Frokosttid

[Idina Jernstøber]

Marius Våbensmed

Solen havde gemt sig bag skyerne det meste af formiddagen, men det var stadig lunt, tenderende lummert. Vinduerne i køkkenet var slået op på vid gab for at få frisk luft ind, selvom det var begrænset for meget luften i det hele taget var i bevægelse. Idina pustede en vildfaren hårlok væk fra ansigtet før hun tørrede sig over panden, med bagsiden af den ene hånd, før hun tørrede hænderne i forklædet og gik ud af den åbne dør til gården, for at skrå over til værkstedet.

Her var døren åben og der var endnu varmere derinde end udenfor. Ikke at det var så underligt, når man tog i betragtning hvad Mattis's levebrød var. Hun stoppede i døren, lænede sig op ad karmen med den ene skulder og så på sin ældre bror med et lille smil før hun rømmede sig højt nok til at hun håbede han ville høre det over de taktfaste hammerslag han lod falde mod metallet der lå på armbolten.

[Marius Våbensmed]

Der var varmt i værkstedet, hvor Marius stod. Hammeren havde efterhånden en sædvanlig rytmisk banken mod stålet, kun afbrudt af når Marius måtte tørre sveden af panden. Det havde til gengæld resulteret i noget med vådt pandehår og en sort stribe over panden, men det måtte man tage med.

Han hørte en rømmen fra døren og lod hammeren falde, for derefter at vende sig om. Da han så sin søster smilede han glad. "Idina, Hvad trækker dig herud?" Han håbede næsten på, at det var fordi hun ville fortælle at der var frokost eller andet godt.

[Idina Jernstøber]

Så snart hammeren stoppede og Marius vendte opmærksomheden mod hende, lyste hun op i et varmt smil og rettede sig op "Jeg ville bare se om Mattis var kommet tilbage." hun så sig omkring, men tydeligvis var det ikke tilfældet "Jeg troede han kom tilbage inden frokost." hendes blik mødte broderens igen "Ved du om han er lige på trapperne eller skal vi begynde uden ham?" spurgte hun videre, mens hun rakte op og stoppede den vildfarne hårlok tilbage ind under hovedlinet der dækkede det meste af hendes hår

[Marius Våbensmed]

Marius tørrede hænderne i en klud, han havde hængende ud af den ene bukselomme. "Jeg har ikke set ham. Mon ikke han er lige på trapperne?" Han havde være væk et godt stykke tid nu og så meget skulle han da heller ikke lave.
Marius gik hun til sin søster, nu han var stoppet kunne han mærke hvordan både sult og tørt rørte på sig. Han ville egentlig gerne ned forbi Tågelygten, Måske Mathilde skulle spise frokost der i dag, men det var også rart at være her med sin søster. Måske kunne han gå ned og kigge i aften. Han smilede lidt for sig selv ved tanken.

[Idina Jernstøber]

Hun trak på skuldrene og smilede uden at være særlig bekymret "Han er nok faldet i snak. Det ville ikke være første gang." hun så sigende på sin bror og måtte lægge nakken lidt tilbage for stadig at holde øjenkontakt med ham da han kom nærmere "Så lad os begynde mens maden er varm endnu." besluttede hun med et lille nik, før blikket faldt til hans beskidte hænder "Når du har vasket hænder.. og arme.." hun hævede blikket til hans ansigt igen og det sitrede afslørende i hendes mundvige "Og ansigt... nogen har været så fræk at smøre sod i panden på dig." informerede hun drillende og vendte sig med et nik mod brønden midt i gården "Tag en frisk spand vand med ind når du er klar, så er du sød." og med de ord skråede hun over gården igen og ind i køkkenet.

