Hvor er det tarveligt sagt, Gil!" udbrød hun og lagde armene over kors. "Jeg har ikke gjort andet end at støtte dig og de ting, du har fortalt." Og så sad han der og dømte hende. Det var jo netop det, der ikke var i deres venskab. En hånd rev en krøllet tot bag øret, før hun igen stak den ned i korslagt stilling.

[Gilbert af Meagmarsk]

Han trak på skuldrene og klappede hende på den ene skulder. ”Jeg støtter også dig, Elisia. Hvad du end vælger at gøre, skal jeg nok støtte dig. Alt jeg siger er, at det ikke løser noget at flygte fra situationen.” Han sukkede svagt. ”Jeg har selv prøvet det, ved du nok. Og jeg gjorde noget langt værre end dig. Du gik en tur for at få lidt afstand til ham.” Han skævede kort mod teltets åbning, men der lød ikke til at være nogen i nærheden. ”Da vi rejste hjem fra Frølund, fulgtes vi blandt andet med Jamie. En nat tog han nattevagten, bare så vi kunne mødes privat ude i skoven og ... Ja ...” Ingen grund til at gå i detaljer om, hvad de præcis havde lavet derude. ”Jeg var så meget i mine følelser vold, at jeg var villig til at ignorere, hvor risikabelt det var, at Jamie forlod sin post, bare så vi kunne være sammen.” Han tog sig til sin skadede arm med en svag grimasse. ”Det her var en straf for mig. Jeg var for kæphøj. Overbevist om at der ikke ville ske noget, ligesom sidste gang jeg gjorde noget lignende.”

[Elisia af Bugtvig]

Stædigheden stod som en mur i hende, men allerede nu begyndte det at dunke faretruende i hovedet og hun lod armene falde, mens han fortalte. Det havde han aldrig fortalt hende før, men hun bebrejdede ham ikke. Sådan en hemmelighed ville hun også holde for sig selv. "Jeg er ked af det," svarede hun med et lille, mat smil. "Men ja, du har nok ret." Uanset hvor nødigt hun ville indrømme det. "Jeg skal bare have fundet ud af, hvordan man gør. Det er ikke helt nemt, det her med at være voksen, hva'?"

[Gilbert af Meagmarsk]

Han sendte hende et skævt smil. ”Du behøves ikke undskylde for noget.” Han bemærkede det lettere trætte smil, så han rykkede sig ud på sengekanten og klappede på sengen. ”Her. Læg dig lidt,” tilbød han. Hun havde sikkert stadig lidt problemer med hovedet. ”Ja, det er ikke let at skulle være ansvarlig og moden hele tiden. Niklaus falder ikke engang for hvalpeblikket,” sukkede han opgivende. ”Det virker vist ikke mere.”

[Elisia af Bugtvig]

Lige så meget som hun hadede at føle sig svag, hadede hun at kaste op foran andre. Det havde der været lidt for meget af på det seneste, så derfor skubbede hun sig ind på hans seng og lagde sig. "Gavin har aldrig bidt på den slags," konstaterede hun ærgerligt og så lidt op på ham med et tankefuldt udtryk. "Læg dig hos mig." Hun vidste ikke helt, hvor det var kommet fra, men pludselig ønskede hun mere end noget andet nærværet, hun kunne søge hos ham.

[Gilbert af Meagmarsk]

”Riddere er åbenbart besværlige på det punkt,” sukkede han opgivende. Det var så besværligt at være voksen og ikke kunne liste sig ud af problemer ved at lave store øjne og straks blive tilgivet. ”Vi bør ikke ligge sammen,” bemærkede han, men lagde sig så alligevel ned ved hende. Hun havde det vel skidt. "Niklaus bliver vred, hvis han ser det her," grinede han lavmælt. Ridderherren havde allerede virket rigeligt utilfreds med, at han havde kysset Elisia og Ermelia. Den slags skulle man ikke gøre med adelige kvinder.

[Elisia af Bugtvig]

"Han hader mig i forvejen," konstaterede hun og kunne ikke se, hvordan de at de lå sammen i fuld påklædning kunne være værre end at hun ledte ham direkte i favnen på et dusin bevæbnede røvere, der skadede hans arm. Forsigtigt krøb hun ind til ham. "Hvordan er du egentlig kommet ind til ham? Jeg sværger, han hadede mig allerede fra første blik." Desuden virkede Gils ridderherre altid til at være utilfreds eller på anden måde i dårligt humør.