Det var dråben

[Myrilla af Stenbjerg]

Kieran af Stenbjerg

Hverken Murray eller Larkin havde været i stand til at få Myrilla ud af det sorte hul, hun efterhånden havde taget bo i de sidstedagen par måneder og for hver dag, der gik, uden hun fandt svar eller råd i sine bøger eller blev gravid, voksede følelsen af frustration og afmagt i hende. Langsomt, men stabilt blev hendes humør værre og der hang en sort sky over hende, da hun trådte ind i huset og trampede ovenpå for at skifte til bukser og skjorte igen.

Ikke længe efter søgte hun nedenunder igen og fandt ind i en af stuerne, som til hendes store ærgelse ikke var tom. Synet af Kieran gjorde hende kun endnu mere ond i sulet og hun værdigede ham ikke et eneste blik, da hun søgte hen til sofaen og slog sig ned med et køligt "Åh, hej."

[Kieran af Stenbjerg]

Kieran løftede hovedet fra de papirer der var spredt ud foran ham på det store spisebord og hævede et evigt udfordrende øjenbryn, da Myrilla gjorde sin entré "Myrilla.." hilste han og drejede sig lidt på stolen for at kunne se på hende "Jeg kunne næsten ikke genkende dig, uden resonansen af en smækkende dør."

[Myrilla af Stenbjerg]

Hun havde halvt forventet en form for tåbelig kommentar fra ham, men da den alligevel kom, tyggede hun hårdt sammen for ikke at sige noget, mens hun omhyggeligt åbnede sin bog i et forsøg på at dedikere sig til valget om at ignorere ham. Men ikke et ord læste hun. Stift stirrede hun ned på siderne, hun havde slået op på, før hun lukkede den i med et højlydt smæld.

"Du tror, du er så smart, hvad?" snerrede hun og lagde bogen fra sig i sofaen, mens vreden voksede eksponentielt i hende på få sekunder. "Det er alt sammen bare en spøg, ikke? Livet, verden, mit ægteskab, din brors ægteskab? Alt sammen bare noget, du kan lege med, fordi du lige keder dig, men der tager du fejl."

Hendes kinder blussede af den indestængte vrede, hun havde bæret på alt for længe nu. Vrede over situationen, Larkin, Murray, Vania. Det hele. Nu havde hun fået nok! I et arrigt ryk kom hun på benene. "Jeg er så træt af dig og dit pis og jeg kan love dig for, at jeg vil gøre alt i min magt, for at du ikke kommer i nærheden af at skulle frembringe en arving. Er det forstået?" Hendes åndedræt var blevet skævt, tydeligt påvirket af raseriet, der flammede i hende.

[Kieran af Stenbjerg]

Han havde regnet med en reaktion - det var trods alt Myrilla, men den han fik var måske en smule større end forventet. Han havde vendt sig mod sine papirer igen, men der kom lidt for mange anklager smældene, til at lade som ingenting. Derfor drejede han sig igen på stolen og betragtede hende roligt mens hun fik luft. Hun trængte øjensynligt til det.

Først da hun tav og afsluttede sin imponerende monolog, trak hans bryn sig lidt sammen "Og har du på noget tidspunkt i din selvretfærdige harme, overvejet, at jeg måske aldrig har været, og aldrig bliver det mindste interesseret i at skulle have titlen som lensherre, eller at nogle af mine, måske fremtidige børn skulle have den?" spurgte han, stadig ganske rolig, uden at hendes anklager og trusler havde ramt dybere end de der normalt gjorde. Der var dog en lille, irriteret trækning i hans øjenkroge.

[Myrilla af Stenbjerg]

Det irriterede hende næsten kun mere, at han sad der så roligt som altid, selv mens hun råbte af ham, men hun vidste også, at det unægteligt ville føre til et skænderi mere mellem hende og Larkin, hvis Kieran endte med at involvere ham.

Spørgsmålet var nok til at punktere hende fuldkommen og hun stod et langt øjeblik bare og gloede på ham. "Hvordan forventer du, at jeg skal kunne tro på det, når du aldrig så meget som et sekund har været hvis ikke på min, så i hvert fald på vores ægteskabs side? Du har ikke gjort andet end at tale imod mig og ønske mig ude af det her hus, men ved du hvad? Det bliver nok en anelse svært for din bror at lave arvinger uden mig." Hun foldede armene under brystet og så hårdt ned på ham.

[Kieran af Stenbjerg]

Han noterede sig med tilfredshed, at hans ord havde nøjagtigt den håbede effekt. At hun var hurtig til at dømme ham, men knap så hurtig til at se sine egne fejl, kom dog ikke som nogen stor overraskelse "Jeg er på min brors side. På Stenbjergs side. Det har jeg altid været. var det simple og sande svar. Han undlod dog komplet at kommentere på, hvorvidt Stenbjerg kunne få en arving uden hende. Der var mange muligheder, men ingen af dem var nogen hun ville høre, så meget var han sikker på "Jeg har givet min bror mit råd og min mening når han har bedt om den. Han kommer først og det kan hverken du eller nogen anden lave om på. konkluderede han, ligeså roligt som før, men uden at der kunne være nogen tvivl om han mente det.

[Myrilla af Stenbjerg]

På Stenbjergs side? Hun fnøs hård. "Så at være på Stenbjergs side er at være på modsatte side af mig? Det er at være en idiot over for mig? Det er bare perfekt," hun rystede på hovedet af ham. "Og dit råd har uden tvivl været med til at gøre mit og Larkins ægteskab til... Hvad det nu engang er." Hånden blev kastet i en frustreret bevægelse, før den søgte tilbage i den korslagte stilling over brystet.

