I det mindste skinner solen

[Myrilla af Stenbjerg]

Larkin af Stenbjerg

Fire måneder. Næsten fire måneder var det siden, hun sidst havde aborteret. De lange fingre vendte en side i bogen, selvom det efterhånden var noget tid siden, hun var stoppet med at læse for i stedet at stirre tankefuldt ud i haven fra sin plads på bænken.

I starten havde belbrederen havde slået det hen, sagt det ikke var unormalt, at nogle par havde problemer til en start, men efter den sidste abort havde hun fået stemplet. Det ville være svært, hvis hun da nogensinde ville få børn. Hun sank hårdt og prøvede ikke at tænke for meget over den nyhed, hun havde fået fra Murray og Vania.

Nej, hun blev nødt til at fortsætte, mindede hun sig selv om og blinkede tårerne væk, før hun igen vendte blikket ned til bogen. Der måtte være et eller andet; urter, salver eller miksturer, der ville kunne sikre hendes position som hertuginde. Bare et eller andet, der ville hjælpe med at frembringe en arving.

[Larkin af Stenbjerg]

Larkin strakte sig bag skrivebordet og kastede et blik ud af vinduet. Nu havde han vist også fået en del fra hånden, så en enkel gåtur i haven kunne han vel nok finde tid til. Han skubbede sig ud fra bordet og forlod sit arbejdsværelse.
Kieran lod ikke til at være i nærheden, så han gik alene ned ud på terrassen. Vejret var lunt, og solen skinnede. Måske skulle han spise sin frokost herude i dag? Ud af øjenkrogen fik han øje på Myrilla, der sad og læste på en bænk nede i haven. ”Det er et glimrende vejr i dag,” bemærkede han og gik ned af de få trin til haven.

[Myrilla af Stenbjerg]

Måske det ville være bedst bare at tale med Larkin om de bekymringer, hun havde, men en del af hende frygtede, at åbnede hun først op for det, ville der ikke gå længe, før han begyndte at søge en ny hustru. Tanken fik det til at knuge koldt sammen om hendes mave og det var først, da Larkin stemme trængt ind i hendes tågede sindstilstand, at hun blinkede tungt et par gange og hævede blikket til ham.

Der gik yderligere et øjeblik, før hun opfattede, hvad han egentlig havde sagt og der fandt hun et lille smil frem til ham. "Ja, det er ikke til at klage over," svarede hun og trak en lok af det mørke hår bag øret. "Jeg synes ikke, jeg plejer at se dig herude?"

[Larkin af Stenbjerg]

Han rynkede lidt på panden over den langsomme reaktion. Men hun sad selvfølgelig med en bog, så hun havde nok været optaget af læsningen. Derfor slog han sig ned ved siden af hende på bænken uden at bemærke på det. ”Jeg trængte til lidt frisk luft,” svarede han roligt og lagde nakken tilbage for at nyde solen. ”Er det studielæsning?” Han nikkede kort ned mod hendes bog.

[Myrilla af Stenbjerg]

Hun gav et enkelt nik. Når man sad inde i tungt arbejde, kunne lidt frisk luft og solskin da være tiltrængt. "Jae," hun trak lidt på det og lukkede bogen, omhyggelig med ikke at gøre det forhastet eller på anden måde mistænkeligt. Den blev lagt ved siden af hende, så han forhåbentlig ikke ville stille flere spørgsmål.

"Larkin, jeg vil gerne tale med dig om noget." Hun ventede på en form for bekræftelse, før hun fortsatte. "Du må ikke læse noget i dette, men... Vi er sammen, til døden os skiller, ikke sandt?"

[Larkin af Stenbjerg]

Han sænkede ansigtet igen, da Myrilla lagde op til en alvorlig samtale. ”Hm?” brummede han blot. Bogen var blevet lagt til side, så han vidste ikke, hvad hun netop havde siddet med næsen i. Det var sikkert noget om alkymi. ”Det er vi,” medgav han. Sådan fungerede ægteskab. ”Hvorfor? Har du fortrudt?” Det ville ikke komme bag på ham, men det var lidt sent for hende at begynde at trække i land.

[Myrilla af Stenbjerg]

Det beroligede hende en anelse, at han var enig. Nu havde han jo indvilliget i at være ærlig, men det var stadig ikke nok til fuldkommen at fjerne den nagende følelse i maven. "Nej, på ingen måde, men.." Hvordan ved Mithros skulle hun dog forklare det? "Jeg var hjem hos Murray og Vania og... De har, som du jo ved, nogle udfordringer, når det kommer til en arving." Ligesom de selv havde. "Og du har jo hørt de rædselsfulde rygter ved hoffet om... ja, os." At ingen af dem var i stand til at få børn. Hun så ned og kæbemusklen spillede afslørende, selvom det denne gang ikke var ham, der havde fremprovokeret den.

