Latterlige land

[Catalina af Vårfos]

Josepha af Bavera

To måneder. To måneder havde hun været i det forbandede land, alt for langt væk fra sin familie og alt og alle, hun holdt af. To måneder... Hun dalrede målløst ned af trappen, slæbte hånden efter sig, så den peb let mod trægelænderet, før hun igen hævede den, så lyden stoppede.

I Galla havde hun haft venner, familie og foretagender til at fylde et helt liv. Nu måtte hun bare kredse rundt om sig selv og vente på, at hendes konservastive kiks af en forlovede ville komme tilbage igen og vurdere hende værdig til hans opmærksomhed. Ikke at hun ville have noget med ham at gøre uanset. Med et larmende suk, der næsten rungede i de store, tomme gange, fortsatte hun gennem paladset

[Josepha af Bavera]

Josepha vandrede også formålsløst rundt i paladset denne dag, mens hun forsøgte at beslutte, om hun kunne tillade sig at opsøge nogle af de kontakter, hun havde skabt sig allerede igen. Det havde hun allerede diskuteret med sig selv flere gange og besluttet, at det kunne hun ikke, men det var simpelthen for kedeligt blot at sidde oppe på sit værelse hele dagen, nu hvor Valon var på arbejde.

Hun var netop kommet ud på endnu en gang, da hun hørte et lydeligt suk og så endnu en kvinde, som slentrede formålsløst rundt. Og ikke en hvilken som helst kvinde. Hun var prinsessen fra Galla. Var det Catalina, hun hed? "Det lyder hårdt," kommenterede hun med et skævt lille smil og stadig med en smule af accenten fra Maren. Hun gik dog ikke tættere på, i tilfælde af at prinsessen følte sig gået for nær.

[Catalina af Vårfos]

Opslugt i sine egne tanker, havde hun ikke opdaget den anden kvindes tilstedeværelse, før hun blev tiltalt. Med kedsomheden skrevet tydeligt over ansigtet stoppede hun op og så hen mod hende.

"Det troede jeg, alle suk på paladset indikerede," svarede hun og trak på skuldrene. Det gik ikke videre gnidningsfrit for den nye konge, så vidt hun havde forstået. Hun trådte et skridt tættere på og studerede den fremmede ned et skeptisk blik. Hun mente ikke at have set hende før, men samtidig havde hun heller ikke gjort den største indsats for rent faktisk at huske ansigter eller navne.

[Josepha af Bavera]

Svaret fik smilet til at blive lidt bredere og Josepha trådte selv et par skridt tættere på, da Prinsessen selv kom tættere på. "Det kan der naturligvis være noget om," svarede hun en smule underholdt og trak yndefuldt på den ene skulder. "De er Prinsesse Catalina, ikke sandt?" spurgte hun, som hun kom helt hen til den unge kvinde.

[Catalina af Vårfos]

Efter at have studeret hende grundigt, vendte hun blikket tilbage til kvindens ansigt igen. Det irriterede hende, at hun havde underholdt en tortallansk kvinde og hun måtte bide en spydig kommentar i sig. "Så længe, det varer, ja." En dag ville hun blot være hertuginde af en eller anden tåbelig flække i Tortall. "Og De er...?" Lige nu ville Garsea have været god at have i nærheden. Måske han havde bemærket kvinden og kendte hendes navn, men nu måtte hun spørge. Suk.

[Josepha af Bavera]

Josepha smilede stadig og søgte den unge, utilfredse kvindes blik med sit eget. "Komtesse Josepha af Bavera," svarede hun og uddybede så. "Jeg kom hertil med Prinsesse Gisela, da hun kom hertil fra Maren." Hun vidste faktisk ikke, hvor længe Catalina havde været i Tortall og var ikke helt sikker på, om hun mon vidste, at Bavera ikke var et len her i landet.

[Catalina af Vårfos]

Kvinden havde fulgt Gisela? Forbeholdet blev mindre udtalt, gav endda plads for antydningen af et lille smil liggende på lur i den ene mundvige. "Så De er fra Maren?" spurgte hun, bare for at være på den sikre side. Hvis ikke hun var tortallaner, men endda fra et land, der ikke for længe siden havde ligget i krig med dem, behøvede hun ikke hade hende.

