Endelig hjemme

[Tatiana af Vårfos]

Natalie af Vårfos
21. juni 528

Det var længe, hun efterhånden havde været væk fra Corus og da hun endelig vendte tilbage til huset, var det næsten overraskende, at alting stadig lignede sig selv. Men nu var hun her. Hjemme. Det var ikke mere end et par dage siden, hun havde talt med Martin og nu ventede hun bare i spænding, til Lachren kom hjem. Hun havde alvorligt behov for at tale med ham.

Med et lavt suk søgte hun ind i stuen og lyste straks op i et smil, da hun så søsteren. "Nattie," hilste hun varmt og ilede hen til hende, trak hende kort efter ind i en varm omfavnelse.

[Natalie af Vårfos]

Natalie sad med en kop te og en bog i stuen og var ganske afslappet. Det havde været ganske godt på det sidste og hun nød at sidde fordybet med en af sine bøger, denne gang en digt samling.

Da hun hørte døren kiggede hun op og der gik ikke mange sekunder før et stort smil voksede frem på hendes læner. "Tia!" hun rejste sig og gengældte det varme kram. "Endelig, hvor har jeg savnet dig" hun havde haft sådan brug for sin søster den sidste tid pga det der var sket, og nu var hun her endelig.

[Tatiana af Vårfos]

Sådan stod de længe. Tatiana med armene om sin savnede lillesøster. Uden ord stod hun med næsen begravet i de sødt duftende lokker og holdt hende tæt. "Jeg har også savnet dig," mumlede hun endeligt og slækkede så grebet på hende igen, så hun kunne se på hende. Hun så meget større ud, men det gjorde hun altid, når Tia havde været væk længere tid. Eller sådan virkede det i hvert fald.

"Fortæl mig endelig, hvordan går det? Hvad har du foretaget dig, mens jeg har været væk?" spurgte hun roligt, mens et varmt smil lyste hendes ansigt op. Hun slap hende helt og tog plads i sofaen. Der var meget at indhente.

[Natalie af Vårfos]

Som altid når Tatiana kom hjem efter at have været væk i længe, holdte Natalie om hende længe. Bare lige for at sikre sig, at hun nu var hjemme og ikke kunne løbe med det samme. Sådan havde det altid været og det var efterhånden nok mere tradition end direkte frygt for at hun ville forsvinde igen med det samme.

Da Tatiana så slap og spurgte til hvad hun havde lavet, kom svaret nok en anelse for hurtigt "bare læst." som om det var det mest naturlige i verden. Hun kunne ikke godt begynde at fortælle om Blacwin. "alt går fint. Som det plejer." sagde hun så og smilede. "Har det været en god tur?"

[Tatiana af Vårfos]

Det var et noget skuffende svar, søsteren gav på spørgsmålet. Mentalt trak hun på skuldrene og sendte en tjener ud efter noget te i stedet. Natalies liv havde jo aldrig været det mest sindsoprivende interessante sammenlignet med hendes og Christians.

"Det var begivenhedsrigt," svarede hun kryptisk, lige som teen blev bragt ind. "Yamaniøerne er et meget anderledes sted. Topografien, klimaet og kulturen. Det er på ingen måde sammenligneligt med Tortall. Maden er meget... Anderledes." Hun måtte klukke lidt for sig selv ved mindet om den ækle kage, hun og Lachren havde prøvet.

[Natalie af Vårfos]

Natalie smillede. Det var altid spændende at høre om Tatianas rejser. Hun misundede lidt søsteren for det, men hun kunne jo selv have valgt den vej. Med den tanke i hovedet, kom hun straks til at tænke i andre baner. "Men.. Hvad var det egentlig du var afsted for?" Hun så pludselig bekymret på sin søster "Jeg snakkede med en ridder for noget tid tilbage, omkring krig og den slags." Hun var stille lidt mens hun overvejede sine ord nøje. "Det er da sikkert når du tager afsted ikke? Jeg mener der hvor du tager hen?" Med sikkert mente hun jo nok egentlig om ikke Tatiana var god nok til at kunne klare sig og passe på sig selv.

[Tatiana af Vårfos]

Det var nu meget sødt med Natalies bekymringer, selvom hun ikke havde været lige så bekymret et par år tilbage på trods af, at Tortall havde ligget i krig med Maren. "Jeg var bare af sted for at eskortere noget af familien sikkert hjem efter Jonathans kroning," forsikrede hun hende med et mildt smil, selvom en fure havde taget plads mellem hendes bryn. "Hvem var det, denne ridder?" Hun brød sig ikke ubetinget om, at riddere gik og fortalte hendes lille, uskyldige søster om den slags.

