Uventet besøg

[Gareth af Trebond]

Katrina af Legan

Det var ikke fordi, han ikke kunne lade være med at tænke på hende, men igennem det sidste måneder var de jo blevet venner og det var helt normalt for venner at ville se hinanden og tale med hinanden og bare nyde hinandens selskab, mindede han sig selv om, mens han stod uden foran Legans hus. Der kunne så hurtigt begynde at gå rygter, men de var jo bare venner, mindede han sig selv om.

"Komtesse Katrina. Hun venter mig ikke," forklarede han til en tjener, der med et lille nik forlod hallen, sikkert for at finde hende. Først der gik det op for ham, at han ikke havde den fjerneste anelse om, hvad han skulle sige, når først hun ville træde ind i lokalet. Han vippede nakken fra side til side, frembragte højlydte knæk, før han rystede sig lidt og fik løsnet op i skuldrene. Der var ingen grund til bekymring.

[Katrina af Legan]

Hun sad og arbejdede på et broderi af nogle røde blomster, da en tjener kom ind for at melde Gareths ankomst. ”Vis ham ind og hent Lena,” sagde hun, og tjeneren gik ud af stuen igen. Hun blev siddende og arbejdede videre, indtil Gareth kom ind. Tjeneren blev inde i stuen, indtil anstandsdamen kom rendende ind. Så vendte Katrina blikket mod tjeneren igen. ”Hent lidt forfriskninger.” Tjeneren gik, og Katrina smilede let til Gareth. ”Hvad bringer dig forbi, Gareth? Jeg er ikke færdig med bogen endnu ...” Hun var knapt nok begyndt på den.

[Gareth af Trebond]

Der gik ikke længe, før tjeneren kom tilbage og han antog et skævt, afslappet smil, mens han fulgte tjeneren ind i stuen. "Hej Katrina," svarede han så afslappet som muligt, selvom han ikke havde nogen anelse om, hvad han skulle svare på hendes spørgsmål. Derfor trak han blot på skuldrene. "Sommerferie. Lediggang er roden til alt ondt og det der." Han slog sig ned i en sofa.

[Katrina af Legan]

Hun fnøs fornøjet. ”Så skulle du prøve at bruge hele dagen på at sidde hjemme og brodere.” Hun gjorde en gestus med det broderiarbejde, hun var i gang med. ”Jeg tror snart, at jeg løber tør for plads til puder med broderede betræk på mit værelse,” sukkede hun og rystede på hovedet ved tanken. Tjeneren kom ind igen med noget te til dem.

[Gareth af Trebond]

Han måtte le ved hendes svar. Aldrig havde han forstået, hvad kvinder så i alt det der huslige. "Så brodér noget til en anden," forslog han. "Eller find dig en arving. De har både len og byhus, du kan fylde op med broderier." Forslaget kom ikke engang over hans læber, før han måtte grine igen og han blinkede fornøjet til hende, humøret steget gevaldigt, nu han igen var i hendes selskab.

[Katrina af Legan]

Hun himlede med øjnene af ham. ”Det er lettere sagt end gjort. Nu skal jeg lige fange en arving først. Eller Niklaus skal.” Hvad der nu end kom først. ”Alt sammen fordi du bestemte dig for at være besværlig.” Hun lagde arbejdet fra sig for en stund, så hun kunne skænke te op til dem begge.

[Gareth af Trebond]

Han tog det som et kompliment, at hun vendte øjne af ham. Det måtte vel betyde, at hun syntes, han var åndssvag og kær, hvilket han vidste af erfaring var en god ting. "Det er da dig, der er besværlig," gav han igen med et drilsk smil og så skeptisk ned på teen. Det havde aldrig rigtig været hans præference, men nu hun sad og skænkede den.. Jo. Han kunne vel give det et skud. "Men bare rolig, de besværlige er oftest de bedste." Han blinkede til hende.

[Katrina af Legan]

Hun puttede lidt sukker i sin te og rørte i den, før hun vendte tilbage til håndarbejdet. ”Aha, og hvorfor er jeg så besværlig?” spurgte hun. Det var da ham, der ikke ville giftes. De brune øjne fokuserede på arbejdet med nålen, imens hun talte. ”Det er ikke spor beroligende. Det betyder, at jeg er nødt til at gå efter nogen, der er endnu mere besværlig end dig,” grinede hun så. Hun havde virkelig ikke brug for den slags udfordringer. Det ville ende med at tage år, før hun blev gift så!

