At holde hovedet oven vande

[Myrilla af Stenbjerg]

Vania af Naxen
8. juli 528

"Jeg vil gerne tale med Hertuginde Vania," fortalte hun en tjener, der hurtigt pilede af sted efter svigerinden. Siden samtalen med Murray havde hun ikke kunne slå tanken om veninden ud af hovedet. Selvom det ikke var hende, der var noget galt med, var hun stadig nødsaget til at opgive tanken om nogensinde at bære sin mands barn og Myrilla vidste kun alt for godt, hvordan det føltes.

Hun prøvede at rense sine tanker, så hun ikke mødte svigerinden med den maske af skiftevis smerte og apati, hun havde båret i flere måneder nu. Det ville nok kun gøre ondt værre. 

[Vania af Naxen]

Vania sad i den mindste af spisestuerne med farver og skitser bredt ud omkring sig, mens hun forsøgte at beslutte sig for, hvilken farve hun skulle have på væggene herinde. Hun var så opslugt af forehavendet, at det tog hende et øjeblik at reagere, da en tjener stod og fortalte hende, at Hertuginden af Stenbjerg ønskede at se hende.

Forvirring veg for glæde og Vania nikkede og bad om at få Myrilla vist direkte ind i spisestuen. Måske var det lige Myrilla, som kunne fortælle hende, hvilken stil stuen ville se bedst ud i.

[Myrilla af Stenbjerg]

Tjeneren vendte tilbage og hun nikkede en enkelt gang, før hun fulgte ham ind i stuen. Synet, der ventede hende, fik hende til at standse i døråbningen det øjeblik, det tog hende at fan, hvad der egentlig foregik, før hun fortsatte hen til bordet og tog plads.

"Hej," startede hun med et lille smil og så ned på rodet, der lå spredt ud over bordet foran Vania. "Det er længe siden, jeg har set dig." Det måtte næsten være, før Murrays.. nyhed.

[Vania af Naxen]

Hun så op, da Myrilla kom ind af døren og sendte svigerinden et smil, som varede, helt indtil hun satte sig. "Jeg ved det," svarede hun beklagende og skøjtede så udenom forklaringen. "Jeg har haft travlt." Hun smilede kort igen, men blikket faldt snart ned til farveprøverne igen, fordi hun havde svært ved at opretholde det ærlige smil. "Hvordan går det med dig?" spurgte hun i stedet for at fjerne fokus fra hende selv.

[Myrilla af Stenbjerg]

Hun formåede at stable et nogenlunde overbevisende smil på benene til Vania. "Ja, der ser sådan ud," svarede hun og nikkede mod papirerne foran hende. "Forandringer?" Det var ikke let at lyde åben for ideen, men spørgsmålet fik kun en smule kant. Der var immervæk den tidligere hertuginde, der havde indrettet det hele, og huset var på den måde forblevet et lille stykke af hende. Men i det mindste var det et bedre samtaleemne end hvordan hun selv havde det.

[Vania af Naxen]

Hun smilede undskyldende op til Myrilla, da tonefaldet trods alt registrerede sig hos hende. "En smule," svarede hun og nægtede at tale om, hvorfor det var nødvendigt, at hun skulle lave den slags lige nu. "Jeg håbede, at jeg kunne få din mening om farverne?" Måske det ville gøre Myrilla mindre utilpas med tanken, hvis hun selv var med.

[Myrilla af Stenbjerg]

Der var intet, hun hellere ville end at hjælpe svigerinden, men tanken om at skulle bruge sin eftermiddag på at sidde og se på farver, når hun i stedet kunne bruge sin tid på at granske hver bog, der nogensinde var skrevet for svar på, hvad hun kunne stille op med sin udfordring. "Ja, farver.." Endnu et klemt smil. Hvorfor var det lige nu, at alle omkring hende skulle gå op i sømmene? "Har du.. Gjort dig nogle tanker indtil videre?" Hun kløede sig lidt på armen, bare for at have noget at tage sig til.

[Vania af Naxen]

Vania smilede lettet, da Myrilla trods alt gav sig til at deltage og hun rakte flere farveprøver over til svigerinden. "Jeg tænker lidt på disse to designs," startede hun og viste to forskellige scenarier frem, hvor stilen på gardiner og møbler var skitset ud. "Men farverne afhænger lidt af, hvilken af de to, jeg vælger."

