Hurra Hurra

[Adrian af Dunlath]

Julietta af Dunlath
Den 16. juni 528 M.T.

Der var rettet an til aftensmaden på deres eget værelse. Adrian havde haft en travl dag – ligesom mange af de forrige – oppe på universitetet. Alle var lidt på bar bund omkring den nye mulighed med malerierne, så der var behov for meget arbejde med det. Derfor skulle aftenen nu være helt dedikeret til at fejre Julias fødselsdag. Gaven stod klar op ad sengen, og Adrian tændte et par stearinlys rundt omkring i værelset.

[Julietta af Dunlath]

Dagen havde været helt fantastiske, ikke at det var nogen overraskelse. Der var noget ved fødselsdagen, der altid gjorde Julia i et helt særligt humør. Intet kunne bare gå skævt. Adrian havde som altid været væk, da hun vågnede, men det gjorde hende ikke noget særligt. Hun savnede ham jo, selvfølgelig, men det havde nu også været ganske rart bare at kunne hygge med tvillingerne. Og selvfølgelig var hun da taget forbi Lindens hus for at vise dem frem.

Hun strøg en lys lok væk fra ansigtet, da først hun var blevet befriet for det tynde sjal, hun havde båret ude i den lune sommeraften. Tvillingerne sov allerede tungt og hun lagde et blidt kys på hver fin pande, før de blev båret væk til deres værelse, og Julia fortsatte op mod værelset. Hvis hun skulle have middag, burde hun vel skifte først, besluttede hun sig for, selvom hun ikke var meget for at skulle ud af den sart rosa kjole.

Med et blidt skub åbnede hun døren ind til soveværelset. Synet af Adrian stående der i det blide skær fra lysene spredte varme i hendes bryst og hun smilede varmt til ham, stoppede op kun et skridt inde i rummet. "Hej." Døren stod stadig en smule åben bag hende, men sådan var det tit. Han puffede hende altid en smule ud af kurs. Med en let rødmen i kinderne fik hun lukket den.

[Adrian af Dunlath]

Han sendte hende et skævt smil, da hun kom ind ad døren. ”Tillykke med fødselsdagen.” Da døren først var lukket i, kom han over og gav hende et kys. ”Jeg fik køkkenet til at lave din yndlingsret til os.” Kokken havde ikke været ellevild med at lave en helt anden menu til dem, når nu resten af huset skulle have noget andet, men han havde gjort det – han havde jo ikke et valg. ”Vil du have din gave nu eller efter maden?”

[Julietta af Dunlath]

Hun kom ham i møde, da hun først havde lukket døren og set ham sætte i bevægelse, og som altid vippede hun sig op på tæerne, trykkede sine læber mod hans. "Tak, du er alt for sød," svarede hun med et lille smil og strøg fingrene over hans kind, før den faldt ned og lagde sig på hans bryst. "Nu," svarede hun omgående, men fortød så øjeblikkeligt. Hun skulle jo gerne virke voksen, ligesom ham og hans projekt. "Eller efter..." Men så igen... "Nej, helst nu." Hun smilede bredt op til ham.

[Adrian af Dunlath]

Han grinede ved lyden af det prompte svar og den efterfølgende tvivl. ”Det lyder som en god idé,” medgav han blot og gik over for at løfte gaven om til hende. Et indpakket maleri af Joren og Maura i deres fine tøj og vugge. ”Du må hellere skynde dig så, så maden ikke bliver kold,” bemærkede han drillende og holdt gaven frem mod hende.

[Julietta af Dunlath]

Det var med sprudlende iver, at hun tog imod gaven og satte sig ned på sengekanten for at kunne pakke det ud. Gaven fik hende til at måbe. "Åh, Adrian," gispede hun lykkeligt og måtte lige bruge et øjeblik eller to, før hun kunne tage blikket fra motivet og se hen på sin mand i stedet. "Det er simpelthen så smukt." Det skulle han vide, hun syntes, selvom hun vidste, at han sikkert ville komme med en dumsmart kommentar til det.

[Adrian af Dunlath]

”Et smukt maleri til et smukt fødselsdagsbarn,” sagde han og kyssede hende ved øjenkrogen. ”Du må se, om du kan finde et sted, hvor det kan hænge.” Mon ikke hun nok skulle få fundet en ledig plads til det. Så måtte nogle af de andre vægdekorationer vel ryge ud. ”Apropos børnene – har I haft en god dag?” spurgte han så og trak stolen ud, så hun kunne sætte sig.

[Julietta af Dunlath]

Der var ikke nogen dum kommentar, men i stedet et kompliment og hun smilede bredt til ham, trykkede sig lidt ind til ham, før hun igen så beundrende ned på billedet. "Vi burde få et lavet af os alle fire en dag," konstaterede hun tankefuldt og så op på ham, da han talte. Straks blev blikket ført ud i rummet. Der var ikke meget, der havde ændret sig, siden hun var flyttet ind. Ikke ud over at der var blevet gjort plads til hendes tøj. "Det bør nok være dig, der bestemmer det," vurderede hun derfor og trak på skuldrene. "Det er jo dit værelse."