[Gareth af Trebond]

Et bryn hævede sig, mens han løftede koppen og smagte på det. Bittert, vandet, uinteressant. Han rakte ud efter sukkeret og fik hurtigt skovlet et par skefulde i. "Fordi du vil giftes og fylde Trebond op med broderi," svarede han kækt og lænede sig lidt tilbage i sofaen.

"Det skal du nok klare," konstaterede han med et træk på skuldrene. "Du finder alligevel ikke mere besværligt end mig." Et selvtilfreds smil bredte sig på hans læber.

[Katrina af Legan]

Hun fnøs blot af hans ord. ”I ville elske mine broderier,” svarede hun og fik færdiggjort et af de mange røde kronblade. Så lagde hun broderiet til side for en stund. ”Så du synes, du er den bedst?” spurgte hun med hævet øjenbryn. Hun tog koppen og nippede lidt til teen. Den var dejlig varm og duftende.

[Gareth af Trebond]

Han trak på skuldrene og havde ikke tænkt sig at modsige hende, selvom broderier aldrig havde været noget, han havde følt et voldsomt behov for at fylde sit hjem med. "Nej, du synes, jeg er den bedste," indvendte han og prøvede at tage endnu en tår af teen. Nu smagte det bare af te med ekstremt meget sukker, ikke at han var sikkerhed, om det var bedre eller værre. "Der var derfor, du søgte mig først på trods af mit ry, for du må da næsten have kendt det."

[Katrina af Legan]

Hans svar gjorde hende trodsig. Hun rankede sig lidt og lagde hovedet på skrå. ”Jeg valgte dig ikke,” svarede hun roligt. ”Det gjorde Niklaus.” Det mente hun da, at hun allerede havde nævnt for ham. Dernæst smilede hun svagt. Næsten overbærende. ”Men arrogance får dig måske langt hos mere ... løsslupne frøkner?” spurgte hun så. Han kunne da ikke bare afvise hende og så komme vadende og spille op til hende på den her måde.

[Gareth af Trebond]

Smilet lå stadig på hans læber på trods af svaret. Det forklarede trods alt en del, selvom det var en uventet kadeau fra hendes bror. De to var aldrig kommet godt ud af det med hinanden, selvom Gavin lod til at kunne se noget i stivstikkeren, han ikke selv kunne. "Du siger det som om det var en skidt ting," svarede han afslappet og satte tekoppen fra sig igen med beslutningen om, at det var et opgivet foretagende. "Løssluppenhed kan være sundt af og til."

[Katrina af Legan]

Hun sukkede og drak lidt mere te. Selvfølgelig kunne han godt tænke sig, at hun var mere løssluppen. ”En af mine veninder foreslog, at jeg burde have gjort visse ting: Gået i mere afslørende tøj, kysset dig. At man kan fange en mands opmærksomhed på den måde,” fortalte hun og drejede koppen lidt mellem sine hænder. ”Men jeg har på fornemmelsen af at en mand, der er så stor tilhænger af løssluppenhed, ikke ville lade sig stille tilfreds med den slags.” Hun fnøs ved tanken. ”Du mener måske ikke at den slags gør noget, men vi to er ikke i den samme position. Du får skulderklap for dine ... bedrifter. Jeg ville få sladder og ondsindede rygter for mine. Så jeg har ingen interesse i at bruge den slags midler.” Udover det med kjolen selvfølgelig. Den havde trods alt passet ind i moden.

[Gareth af Trebond]

Forslagene fra hendes veninde var alle sammen nogle, han vældig godt kunne tænke sig at opleve, men allerede måden, hun fortalte dem på, forstærkede kun hans mistanke om, at det nok ikke ville komme til at ske. Og han fik ret. "Kan vi tale sammen privat? Din anstandsdame kan holde øje fra døråbningen." Han så fra Katrina til anstandsdamen for at få et svar, i hvert fald fra en af dem.