Tilfældigt sammenstød.

[Natalie af Vårfos]

Marcus af Naxen

Natalie havde netop afsluttet sin time omkring studier i Carthaksk litteratur, og var nu på vej ned ad gangen. Det var lige omkring frokosttid og hun kunne mærke hun var ved at være sulten. Hun havde været længe på universitetet i dag, både i håb om at møde Blacwin der, men samtidig sjovt nok også for at undgå t løbe ind i Blacwin. Det var svært men hun forsøgte at holde sig fra ham, så vidt det var muligt.

Derfor gik hun i stedet også og tænkte på den netop overståede lektion, som havde været meget lærerig og spændende. Der var fog noget hun ikke lige helt kunne huske og hun måtte ende med at slå op i sin bog, for lige at læse op på det, så hun ikke behøvede blive ved med at spekulere. Med bogen slået op og næsen i den, fortsatte hun lang gangen og rundt om et hjørne. Fødderne kendte turen uden ad, så det var intet problem at gå uden at kigge.

Da hun drejede om hjørnet, skete der dog noget hun ikke lige havde regne med. Hun bankede direkte ind i en anden person. Forfjamsket åbnede for at undskylde. "Beklager, min uforsigtighed, jeg så Dem slet ikke. jeg havde mine øjne i bogen." Hun lukkede hurtigt bogen og først nu kiggede hun op på manden hun var stødt ind i. Til sin overraskelse så hun, at det var Marcus af Naxen. Manden hun ellers aldrig havde turde snakke med. Det havde hun hvert fald gjort nu.

[Marcus af Naxen]

Det var nogle lange dage på universitetet for Marcus, der havde mere end ualmindeligt meget på sin dagsorden. En helbreder der ustandseligt sørgede for, at han spiste rigtigt og kunne viderebringe slægten, og så var der arbejdet for Hertugen af Macay.

Derfor havde han været i sit eksperimentlokalet de sidste mange timer, faktisk fra før daggry, da han var på vej ud derfra og stødte ind i nogen. Med rynket panden så han ned på kvinden foran sig med et desorienteret blik, inden det fik fokus igen og genkendte hende. "Komtesse Natalie," hilste han. "De kom ikke noget til, vel?"

[Natalie af Vårfos]

Natalie rettede lidt på skørtet og kiggede på ham. Han var nu stadig virkelig køn og smuk. Hendes blå øjne fangede hans da hun svarede "Nej, bare rolig. Hvad med Dem? Og undskyld, jeg havde øjnene i min bog" hun smilede til ham, og kunne ikke helt lade være med at lade blikket udforske ham et øjeblik. Han så træt ud, mon han var okay?

[Marcus af Naxen]

Han rystede svagt på hovedet. "Der skete ikke noget med mig," forsikrede han hende, og kvalte et gab der var på vej. "Det er måske en god bog?" Spurgte han, mest af alt ud af høflighed. Og fordi han ikke var frisk nok til at finde på noget bedre, selvom han burde gøre et forsøg. De var næsten i familie.

[Natalie af Vårfos]

Hun smilede til ham "Det var godt" hun bed mærke i, hvor træt han virkede. Det kunne da ikke være godt at være så træt, men det han lavede. Var det ikke alkymi. Det kunne helt sikkert gå grueligt galt, hvis man var træt.
Ved hans spørgsmål kiggede hun ned på bogen og så op på ham igen "Bogen er ganske fin. Jeg kommer lige fra undervisning og så var der noget jeg kom i tvivl om, så jeg ville læse op på det, på vej ned til frokost. Jeg bør nok lære at koncentrere mig om en ting af gangen." Forklarede hun med en lethed i stemmen og et lille smil i mundvigen. Hun kiggede vurderende på ham "måske De vil med ned og have lidt mad?" Skulle hun være helt ærlig, var hun en smule bekymret for hvordan han så ud.

[Marcus af Naxen]

Han hørte kun halvt efter hendes svar og nikkede blot imens. Hans tanker var begyndt at drive lige lovlig langt væk. "Det lyder mere som om, at De skal lære at gøre flere ting på en gang, i stedet for kun en," kommenterede han og overvejede, hvilket lagerrum han skulle tage først, for at samle ingredienser sammen til sin mikstur, da hun stillede ham et spørgsmål. Som han ikke helt hørte fra starten. "Mad? Jeg har skam fået morgenmad," svarede han halvt fraværende.

[Natalie af Vårfos]

Natalie kiggede på ham med et frisk lille smil. "Er De sikker på, at det ikke er Dem, der skal lære, ikke at gøre så meget på en gang?" Hun overvejede et kort øjeblik hvad hun skulle gøre nu. Hun kunne ikke godt tage fat om ham, så hvordan fik hun ham så med sig? "De siger de har spist morgenmed? At dømme efter det gab De kvalte før, er det nok mange timer siden nu, klokken er snart to" Hun lød meget høflig, hverken belærende eller bedrevidende, blot glad. Hun var dog en anelse bekymret for ham, sådan som han valgte sine prioriteringer.