Endeligt så hun op igen og de grønne øjne var fugtige, selvom hun nægtede at give efter for tårerne. "Hvad hvis det er sandt? Hvad hvis jeg ikke kan give dig en arving?" Ordene væltede ud med mindre kontrol, end hun havde planlagt, men der var ingen vej tilbage nu. Tankerne havde plaget hende alt for længe nu til, at hun kunne distancere sig med ro og balance.

[Larkin af Stenbjerg]

Han hævede et øjenbryn, da hun begyndte at tale om graviditeter. Eller manglen på samme. Det var et frustrerende emne, når der ikke lod til at ske noget på den front. ”Du skal nok føde en arving, Myrilla. Ligesom din svigerinde også nok skal gøre det.” Han var nødt til at holde fast i det håb, ellers ville han være nødt til at begynde at overveje skilsmisse igen, og den slags var så besværligt. Nu var Kieran selvfølgelig begyndt at tage det hele mere alvorligt, så måske ville det ikke blive nødvendigt med den slags.

[Myrilla af Stenbjerg]

Selvom hans ord burde berolige hende, hjalp de ikke det mindste. Snarere tværtimod. Men hun kunne jo heller ikke bebrejde ham hans holdning, når nu ikke han kendte hele historien. "Du forstår ikke," indvendte hun og sænkede igen blikket. Det stred med hendes værdier at ville fortælle Larkin det, men samtidig vidste hun jo også, at hun burde betro sig til sin husbond. Det var jo det, ægteskab gik ud på. Vel. "Vania kommer ikke til at bære et barn. I hvert fald ikke Murrays." Hun turde ikke se op. Indrømmelsen havde givet hende en sur smag i munden og de grønne øjne var stift rettet mod de lange fingre, der pillede lidt ved en træsplint i bænken.

[Larkin af Stenbjerg]

”Hvad forstår jeg ikke?” spurgte han en tand irritabelt. Hvis der var noget, hun ikke havde informeret ham om, var det på høje tid, at hun gjorde det. Og det gjorde hun så. Hertuginden ville ikke blive med barn? I hvert fald ikke hertugens ... Der gik et øjeblik, før det gik op for ham, hvad hun sad og fortalte ham. ”Han ... De kan ikke ...?” Det her blev Kieran virkelig ikke glad for at høre. Hvis Myrillas bror slet ikke kunne få børn, og hun selv havde aborteret to gange nu. Chancerne for at hun faktisk ville føde et barn var minimale nu. "Bare perfekt." Han stønnede irriteret ved tanken og gned panden lidt med et par fingre.

[Myrilla af Stenbjerg]

Han var irriteret allerede nu. Det var ikke det bedste tegn, men hun vidste også, hun blev nødt til at fortsætte. Og det gjorde hun. Der gik ukarakteristisk lang tid, før han talte igen og selvom hun ikke så på ham, var hun slet ikke i tvivl om, hvad han tænkte om det. Tavst rystede hun på hovedet og hævede først blikket ved lyden af hans frustrerede suk. "Larkin," bad hun og den kolde, gnavende fornemmelse i maven blev kun værre.

[Larkin af Stenbjerg]

Han havde virkelig troet, at han havde skaffet en fabelagtig alliance ved at gifte sig med en Naxen, men selvfølgelig havde det været for godt til at være sandt. ”Hvad?” spurgte han irriteret, da hun sagde hans navn. Hvorfor havde terningerne peget på hende frem for andre højtstående kvinder ved hoffet. Havde de narret ham? Nej, det kunne ikke passe. Det var nødt til at være muligt for hende bære et barn. Han havde virkelig ikke lyst til at lægge den byrde på Kieran ...

[Myrilla af Stenbjerg]

Følelsen blev værre og hun måtte modstå trangen til at forsvare sig over for hans vrede. Frem for at snappe af hende, kunne han jo være forstående eller tage sig af, hvordan hun havde det med det. Men det var måske også for høje forventninger til ham. "Bør vi tale om det her?" spurgte hun forsigtigt i stedet. Mere frustration og irritation ville nok ikke gavne samtalens udfald.

[Larkin af Stenbjerg]

Hendes spørgsmål fik ham til at trække på skuldrene. ”Det er der vel ingen grund til. Har du talt med vores helbreder efter nyheden fra Naxen? Er du i stand til at få børn?” spurgte han blot. Det var jo det eneste, der havde relevans lige nu. ”Hvis du ikke kan, er jeg nødt til at lægge pres på Kieran.”

[Myrilla af Stenbjerg]

Kæbemusklen trådte øjeblikkeligt frem ved hans afvisning, men hun tvang sig selv til at slappe af. For hun havde jo egentlig talt med helbrederen allerede efter sin sidste abort og fået det svar, hun frygtede allermest. Men hvordan skulle hun fortælle ham det? "Ja," løj hun, stemmen skør som glas. "Men du burde nok ikke desto mindre tale med Kieran. Det er på tide, han finder sig en hustru for en sikkerheds skyld."