[Marius Våbensmed]

Han grinede da hun begyndte sin opremsning af, hvor mange dele af sig, han nok var nødt til at vaske inden han kunne komme ind og spise. Det var den samme rumle hver dag. En dag af dagen han ikke ville være foruden. "Nææh tænk en gang. Jeg var ellers sikker på jeg havde været alene hele dagen. Hvem mon det så er der har smurt sod i panden på mig?" Spurgte han så med lattermild stemme.
Så kiggede han drilsk over på sin søster "Du må hellere passe på, Det ender måske med, at han også smøre sod i panden på dig." Det skete af og til stadig han løb efter hende med beskidte hænder, for så at sætte en streg på hendes kind. Det var noget han havde gjort siden de var små. Dog lige med en pause dengang, de havde mistet deres forældre.

[Idina Jernstøber]

Hun stoppede halvt over gården og så sig tilbage over den ene skulder med et glimt i øjnene "Småfolket sikker.." spøgte hun videre "Og de gør ikke mig noget, for jeg sætter grød ud til dem hver aften." slog hun fast, stadig spøgefuldt, men ikke desto mindre var det nøjagtigt hvad hun gjorde. Hun var ikke overtroisk som sådan, men når der både fandtes guder og udødelige, var det ikke så underligt at forestille sig, at også småfolket rent faktisk eksisterede - også selvom hun aldrig reelt havde set dem. Grøden forsvandt i hvert fald hver dag, konkluderede hun for sig selv, mens hun fortsatte ind ad den åbne dør til køkkenet og gav sig til at finde tallerkener og bestik frem til bordet.

[Marius Våbensmed]

"Småfolket siger du? Ha og hvordan skulle de nå op til min pande om jeg må spørge?" Der var intet hånligt eller gøren har over Marius, kun kærlige drillerier. Han satte farten op efter sin søster, men måtte hurtigt erkende han ikke ville nå hende før hun var inden døre. Han stoppede i stedet op henne ved hende "Javel så. Det er vel en god grød de får sig så?" Han smilede til hende. Han det skete at han somme tider ganske tidligt om morgen, eller sent om natten, på vej hjem fra kroen, stak en finger i grøden, for selv at spise lidt af den. Det sagde han dog aldrig noget om til sin søster. Han ville ikke ødelægge hendes fantasi omkring småfolkene.

Da hun gik indenfor, gik han hen til brønden, trak blusen over hovedet og pumpede en spandfuld vand, som han kunne vaske sig med. Bagefter tørrede sig ansigtet i blusen. Det måtte være godt nok. Pumpede en nu spandfuld vand og bar den ind i køkkenet. "værsgo Ina"

[Idina Jernstøber]

Hun gav et lille hvin fra sig da han lod som om han ville løbe efter hende og grinede for lidt for sig selv, mens hun dækkede bord og så gik over for at røre i den gryde stuvning hun havde over ilden.

Hun så op da Marius kom ind og sendte ham et taknemmeligt smil Tak." svarede hun mens han satte den på den sædvanlige plads "Gider du fylde kanden op så vi også har noget at drikke til." spurgte hun, løftede den tunge gryde af krogen over ilden og satte den hen på det slidte træbræt der lå på bordet ved siden af et brød hun havde bagt samme morgen "Hvad er du i gang med at lave i dag?" spurgte hun, altid interesseret, før hun satte sig med et enkelt blik mod døren da hun et øjeblik synes hun havde hørt porten gå op.

[Marius Våbensmed]

Der duftede skønt i køkkenet da han kom ind. Ina var fantastisk til at få selv den mest almindelige stuvning til at smage af noget særligt. Da hun bad ham fylde en kande, smilede han blod og gik over til hylderne og tog den store lerkande, hvorefter hand fyldte den op og satte den på bordet. Han kiggede en smule bekymret på søsteren, som begyndte at bære på den tunge gryde, men som alle andre dage klarede hun det uden problem. Hun var sej, hans søster, sådan som hun kunne klare hele huset selv. Det krævede alligevel en del kræfter, var han sikker på.

Han satte sig hen til bordet og smilede ved hendes vanlige spørgsmål. "Jeg forsøger at skabe et sværd, der har en god balance og som ikke vejer så meget som normalt, men stadig er lige kraftigt" Det var ikke helt lykkedes endnu, men han var sikker på at han var godt på vej.