[Marcus af Naxen]

Han rystede let på hovedet. Hvis han ikke lavede flere ting på en gang, så ville han jo aldrig blive færdig med sine projekter. "Jeg tror, at det lige går," svarede han derfor blot, uden at uddybe, hvor meget han rent faktisk lavede. Da hun fortalte, at klokken var blevet to, rynkede han panden igen. "Allerede?" Spurgte han retorisk, for han regnede ikke med, at hun ville lyve for ham med den slags ting. "Det er måske på tide at få frokost," mumlede han.

[Natalie af Vårfos]

"Det håber jeg sandelig" sagde hun blot uden at komme med flere indvendinger. Hun skulle selvfølgelig ikke fortælle ham, hvor meget han skulle lave. Det havde hun hverken ret eller fornemmelse til.
Hun grinede let af hans spørgsmål til klokken "ja, allerede. Tiden går når man er optaget af sit arbejde." Det måtte være det som var skyld i at han helt havde glemt klokken, som det ellers lød til. "Netop, frokost. Måske De har lyst til at spise sammen og så fortælle, hvad De arbejder på?" Tænk at hun gjorde dette her? Talte med Marcus, helt uden problemer og nu også havde spurgt efter en middag sammen. Hun kunne ikke lade være med at grine lidt af sig selv.

[Marcus af Naxen]

Han nikkede, endnu en gang en lille smule fraværende. Da hun foreslog at de skulle spise frokost sammen, rynkede han panden. Han var ikke helt sikker på, om det var tilladt. For nogen af dem. han så sig omkring. "Jeg ved ikke, om jeg kan sige særlig meget om mit arbejde," sagde han undskyldende. "Men vi kan godt spise frokost sammen," endte han dog med at sige alligevel.

[Natalie af Vårfos]

Natalie smilede, da han til sidst overgav sig til at spise med hende. Hun burde nok egentlig sørge for lige at finde sin anstandsdame inden, men så igen, det var bare Marcus. Ham der altid havde næsen dybt i sit arbejde. "Det ville glæde mig at vi gjorde." Hun smilede og hendes blide øjne hvilede på hans ansigt. "Vi må jo finde andet at snakke om, hvis ikke vi kan tale om dit arbejde. Er det hemmeligt?" spurgte hun så alligevel nysgerrigt.

[Marcus af Naxen]

Han trak let på skuldrene. Om han spiste alene eller med komtessen var vel ligegyldigt. I hvert fald for ham, derfor kommenterede han heller ikke på, om det ville glæde ham. "Jeg taler ikke om mine projekter udenfor min gruppe," sagde han bare. Det var sjældent folk ville forstå, hvad det drejede sig om. Men i dette tilfælde var det trods alt også noget, han skulle gå stille med.

[Natalie af Vårfos]

Hun nikkede, mens hun indvendigt mærkede en voksende opgivenhed. Han var da absolut ikke let at tale med og virkede slet ikke til at være interesseret i andet end sit arbejde. måske havde det være en dum ide at invitere ham med ned og spise. "i orden. Hvad vil De så tale om?" spurgte hun. De kunne ikke spise i ren stilhed jo. Eller Det ville han sikkert ikke have noget imod. Hun ville dog synes at det var kedeligt.

[Marcus af Naxen]

Han så ned på hende, da hun trods alt lod til at forstå, at han ikke kunne tale om sit arbejde. Men det fik ham til at rynke brynene, at hun ikke selv var i stand til at finde et mere passende samtaleemne. Han var absolut ikke vant til at være den, der fandt på samtaleemnerne. Hjemme i huset stod Vania for den slags. Han trak let på skuldrene. "De talte noget om litteratur?" Foreslog han, uden egentlig at vide, om han havde ramt plet med, om hun læste netop det.

[Natalie af Vårfos]

Hun kom til at grine ganske sødt, over hele situationen. Det var lidt komisk nu de endelig snakkede så kunne de alligevel ikke finde noget at snakke om. Han overraskede hende dog godt nok ved at være den, der sørgede for at samtalen ikke gik i stå. "Jeg.. Ja. Jeg har netop læst denne her spændende bog omkring sagn og myter fra Carthak. Det er virkelig spændende." Startede hun ud, og som hun fik begyndt var det som om små glædeslys tændes i øjnene på hende. "Der var så lige noget jeg var nød til at læse igen, fordi jeg ikke lige kunne finde mening i det." Hun smilede som hun fortalte og det var tydeligt, at hun gik meget op i sit studie.