En lille udflugt

[Elisia af Bugtvig]

Gilbert af Meagmarsk

"Hvordan går det, du ved, oven på det hele?" spurgte hun henkastet og skævede til Gil, mens de traskede lidt længere væk fra lejren. Efter endnu en dag, hvor hun havde set sig tvunget til at arbejde i nærheden af Kian, havde det ikke været en helt dum ide at gå en tur og komme lidt væk. Det var ved at drive hende til vanvid, men de kom heldigvis tættere på destinationen med hver dag, så nu kunne det vel kun være et spørgsmål om tid.

[Gilbert af Meagmarsk]

Han trak på skuldrene og hævede blikket fra sine støvlesnuder for at se frem for sig. ”Nogenlunde. Niklaus har foreslået, at jeg skal ligge med en masse folk, og at det hjælper en med at komme over hjertesorger.” Han gjorde en gestus mod landskabet. ”Der er bare ikke rigtig nogen i nærheden. Desuden ved jeg ikke helt, hvordan jeg skal tale mig ind på kvinder.” Han skar en grimasse ved tanken. Han havde ikke rigtig prøvet at flirte med nogen af hunkøn før. Han havde knapt nok formået at gøre det med Jamie.

[Elisia af Bugtvig]

Denne gang vendte hun hele ansigtet for at se hen på ham, brynene let hævet. Sådan et forslag ville en kvinde aldrig få og en pludselig irritation rørte på sig. "Tja, vi kommer jo tilbage på et eller andet tidspunkt," konstaterede hun med et skuldertræk og vendte blikket tilbage mod vejen igen. Hun var immervæk den eneste pige i miles omkreds og det havde ikke fungeret så sindssygt godt. "Du skal bare være glad for, du kan den slags." Hun prustede tungt.

[Gilbert af Meagmarsk]

Han kiggede forvirret på hende. ”Vil du da gerne ligge med en masse mænd?” spurgte han. Var hun ikke dedikeret til ham tyven? De talte godt nok ikke til hinanden, men Elisia havde ikke sagt noget om, at de ikke var en ting mere. ”Hvad kan du egentlig lide ved ham tyven?” Måske ville det give ham en idé om, hvordan han skulle opføre sig omkring kvinder.

[Elisia af Bugtvig]

Spørgsmålet overraskede hende og hun standsede et sekund, mens rødmen bølgede ind over hendes ansigt. "Nej, ikke nødvendigvis," mumlede hun fåret og satte i gang igen. "Men jeg ville da gerne have samme mulighed som eksempelvis dig for det.. Du ved, hvis jeg ville." I hvert fald var der da én, hun virkelig længtedes efter at gøre det med, men det var jo ikke just en mulighed.

Han fortsatte med at ramme hendes akavede punkter og hun trak på skuldrene. "Det ved jeg ikke.. Jeg kan godt lide den følelse, det giver mig, når han kigger på mig, selvom det altid giver mig en lille smule kvalme," indrømmede hun og så stift frem på jorden foran dem. "Jeg kan vel godt lide, når han blinker til mig. Hvorfor?" Det var ikke rigtig noget, hun selv havde tænkt over, så det undrede hende, at han havde.

[Gilbert af Meagmarsk]

Han nikkede forstående. ”Ja, det er vel ret urimeligt,” medgav han. Kvinder burde da have lige så meget frihed som mænd på det punkt. De havde jo amuletter og sådan noget, der kunne beskytte dem. Lige nu var det dog mere interessant at regne ud, hvordan han skulle håndtere fremtidige møder med kvinder. Blinke? Det kunne han vel nok. ”Tja, jeg forsøger at regne ud, hvad kvinder finder tiltrækkende i mænd. Så jeg faktisk kan gøre mig nogle bekendtskaber og ikke bare stirre ned i jorden med røde ører hele tiden.”

[Elisia af Bugtvig]

En overrasket latter undslap hende. Nå, så det var dét, det hele handlede om. Hun rystede lidt på hovedet og gav sig så til at tænke mere over det. "Tja, det er vel også en af de ting, jeg godt kan lide. At han ikke står og ser ned i jorden eller bekymrer sig med titler.. Han ser bare mig," svarede hun og følte sig igen varm i kinderne og maven. "Men ja.. Hvis du kan få dem til at grine eller smile er det vel også en god ting?" En gang havde Kian fået hende til at grine så meget, hun var trillet ned af hans seng med massive efterfølgende mavekramper.

