Fremtids planer

[Julian af Maloris Tinde]

Nora af Stacine

Det gik absolut ikke bedre med Enkegrevinden. Og Julian var ved at blive noget urolig for, hvad fremtiden ville bringe for Maloris Tinde. Han havde fået nogenlunde styr på sit len, men det optog noget mere af hans tid, end han havde lyst til. Alle hans studier var blevet sat på pause, noget der gjorde ham frustreret.

Han havde talt med sin svoger, Hertugen af Vårfos, der havde rådet ham til at tage en drastisk beslutning. Den var i hvert fald drastisk for Julian, der ikke var vant til at tage sådanne beslutninger. Så der var blevet sendt bud til Josdirk's hus, om at Nora var inviteret til middag hos Julian.

Den unge Greve sad placeret i sit arbejdsværelse, og forsøgte at få nogle handelsruter til at gå op, uden at de blev for overbelastede, eller fik for lidt beskyttelse. Hvad tid det var på dagen havde han glemt, da hans kammertjener gjorde ham opmærksom på, at det snart var tid til middag, og at Julian nok burde klæde om.

[Nora af Stacine]

Det var efterhånden over en måned siden, Nora havde foreslået sig selv om mulig hustru og grevinde til Maloris Tinde og i tiden efter havde han ikke så meget som nævnt det igen. Hun havde været faretruende tæt på at gå op i sømmene, da budet var kommet med besked om, at hun var inviteret på middag.

Dagen var derfor gået med forberedelser. Hvis han havde tænkt sig at afvise hende, havde hun alle planer om, at gøre det så svært for ham som overhovedet muligt. Derfor var det også i en af de bedre kjoler, der sad helt perfekt om hendes spinkle figur, at hun troppede op hos Julian. En tjener tog imod hendes sparsomme overtøj og hun fik mulighed for lige at rette sit hår til i refleksionen på en glasdør, mens en tjener pilede af sted for at hente greven.

[Julian af Maloris Tinde]

Han stod inde på sit værelse, hvor kammertjeneren var i gang med at binde hans kravat efter nyeste mode, som ikke det mindste interesserede Julian. En tjener åbnede døren ind til soveværelset og meddelte, at Komtesse Nora var ankommet. Tjenere fik besked på at vise Nora ind i spisestuen og byde hende på en forfriskning, mens han blev færdig.

Da kravaten endelig sad som den skulle, fik han sin lyseblå og guldbroderede jakke på udover en hvid skjorte. Han var klar nu.

Ned ad trappen fik han roligt, han havde sagt til sig selv, at nu måtte han opføre sig, som det passede for en Greve. Det ville hans mor i hvert fald havde ønsket. Og det var jo for hendes skyld,
at han gjorde dette her. han kom ind i spisestuen, hvor Nora ventede på ham. Han sendte hende et roligt smil, noget der var blevet en tilbagevendende begivenhed den seneste måned - det hang nok sammen den modenhed der efterhånden var begyndt at sive ind i ham, takket være Nora.

[Nora af Stacine]

I det mindste så han rolig ud, vurderede hun for sig selv, da Julian trådte ind i lokalet. Det havde været ganske fint med en forfriskning ved ankomsten, selvom hun da havde håbet, han havde haft tid til at slutte sig til hende tidligere. Det måtte hun dog lade gå ubemærket forbi. Der var ingen grund til at skræmme ham mere, end han sikkert allerede var.

"Det er godt at se dig igen, Julian," hilste hun afslappet i et forsøg på at gøre ting så normale som overhovedet muligt. De havde jo immervæk været venner i nogen tid efterhånden.

[Julian af Maloris Tinde]

Han kom hen til hende og tog hendes hånd i sin, hvorefter han løftede den op og ganske blidt placerede et kys på hendes håndryg. "I lige måde Nora," sagde han og tog en dyb indånding. Hans svoger havde sagt, han blev nødt til at gribe situationen analytisk an, så han ikke blev for nervøs. Og han ville forsøge at gøre det sådan.

Han slap ikke hendes hånd før efter et par sekunder, og så rakte han ud med hånden. "Jeg tænkte, at vi kunne spise middag sammen. Og tale." Han forsøgte at lyde afslappet, men hans stemme gik lige en tone højere op midt i sætningen.

[Nora af Stacine]

Det var tydeligt at mærke, at han var nervøs, men heldigvis havde han inviteret hende til middag. Det måtte da sige noget godt for hendes fremtidsudsigter, mente hun. "Det var da en herlig tanke," svarede hun med et blidt smil og lod hans nervøsitet slippe ubemærket forbi. Der var ingen grund til at gøre det værre for ham. "Her dufter fantastisk, kære."

