Vigtige personer

[Terryn Øksehugger]

Gina Hugorm
Den 17. juni, år 528 M.T.

Det var ikke længe siden, Terryn havde været på Den Skøre Abe. Der var dog sket meget i mellem tiden, at det føltes som meget længere, men nu var han her igen - med samme intention som før, men længere i processen. Det bragte et smil til hans læber, og det var med kvikke bevægelser, han bevægede til sig Aben og trådte indenfor.

Hurtigt blev han mødt af et par slyngler, der eskorterede ham til et baglokale. Øksehuggeren forsøgte at småsnakke med dem, men det endte hurtigt med, at han mere eller mindre talte med sig selv. Men det havde han ikke så meget imod. Han vidste godt, at han var en total fremmed, og måske havde de endda fået nys om, at han også havde talt med Amos. Hvem vidste - det gjorde Terryn i hvert fald ikke.

Med det skæve smil spillende på læberne, stoppede han op, da slynglerne nåede en lukket dør og bankede på. "Hvordan ser jeg ud?" spurgte han manden ved sin venstre side, men fik blot en hovedrysten som svar. Terryn klukkede muntert og så frem for sig, da døren blev åbnet.

[Gina Hugorm]

Med et tænksomt blik stirrede Gina tomt ned på det rodede bord foran sig. Det var ikke fordi hun på nogen måde havde forestillet sig, aften forening af hoffet ville blive nemt, men nu var det efterhånden et halvt år siden, hun havde set Farkas livløse krop forsvinde i flodens dyb og intet var der sket, intet fremskridt. Hun sukkede og trak hænderne over ansigtet, før hun kastede sig bagover i stolen i en opgivende bevægelser, smækkede støvlerne op på bordet.

En banken på døren blev hendes redning og det sitrede i den ene mundvige, trak op i et skævt smil. "Kom ind," kaldte hun roligt uden at gøre antræk til at rejse sig. Manden trådte ind. Terryn, mente hun at kunne huske. Hovedet blev lagt på sned, skubbede det mørke hår ned over hendes skulder. "Velkommen." Hun slog ud med hænderne uden at tage blikket fra ham så meget som et sekund.

[Terryn Øksehugger]

De to slyngler blev stående i gangen, og Terryn trådte ind ad den åbne dør. De isblå øjne faldt på en kvindelig skikkelse siddende ved et bord, og det skæve smil voksede ufrivilligt. Han vidste ikke helt, hvad han havde forventet, da han fik besked, at han måtte møde slyngeldronningen, men et så kønt ansigt som dette var en behagelig overraskelse.

Øksehuggeren stillede sig midt i rummet, samlede hænderne bag på ryggen og nikkede til den anden. ”Tak,” svarede han med oprigtighed i stemmen og ligesom den anden, veg hans blik ikke. ”Jeg er glad for, at du gad møde mig,” sagde han og kastede et lille nik over skulderen mod døren bag ham. ”Dine sammensvorne virkede dog ikke særligt begejstrede.” Det glimtede spøgefuldt i hans øjne, og han smilede fortsat.

[Gina Hugorm]

Døren blev omhyggeligt lukket bag ham og Gina tog sig endnu et øjeblik til blot at betragte ham, før hun tog fødderne ned fra bordet igen og kom på benene. "De er nogle alvorsfulde sjæle, der tager sig selv og tilværelsen lidt for alvorligt," svarede hun med et skævt smil og søgte rundt om bordet, før hun lænede sig op ad det, studerede ham stadig. "Tag dig ikke af dem."

Manden var slank, næsten ranglet, men Gina vidste efterhånden bedre end at dømme på udseende og efter at have studeret hans figur, vendte hun blikket tilbage til hans, tog et øjeblik i tavshed, før hun talte. "Hvad kan jeg gøre for dig?" Smilet var stadig afslappet.

[Terryn Øksehugger]

Terryn klukkede over den andens svar. De isblå øjne fulgte hende med blikket, og da hun så ned ad hans krop, tog han sig friheden og gjorde det samme, men det gik hurtigt. Ned og op og han så på hendes ansigt igen, så da hun selv løftede blikket, mødtes de i øjenkontakt. Øksehuggeren rettede lidt på sig.

"Jeg søger arbejde," svarede han ærligt og tænkte sig om et kort øjeblik. "Jeg har efterhånden været et par måneder i Corus uden held, og nu har jeg både mig selv og familie at se efter, så hvis jeg ikke vil ende i rendestenen, er jeg nødt til at få noget snart," fortsatte han og vippede lidt på skuldrene. Det handlede ikke særlig meget om ham mere. Miya var i hans liv, hun var hans mission nu. "Jeg håber, du kan hjælpe," tilføjede han og smilede lidt bredere til den mørkhårede.

[Gina Hugorm]

Et par måneder i Corus? På Ralf lød det ikke som så længe, men det måtte hun jo tage, som det kom. "Jeg har arbejde," svarede hun og lagde hænderne mod bordkanten, før hun trak sig op at sidde, så fødderne dinglede et stykke over gulvet. "Og nu kender du mig ikke endnu, men jeg kan godt lide at hjælpe." Især folk, der havde evner, som han havde - ifølge det, hun havde hørt.

