En fremmed er en potentiel ny ven...

[Amina Syerske]

Freya Kurvemager

Det var i tidlig skumring og Amina havde været ude det meste af dagen. Skønt vinden havde rusket i træer og buske, havde hun alligevel forvildet sig ud for at få lidt frisk luft og træne. Man måtte kunne træne i alskens vejr og under alle forhold, hvis man ville være blandt de bedste.

Iggy hendes lille Ilder havde selvfølgelig været med hende. Mest fordi hun ikke ville lade ham være alene på duen for længe ad gange. Det plejede at gå galt, når han var det. Han var dog ikke meget for vejret og sad blot tæt ved Aminas taske næsten med halen mellem benene og så ynkelig ud.
Amina gjorde en serie af angreb færdig og kiggede så hen på ham. "Årh. Jeg tror du har brug for snart at komme hjem. Det er også ved at være mørkt nu." Hun kiggede sig omkring. Det var nok bedst at komme tilbage til Duen inden, det blev helt mørkt. Bare for en sikkerheds skyld.
Så pludselig hørte hun nogen rumstere inde mellem buskene. Hun greb om den ene kniv, så hun var klar til at trække den, hvis det blev nødvendigt. "Hvem der?!" råbte hun så halvt hviskende ind mod busken.

[Freya Kurvemager]

Freya var træt og sulten. Hun havde gået hele dagen, og nu var kræfterne og ikke mindst kampgejsten efterhånden ved at være forsvundet. Hun havde ingen anelse om, hvor hun var , og det begyndende tusmørke gjorde det ikke ligefrem nemmere at orientere sig. Det meste af dagen havde hun holdt sig i og omkring skovene, hun var stødt på undervejs, men eftersom dagslyset begyndte at forsvinde, måtte hun hellere prøve at finde vej ud af skoven. Hun blev nødt til at finde et sted at sove, og hun havde heller ikke lyst til at fare mere vild end højst nødvendigt.

"Det her var en dårlig idé! snerrede hun lavt for sig selv. "Du skulle bare være blevet hjemme. Så var du aldrig faret vild, og du havde været sikker på at få både aftensmad og et sted at sove" Tanken om at sidde derhjemme ved aftensmaden var dog alt andet end tiltalende, og Freya viste, at hun ville have været nødsaget til at spise sin mad, mens kritiske og hånlige kommentarer var blevet smidt efter hende i uendeligheder. Nej, hun ville gennemføre det her! Beslutsomt bed hun tænderne sammen og begyndte at mase sig ud gennem nogle buske mod noget, der godt kunne ligne en lysning. Hun stoppede dog brat op, da hun hørte en fremmed stemme. Var de hende, der blev råbt til? Og hvad ville der ske, hvis hun gav sig til kende? "Det kan vel alligevel næppe blive meget værre" mumlede hun tvært, da hun i det samme hørte en puslende lyd komme nærmere. Det lød som et dyr. Et dyr, der lod til at havde kurs lige mod hende.

[Amina Syerske]

Amina, der før var blevet overfaldet, var meget på mærkerne. Dette ville være et godt øjeblik til hvis nogen af Amos's modstandere ville gøre hende noget, for at ramme ham. Hun var bekendt med denne risiko. Siden Amos havde fortalt lidt flere om, hvem hun var, havde der bestemt været flere, der havde bidt mærke i hvem hun var.
Denne person sagde dog intet, ikke til hende om ikke andet, hvilket Amina valgte at se som et dårligt tegn. "Jeg spurgte dig om noget!" sagde hun så, denne gang lidt højere. Hun kunne høre en mumlen. Det var en kvindestemme og at dømme efter lyden af den, var hun ikke synderlig gammel. Hun havde dog aldrig hørt stemmen før.

[Freya Kurvemager]

Freya sukkede stille. Hvis hun absolut skulle rende ind i nogle skumle typer, der ville overfalde hende, kunne det alligevel lige så godt ske først som sidst. Hun havde desuden ikke noget af værdi. Hvis hun overgav sig uden kamp, ville de måske endda lade hende gå. Hun rystede på hovedet. Inderst inde vidste hun godt, at det næppe ville være tilfældet. Der var aldrig nogen, der havde ladet hende slippe lettere for noget som helst. Kun med undtagelse af hendes bedstefar. Hun kunne mærke, hvordan tårerne begyndte at trænge sig på, men hun ignorerede dem trodsigt og sank en klump.
Det undrede hende, at det ikke var en mandestemme, hun havde hørt. Var det almindeligt, at kvinder også overfaldt folk i det her område? I en glidende bevægelse fiskede Freya en pil frem og spændte sin bue. Så trådte hun et skridt frem og ud gennem buskene, mens hun klar og tydelig stemme svarede den fremmede: "Navnet er Freya!"