[Myrilla af Stenbjerg]

Hun rakte frem og tog imod de to skitser, der begge blev studeret længe. Ja, der var jo en forskel på dem, ikke at hun helt kunne se den og kunne hun ikke, ville Murray nok heller ikke kunne. Men det betød jo tydeligvis noget for Vania. "Jaa, altså.. Umm, den her er jo meget... Sådan.." Hun bevægede hånden lidt over det, prøvede at finde bare noget at sige om det, men uden held. "Hvor dette er mere..." Hun sukkede opgivende og lagde skitserne fra sig. "Vania, bør vi ikke tale om det her?"

[Vania af Naxen]

Vania sad blot og ventede på Myrilla's reaktion på skitserne, men måtte se sig svært skuffet, da der ikke kom en eneste brugbar kommentar ud af hende. Pludselig slog det hende, at Myrilla jo sådan set ikke normalt interesserede sig for den slags og hun følte en form for skyld over at have hevet hende ind i det.

Myrilla's næste ord gav hende dog en klump i halsen og hendes blik faldt omgående til skitserne, som hun trak til sig igen. "Der er ikke noget at tale om," svarede hun afvisende. Hun forsøgte ikke at spille dum over for Myrilla. Men mon ikke, at svigerinden kunne forstå et hint alligevel.

[Myrilla af Stenbjerg]

Skitserne blev hevet væk fra under hende, men hun fjernede ikke blikket fra svigerinden, selv efter afvisningen. Endnu engang passede hun perfekt ind i den stædige familie og hun modstod trangen til at ryste på hovedet over, at ingen lod til at mene, at kommunikation var vigtigt. "Så du vågnede bare en dag og besluttede, at spisestuen simpelthen ikke kunne se sådan ud længere?" spurgte hun, en smule mere spydigt end hun havde tænkt sig.

[Vania af Naxen]

Vania's blik fejede direkte op til Myrilla's over den spydige bemærkning og der var stål i det. "Hvad vil du have, at jeg skal sige?!" spurgte hun vredt og rejste sig med hidsige bevægelser. Skitser og farvekort blev liggende på bordet, som hun vendte ryggen til Myrilla og gik over til det nærmeste vindue, hvor hun så ud. "Der er ikke noget, jeg kan gøre," fortsatte hun og følte magtesløsheden krybe ind over sig, som den ofte gjorde, når hun ikke holdt sig beskæftiget. Men på det seneste var magtesløsheden begyndt at trække vrede med sig og det var en vrede, som blev sværere og sværere at styre.

[Myrilla af Stenbjerg]

Det pludselige skift i humør var ikke direkte uventet og hun fulgte Vania med blikket, ligeglad med alle skitser og farver, der havde lettet en anelse ved den voldsomme bevægelse. "Det ved jeg da ikke," svarede hun og prøvede at bevare roen, selvom kæbemusklen havde været fremme og spille faretruende under den lyse hud. "Men du er ikke i det her alene. Bare sig et eller andet." Hun så hen på venindens ryg.

[Vania af Naxen]

Vania stod stædigt og stirrede ud af vinduet i lang tid, uden at sige noget. Hjertet slog ødelagt i brystet på hende, mens hun forsøgte at få kontrol med sine følelser igen. Endelig fandt hun dog frem til en form for vej frem til at tale og en enkelt sætning forlod hende sammen med alt den håbløshed, som hun var opfyldt af. "Han kommer ikke over det her."

[Myrilla af Stenbjerg]

Tavsheden var larmende mellem dem og mens sekunder blev til minutter, begyndte hun at overveje, om hun bare burde gå. Det var immervæk temmelig tydeligt, at hverken Murray eller Vania havde lyst til at tale om det. Ligesom Larkin. En ubehagelig mulighed om, at det var hende, der var noget galt med, sneg sig ind. Men endelig tale hun, reddede Myrilla fra sine tanker. Ikke at hun vidste, hvad hun skulle sige af trøstende ord. "Han kommer over det," endte hun derfor med uden så meget som skyggen af tvivl at finde i hendes stemme.