En lektion i viljestyrke

[Elisia af Bugtvig]

Kian Falkeblik

Et lille job, hvor svært kunne det være. Det var den åndssvage tankegang fra fortids-Elisia, der havde sat hende i hele den kattepine. For det havde ikke bare været et lille job. Flere uger nu havde hun været tvunget til at være i Kians nærvær og selvom hun var sluppet nogenlunde af sted med at holde sig selv aktiveret eller træne eller passe pligter for Gavin, vidste hun godt, at det ikke kunne fortsætte.

Derfor havde hun også sørget for at udmatte sig selv godt med lidt træning, selv efter de var stoppet for at gøre holdt for natten. Forhåbentlig ville de snart være færdige og så kunne hun se ham igen, når hun blev ridder. Måske. Ikke at det skulle være hendes fokus nu. Med et træt suk lænede hun sig op ad Ejvin, da først hun havde gjort ham klar til natten også.

[Kian Falkeblik]

Ingen af dem havde trukket sig, så de sidste par uger havde været forfærdelige. Arbejdet holdt ham beskæftiget, men det var svært at holde sig fra Elisia, når først karavanen holdt pauser eller slog lejr for natten.
Heldigvis sov de ikke i nærheden af hinanden, siden ridderne holdt sig sammen, og de hyrede lejesvende holdt sig sammen. Denne aften var han en af de folk, der havde nattevagten, så han og et par af de andre vagter, bestemte sig for at fordrive tiden til med at skyde til måls efter et dødt træ.
Hans koncentration med buen hjalp ham heldigvis til – sådan nogenlunde – at ignorere Elisia, der stadig var vågn og var over ved hestene. Da han ramte pletskud for tredje gang, brokkede de andre vagter og blev ganske opsat på at slå ham. Imens de tog deres tur til at skyde, kunne Kian ikke lade være med at skæve over i retning af Elisia. Hvordan kunne hun være så tæt på og alligevel så langt væk?

[Elisia af Bugtvig]

Lige siden hun havde fået ham, havde Ejvin altid givet hende ro. Hans styrke og varme var blot to af de ting, der gjorde, at hun ikke var så meget som en smule i tvivl om, at han altid ville have hendes ryg. Alligevel nåede Kian ind til hende. Lyden af mændene, der morede sig og skød med bue og pil irriterede hende mere og mere for hvert sekund, hun stod med hovedet trykket ind mod den varme hals. Til sidst blev det for meget.

Med beslutsomme skridt travede hun hen til mændene ved det døde træ, efter selvfølgelig at have nusset Ejvin godnat. "Må jeg give det et skud?" spurgte hun og prøvede ikke at lyde alt for trodsig. De havde jo ikke gjort hende noget. Ikke ud over at more sig og hvis hun skulle lide, skulle hun da nok gøre sit bedste for at dele det med Kian.

[Kian Falkeblik]

Det hjalp ikke ligefrem, at hun nu kom herover. Kian vristede blikket af hende og knugede om buen for at stoppe sig fra at trække hende ind til sig. De andre vagter så noget kritiske ud ved synet af den lille kvinde, men nu havde de trods alt rejst sammen et stykke tid, så de fleste var bevidst om, Elisia ikke var en eller anden skrøbelig lille komtesse. De fleste af dem accepterede derfor, at hun deltog – om end der fulgte nogle lumre bemærkninger med i forbifarten. Nu hvor hendes ridderherre ikke var i nærheden. Kian skumlede lidt over det, men han kunne jo ikke ligefrem gøre noget ved det. ”Så lad os da se, hvad du kan, væbner,” sagde han i stedet og sendte hende et skævt smil. ”Men vi har ingen lommetørklæder til at tørre tårer væk, hvis du rammer ved siden af.”

