Det var ham der begyndte...

[Marius Våbensmed]

Idina Jernstøber

Marius havde været nede på Tågelygten den aften, og resultatet var nok, at han i sidste ende havde fået lidt for meget øl indenbords. Det havde været hans plan at sige noget til Mathilda, men havde ikke rigtigt turdet gå hen til hende. Derfor den ekstra alkohol. Det skulle give mod, havde han hørt.
Desværre var skomagerens ældste søn kommet ham i vejen. Han havde spillet op foran Marius og hvad der var startet som mundhuggeri, havde udviklet sig til fysisk slåskamp.
Det var ellers normalt ikke en side Marius viste meget til, men lige den aften havde den set dagens lys. Sikkert hjulpet på vej af øllet.

Efter at have tilegnet sig et ordentlig blåt øje, havde han valgt at drage hjemad. Mattis ville blive tosset over, at han spildte sine evner på den måde og tabte besindelsen. Mathilda havde desuden slet ikke bidt mærke i ham. Ikke hvad han vidste af hvert fald. Det var faktisk bare en rigtig dårlig aften.

Da han kom hjem satte han sig ved brønden, trak blusen over hovedet og væddede den i det kølige vand, for derefter at holde den mod det ømme øje. Han kiggede hen mod døren og kunne ikke lade være med at smile.
Der på trappen stod som altid en lille skål grød. Ina var virkelig den sødeste, også når hun troede på småfolket. han var dog endnu for træt til at rejse sig lige nu.
Så så han et lys i køkken vinduet blive tændt. Bare Ina ikke fik øje på ham.

[Idina Jernstøber]

Idina var gået i seng, men var endnu ikke faldet i søvn. Hun havde altid svært ved det, når Marius ikke var kommet hjem endnu. Mattis var også gået i køjen og havde ikke ligefrem været himmelhenrykt over samme fakta, men ville have sin søvn uanset. Det måtte blive Marius's eget problem næste dag, havde Idina fortalt sig selv da hun pustede lyset på sengebordet ud og krøb ned under sine tæpper.

Hun lå og stirrede op i loftet i det halvmørke værelse, da lyden af brøndspillets knirken nåede hende. Hun rynkede brynene og satte sig op i sengen. Hendes skodder stod på klem og lyden af plaskende vand fulgte. Der kunne næsten kun være én der ville hejse vand op på denne tid og på bare fødder listede hun over til vinduet og lurede ud gennem sprækken mellem skodderne. Hun rynkede brynene da hun fik bekræftet hvem der sad ude ved brønden, sukkede for sig selv og slog så hurtigt sit uldne sjal om skuldrene, stak fødderne i de tøfler hun ellers kun brugte inde og gik ud i køkkenet.

Med en lille pind og gløderne i ildstedet fik hun tændt et lys og slog slåen fra for at åbne døren ud til gården. Hun gik ikke derud og hun sagde heller ikke noget, men stod bare i døråbningen med lyset og så på sin bror med et stenansigt der ville være en yamani værdig.

[Marius Våbensmed]

Marius hørte godt døren blive åbnet, men blev siddende. Han var ikke i humør til en prædiken om rigtig og forkert, dumt og ikke dumt. Godt nok havde meget af alkoholen efterhånden fortaget sig, men de gjorde kun den dunkende følelse omkring øjet værre.

Efter noget tid rejste han sig. Stadig med skjorten for øjet, gik han hen til Ina. Hun kunne jo ikke stå der i døren hele natten. "Du bliver syg, hvis ikke vi går ind." sagde han så, uden at lyde sur, bare træt og en smule opgivende. "Hvad laver du oppe?"

[Idina Jernstøber]

Idina frøs ikke. Der var stadig lunt i vejret, selvom det selvfølgelig ikke var ligeså lunt som det havde været i dagtimerne. Det var dog ikke om hun frøs eller ej der tog plads i hendes hovede mens hun stod der og betragtede sin storebror. For det var han vel stadig, selvom hun i situationer som den her, følte det lidt som om rollerne var byttet rundt.