[Amina Syerske]

Amina stod og skulede ind i skoven klar til angreb, hvis det blev nødvendigt. Der var ingen tøs der skulle rende hende over enden. Godt nok lød det til at være en kvinde, men selv Serena var rimelig hård kæmper, så det var ikke altid et plus.
Hun kiggede ind i krattet da der endelig lød svar på spørgsmålet. "Og Hvad er din intention, Freya?" spurgte hun så tilbage uden selv at give sig til kende.

[Freya Kurvemager]

Freya bed beslutsomt tænderne sammen. De kom ingen vegne af at stå på hver sin side af de mørke buske og afvente. Mørket blev blev fortsat tættere, og selv hvis stemmen på den anden side ikke var farlig, ville de begge to være endnu mere udsatte over for andres eventuelle angreb, når det først var helt mørkt. Hun rankede ryggen, og masede sig nu resten af vejen ud gennem buskene. I en brøkdel af et sekund så hun en skygge, der med en hurtig bevægelse flyttede sig i det nu efterhånden svage lys.

Hun sirrede rundt i mørket og kunne ane omridset at en høj, slank pige. Det måtte være hende, stemmen tilhørte. Øjeblikkeligt sænkede Freya sin bue. Hun havde trods alt ikke lyst at angribe nogen uden grund, og pigen virkede overraskende nok til at være omkring Freyas egen alder. Måske lidt yngre. "Og hvem er så du?" spurgte hun den fremmede.

[Amina Syerske]

Igen svarede hun ikke. Amina skulle lige til at afgive et lille fnys over det, men i samme omgang trådte denne Freya ud af buskene, så hun kunne ses. Amina inspicerede hver en tomme af hende, stadig med den ene hånd nær sine våben. Hun ville absolut ikke tage nogen chancer.

Hun stod længe og kiggede på den fremmede kvinde, før hun til sidst konkluderede at pigen måtte være lettere begravet i egne tanker, siden hun ikke virkede til rigtig at svare på noget af, hvad hun spurgte om. Nu spurgte hun da til Aminas navn, igen var Amina meget forsigtig. Hun kendte ikke pigen og hun vidste, hvor usikker Nedre by. "Amina.." fortalte hun blot uden ellers at uddybe mere.

[Freya Kurvemager]

Nu hvor de endelig stod ansigt til ansigt, kunne Freya fornemme, hvordan pigens øjne indgående iagttog hende. Hun virkede ikke direkte aggressiv, men hun var uden tvivl særdeles forsvarsberedt.

Da pigen endelig fortalte sit navn, kunne Freya mærke en svag lettelse brede sig i kroppen. Hun havde trods alt aldrig hørt om en overfaldsmand - eller -kvinde for den sags skyld - med det navn. Og uden at betænke sig yderligere, besluttede hun sig for at tage chancen og spørge Amina om vej. "Godaften Amina..." Pigens mistroiske blik blev om muligt endnu mere anspændt, og Freya nåede at stoppe sig selv, før hun fik sagt ordene "hyggeligt at møde dig." I stedet nøjedes hun med at spørge "Du kunne vel ikke fortælle mig, hvordan jeg finder ud til den nærmeste vej?"

[Amina Syerske]

Amina hævede et bryn i ren undren. Hvad forventede denne pige? At hun kunne ignorere Aminas spørgsmål og stille sine egne? Hun rystede mentalt på hovedet og besluttede sig for at være lidt åben. Et var trods alt kun et år siden hun selv havde spurgt en fremmed om vej her i byen. "Jo det kan jeg godt fortælle dig." Lød det så fra hende, mens hun så på pigens bue. Havde hun mon være på jagt? eller hvad lavede hun. Hun var hvert fald ikke fra Nedre by, og at dømme efter hendes spørgsmål, var hun muligvis slet ikke fra Corus. "Hvad laver du her? Hvor længe her du været her?" Spurgte hun så lige ud. Hun havde trods alt trænet en times til og hvis denne Freya var en af høgene kunne det da godt være hun skulle passe på.

[Freya Kurvemager]

Freya havde svært ved at skjule et lille smil, da Amina rent faktisk indviede i at hjælpe hende. Måske var der alligevel noget om snakken, når hendes bedstefar havde fortalt hende, at en fremmed er en potentiel ny ven? Selvom Freya ikke ligefrem kunne kalde sig ekspert med hensyn til at have venner.