[Elisia af Bugtvig]

Bemærkningerne fra mændene fik kun et giftigt blik fra hende, før hun tog imod en bue, nu hendes egne ting allerede var stillet væk i teltet. Mændene var ikke just nogen trussel for hende, ud fra hvad hun havde set på sidelinjen, men alene lyden af Kians stemme gav et ubehageligt stik i brystet og hans drilleri gjorde ikke just situationen bedre. Derfor vendte hun bare blikket fra ham, koncentrerede sig i stedet om målet.

Den var en smule større og selvfølgelig også tungere end den, hun normalt skød med, men det var der jo ikke noget at gære ved, så hun stillede sig i stedet klar. Så var det bare vejrtrækningen. Hun lagde en pil på, sigtede og slap. Skuddet havde nok været væsentligt bedre med hendes egen bue, men ikke en eneste af mændene havde formået at komme så tæt på Kians pletskud som hende. Og pilen sad i træet, dirrede stadig efter den fart, der havde ligget bag.

"Jeg har ikke brug for lommetørklæder, Mester," vrængede hun, ude af stand til at møde hans blik. Det irriterede hende grueligt, at han havde dusset hende foran de andre og tæt-på-pletskud var ikke helt nok til at lindre hendes irritation.

[Kian Falkeblik]

Hun var altid så hidsig. Kian morede sig lidt over det. Desuden forstyrrede det jo ikke hendes koncentration, hvilket tydeligt kunne ses på hendes skud. Der kom et par anerkendende fløjt fra de andre, og Kian gik hen på siden af hende og trak en ny pil fra sit kogger, imens en af de andre mænd trak pilene ud af træet, så der blev plads til at skyde igen. ”Det kan jeg se,” sagde han med et skævt smil. ”Du skal være velkommen til at hente din egen bue? Jeg kunne godt bruge en udfordring.” Nu hvor de ikke kunne ligge sammen, var det vel bedre at gå hende lidt på nerverne. Det gav ham lidt underholdning. Da pilene var fjernet fra træet, tog han selv sigte og skød en ny pil i stammen. ”Den der må være tungere, end du er vant til,” bemærkede han om den bue, Elisia stod med.

[Elisia af Bugtvig]

De anerkendende fløjt var dog ganske rare og pludselig blev ideen om at tvære dem alle sammen mere ud kun des mere tiltalende. Lige indtil Kian selvfølgelig foreslog det. "Jeg kan sagtens give Dem en udfordring med den her, tak," bed hun, selvom den hårde kant var begyndt at forsvinden lidt. For det var jo egentlig ganske sjovt. En af mændene skød en pil håbløst forbi træet og hun måtte skjule et fnis. En ny pil blev trukket og sendt af sted mod træet, denne gang en smule tættere på Kians, selvom hun havde overkorrigeret og nu havde sat den en anelse for højt. Sådan var det altid med en fremmed bue.

[Kian Falkeblik]

”Så hidsig,” bemærkede Kian blot på hendes ord med et underholdt smil. Ligesom hun ville have ham til at se hende kæmpe i turneringen, fandt han dog også en vis glæde i at kunne fremvise sine egne evner for hende nu. Da han hævede buen igen, tog han sig derfor lidt bedre tid til at sigte. Bare så han var sikker på at ramme så tæt på pilen som overhovedet muligt. Da han skød, plantede pilen sig lige ved siden af mål-pilen.

[Elisia af Bugtvig]

En rødmen bredte sig over hendes kinder, da han fortsatte med at drille hende og hun fangede en enkelt vagt i at se forundret mellem dem. Derfor gav hun også buen tilbage til ham. "Jeg henter min egen bue," informerede hun dem og mærkede tydeligt, hvordan der var i hvert fald et sæt øjne som minimum på hendes ryg, da hun gik.

Det var en farlig leg, måske hun bare burde stoppe, men hendes stolthed forbød hende det. Hun havde jo heller ikke brudt Gavin regler, så hun kunne jo stadig lige se, om hendes egen bue ville hjælpe hende til at få skubbet lidt til Kians overlegne præstation med buen. Der blev sendt et par indforståede blikke mellem to af vagterne, da hun vendte tilbage til mændene igen, men hun prøvede ikke at lægge for meget i det. I stedet vendte hun sig mod træet, lagde en pil klar, sigtede og lod den flyve. Denne gang borede den sig ind i træet ikke mere end en hårsbredde fra Kians.