Hun fulgte han tavst med blikket da han rejste sig fra brøndkanten og kom hen til hende. Hun måtte lægge nakken lidt tilbage for at se op på ham og uden at have svaret på hans spørgsmål, rakte hun op med den frie hånd og trak insisterende skjorten og hans hånd væk, så hun kunne se hvad han skjulte. Rynken mellem hendes bryn blev betydeligt dybere og hun sendte ham et enkelt, misbilligende blik, før hun gjorde omkring og gik ind i køkkenet igen.

Hun stillede lyset fra sig på bordet, bandt sjalets ender bag på ryggen så de ikke var i vejen og tog en lille æske ned fra en hylde. Også den blev sat på bordet før hun trak en stol ud og vendte et afventende blik mod sin bror, der tydeligt formanede ham til at gøre som der, måske ikke blev sagt, men alligevel ret tydeligt blev beordret til.

[Marius Våbensmed]

Han prøvede kort at kæmpe imod, så hun ikke kunne se hans øje, men han vidste på forhånd at det var en tabt kamp. Derfor lod han også skjorten falde. Det blå øje lyse i hovedet på ham og det var også en anelse hævet nu.
Marius fulgte med sin søster ind i køkkenet og satte sig uden et ord. Han gad virkelig ikke tale om det.

Hun begyndte at finde alverdens ting frem fra hylderne. Og så det der indtrængende blik. Hvad end hun ville have ham til gad han ikke.. Ikke i aften. "undskyld hvis jeg vækkede dig" sagde han så bare. "Jeg havde styr på det selv."

[Idina Jernstøber]

Hun var lige ved at begynde at tappe utålmodigt med foden mod stengulvet, men han satte sig heldigvis - for ham og stadig uden at have sagt noget, vædede hun en ren klud i vandet i vandspanden, flyttede lyset lidt nærmere og stillede sig foran ham "Løft hovedet." bad hun, selvom der var lidt mere kommando end bøn i hendes stemme. Forsigtigt, men en smule sammenbidt begyndte hun at vaske området omkring hans øje, uden dog at se ham i øjnene mens hun gjorde det, men en tirret, opgivende lille lyd gled over hendes læber, da han påstod han havde haft styr på det, hvilket i hendes optik, var det eneste han absolut ikke havde haft.

[Marius Våbensmed]

Marius gjorde, som han fik besked på, men måtte komme med en ansigtsgrismasse, da hun begyndte at vaske området. Det var meget bedre før, med det kolde brøndvand og ham selv. Skammen vældede ind over ham, som han sad der. Ina burde ikke være den der tog sig af ham. Hun burde slet ikke se ham sådan her. Det var flovt.
Han ønskede helst at være alene. Skønt... Skønt det faktisk også var lidt rart. hvis bare hun ikke var så sur. For det måtte hun være., siden hun ikke svarede ham. "Er du vred?" spurgte han så endelig.

[Idina Jernstøber]

Det var ikke første gang hun havde vasket nogens skrammer, heller ikke Marius's, men det betød ikke hun skulle kunne lide det.

Hun lagde kluden fra sig og konkluderede med en hånd mod hans skulder, at det ikke så ud til det var andet end et blåt øje - selvom det var slemt nok. Hun stivnede et øjeblik over hans spørgsmål og brynene trak sig om muligt endnu mere sammen før hun svarede ham med et lavmælt, men bestemt "Nej." hun var ikke vred. Skuffelse var en langt mere dominerende følelse, da hun vred låget af en barkdåse og en gennemtrængende stærk lugt af urter slap ud "Og lad være at brokke dig over hvordan det lugter. Du har fortjent det." denne gang så hun ham endelig i øjnene et langt øjeblik, får hun med lette fingre begyndte at fordele den fede salve på hans misfarvede, hævede hud.

[Marius Våbensmed]

Ved nærmere eftertanke, ønskede han hellere at hun var vred. Det var aldrig rart at skuffe hende, og han kunne næsten gætte sig til det måtte være skuffelse, når ikke det var vrede.