"Ja, den har været fantastisk." Hun tog plads på stolen, der blev trukket ud for hende. "Jeg tror også, de blev glade for at se mig." Selvom det ikke altid var lige let for hende at omgås sin familie, havde der da været fyldt med smil. "Jeg håber ikke, din har været for hård?"

[Adrian af Dunlath]

Han nikkede lidt. ”Ja, det lyder som en plan. Du kan jo male det?” foreslog han smilende. Julia holdt jo også af aktiviteten, og det gik jo ikke, at Adrian bare fyldte deres værelse med sine egne værker. ”Det er vores værelse, Julia. Tro det eller ej – du er ikke bare på besøg.” Han blinkede til hende og satte sig over på sin egen plads. ”Det var godt.” Han vidste jo, at hun ikke altid havde det lige let med sin egen familie. ”Kun en smule. Jeg er nødt til at knokle lidt, men det er det værd,” vurderede han med et skævt smil.

[Julietta af Dunlath]

Hun smilede bare til ham og undlod at kommentere, at hvis de alle fire skulle være på billedet, ville det nok være bedst at få en anden til at gøre arbejdet. "Men jeg kan da ikke bare ændre ting," indvendte hun forbavset, mere optaget af at vurdere, hvor billedet skulle hænges.

Smilet blev varmere. Ved deres første møde havde hun aldrig troet, at han ville blive den flittige, knoklende mand, han var nu. "Sådan er det, når man får gode ideer på den måde." Ikke at hun vidste så meget om det.. Det var ikke just fordi hun nogensinde havde arbejdet."Men du har vel.. Fri for i aften?" Øjnene var store og håbefulde.

[Adrian af Dunlath]

Han grinede lidt. ”Selvfølgelig kan du det. Du bor her,” svarede han blot. Det var vigtigt, at hun følte sig hjemme. ”Desuden går jeg ikke rigtig op i indretningen.” Den slags sagde ham ikke noget. Hendes ros fremkaldte et taknemligt smil, imens han tog hul på middagen, der var blevet stillet klar. Han var utroligt sulten efter dagens arbejde. ”Naturligvis. Jeg kunne ikke drømme om at sidde og arbejde i aften,” lovede han.

[Julietta af Dunlath]

Det havde hun aldrig tænkt på. For hende var det ud over hendes vildeste drømme, at hun overhovedet var endt med at bo der i hans varelse sammen med ham og endda skulle leve resten af sit liv med ham. Det virkede helt underligt at sætte krav.

Hun skovlede ivrigt en mundfuld mad ind og tyggede fornøjet. Det var virkelig utroligt, så sød han blev ved at være over for hende. "Har du så nogle spændende planer for, hvad vi skal foretage os?" spurgte hun og skyndte sig at tygge af munden, så hun kunne sende ham et bredt smil.

[Adrian af Dunlath]

”Jeg har et par ideer,” svarede han med et skævt smil. ”Jeg tænker, vi kan gå en lille aftentur efter maden, i første omgang.” Det ville være rart at komme ud og få noget frisk luft efter dagens arbejde. ”Er Joren og Maura lagt i seng? Ellers kan vi jo tage dem med,” foreslog han. Julia var jo så glad for at vise børnene frem. Adrian var stadig nervøs for sladderen, men han ønskede ikke at begrænse hustruen på det punkt. Hun havde bedt ham holde op med at bekymre sig om det, så han ville ikke stoppe hende.

[Julietta af Dunlath]

Smilet blev skævt under de rømende kinder og hun skovlede endnu en gaffelfuld mad ind, mens han talte. "De blev lagt, da jeg kom hjem. Jeg ville gerne sige, vi kunne vække dem, men.." Hun fnes lidt og fortsatte så: "Ammen advarede mig mod at vække et sovende barn, men jeg troede ikke på hende og samlede Joren op. Han græd i en god times tid og vækkede selvfølgelig også Maura." Heldigvis havde ammen taget over, men det havde da været forstyrrende baggrundsstøj under hendes sangundervisning.

[Adrian af Dunlath]

Hendes lille fortælling fik ham til at grine og ryste på hovedet. ”Jeg tror, det er bedst at følge ammens råd i denne slags ting, Julia,” påpegede han med et drillende smil. Hun havde nu nok allerede lært den lektie. ”Hvordan går det med sangundervisningen og den slags? Kan du finde noget at bruge tiden på?” spurgte han ved nærmere eftertanke. Han anede ikke rigtig, hvad komtesser normalt foretog sig. ”Jeg vil nødigt have, at du blot sidder og keder dig herhjemme.”