Tid til at tale

[Tatiana af Vårfos]

Lachren af Meron

Døren lukkede tungt bag hende og indhyllede ridderen i krostuestemningen, mens hun søgte ind. Det så ikke ud til, at Lachren var ankommet endnu, så hun bestilte to øl, før hun tog plads ved det bord, de havde siddet ved utallige gange før i tiden.

Selvom hun ikke havde regnet med at høre fra ham lige med det første, var hun alligevel blevet en anelse skuffet over, at den første kontakt var på brev, men nu de havde skrevet lidt frem og tilbage i et par dage og deres møde nærmede sig med truende hastighed, ville hun næsten foretrække at fortsætte det sådan. Fingrene trommede på krusets side, prøvede ikke at se op på døren hver gang, den åbnede.

[Lachren af Meron]

..det er bare Tia.. tag dig sammen.. formanede han sig selv da han stod med hånden på døren ind til kroen og skubbede den op med en dyb indånding, i et forsøg på at stive sig selv af. Var han virkelig nervøs for at mødes med hende? Svaret var ja, men nok mest fordi de ikke havde set hinanden i efterhånden mange uger og var skiltes på en underlig, ubesluttet måde.

Han stoppede indenfor døren og så sig omkring, fandt hende ved det forventede bord og det bekendte i situationen fik ham til at slappe lidt af, mens et lille smil formedes på hans læber på vej hen til hende. Han trak stolen overfor hende ud og satte sig uden at sige noget. Først da han havde set på hende et langt øjeblik, trak smilet lidt længere op og der kom ord på "Det er er godt at se dig, Tia." han mente det, og havde ubændigt lyst til at vise hende en del mere håndgribeligt, at hun sjældent havde forladt hans tanker. Det var dog hverken tiden eller stedet.

[Tatiana af Vårfos]

Det røde hår var ingen sag at genkende, selvom hun kun havde kastet et kort blik mod døren, da den endnu en gang gik op. Diskret fulgte hun ham med blikket hele vejen hen til bordet og hovedet først blikket til hans ansigt, da han trak stolen ud.

Tavst skubbede hun kruset hen mod ham, måtte selv give plads til et smil, da han talte. "Det virker næsten som flere måneder siden." Og hver dag efter hun forlod ham i Frølund havde været forfærdelig, den ene værre end den anden.

[Lachren af Meron]

Han rakte begge hænder ind over bordet - og lukkede dem omkring kruset hun skubbede nærmere. Han ville allerhelst tage hendes hænder, men måtte nøjes med at lade fingrene strejfe hendes i overgivelsen af kruset "Det er også ved at være en måned siden sidst..." pointerede han med en antydning af sit sædvanligt skæve smil "Hvordan har du det?" spurgte han med et alvorligt blik der afsøgte hendes for at finde svar.

[Tatiana af Vårfos]

Noget i hendes blik forandredes det sekund, hans fingre strejfede hendes og brystet hævede og sænkede sig i et tydeligt ryk. Selv efter så lang tid var selv en berøring så lille nok til at sende varme skud ud gennem hendes system. En måned... Det virkede næsten som længere. "Jeg har det udmærket," svarede hun med et træk på skuldrene. Det var gået både op og ned siden hendes samtale med Martin. "Hvad med dig? Har du fået talt med Martin?"

[Lachren af Meron]

Han nikkede en enkelt gang. Talt, ja.. og det var gået en del bedre end han havde turdet forestille sig. Selvom han også havde erkendt, at han havde overdrevet broderens reaktioner i sit eget hovede "Ja.. vi har snakket." han rynkede brynene lidt, men han var forbi den momentære følelse af at være gået hen oer hovedet på "Og I havde også en god snak, kunne jeg forstå." konstaterede han med samme antydning af et smil. Han sad stadig med hænderne omkring kruset uden dog at have drukket noget "Hvad mener du om hans plan?"

[Tatiana af Vårfos]

Fokus havde aldrig været på indholdet af kruset foran hende, men hanken var nu ganske god at sidde og pille ved, bare for at kunne gøre noget andet end forholde sig til fristelsen ved at række frem og røre ham. Langsomt nikkede hun til hans svar. "Han er min ridderherre," svarede hun blot som forklaring, selvom hun havde haft dårlig samvittighed med bare at være gået til ham uden at have talt helt ud med Lachren om det.

De havde begge danset så meget om emnet, at deres ben måtte være fyldt med mælkesyre, men alligevel trak hun på skuldrene. "Det er en plan," svarede hun undvigende. "Men... Vi har aldrig talt om det selv uden..." Uden emnet artigt var blevet efterladt på gulvet med deres tøj.