[Kieran af Stenbjerg]

Han måtte tage sig i nakken for ikke at sukke opgivende, måske endda himle med øjnene og i stedet blev det bare til en lille udånding før han talte igen "Det betyder, at min loyalitet og min dedikation ligger i denne familie og ikke nogen andre. Den ligger hos min bror, der har åget vejende på sine skuldre, et åg jeg udemærket ved hvad vejer, men et år med det, var mere end rigeligt for mig." han gjorde en lille pause, men ikke lang nok til at lade hende modsige sig "Hvad der end foregår i mellem jer, er det ikke mig der er skurken, selvom jeg slet ikke er i tvivl om, det ville være det nemmeste for dig."

[Myrilla af Stenbjerg]

Hun havde lyst til at afbryde, skyde ind og irettesætte ham, fortælle ham, at hun nu også var Stenbjerg, men han fortsatte bare med at tale. "eg prøver ikke at gøre dig til skurken, men selvfølgelig er det sådan, du ser det," sukkede hun opgivende og lod endelig armene falde langs siden. Uden et ord gik hun hen til kommoden og hældte siget glas whisky op, tøvede lidt og hældte så også et glas op til ham.

Glasset blev sat ned foran ham. "Jeg kan ikke specielt godt lide dig, Kieran, og ud fra det indtryk, jeg har fået at dømme, er du heller ikke min største tilhænger, men.. Larkin lytter til dig. Det ville være rart, hvis du bare af og til," især i dette tilfælde, "Kunne være på min side også." Nu hun var færdig med at råbe, følte hun sig bare tom igen.

[Kieran af Stenbjerg]

Kieran hævede brynene i tydelig skepsis over hendes svar, men kommenterede ikke på det. Han fandt det dog en kende modsigende i forhold til hvordan hun havde angrebet ham for bare få minutter siden.

Det lod dog til, at hun var faldet en smule ned og han tog imod glasset med et lille nik og næsten munter trækning i den ene mundvig, men han sagde hende ikke imod. I stedet tog han en mundfuld af sit glas mens hun talte færdig. Hans bryn trak sig diskret sammen mens han sank og tænkte et øjeblik før han svarede hende "Hvis jeg var sikker på du helhjertet var en del af min familie ville min tøven være betydeligt mindre, Myrilla." der var ingen anklage i hans stemme for en gangs skyld, men reel tænksomhed. De havde været bare ham og Larkin længe, også mens begge deres forældre havde været i live. Det var svært ikke at føle, hun ofte havde forsøgt at kappe det bånd.

[Myrilla af Stenbjerg]

Hun tøvede et øjeblik, men endte så med at gå tilbage til sofaen og dumpede atter ned at sidde der. Med et tankefuld udtryk tog hun en tår og trak så på skuldrene. At Kieran kunne mærke hendes tilstedeværelse som en trussel mod hans og Larkins forhold, på samme måde som Marcus havde kunne mærke det, var aldrig noget, hun havde skænket en tanke. Et suk forlod hende, mens hun tog endnu en tår."Jeg ved ikke, hvordan," indrømmede hun og undrede sig en smule over, hvornår det var blevet til en omgang sandhedens time.

[Kieran af Stenbjerg]

Han fulgte hende med blikket tilbage til sofaen, en smule overrasket over ikke at se hende fare op i en spids over indrømmelsen. Han rynkede brynene tænksomt og rejste sig så fra bordet, tog glasset med sig og slog sig ned i lænestolen overfor hende med et lille suk "Til en start ville det måske hjælpe, hvis du ikke forlod huset hver gang I har en uoverenstemmelse." begyndte han, meget tørt, men uden det sædvanlige, provokerende smil på læberne "Jeg ved du er klar over hvilket signal det sender til resten af verden, om min bror. Du er ikke dum eller naiv."

[Myrilla af Stenbjerg]

Det overraskede hende, at han valgte at flytte sig og rent faktisk søgte hendes selskab. Hans svar fik dog fremprovokeret kæbemusklen, mens hun tyggede hårdt sammen for ikke at komme med indvendinger og fortælle ham om, hvordan det var Larkin, der provokerede hende og at han uanset ikke ville have hende i huset, men hun vidste godt, det var forgæves. Desuden så han ikke på nogen måde hoverende ud, så hun besluttede sig at give det en chance.

"Jeg ved det godt. Jeg prøver." Hun smilede glædesløst og tog en tår mere, der trak hendes mundvige bagud i en grimasse. Det var stadig noget stærkere, end hun var vant til, selvom hun da var begyndt at finde smag for det.

[Kieran af Stenbjerg]

Han vippede sit glas lidt mellem fingrene, før han løftede det og drak, mens han betragtede hende indgående hen over kanten af det "Det gør han også." svarede han simpelt, mens han lod hånden med glasset falde igen og lænede sig lidt tilbage i den bløde stol.

[Myrilla af Stenbjerg]

Det stak lidt til hende, hvor rolig han var, men apatien og håbløsheden vandt den kamp. Desuden var svaret for overraskende til, at hun kunne bruge sin tid på at være irriteret. Larkin prøvede? Jo, det havde hun da egentlig bemærket, men hun vidste ikke, det var noget, han havde talt med sin bror om. Det burde hun selvfølgelig have regnet med.

"Tak." Denne gang var det rent faktisk et oprigtigt, omend stadig en smule modløst, smil, hun fik stablet på benene. "Jeg vil virkelig gerne, at du ved det.. Være en del af familien, altså. Jeg har bare ikke helt lært hvordan endnu."