I søgen efter svar

[Tryil af Ulveklanen]

Annis Giftkniv
10. Juni, år 528 M.T.

Det var med et målrettet ansigtsudtryk, at Tryil bevægede sig igennem de forskellige boder på markedspladsen. Hun havde mange spørgsmål, hun manglede svar på, og da det ikke var ført til noget, da Estelle bragte hende til Den Dansende Due, var hun blevet endnu mere utålmodig. Hun var nødt til at finde nogen, hun kunne tale med. Nogen, der kunne lede hende i den rigtige retning.

Det var højlys dag, og hendes blik gled søgende rundt, som hun gik. Hendes pengepose var sikkert gemt under hendes klæder over brystet, men det var ikke fordi, hun havde medbragt den, for at handle ind. Helbrederens tanker kørte på højtryk. Hvad skulle hun gøre? Hun havde ingen idé om, hvem der kunne have en forbindelse til hendes brødre - og om det overhovedet var dem - men hun kunne ikke sidde stille på sin bare og håbe på, at et mirakel skulle ske.

Derfor gik hun op til en lyshåret kvinde og formede et høfligt smil på læberne. "Undskyld, kan du sige mig, hvor jeg finder Den Dansende Due? Jeg har hørt, at det er stedet at tage til, hvis man lige er ankommet til byen." Hendes stemme var lys og mild, men det var blot en facade.

[Annis Giftkniv]

Annis sad igen og kedede sig bravt på en kasse med ryggen mod en husmur. Denne dag sad hun og gloede på markedsboderne og hvirvlede en kniv mellem hænderne, uden at tænke over det. Det var bare for at have noget at lave.

Hendes blik faldt på en kvinde, som havde retning mod hende og hun rynkede brynene i en tænksom maner. "Jeg tror ikke, at Duen er et sted for en kvinde som dig," svarede hun med et underholdt fnys og så sigende op og ned af det pæne tøj, som absolut ikke så ud til at være praktisk under et bræk.

[Tryil af Ulveklanen]

En sten sank i Tryils mave ved kvindens svar, og hun forbandede alt mentalt. Den lyshårede havde været et dårligt valgt. Hun havde ikke tid eller tålmodighed til at tale med denne. Helbrederens smil falmede straks, og hun hævede et øjenbryn.

"Det var ikke svar på mit spørgsmål," sagde hun med en snert af afsky i stemmen. "Men jeg skulle selvfølgelig have tænkt mig om to gange, før jeg talte til dronningen af slummen på hendes trætrone," tilføjede hun sarkastisk og gengældte det sigende blik. Hvor var dette spild af tid.

[Annis Giftkniv]

Annis hævede et bryn af den andens - efter hendes mening - temmeligt voldsomme reaktion. "Dronningen sidder ikke her," svarede hun med en bitter tone i stemmen, mens hun huskede på, at hun faktisk havde siddet på den plads engang. Eller i hvert fald så godt som. "Du kender ikke meget til stedet her, gør du?" spurgte hun så og så over på kvinden igen.

[Tryil af Ulveklanen]

Helbrederens blik hvilede på kvinden, og hun fnøs et halvt smil frem på læberne. Det ene øjenbryn var stadig løftet. "Hvis jeg gjorde, var jeg ikke kommet til dig og spurgt om vej," svarede hun skarpt og foldede armene foran brystet. Tryil så væk med spændte kæber. Hun var ikke en kvinde med tålmodighed, og efter sin samtale med Estelle og Miya, havde hun bestemt ikke fået mere af det.

Helbrederen svandt væk i sine tanker og glemte for et øjeblik, at den lyshårede stadig sad foran hende. Hvad skulle hun dog gøre?

[Annis Giftkniv]

Annis kunne mærke irritationen vokse frem over den andens fuldstændige mangel på respekt og hun legede et øjeblik med at lære hende det. Men hun lod tanken fare igen uden at have gjort noget ved det. "Det er den vej," svarede hun i stedet og pegede i en retning, som lå så godt som modsat af Duens placering. Det kunne nu være meget sjovt at genere Amos med et kvindemenneske som dette, men på den anden side, så trængte hun ikke til at skabe flere fjender lige nu. Og en kvinde som hende, der stod foran Annis lige nu, havde sædvanligvis ikke noget at gøre på en kro som Duen.

[Tryil af Ulveklanen]

Tryil blev revet ud af sine tanker, da kvindens stemme lød igen. Hun fnøs højlydt ved svaret og betragtede hende lidt. Helbrederen kendte godt vejen til Duen, og vidste, at det ikke var den vej, som den lyshårede pegede. "M-hm," svarede hun, drejede da om på hælen og begyndte at gå i den modsatte retning af, hvad den anden havde vist hende. "Tak for hjælpen," tilføjede hun sarkastisk, højt nok til at den anden kunne høre det, men uden at vende sig. Helbrederen havde ikke forventet at få hjælp - det var ikke just fordi, de havde fået et godt førstehåndsindtryk af hinanden. Mindre tålmodig end før bevægede hun sig igennem menneskemængden og endnu en gang uden at have nogen idé om, hvor hun var på vej hen.

Slut