Så fandt hun den stinkende salve frem. Marius hadede den, men han holdt sit brok indvendigt. Han var dog ikke helt enig i at havde havde fortjent det. "Det var ham ovre fra skomageren. Emmet eller hvad han nu hedder. Han var en rigtig... orh han var bare en idiot." sagde han forklarende og mærkede, hvordn han ubevidst knyttede næven igen.

[Idina Jernstøber]

Hun måtte bide hårdt sammen for ikke at komme med en spids kommentar mens hun smurte salve på hans forslåede ansigt "Og hvorfor mente han så du skulle have en på hovedet?" spurgte hun uden at se ham i øjnene, men koncentrerede sig i stedet helt om det hun lavede og om at larme så lidt som muligt for ikke at risikere Mattis vågnede.

[Marius Våbensmed]

Marius trak på skuldrene "Vel fordi jeg sagde til ham, at jeg syntes, han skulle gå" At der havde været en del mundhuggen indendet, undlod han at fortælle. Han var måske ikke helt på sikker grund, nu han sad og gennemtænkte det, men det var hvert fald kun startet fordi Emmet havde sagt at Mathilda var en dum højsnudet gås. Marius blev gal bare ved tanken. Hvordan kunne nogen overhovedet tillade sig den slags overfor en kvinde.
Så sukkede han kort "Han kritiserede Mathilda. Det var der, det startede" Det gav et stik i Marius. Mathilda havde vidst ikke engang hørt det, eller set, hvad Marius gjorde for hende. Hun havde bare set to idioter i håndgemæng.

[Idina Jernstøber]

Idinas kæbe spændtes let da Marius forklarede hvad der var sket. Hun kunne ikke påstå hun var særlig overrasket og det var nok egentlig det der frustrerede hende allermest. Kunne han da ikke bare... "Har du fået talt med hende overhovedet? Før du kaster dig ud i slagsmål for hende." hun tørrede fingrene i kluden og satte låget på dåsen med salve igen. Måske i en lidt hård bevægelse uden helt at kunne skjule sin milde irritation "Det ligner dig ikke at komme op at slås for..." hun stoppede sig selv før hun fik sagt noget der uden tvivl ikke ville hjælpe på situationen "Du stinker af øl." fortsatte hun i stedet og vendte sig væk for at sætte den lille kasse på plads igen.

[Marius Våbensmed]

Marius skulede ned i gulvet. Ja, han skulle helt sikkert være blevet ude ved brønden, selv med sine egne tanker. "Nej, jeg har ikke snakket med hende." sagde han så i en let irriteret tone. Hun kunne alligevel ikke forstå det, så der var ingen grund til at forklare hende det.
"Så meget har jeg altså heller ikke drukket. " Det var egentlig rigtig nok. Det var ikke fordi han havde drukket sig komplet fra sans og samling, kun lige nok til at få mod til at tale med Mathilda. Men det ville hun sikkert heller ikke forstå.

[Idina Jernstøber]

Hun kunne tydeligt mærke hans irritation og egentlig også godt forstå ham, men det gjorde hende ikke hverken mindre frustreret, mindre bekymret eller mindre skuffet "Det lugter alligevel." mumlede hun forsvarsberedt og stod et øjeblik før hun vendte sig om mod ham igen. Åh, hvor ville hun gerne fortælle ham nogle af de ting hun havde hørt om Mathilda, men det føltes bare alt for meget som at sladre.

Hun sukkede tungt og udtrykket i hendes øjne blev blødere. Mere bekymret end anklagende, mens hun satte sig på bænken ind mod væggen "Du fortjener meget bedre end hende." konstaterede hun lavmælt, men ganske bestemt.

[Marius Våbensmed]

"Emmet hældte bunden af sin øl i hovedet på mig" forklarede han så, og forventede næsten en medlidenhed, som han absolut ikke gad lige nu.
Han tog sig til hovedet, om det var den dungrende smerte fra øjet, træthed eller tømmermændende der langsom sneg sig ind på ham, vidste han ikke. Men han gad virkelig ikke tale.

Da hun indirekte hentydede til Mathilda kiggede han op på hende. "jeg er heldig hvis jeg overhovedet får hende til at se i min retning" det var bestemt hende der var eftertragtet i øjeblikket og hvem skulle han overhovedet ellers vælge?