[Natalie af Vårfos]

Det lød ganske ufarligt. Det fik Natalie til at smile igen. Hun rødmede en smule ved spørgsmålet omkring ridderen. "Ridder Blacwin af Mindelan" forklarede hun "Virkelig en venlig mand. Vi snakkede længe omkring holdninger og den slags. Han gav mig også en bog jeg skulle læse" hun undgik den del med at noget af bogen havde været blodig og ret modbydelig at læse.

[Tatiana af Vårfos]

Søsteren rødmede og folden mellem Tatianas bryn blev kun dybere. Selvfølgelig var det hende, der havde bedt hende se efter riddere frem for de der tørre lærde, men en rødmen var måske mere, end hun havde opfordret til. Desuden kendte hun ikke selv denne Blacwin af Mindelan af andet end navn. "Jeg ville virkelig ønske, jeg ikke behøvede spørge om dette, men... Nu talte I kun sammen, ikke?" spurgte hun alvorligt og ignorerede den irriterende stemme, der sang om dobbeltmoral i hendes baghoved.

[Natalie af Vårfos]

Hun rynkede let brynene ved søsterens spørgsmål. Hvorfor skulle hun nu til at være sådan. Blacwin og Natalie havde dog snakket om, at det ikke gik, at de fortalte, hvad der egentlig var sket til noget, og Natalie havde bestemt ikke lyst til at fortælle om episoden i havepavillonen. "Vi talt om bogen ja og så drak vi te" Fortalte hun og lænede sig frem for at tage sin tekop, så hun kunne drikke lidt af den. "Jeg stødte forresten også på din forlovede mens du var væk." fortalte hun så og med det skiftede emnet igen for at komme væk fra Blacwin.

[Tatiana af Vårfos]

Det krævede ikke ligefrem megen deduktion for hende at regne sig frem til, hvordan Natalie havde det med spørgsmålet, men hendes afslørende rødmen havde nærmest tvunget Tatiana til at spørge. Det mente hun i hvert fald selv. Derfor løsnede hun også op i et smil til søsterens svar og valgte at stole på det. "Godt," svarede hun og gav hendes hånd et blidt klem.

Emneskiftet var dog ikke helt efter hendes hoved og hun blev noget mere stram om munden. "Ja?" spurgte hun blot, mest for at lade Natalie om, hvad hun ville tale om. Selv havde hun ikke meget at sige om den forlovelse, så hun tog i stedet tekoppen og pustede blidt til den, før hun tog en tår.

[Natalie af Vårfos]

Hun fik egentlig lidt dårlig samvittighed ved tanken om Iago af Blåhavn, men hun bar nok nødt til at fortælle et eller andet. "Jeg mødte Iago til et bal, hvor han bød mig ud at danse" startede hun ud. Så kiggede hun flovt væk fra søsteren. Men hun skyldede at fortælle det. "ham kom også med flere komplimenter omkring mig mens vi dansede" det burde ikke være sådan når du det var hendes søster han skulle giftes med.

[Tatiana af Vårfos]

Det var tydeligt at se på Natalie, at hun ikke var videre komfortabel med samtaleemnet, men da det, hun gættede sig til var indrømmelsen, kom. Med et mildt smil tog hun søsterens hænder og prøvede at fange hendes blik. "Det er da kun naturligt. Nu han og jeg er forlovede, må han jo komme på din gode side og det er måden, man gør det," forsikrede hun hende og gav hendes hænder et blidt klem. "Det er politik, ikke romantik." Igen fik hykleriet det til at vende sig i hende.

[Natalie af Vårfos]

Nok var det politik, Natalie kendte godt til det, men det her havde følt som mere. Hun gad dog ikke tale om det. Hvis Tia ikke fandt det problematisk ville hun heller ikke gøre det. Derfor valgte hun i stedet at smile til sin søster og stryge en tot hår om bag øret. "Hvor længe bliver du hjemme denne gang?" Hun ville egentlig gerne have hun blev hjemme længe, men kunne også mærke at det godt kunne blive et problem hvis hun ville fortsætte med at se Blacwin.

[Tatiana af Vårfos]

Hun trak benet op under sig i sofaen og tog en tår af teen med et tankefuldt skuldertræk. "Jeg ved det ikke endnu. Iago håber jo at være gift inden næste år, så jeg får nok ikke tid til en udstationering mere." Og sådan ville det jo ende, uanset om hun kom ud af forlovelsen eller ej. En forlovelse ville jo bare erstatte en anden. Hun prøvede at mønstre et ubekymret smil.