"Men jeg er også nysgerrig." Hun tippede hovedet på skrå igen, granskede de blå øjne, der så åbent mødte hendes mørke, uden at smilet forlod hendes læber så meget som et øjeblik. "Hvordan har du skaffet arbejde hidtil?"

[Terryn Øksehugger]

Terryn smilede af den andens svar. Det var godt, at hun havde arbejde. Og hvis det passede, at hun kunne lide at hjælpe, var det kun bedre. Med det lød på hende, at hun vidste nogle ting om ham. Øksehuggeren trak let på den ene skulder ved spørgsmålet.

"Jeg har spurgt mig omkring," svarede han med en gestikulerende hånd og granskede hendes ansigt lidt. "Og hvis jeg har været rigtig uheldig, har jeg tyet til andre midler," tilføjede han med en lille grimasse, det var trods alt sandt. Havde det været nødvendigt, havde Terryn ikke holdt sig fra at stjæle, men det var ikke noget, han kunne lide - engang, men ikke mere. Med mindre det omhandlede andet end det almindelige folks mad og kroernes drikkelse.

[Gina Hugorm]

Svaret overraskede hende ikke og hun nikkede langsomt uden at tage blikket fra hans. "Og denne søgen efter arbejde.. Har den ført dig forbi Duen?" spurgte hun til sidst. Der var ingen grund til at danse om den varme grød længere. Indtil videre havde hun jo ingen grund til ikke at tilbyde ham muligheden for at vise sit værd. I en glidende bevægelse lagde hun benene over kors.

[Terryn Øksehugger]

Terryn havde ingen planer om at lyve overfor den mørkhårede kvinde, og han nikkede. "Jeg tog derhen, før jeg kendte til dette sted," svarede han, hvilket var ganske rigtigt. Han havde ikke kendt til Den Skøre Abe, før han havde lagt Duen visit. "Men jeg er stadig i limbo," tilføjede han med et lille vip på skuldrene og så den anden i øjnene. Og han havde brug for arbejde mere end nogensinde.

[Gina Hugorm]

Grundigt granskede hun hans øjne, men fandt ingen løgn i dem. Langsomt nikkede hun. Det var et svar, hun godt kunne acceptere. Tilføjelsen derimod var hun ikke videre tilfreds med, ikke at det viste sig på hendes venlige smil. "Jeg vil ikke fortælle dig, hvad du skal vælge. Der er arbejde at finde begge steder, men jeg forventer en vis form for loyalitet," fortalte hun roligt og vippede lidt med fødderne. "Vælger du at tage imod arbejde for mig og mine, ville jeg ikke bryde mig om at finde ud af, at du brød min tillid."

[Terryn Øksehugger]

Terryn nikkede til den mørkhåredes ord. Det var lige før, han trak lidt på smilebåndet også, men han stoppede sig selv. "Det har jeg heller ikke nogen intention om at gøre," svarede han og bevarede øjenkontakten. "Hvis jeg arbejder for dig, har du min loyalitet." Han smilede til hende og vippede lidt på fødderne. Han mente, hvad han sagde, men han forstod også hendes tvivl. Der var dog ikke meget mere, han kunne sige, så han forholdt sig tavs og så afventende på den anden med de isblå øjne.

[Gina Hugorm]

Smilet voksede en betragtelig del ved hans svar. En loyal mand mere på Aben ville bestemt ikke skade tingenes tilstand, især hvis det, hun havde hørt om hans kampevner, var sandt. "Udmærket," svarede hun efter den passende mængde tavshed. "Du kan flytte dine ting til et værelse her. Bliver det bare dig, eller?" Smilet forandrede sig, blev skævt og legende, som hun skubbede sig ned fra bordet. Gulvet knirkede let ved kontakten.

[Terryn Øksehugger]

Terryn lyste op ved kvindens svar, og han slog ud med hænderne. Hun kom ham dog i forkøbet med et spørgsmål. Han samlede hænderne igen, bag ryggen.

"Min søster bor med mig på nuværende tidspunkt. Hun kan ikke være alene endnu," svarede han og krydsede to fingre i skjul af den mørkhåredes blik. Han ville aldrig efterlade Miya på Duen, og det hele ville derfor gå i vasken, hvis hun ikke var velkommen.

[Gina Hugorm]

Så en søster. Ingen partner. Hun noterede sig det mentalt og trådte et skridt tættere på ham med et selvtilfredst, skævt smil om læberne. "I får kun ét værelse, men der burde være plads nok til jer begge til en start," svarede hun roligt og stoppede et par meter fra ham. "Og denne søster.. Nogle talenter, jeg bør kende til?" Ellers måtte han jo arbejde for to. Måske gav hun chancer, men ikke almisser.

[Terryn Øksehugger]

Terryn smilede skævt, og de to fingre viklede sig ud igen. "Jeg er meget taknemlig," svarede han og stak hænderne i sine lommer. "Det ved jeg ikke endnu," svarede han ærligt og så på den anden. "Vi har været adskilt i et stykke tid," uddybede han og slog da ud med hænderne, "men hun har en hjælpsom sjæl." Så meget kunne han i hvert fald sige om søsteren, han knap nok kendte selv. Og det var bedre for dem, at nogen vidste, hun boede på samme værelse og derfor ikke behøvede at gemme sig. Men det sagde han selvfølgelig ikke noget højt om.