[Julian af Maloris Tinde]

Han lod en tjener trække en stol ud til hende, og til sig selv. Han ventede med at sætte sig, til hun havde gjort det. "Det må være desserten, som du kan dufte," sagde han smilende og lagde en serviet i skødet, så han ikke ville spilde på sine hvide bukser, mens de spiste suppe til forret. "Jeg er meget glad for, at du kunne komme," kommenterede han, selvom han nok havde sagt det før de satte sig. En tjener åbnede døren og tog imod det rullebord, hvorpå der stod to dybe tallerkener med suppe på, som blev serveret for dem. "Det er efterhånden lidt ensomt at sidde ved bordet og spise alene," sagde han med et lille suk, og tænkte på sin syge mors blivende fravær.

[Nora af Stacine]

Stolen blev trukket ud for hende som signal om, at middagen kunne begynde og hun tog plads ved bordet. "Selvfølgelig, jeg ville aldrig sige nej til middag med dig, kære," forsikrede hun ham med et blidt smil om læbererne, mens suppen blev stillet foran dem.

Langsomt lænede hun sig frem og lagde hånden over hans. "Du er også altid velkommen ved Josdirks middagsbord." Hun smilede til ham og gav hånden et blidt klem. Det var ikke nogen hemmelighed, hvor hårdt grevindens sygdom havde taget på ham.

[Julian af Maloris Tinde]

Han følte sig lidt roligere, nu hvor de sad ved bordet og skulle spise. Han var sikker på, at det hele nok skulle gå. Christian havde jo sagt, at det var for det bedste. "Det glæder mig," kommenterede han og nikkede til hendes næste ord. "Jeg blev frarådet det," sagde han ærligt. "Indtil... Indtil det blev offentliggjort." Han så på hende med et forsigtigt blik der flakkede lidt.

[Nora af Stacine]

Hun sendte ham et blidt smil og gav hånden endnu et lille klem, før hun igen trak sin hånd til sig, tog i stedet skeen. Hans næste ord lagde dog hendes pande i folder og hun lagde skeen fra sig igen, før hun så over på ham med et uforstående blik i de brune øjne. "Du blev frarådet det? Af hvem dog?" spurgte hun forundret og så blot opfordrende på ham ved de opfølgende ord. Nu var det vist på tide at han begyndte at forklare sig.

[Julian af Maloris Tinde]

Han smilede svagt, da hun gav hans hånd endnu et klem. Han tog selv sin ske og skulle til at tage en mundfuld af suppen, da hun spurgte ind til hans ord. Det havde han lidt forventet. Men han havde troet det var det andet hun ville spørge til. Han lagde skeen fra sig igen og rettede sig op i stolen. "Jeg har rådført mig lidt med min svoger, Hertug Christian," forklarede han og så hen på hende. "Han mente det var for det bedste, indtil vi var blevet..." Her sank han en klump i halsen. "Forlovet."

[Nora af Stacine]

Blikket var stadig afventende, mens han gjorde sig klar til at forklare og da først han gik i gang, sørgede hun for at holde minen rolig. Det begyndte at give mere mening. Hertugen af Vårfos var kendt for at være en fornuftens mand. Tålmodigt ventede hun, til han tydeligt var færdig og nikkede så ganske langsomt. "Så du har besluttet, at du vil ægte mig?" spurgte hun blot, stadig væbnet med tilsyneladende uendelig tålmodighed.

[Julian af Maloris Tinde]

Han tog en dyb indånding, og vidste ikke, hvordan han skulle håndtere hendes nøgterne spørgsmål. Men det var jo en af grundene til, at han kunne lide hende. Hun var lige så nøgtern og fornuftig som han selv var. "Ja," svarede han og nikkede. "Moder ser ikke ud til at komme sig, tværtimod," uddybede han. "Og min svoger er sikker på, at du vil kunne klare opgaven." At Christian først havde anbefalet sin lillesøster nævnte han ikke.

[Nora af Stacine]

"Åh, Julian, det gør mig ondt." Hun vidste, hvor meget han holdt af sin mor. Men samtidig var han også for rationel til at dvæle ved emnet. Selvfølgelig. Hun havde ikke forventet andet af ham. "Men på trods af de beklagelige omstændigheder, glæder det mig at høre, at du har taget det valg." Selvom det lød mest af alt som om svogeren havde taget det ansvar fra ham.

[Julian af Maloris Tinde]

Han nikkede. Det var rædsomt, men der var ikke noget at gøre ved det. Det havde helbrederen selv sagt. Og de sidste par måneder havde han forberedt sig. Det var kun blevet bedre, efter at Nora var kommet hjem. "Det var godt," sagde han og sendte hende et lille smil. "Jeg håber, at du stadigvæk vil?" Spurgte han, og var ikke helt glad for, blot at tage beslutningen, uden at vide, om hun stadigvæk havde lyst.