Tankespind

[Gilbert af Meagmarsk]

Niklaus af Legan

Dagene var lange hernede. Solen var fremme i længere tid, og det var varmt i de øde landskaber. Der var ikke meget at se på, så Gil måtte jævnligt tage sig selv i at have ladet tankerne vandre tilbage til Corus og vis idiot. I byen havde han forsøgt at distrahere sig selv ved at forsøge at flirte med nogle af de borgerlige piger, men nu hvor han var midt ude i ingenting med karavanen var der ikke mange distraktioner.
Arbejdet hjalp på det, selvom det var svært at holde koncentrationen på den lange rejse. Nu havde de dog slået lejr for natten. Gil havde allerede ordnet diverse pligter, så han havde ikke meget andet at lave end at sidde og stirre ind i bålets flammer. Han kunne nok finde Elisia og lave noget med hende, men han var ikke rigtig i humøret til det lige nu.

[Niklaus af Legan]

Carthak var et ubeskriveligt tiltrængt afbræk. Langt væk fra ansvar, tyngden af titlen som baron og søstrene. Men selvfølgelig havde de også fulgt ham derned. Det var ikke mere end et par dage siden, at han havde modtaget brevet fra Leonora og det havde selvfølgelig sydet af dårlig samvittighed og ting, han skulle tage stilling til. To ting, han hadede.

Det var derfor med et noget tungt suk, at han lod sig dumpe ned ved siden af Gil. "Du ser træt ud," konstaterede han som hilsen og så fra væbneren og ind i flammerne. Det var bare lettere at tale sammen med parallelle blikretninger, havde han erfaret.

[Gilbert af Meagmarsk]

Han så op, da Niklaus slog sig ned hos ham, og smilede svagt. ”Det har været en lang dag,” svarede han og trak benene op til sig, så han kunne hvile hagen mod dem. ”Du lyder også træt,” gav han så igen med et skævt smil. ”Det er hårdt at blive gammel, hva?” Han vendte blikket mod flammerne igen.

[Niklaus af Legan]

Han trak på skuldrene. Ja, det kunne han vel ikke klandre ham for at synes. Et skævt smil gled over hans læber og han så hen på væbneren igen. "Ja, du skal ikke glæde dig til det," konstaterede han med en tør latter og kastede en kvist på bålet. "Det er uhyggeligt, som man ældes voldsomt med kvinder i sit liv." Endnu et suk forlod ham ved tanken om Leonoras brev. Han burde vel også få svaret, hvis bare han vidste, hvad han skulle skrive til hende.

[Gilbert af Meagmarsk]

Han rynkede på panden og kiggede spørgende på Niklaus. ”Er der sket noget derhjemme?” Han snakkede jo næppe om et eller andet kvindeligt bekendtskab i Carthak, så Gil gættede på, det handlede om hans familie. Derfor forsøgte han sig også med et opmuntrende klap på Niklaus’ skulder.

[Niklaus af Legan]

"Ikke noget nyt, bare... Søstre." Han sendte ham et sigende smil. Gilbert havde jo selv en søster, så han måtte vide, hvor besværligt det kunne være. Ellers skulle han nok lære det en dag.

Han sad tavs lidt, så bare på ilden, hvis flammer grådigt slikkede over brændet. "Har jeg lyst til at spørge ind til, hvad der skete med dig og væbner Elisia før afgang?" Nu var det jo efterhånden noget tid siden og siden ingen af dem havde italesat det, måtte det jo være op til ham.

[Gilbert af Meagmarsk]

”Ah.” Han grinede lidt ved svaret. Han og Zoia havde aldrig brugt meget tid sammen, så de nåede sjældent at gå hinanden virkelig på nerverne. Han lagde kinden mod sine knæ, da han drejede hovedet for at kigge op på Niklaus igen. ”Tja, hun var ked af det, så jeg trøstede hende. Jeg kan bare ikke fortælle dig, hvorfor hun var ked af det. Det er en privat sag.” Der var ingen grund til, at Niklaus skulle høre om Elisias problematiske forhold med en tyv.

[Niklaus af Legan]

Han så hen på Gil. Det var ikke fordi, han havde lagt skjul på, at han ikke brød sig om hemmeligheder, men så længe det var Gavins væbner, det drejede sig om, kunne han vel ikke tillade sig at snage mere. "Så kunne du i stedet fortælle mig, hvor dine tanker har været henne de sidste par uger." Det var ikke ligefrem et spørgsmål, mere en opfordring fra en ridderherre til sin væbner og det var ganske tydeligt, at han forventede et ærligt svar.

[Gilbert af Meagmarsk]

Han skar en grimasse, da Niklaus mere eller mindre gav ham en ordre. Der var vel ikke så meget at gøre ved det. ”Jeg ser ikke Jamie mere,” fortalte ham lavmælt. De var alene ved bålet, men det var stadig bedst ikke at være for højlydt om det her. ”Vores veje skiltes før vi to forlod Corus,” uddybede ham. I det mindste havde han ikke grædt over det i et par uger efterhånden. Nu følte han sig bare underligt tom, når han snakkede om det.

