Besvær

[Murray af Naxen]

Myrilla af Stenbjerg
Den 4. juli 528 M.T.

Han så langt fra frem til den her samtale. At fortælle om sine manglende evner til at få en arving var meget lavt på hans liste over yndlingsting, men det var uundgåeligt. Myrilla var nødt til at få det at vide. Især siden hun også oplevede besvær med det.
Denne eftermiddag havde Murray derfor bedt Myrilla komme forbi, så han kunne tale med hende. Så snart hun ankom, tog han imod hende og dirigerede hende med om i haven, så de kunne gå lidt rundt i fred. Det virkede lettere at fortælle det derude end at sidde og stirre på hinanden indenfor. ”Hvordan går det?” spurgte han i første omgang brummende.

[Myrilla af Stenbjerg]

Det var længe siden, hun og Murray havde set hinanden alene, så da invitationen var kommet, havde hun ikke brugt lang tid på at få ryddet kalenderen, så det blev muliggjort. Eftersom det var en tur gennem offentligheden derhen, havde hun sørget for at være i kjole.

Han brugte ikke lang tid på at få hende dirigeret ud mod haven. Ikke at det undrede hende. Murray havde aldrig været mester i sociale unødvendigheder. Et træk, de havde til fælles. "Det går," svarede hun med et træk på skuldrene og fulgte ham gennem den have, hun havde brugt utallige timer ude i. "Jeg er nervøs for Larkin og... Vores situation."

[Murray af Naxen]

Og der var det elendige emne allerede. Murray brummede lidt ved hendes ord. Han kunne alt for godt relatere til det. Hvorfor endte tingene også sådan her. ”Har du talt med jeres helbreder? Er alt i orden?” spurgte han bekymret. Meget tydede jo på at Marcus var den eneste af dem, der var i stand til at få børn. I hvert fald lige nu. Men det vidste Myrilla selvfølgelig ikke endnu.

[Myrilla af Stenbjerg]

De begyndende linjer i panden blev til dybe folder ved hans spørgsmål. "Jeg har talt med helbrederen, ja," svarede hun undvigende og holdt blikket lige frem mod stien, de fulgte. Det var ikke et emne, hun nogensinde havde forestillet sig at tale med broderen om, men det kunne vel ikke undgås. Alligevel kunne hun ikke få svaret over sine læber. "Jeg..." Ordene blev siddende i halsen. At tale om det ville definitivt gøre det virkeligt. Hun kunne ikke få børn.

[Murray af Naxen]

Besværet med at svare gav en god indikation af, hvordan samtalen med helbrederen var gået. Han lagde en arm om hendes skulder, imens de gik, og gav hende et klem. ”Det lader til, at Marcus af den eneste af os, der kan få børn,” konkluderede han, frem for at sige direkte at han og Myrilla var i samme båd. I det mindste havde hendes mand en bror, så der var nogen til at overtage opgaven med at få arvinger. "I hvert fald hvis heldbrederen taler sandt."

[Myrilla af Stenbjerg]

Der var et lille strejf af overraskelse at spore i de grønne øjne, da hun vendte blikket mod ham. Der havde aldrig været mange ord mellem dem og alligevel følte hun somme tider, at han forstod hende på områder, Marcus aldrig ville kunne. "Så... Det er altså sandt? De grimme rygter, der florerer blandt adelen er..." Der var altså noget galt med hende. Og ham. "Det er jeg ked af." Hvis nogen fortjente at få børn, var det ham og Vania.

[Murray af Naxen]

Han sukkede tungt. ”Det er jeg bange for.” Der var ikke noget værre end at give rygter ret. I dette tilfælde var der dog ikke noget at gøre. ”I lige måde.” Det var noget så ubelejligt. De to, der burde få arvinger, kunne ikke. Og den ene der kunne, hadede tanken om det. ”Marcus er blevet undersøgt, og han kan. Så jeg er ved at lede efter et parti til ham.” Eller det var egentlig Vanias afdeling ...