[Kian Falkeblik]

Elisia trampede af sted efter sin bue. Imens hun var væk, bemærkede et par af de andre vagter på Kians opførsel. ”Det er ikke smart at starte noget med adelige.” Kian trak blot på skuldrene. ”Lidt flirten skader vel ikke, når bare ridderherren ikke er i nærheden,” spøgte han og fik lokket en latter ud af et par af de andre mænd.
Smilet falmede dog noget, da Elisia først kom tilbage og pludselig var meget bedre med buen. Kian fnøs irritabelt. ”Det er bare, fordi vi står så tæt på træet,” bemærkede han, imens de andre vagter tydeligt morede sig over, at han pludselig fik noget ordentlig konkurrence. For at blære sig tog ham nogle lange skridt tilbage og sendte endnu en præcis pil i træet fra en større afstand.

[Elisia af Bugtvig]

Endelig! Endelig nåede hun også ind og kunne stikke lidt til ham og det frydede hende synligt. "Hvis De siger det, Mester," svarede hun sukkersødt med et hoverende smil smurt over fjæset som et græskar flækket på tværs. Selv dansede hun lige et skridt længere bagud end ham, tog nøje sigte, før hun satte en dirrende pil i træet lige ved siden af hans endnu en gang. "De siger bare til, hvis De vil have en sand udfordring og forsøge på hesteryg." Hun skottede op til ham med en flabet glimt, der legede i de blå øjne.

[Kian Falkeblik]

Han skulede noget til hende ved hendes opfordring. ”Det ville kræve, at han havde en hest,” lød det grinende fra en af de andre vagter, og Kian skulede i hans retning. ”Du har heller ikke nogen hest!” snappede han af manden. Hvordan var hun også blevet så god med buen? Beskæftigede riddere sig ikke kun med sværd og rustninger?

[Elisia af Bugtvig]

Hans skulen fremkaldte endnu engang ambivalens, for selvom det frydede hende at se ham irriteret, ville hun jo også helst se ham smile, mærke hans arme om sit liv. Hendes kinder blev varme og hun glædede sig over redningen fra en af de andre vagter og hun grinede lavmælt af det, så lidt mellem mændene og brugte samtalen til omhyggeligt at undgå at se på Kian.

En anden trådte frem og skød, og der kunne hun ikke styre det længere. Diskret skævede hun over mod ham, håbede næsten han ville se tilbage, nu de andre havde travlt med at drille en af de andre vagter, der lige havde lavet et temmelig råddent skud.

[Kian Falkeblik]

Heldigvis stank resten af dem da stadigvæk. Han var jo nødt til at være den bedste! Der gik nogle øjeblikke, før han fornemmede øjne på sig og skævede over til Elisia, der tydeligvis stod og forsøgte at fange hans blik. Han var stadig muggen over, at hun havde vist sig at være så god med sin bue, men trods alt ikke muggen nok til at lade være med at sende hende et hurtigt blink.

[Elisia af Bugtvig]

Deres blikke mødtes, men selvfølgelig var han drilsk som altid og blinket fik hende til at se rødmende ned. Det var ikke godt. Andre kunne opdage det og de havde sikkert presset den alt for langt allerede. "Jeg vil byde jer en god nat, for I har tydeligvis en del øvelse foran jer," drillede hun mændene, selvom noget af selvsikkerheden var forsvundet lidt under hendes rødmen. "Og hvis De på et tidspunkt skulle turde teste Deres evner på hesteryg..." Det var svært at møde hans blik, men hun tvang sig alligevel til det og nu hun så ind i hans øjne, var det næsten umuligt at se væk igen. Hun sank hårdt, før hun så alligevel fik vendt ryggen til dem og gik mod teltet.

afsluttet