Som fortjent

[Niklaus af Legan]

Gilbert af Meagmarsk
8. juli 528

Niklaus var ikke ligefrem blevet i bedre humør, da de var nået tilbage til lejren og havde fået en helbreder til at tilse væbnerens arm, mens han selv vandrede i rastløse cirkler omkring sig selv. Hans irritation over Væbner Elisia var kun vokset for hvert øjeblik, mens de havde plejet Gilberts sår og da knægten igen var oprejst med bandager om armen, havde han ikke tøvet med at hive ham ind i teltet og væk fra alle nysgerrige øjne.

Ro, mindede han sig selv om, mens han ventede på Gil gjorde sig det behageligt på en eller anden måde. "Nå, du skylder vist en forklaring her," brummede han, tålmodigheden ved at være historie.

[Gilbert af Meagmarsk]

Såret var dybt, så helbrederen havde været nødt til at rense og sy det. Noget der overhovedet ikke var behageligt! Gil var endt med at bide sin underlæbe til blods for at stoppe sig selv fra at skrige i smerte, hver gang nålen var brudt gennem huden.
I det mindste var skaden ikke så alvorlig, at han ville miste følelsen i armen. Helbrederen forsikrede ham om, at han ville kunne bruge armen igen, når først såret var vokset ordentligt sammen igen.
Da han endelig blev trukket ud i ført en bandage om armen, var han lettet over endelig at slippe væk fra nålen, og at han stadig havde en karriere som ridder foran sig. Lettelsen forsvandt dog hurtigt, da først Niklaus slæbte ham med ind i et nyt telt og vist lagde op til en ordentlig skideballe. ”Vi gik en tur, og ...” Han blev stående og så ned i jorden. ”Vi snakkede og glemte alt om tiden. Da jeg opdagede, at vi var kommet for langt væk, så vi det her lys, så jeg troede, at det var nogen fra lejren, der var kommet ud efter os. Men det var dem ...” Røverne. Han havde ført Elisia lige i favnen på dem.

[Niklaus af Legan]

Det var ikke megen øjenkontakt, det blev til og han foldede skeptisk armene over brystet, mens knægten gik i gang med at forklare. "Så I fulgte lyset?" spurgte han og forsøgte stadig at holde hovedet koldt. De havde været lige så tåbelige som fluer. En hurtigt beslutning fik sendt ham i kassen, hvor han trak flasken frem og hurtigt fik hældt et glas op til sig selv. I et snuptag blev det tømt, før han igen vendte sig om mod Gil. "Fortsæt."

[Gilbert af Meagmarsk]

Han nikkede forsigtigt og fulgte bekymret Niklaus jagt efter noget at drikke. Var det godt eller skidt? ”Vi fulgte lyset, og så dukkede røverne op. De omringede os, så vi forsøgte at forsvare os selv, men der var for mange. Jeg blev stukket i armen af en af dem, og så forsøgte vi at stikke af, men det lykkedes ikke.” Han knugede om sin skadede arm og stirrede ned på sine støvlesnuder. Følelsen af en dråbe mod hagen fik ham til at hæve den raske arm for en stund og tørre blodet af underlæben, før han holdt om sin skadede arm igen. "Jeg ved ikke, hvad der skete med Elisia. Jeg blev slået i jorden og havde travlt med at forsøge at undgå at blive bundet af dem. Før jeg vidste af det, dukkede du og vagterne op og reddede os ..."

[Niklaus af Legan]

Glasset blev hurtigt fyldt op igen, mens Gil talte og denne gang nøjedes han med en betragtelig slurk, der kun halverede indholdet. "Jeg håber, du ved, hvor idiotisk og tåbeligt, I handlede her til aften," kommenterede han og slog sig ned på sengepladsen, stadig med blikket rettet mod knægten. "I kunne være kommet alvorligt til skade, slået ihjel eller værre." Han rystede på hovedet. "Væbner Elisia kunne have mistet muligheden for at finde en passende mand." Glasset blev tømt igen og hurtigt efterfulgt, før han alligevel tog et glas mere frem, fyldte det og rakte det til Gil.

[Gilbert af Meagmarsk]

Han blev stående, imens Niklaus satte sig, og nikkede igen. ”Jeg ved det. Det vil ikke gentage sig,” lovede han stilfærdigt. Han og Elisia var heldige denne gang. Det ville være dumt at friste skæbnen på den måde igen. ”Værre end at blive slået ihjel?” Han så forvirret op, men slog så straks blikket ned igen, da Niklaus fortsatte. Han havde slet ikke overvejet, hvor galt det kunne være gået for Elisia i den situation. Og han ville ikke have været i stand til at beskytte hende, hvis det var nået så vidt ... ”Det vil ikke ske igen,” gentog han.