[Gilbert af Meagmarsk]

Han sukkede. ”Det er bare så svært.” Det var så pinligt! Men han var vel bare nødt til at øve sig, og så var Carthak jo perfekt. Han kunne kvaje sig, uden at der blev sladret om det i Corus. ”Der er ikke en eller anden vejledningsplan, man kan bruge?” spurgte han spøgefuldt og kastede et blik over skulderen. ”Vi burde nok gå tilbage ...” De var efterhånden vandret et pænt stykke væk fra lejren.

[Elisia af Bugtvig]

Hun trak på skuldrene. "Jeg har aldrig tænkt over det. Der er jeg vel heldig at være pige," konstaterede hun med et skævt smil. Det var normalt mændene, der stod med hele besværet af at gå til en kvinde. At det kunne være lige så udfordrende for mænd, havde hun aldrig tænkt over.

"Jae, jeg ved det godt, men..." Hun sukkede tungt. "Det er som om der er ti af ham. Han er bare over det hele, uanset hvor jeg så prøver at gå hen." Hvilket bestemt ikke gjorde hendes liv lettere.

[Gilbert af Meagmarsk]

”Ja, I burde jagte os af og til!” erklærede han. Så kunne kvinderne se, hvor svært det var, nå! Eller ... Han gøs ved tanke om Jamies søster. Måske var det bedre, at de lod være. ”Måske, men vi kan ikke bare blive ved med at vandre rundt herude,” bemærkede han. Det var farligt at gå for langt væk fra lejren i et område, man ikke kendte godt.

[Elisia af Bugtvig]

Hun fnøs og rystede på hovedet af ham. Personligt mente hun, hun havde jagtet Kian rigeligt. Alt for meget, faktisk. Men det var jo også det, hun godt kunne lide ved ham.. Hun burde virkelig stoppe med at tænke på ham. "Nej, jeg ved det godt.. Jeg er bare ved at blive helt skør. Jeg ved ikke, hvor meget længere jeg kan blive ved at lade som om jeg ikke har lyst til.." Hun tav, pludseligt rød i hovedet igen.

[Gilbert af Meagmarsk]

Da hun skar sig selv af, blev Gil også rød i hovedet. ”Se det som en øvelse i selvkontrol. Du skal bare holde ud, indtil vi er tilbage i hovedstaden.” Han kendte alt til at gå klods op og ned af en mand, som man bare havde lyst til at hive med i seng. Han skubbede Jamie ud af hovedet igen. ”I det mindste træner I ikke sammen eller sådan noget. Der er stadig lidt afstand,” sagde han så i et forsøg på at finde noget positivt.

[Elisia af Bugtvig]

Hun nikkede lidt. "Det er også det, jeg har gjort indtil videre, men.. Så kommer jeg til at se på ham smile og.." igen skar hun sig selv af og rystede lidt på hovedet. Det kunne umuligt være sundt at dvæle ved. "Det er rigtigt. Prøv at overvej, hvis du havde det problem med Ridder Niklaus," udbrød hun og prøvede i samme ånd at finde positive sider ved deres situationer.

[Gilbert af Meagmarsk]

”Ja, det er smilene, der fælder en,” sukkede han. Han blev selv draget helt forfærdeligt til de der forbandede selvsikre skæve smil! Det var en forbandelse. ”Men du skal nok klare det!” Han klappede hende opmuntrende på skulderen. Hendes fortsættelse fik ham til at sukke igen. ”Ja, det ville være forfærdeligt,” brummede han. I det mindste var det kun i deres nærkampstræning, at Gil havde det akavet med at omgås Niklaus. Og nu var han kommet til at indrømme det for ridderherren, så det blev helt sikkert værre ved deres næste træning ... Suk!

[Elisia af Bugtvig]

"Virkelig," sukkede hun opgivende og krydrede det af med et opgivende støn. Hun så modløst på ham og trak på skuldrene. "Tak." En let latter forlod hende. Ja, det måtte ikke være rart at føle sig tiltrukket af sin ridderherre. Heldigvis havde hun og Gavin altid været som bror og søster.

Pludseligt stoppede hun op og skimtede frem. "Var det... Så du lys derovre?" spurgte hun forsigtigt og pegede på det sted i mørket, hun kunne have svoret at have set noget brænde.