"Jeg kommer fra skovene nord fra Caynn," begyndte hun. "Faktisk stak jeg af fra min familie... Jeg har rejst i flere par dage, men nu er jeg efterhånden løbet tør for proviant, og jeg bryder mig egentlig ikke rigtig om tanken om at skulle overnatte i skoven i det her vejr." Så holdt hun brat inde. Åh nej, hvorfor havde hun pludselig også fortalt alt det? Og så til en fuldstændig fremmed! Hun tog en dyb indånding og afventede lidt usikkert Aminas reaktion.

[Amina Syerske]

Amina blødte en del op, da Freya fortalte mere om, hvor hun kom fra og hvad hendes intentioner var. Hun kunne umuligt være en høg, når hun først lige var kommet til byen. Hun burde dog nok stadig for en sikkerheds skyld være opmærksom fortsat. Hun fjernede dog helt hånden fra sine våben. Det ville ikke blive nødvendigt.

"Jeg var netop færdig med min træning og skal til at hjem. Du kan følge med ud til vejen, hvis du vil." Hun var usikker på om hun kunne tage hende med på duen, men så igen, pigen havde ikke vist nogen tegn på fare.
Amina tænkte igen tilbage på, hvordan Sach havde reageret dengang det var hende der var ny, men Hun havde selvfølgelig også stillet en del spørgsmål til både Natteravnen og Amos. "Hvis du vil og ikke er kræsen, kan du sikkert også få mad på Duen. Det kræver bare lidt penge."
Så lavede hun en lyd med tungen, og bankede let på skulderen med to fingre, hvorefter en ilder hurtigt løb op ad hende og lagde sig i hendes nakke.

[Freya Kurvemager]

Freya kunne mærke, hvordan hendes skuldre sænkede sig af bare lettelse over Aminas tilbud. "Mange tak! Det vil være en stor hjælp for mig at komme med ud til vejen." Hun bemærkede, at Amina også lod til at være blevet en kende mere afslappet i løbet af deres korte samtale.

Freya tøvede dog lidt, da Amina nævnte Duen. Det var ikke et sted, hun kendte, men samtidig kunne det måske hjælpe hende til også at finde et sted at sove. Hun havde endnu ikke brugt nogle af de penge, hun og hendes bedstefar havde tjent på de små snittede træfløjter, de havde lavet og solgt for et par år siden. Penge ville derfor ikke umiddelbart blive et problem i første omgang, men om et par dage ville det nok begynde at være en helt anden sag. Hun skød tanken fra sig. "Det vil jeg lige overveje," svarede hun til sidst Amina, som stod afventende med et lille og lyst dyr om nakken.

[Amina Syerske]

Det virkede først til, at Amina ikke ville få et svar, men så endelig kom det. Det fik hende blot til at trække på skuldrene. Hvis ikke hun ville med på Duen, så måtte hun selv findenoget. Det var allerede ved at blive mørkt, hvilket betød, at Amina nok meget snart skulle finde tilbage til duen. Byen her omkring var ikke rar når det først blev mørkt. Derfor satte hun nu igang mod vejen, uden at kigge sig bagud og se om pigen var med. Det skulle hun nok være. "Så Freya, hvad er dine planer i Corus?" for at være helt ærlig, havde Amina fået det indtryk, at pigen ingen planer rigtig havde. Men hun kunne jo tage fejl.

[Freya Kurvemager]

Da Amina pludselig begyndte at gå, måtte Freya tage et par ekstra lange skridt for at indhente hende. Det tiltagende mørke gjorde det stadig sværere at orientere sig. Duen var måske slet ikke så dum en idé alligevel. Det ville under alle omstændigheder være risikabelt at skulle gå alene rundt i Corus i mørket. Hun var så opslugt i sine egne tanker, at hun nær havde overhørt Aminas spørgsmål "Altså planer og planer..." Hun trak lidt på skulderen. "I første omgang ville jeg bare gerne langt væk fra min familie. Og så kunne det da være meget rart, hvis jeg kunne finde noget arbejde. Hvad laver du egentlig selv i Corus?"

[Amina Syerske]

Da Amina begyndte at gå, forventede hun automatisk at pige fulgte med hende. Hele dette scenarie fik et smil frem hos hende. Det var ikke tydeligt nok til faktisk at kunne ses på hendes læber, men indvendigt smilede hun over, hvordan hun nu var den, der kendte byen og hjalp en fremmed til.
Da Freya spurgte hvad hun selv lavede i Corus, trak hun let på skuldrene "Jeg bor her, og så arbejder jeg for tyvekongen." Hun sagde det som var det det mest naturlige i verden. Men hvad skulle hun også ellers sige? Hun var stadig på vagt i tilfælde af, at hun ikke kunne stole på Freya, og så gik det ikke, at pigen vidste for meget om, hvem hun var.