[Lachren af Meron]

Han nikkede bare, uden at kommentere mere på det. Det var i sidste ende ret naturligt hun havde valgt at gå til Martin - også selvom det ikke var noget de havde besluttet. De havde ingenting besluttet. Alting havde bare hængt i luften, uden at være kommet nogen steder da de tog afsked i Frølund.

Han skar en lille grimasse og så momentært ned, før de blå øjne mødte hendes igen "Det ved jeg, men havde nogen af os troet det var en mulighed?" ...før nu.. tilføjede han mentalt for sig selv "Uanset situationen det blev bragt op i, så mente jeg det, Tia. Ikke bare fordi det hele så håbløst ud."

[Tatiana af Vårfos]

Denne gang var det hendes tur til at se ned. For et sted så hun det jo stadig ikke som en mulighed. Hun var førstefødte datter af Vårfos, Condia-blod løbende i hendes årer. Meron var et imponerende grevedømme, men på ingen måde sammenligneligt med den alliance, der var at hente i Blåhavn.

Blikket blev først hævet, da han fortsatte. "Så du vil gerne..." Hun mindede sig selv om, hvor de var og fortsatte med stemmen sænket for at undgå nysgerrige ører. "Du vil gerne leve dit liv med mig?" Det spredte en nervøs flasken i hendes maveregion.

[Lachren af Meron]

Igen nikkede han. Ganske langsomt og kun den ene gang uden at slippe hendes blik, men der var ingen tøven. Han havde haft god tid til at tænke over det. Både på turen fra Frølund og efter sin snak med Martin "Ja." et svagt smil krusede sig på hans læber selvom blikket stadig var alvorligt "Jeg vil gerne leve mit liv med dig, Tia."

[Tatiana af Vårfos]

Det var ikke sådan, det skulle være. Jo, det var det, hun ønskede for Natalie, men aldrig havde den store, romantiske pakke været noget, der skulle have del i hendes liv. Alligevel skyllede et smil over hendes læber ved hans svar. Sommerfuglene i hendes mave burde myrdes brutalt, det vidste hun, men som hun sad der med ham, kunne hun alligevel ikke dy sig for at skubbe hånden ind mod midten af bordet som en tavs invitation. "Jeg vil også gerne leve mit liv med dig, Lachren." Hun burde ikke sige det, ikke tillade sig selv at dykke ned i en lykke, der endnu ikke var deres, men det var for svært at lade være. Og for let at lade sig rive med.

[Lachren af Meron]

Han havde aldrig rigtigt tænkt på det med ægteskab. Det var noget han vidste han blev nødt til en gang, men det havde aldrig været en prioritet. Det var det blevet nu. Ikke så meget for at blive gift, men hvis det var den måde han kunne få lov at leve med hende på, så havde han lige i det øjeblik ingen skrubler.

Hans blik faldt til hendes hånd og han rynkede brynene ganske lidt, før han med et stjålent blik til de nærmeste borde, slap kruset med den ene hånd og i stedet lod den glide hen over hendes "Så er det dét vi skal kæmpe for.. ikke?" spurgte han med et lille smil, mens hans fingre lukkede sig om hendes i et let klem.

[Tatiana af Vårfos]

Hans hånd var varm mod hendes og selvom smilet ikke rent faktisk blev større, lagde det sig som en varm trækning i den ene mundvige. Det havde aldrig været planen, men nu var det sådan hendes, deres liv så ud. Og lige i det øjeblik fortrød hun det ikke. "Det synes jeg," svarede hun roligt og nikkede lidt.

De sad lidt i tavshed, mens hun bare så ind i de blå øjne, hun var endt med at stole mere på end noget andet. "Jeg kan ikke forstå, hvordan vi endte her." Selvom de havde brugt nogle år på at komme dertil, var det hele gået så stærkt.

[Lachren af Meron]

En varm fornemmelse bredte sig i hans mellemgulv over hendes bekræftelse og fik ham til at slappe helt af. Nej, ingenting var løst endnu, men i det mindste var de på samme side - og de havde Martin på deres side. Det betød mere for ham end næsten alt andet.

Følelsen af hendes hånd under hans var velkendt og beroligende og denne gang var det et reelt smil der fulgte hendes konstatering "Det startede med en krig.. og en udstationering i Tyra. Det er en længere historie. Har du god tid?" spøgte han, næsten sit sædvanlige selv. Guderne vide hvornår han sidst havde følt sig sådan.

[Tatiana af Vårfos]

Latteren kom pludseligt og overrumplede hende, dansede over hendes læber, lavmælt og varm. Ja, det var der, de var startet. Krigen mod Maren. "Det lyder som en god historie," konstaterede hun med et sigende smil og huskede alt for levende, hvordan de i et øjebliks svaghed og adrenalinrus havde overgivet sig til hinanden. Hendes tommel søgte op og strøg over siden på hans hånd.