[Idina Jernstøber]

Helt automatisk rakte hun tværs over bordet og tog hans tallerken, som hun fyldte godt op med stuvning mens hun lyttede til hans svar "Og lykkes det for dig?" spurgte hun og rakte den fyldte tallerken over til ham, mens hun selv begyndte at skære brødet ud "Hvordan kan man lave noget der er kraftigt, uden at det påvirker vægten?" fortsatte hun, lagde kniven fra sig og fyldte så en noget mindre portion på sin egen tallerken og tog et stykke brød, som hun brækkede et stykke af og dyppede i stuvningen.

[Marius Våbensmed]

Marius begyndte at spise, så snart hun havde hældt op til ham, brækkede lidt brød af og dyppede det maden. Skønt han var sulten og sluprede maden i sig, var det dog stadig med måde og men manerene i behold. "Det er ikke lykkedes endnu. Men det ville også være noget lettere, hvis jeg havde lidt mere forstand ud i sværdkamp, tænker jeg." forklarede han sig. Han ville så frygteligt gerne lære at kæmpe, men det var svært, når han blot var en borgerlig knægt.
Inas spørgsmål fik ham til at trække på smilebåndet. Var der noget han elskede, så var det at forklare sit arbejde og sine teorier. "Jo ser du. Jeg hørte engang, at det hele drejer sig om varmen. Med den rette varme, bliver stålet medgørligt på en helt særlig måde og det gør sværdet helt unik.
Men det skulle være umådeligt svært at ramme denne temperatur. Mange har forsøgt i flere år end både du og jeg har levet." Måske var det blot en gammel skråne, men han havde trods alt ti hørt historier om Stål smedet, så det både blev mere holdbart men også lettere.

[Idina Jernstøber]

Idina begyndte selv at spise mens Marius fortalte. Hun var ikke helt tabt bag en vogn når det kom til smedearbejde. Hun var trods alt vokset op med en far der var smed og havde tilbragt timer nok i hans værksted, eller med at høre om hans arbejde, til at det gav mere forståelse end så mange andre ville have. Derfor var der også noget.. trygt, noget hjemligt, over at lytte til Marius fortælle om det projekt han var i gang med.

Hun smilede mens hun tyggede og sank før hun bød ind "Men uanset har du mere erfaring og viden omkring hvad det kræver at lave et godt sværd." hun vippede lidt med hovedet og tilføjede før han fortsatte "Eller, det får du i hvert fald med tiden." hun var ganske sikker i sin sag. Godt nok lærte pager og væbnere vist nok at smede deres eget sværd, men hun havde alligevel aldrig hørt om en af slagsen, der også endte med at blive våbensmed "Det er godt at have et mål ude i horisonten. Noget at kæmpe for." musede hun med et lille smil, mens hun rakte ud efter kanden med vand, og fyldte lerkruset foran sig.

[Marius Våbensmed]

Marius grinede kort ved søsterens kommentar. "Jeg har ingen intention om at blive soldat eller ridder. Blot et ønske om at lære at kæmpe." Han spiste lidt mere af sin mad, mens han tænkte så kiggede han over på hende igen. "Men hvem ville nogensinde bruge kræfter på at lære mig at kæmpe?" Det var ikke et spørgsmål han forventede at hun kunne svare på, eller skulle. Han smøg ærmerne lidt op og drak så af sit lerkrus. Mål er helt sikkert vejen frem."

[Idina Jernstøber]

Hun smilede for sig selv mens hun spiste videre, og Marius fortalte videre og nikkede blot til hans forsikringer. Havde de været adelige, så ville han uden tvivl være blevet en af de riddere de ind i mellem så ride gennem byen. Han ville se flot ud i brynje og lensfarver, konkluderede hun med sig selv og betragtede ham uudgrundeligt mens hun stak en stump brød mere i munden "Hvis ikke man har dem, så flakker man bare rundt uden formål. Kan du ikke huske bedstefar altid sagde det?" spurge hun og så på ham med et lille smil "Hvad skulle Mattis?" spurgte hun videre efter en lille pause og endnu et blik mod den åbne dør ud til gården.