[Myrilla af Stenbjerg]

Hun kunne slet ikke få det til at give mening. Vania måtte være ødelagt ovenpå det. Uden en arving ville hun, ligesom Myrilla, ikke få sikret sin stilling som hertuginde. Deres børn ville aldrig blive lensherrer. Al den smerte, hun havde gennemlevet for ægteskabet med Larkin,var forgæves. "Jeg kan forestille mig, han er ovenud lykkelig ved den løsning," konstaterede hun med skarp kant af sarkasme.

[Murray af Naxen]

”Hans lykke er ikke det vigtigste lige nu,” svarede han kortfattet. Det lå til tvillingerne at forsøge at forsvare hinanden, så han kunne lige så godt slå det fast for Myrilla nu. Marcus blev gift, hvad enten han ville det eller ej. Så kunne han og Myrilla surmule over det lige så meget, som det passede dem. ”Jeg har et len, der skal sikres, og når jeg nu selv har vist mig mangelfuld, er Marcus nødt til at overtage noget af ansvaret.” Det ville jo nok blive det samme i Stenbjerg.

[Myrilla af Stenbjerg]

Svaret fik lokket kæbemusklen skarpt frem på hendes kind. Hun vidste godt, hvad der var forventet af både ham og hende selv. Ellers havde hun slet ikke været gift lige nu. "Jeg ved det. Du er ikke længere den eneste med et len, der skal sikres, vel?" snerrede hun, kort for hovedet. Med alt der foregik lige nu havde hun slet ikke brug for den tone. Især ikke nu hun havde gjort alt for at gøre det, der var forventet af hende. I hvert fald alt, der stod i hendes magt.

[Murray af Naxen]

Han nikkede. ”Det er sandt.” Hun havde også et ansvar at bære nu, så det betød forhåbentlig også, at hun ikke ville forsøge at blande sig i sagen med Marcus. Umiddelbart lod det ikke til det. ”Måske du og Vania skulle snakke sammen? Larkins bror er også ugift, ikke sandt? Det vil sikkert være bedst, at vi ikke ender med at vælge den samme komtesse.” Hvis han kunne undgå konkurrence ville det være bedst. Alt skulle helst gå så gnidningsfrit som muligt herfra.

[Myrilla af Stenbjerg]

Blikket var hårdt, da hun så på ham igen. En komtesse til Larkins bror. "Du mener vel ikke..." Kæbemusklen spillede faretruende igen. Under ingen omstændigheder ville hun så meget som overveje muligheden for, at hun ikke ville kunne bringe en Stenbjerg-arving til verdenen. "Kieran af Stenbjerg's afkom kommer aldrig til at være noget som helst andet end fætre og kusiner til den kommende hertug eller hertuginde. Længere er den ikke." Og så var det samtaleemne ellers også lukket, mente hun.

[Murray af Naxen]

Hendes svar forvirrede ham. ”Så I har stadig muligheden.” Han åndede lettet ud. Det så altså ikke helt sort ud for Myrillas muligheder. Godt. Han smilede svagt. ”Det er jeg glad for at høre.” Myrilla måtte bare have hentydet til, at det ville blive vanskeligt, før. Ikke umuligt. Det betød, at det kun var ham, der ikke var i stand til at få børn. Ikke en fantastisk tanke, men det var da bedre end at ingen af dem kunne.

[Myrilla af Stenbjerg]

Hun klappede i hurtigere end en østers, da han hoppede til den helt forkerte konklusion. "Ikke ifølge helbrederen, men..." Øjnene blev fugtige og hun standsede kortvarigt for at tørre tårerne væk i en arrig bevægelse. "Jeg skal nok finde en løsning." Det kunne ikke være sådan, Guderne ønskede hendes fremtid. Det kunne hun ikke forestille sig.

[Murray af Naxen]

Nu trak hun så i land igen, og Murray stoppede forvirret op. Da Myrilla først uddybede det hele lidt, trak han lillesøsteren ind til sig og nussede hende på ryggen. Han havde ikke så meget af sige til det. Han gjorde sig ikke selv nogle illusioner om sine muligheder, og han var ikke sikker på, om han syntes, at det var godt, at Myrilla havde håb og viljen til at ville lykkes, eller om det blot ville resulterer i mere ulykke. Så han nøjedes med at ae hende lidt.