[Niklaus af Legan]

Svaret kom bag på ham og selvom han mest af alt havde lyst til bare havde lyst til at juble og slå flikflak, vidste han godt, han måtte lægge låg på sin glæde. "Den første hjertesorg er intens," brummede han, selvom han mest af alt havde lyst til at give en moralprædiken, der ville ende ud i et 'hvad sagde jeg'. "Jeg var ikke meget ældre end dig, da jeg oplevede det første gang." Han sukkede lavt ved mindet. Det havde også været noget mere brutalt, end det lød til, Gil havde været igennem. Heldigvis.

[Gilbert af Meagmarsk]

Han nikkede lidt til ridderens ord. ”Det må du nok sige.” Det føltes, som om halvdelen af ham var forsvundet, og at han aldrig fik det, han manglede, tilbage. ”Det er min egen skyld. Jeg var så ufattelig dum,” sukkede han så. Det vred sig stadig i hans mave, når han tænkte på Jamies forklaringer. Han kunne overhovedet ikke se, hvordan den slags forhold bare kunne være for sjovs skyld, når så meget stod på spil. "Var du også dum?" spurgte han så, selvom han tvivlede på, at ridderherren var ivrig efter at dele ud af sine egne hjertesorger.

[Niklaus af Legan]

Ja. Det var Gil, der havde været ualmindeligt tåbelig, men det var nok ikke det svar, han havde behov for at høre, så Niklaus trak i stedet på skuldrene. "Vi har vel alle været dumme engang. Så længe, vi lærer af det," vurderede han tankefuldt, stadig med blikket rettet mod flammerne. Først ved spørgsmålet så han hen på Gil igen, var tavs i et langt øjeblik, mens han overvejede, om han skulle fortælle sandheden eller gøre det til en lærerig historie.

"På sin vis, ja," endte han med et svare og sukkede dybt. "Jeg forelskede mig i min ridderherre og han i mig." Det var længe siden, han havde tænkt på det og selv nu gav det ham en underlig hul følelse i brystet.

[Gilbert af Meagmarsk]

Så længe man lærte af det. Ja, det var vel sandt. Gil sukkede ved tanken. Han var ikke helt sikker på, hvad han præcis havde lært. At forelskelse var spild af tid? Sådan føltes det i hvert fald i øjeblikket. Da Niklaus forklarede sin første forelskelse lidt nærmere, rystede han lidt på hovedet. ”Ja, det lyder godt nok problematisk. Jeg synes allerede, at det er svært nok at træne med dig.” Hvis man så oven i købet var i et forhold med sin ridderherre, måtte det da nærmest være umuligt at skulle lave ting som nærkamp med hinanden. Hvordan i alverden skulle man forestille at fokusere på, hvad der foregik? "Var han også en idiot, der bare syntes, at det var sjovt og useriøst?" spurgte han så og lød måske en tand irriteret, nu hvor han kom til at tænke på Jamies begrundelser igen.

[Niklaus af Legan]

"Jaså?" Denne gang kunne han ikke holde et selvtilfreds smil fra at indtage hans læber, selv hvis han havde prøvet hårdere, og han skævede over mod Gil. Drilsk blinkede han til ham, før han alligevel vendte blikket tilbage til ilden, som væbneren sendte ham på tur tilbage til fortiden.

En tør latter forlod ham. "Nej, desværre ikke. Jeg fortalte den afdøde baron om det." Hvad der var sket derefter var måske ikke just den mest muntre fortælling, men den var måske ganske sund for knægten at høre. Hvis han altså kunne bære at fortælle den. Tankefuldt så han ind i flammerne og lod det være op til Gil, om han ville spørge mere ind eller ej.

[Gilbert af Meagmarsk]

Det gik først for sent op for ham, at han vist var kommet til at indrømme noget, han ikke skulle have indrømmet. Gil blev en tand varm i kinderne og skyndte sig at vende blikket mod ilden og ignorere diverse blink og skæve, selvtilfredse smil, der kom fra Niklaus’ retning. Der var vist ingen grund til at tale mere om det!
Han skar i stedet en grimasse, da Niklaus fortsatte sin fortælling. ”Du lærte det virkelig på den hårde måde.” Han kendte ikke rigtig til den afdøde barons personlighed og temperament, men han havde trods alt selv en forestilling om sin egen fars reaktion, hvis han pludselig en dag kom hjem og fortalte, at han havde forelsket sig i en mand. Det kunne umuligt ende godt at indrømme den slags. Han lænede sig lidt til siden og puffede til Niklaus’ skulder med sin egen. ”Jeg tror, du vinder.” Niklaus var den, der havde haft den værste oplevelse – og været den dummeste. Uden tvivl.