[Niklaus af Legan]

Der var ikke andet end undskyldninger og selvom det selvfølgelig var det, han havde forventet, var det ikke just tilfredsstillende. "Nej, det skal jeg lige love for," fnøs han. Det var en tåbelig kommentar, selv for en femtenårig. "En dag bliver du ridder, så du bliver nødt til at opføre dig voksent. Tag ansvar for dine handlinger og hav ved Mithros nok selvrespekt til at møde mit blik som en mand!" Igen blev glasset tømt i en hård bevægelse og hurtigt genfyldt.

[Gilbert af Meagmarsk]

”Det gør jeg da også,” svarede han en tand trodsigt og hævede endelig blikket for at se på Niklaus. Han havde undskyldt allerede, da Niklaus fandt ham, og han lovede, at det ikke ville gentage sig. Han ville ikke begå den her slags fejl igen. ”Jeg har undskyldt. Jeg har lovet, at jeg ikke vil gøre det igen. Jeg ved ikke, hvad jeg ellers kan gøre for at tage ansvar for det?” sagde han så. Strammede grebet om sin arm. Hvad var det, Niklaus ville have ham til at sige eller gøre?

[Niklaus af Legan]

Endelig mødte han hans blik, men det var ikke en mand med ro i blikket, men en trodsig knægt, der så op på ham. "Ja, du har undskyldt til dine skosnuder, men ikke til mig," sukkede han tungt og klappede så på pladsen ved siden af sig. "Riddervejen er ikke let og hvis du forventer det, bør vi måske tage tilbage til Corus, når vi er færdige her." I så fald ville han ikke have noget at lærer ham. Ikke at han reelt forventede det, men nogle ting måtte læres på den hårde måde og dette var en af dem.

[Gilbert af Meagmarsk]

Han satte sig ved siden af Niklaus på sengen uden helt at forstå, hvad det var ridderherren forsøgte at fortælle ham. ”Jeg forventede aldrig, at det var let,” svarede han tvært. ”Og det er svært at se folk i øjnene, når man skammer sig ...” Stemmen blev lavere igen, og han måtte kæmpe med sig selv for ikke at se ned igen, men i stedet holde blikket på Niklaus’ ansigt.

[Niklaus af Legan]

Tonen hjalp ikke just på hele situationen, men i det mindste var han nået igennem til ham, så han så i stedet ned på glasset, slyngede væsken rundt i bløde bevægelser. "Men det er noget, man bliver nødt til at kunne, når man har begået en fejl." Også selvom han stadig hovedsageligt bebrejdede tøsen. Men i det mindste var det ikke hans væbner, der havde ligger bevidstløs, da de var kommet dem til undsætning.

[Gilbert af Meagmarsk]

Det var vel sandt. En ridder kunne ikke stå og glo ned i jorden, når han skulle tage ansvar for en fejl. Gil tog en dyb indånding og drejede hovedet helt for at fange Niklaus’ blik. ”Undskyld. Det kommer ikke til at gentage sig. Det sværger jeg,” lovede han igen. Det var virkelig svært at sige den slags, imens man skulle holde øjenkontakt. Han havde mest lov til at gemme sig i et hul i jorden.

[Niklaus af Legan]

Undskyldningen virkede mere oprigtig, nu han fik mulighed for at se tyngden og skammen i de brune øjne, mens han talte. Derfor tog det ham også kun et øjeblik i tankefuld tavshed, før han nikkede. "Udmærket." Han tog en tår mere. "Drik. Det er godt for nerverne." Han kunne forstille sig, knægten måtte have været rædselsslagen, selvom det sikkert ikke var noget, han ville bryde sig om at indrømme.

[Gilbert af Meagmarsk]

Han rejste sig og gik over for at skænke op til sig selv, da Niklaus gav ordren. Eller måske mere opfordringen. Da han havde hældt op i glasset, satte han sig tilbage på sengekanten og tog en slurk. Holdt glasset med sin raske hånd og forsøgte at bevæge fingrene lidt på skadede arm. ”Tak,” sagde han og så på ridderherren igen. Det var nok mere en tak for redningsaktionen end drikken. Nu hvor han ikke fik skæld ud eller var ved at blive syet sammen, havde han mest lyst til at græde, men det havde han allerede gjort alt for meget, så han kvalte det.

[Niklaus af Legan]

Han svarede med et lille nik frem for ord. Der var blevet talt nok om den episode nu. Resten måtte han tage med Gavin, når først han også havde fået styr på sín væbner. Men alligevel var der et spørgsmål, der stadig trykkede sig på. "Du er i sikkerhed nu," mumlede han, ukarakteristisk ømt for en person, der ikke var Alexander. Men Gilbert var hans ansvar nu og det var op til ham at sørge for ham.