[Josepha af Bavera]

Josepha smilede og nikkede venligt. "Det er jeg. Min fader er Hertug Ewald af Bavera." Hun regnede ikke ligefrem med, at Catalina ville kende til ham. Det var trods alt ikke ret længe siden, at han havde overtaget titlen. Men det havde hun nu ikke tænkt sig at fortælle prinsessen. "De er selv fra Galla, ikke sandt?"

[Catalina af Vårfos]

Smilet vandt en plads på hendes læber og hun nikkede til svaret, selvom hun ikke havde den fjerneste anelse om, hvem manden var. "Jo," svarede hun og så ingen grund til at forklare, hvem hendes far var. Det var jo immervæk temmelig indlysende. "Har De været i Tortall længe?" Hun lænede sig lidt op ad væggen, mens hun prøvede at ignorere den begyndende rastløshed, der meldte sig igen.

[Josepha af Bavera]

Det lod til at gøre Catalina glad, at hun ikke var fra Tortall, så Josepha noterede sig dette og lagde en tænksom finger mod kinden. "Det er næsten et år siden," svarede hun tænksomt og fortsatte så. "Elleve måneder næsten." Hun sukkede en smule i mimik af Catalina's eget suk tidligere. "Det er ikke let at være væk hjemmefra så længe. Men det kender De jo også til." Josepha havde trods alt ikke haft noget særligt problem med at bo i et fremmed land, men hvis hun kunne skabe et bånd med en vigtig alliance, så tøvede hun ikke med at spille på det.

[Catalina af Vårfos]

Et år? Tja, nu var det vel blevet komtessens hjem, ligesom det burde være hendes. Ikke at hun følte sig vildt hjemme uden andre at tale med end Garsea, der aldrig havde den mest snakkesalige. "Jeg har kun været her to måneder." Hun kunne slet ikke forestille sig, hvordan det ville være ni måneder længere fremme i tiden. Aldrig havde hun følt sig så meningsløs. "Savner De Maren?" Det faldt hende ikke ind, at kvinden måske ikke havde lyst til at tale om det.

[Josepha af Bavera]

Hendes smil blev en smule mindre som svar på Catalina's spørgsmål. "Fra tid til anden," svarede hun sandfærdigt. "Det er så godt som umuligt at holde ordentlig kontakt med de venner, jeg havde i hovedstaden, inden jeg flyttede. Det er svært nok at holde kontakten med min familie." Breve tog trods alt lang tid om at nå frem, når de skulle tilbagelægge så lang en afstand.

[Catalina af Vårfos]

Det var ikke ligefrem opmuntrende ord, hun fik fra komtessen og hun mærkede et øjeblik irritationen røre på sig. Hun havde kun været i Tortall to måneder, så kvinden kunne da godt lige have pakket det lidt ind for hende. "Hm. Er det ikke underligt for Dem at være hér? I Tortall af alle lande." Selv hadede hun Tortall mere end noget andet og landene havde endda været allierede længe. At blive fragtet til et land, man havde betragtet som fjenden måtte være helt ulideligt.

[Josepha af Bavera]

Josepha trak en smule på skuldrene igen. "Jeg fulgte med i starten for at støtte Prinsesse Gisela, da hun kom hertil for at ægte Prins Raoul," halvvejs gentog hun med et smil. "Men efterhånden er jeg kommet til at tale med nogle af alle de mennesker, som befinder sig her i hovedstaden. Og.. De er ikke alle så slemme, som jeg først havde troet."

[Catalina af Vårfos]

Hun kunne på ingen måde relatere til det, men indtil videre havde hun heller ikke rigtigt talt med nogen. Selvfølgelig havde hun hilst på Christian, var blevet budt velkommen af kongen og dronningen og havde drukket te med Prinsesse Gisela, men det havde været to ensomme måneder. "Hm." Det var ikke just et svar, men hun havde ingen intentioner om at give kvinden ret. Hun hadede alt ved det dumme land. Igen skubbede hun sig fri fra væggen og studerede maleriet på væggen uden reel interesse.