Lykke og glæde

[Leonora af Legan]

Hale af Josdirk

Det føltes som evigheder siden at Leonora sidst havde snakket med Hale, og var derfor også meget spændt på at se ham igen. Hun havde inviteret ham på te, som nu stod klar i haven sammen med lidt kager. Denne gang havde hun desuden husket af aftale med sin anstandsdame, at han kom, og at hun skulle være til stede.
Haven lå heldigvis lidt i læ for blæsten, hvilket var godt. Ellers kunne de nok ikke have siddet udenfor.

Det var Leonoras plan at vise Hale sine skitser til deres bryllupsinvitationer, uden at overrumple ham med det selvfølgelig. Dette gjorde hende dog kun mere spændt, da hun slet ikke vidste, hvad han ville sige om det hele.

Nu sad hun blot og ventede spændt. Ved hver en lille lyd sprang hun næsten op i håbet om, at det var Hale, der var her.

[Hale af Josdirk]

Hale havde ikke haft meget tid til at se Leonora på det sidste. Han havde haft rigeligt at gøre med at holde styr på deres far og med at forsøge at gøre lidt af skaden god igen oven på dennes hasardspil med familiens værdier. Han havde generelt ikke været i det bedste humør i den sidste tid og det havde sikkert været meget godt, at han og Leonora ikke havde set noget til hinanden.

Nu stod han dog ved Legan-huset og ventede pænt på at blive vist ind. Et lille smil havde indfundet sig om hans læber. Da han blev vist ud i haven, gled øjenbrynene lidt op i overraskelse, men han sagde ikke noget til det. Det var jo trods alt også fint vejr. Derude bukkede han for hende og smilede. "Komtesse Leonora. Hvor er det godt at se Dem igen."

[Leonora af Legan]

Endelig var det ham der kom. Hun rejste sig og nejede fornemt for ham "Ridder Hale.
Jeg kan kun sige i lige måde. Der er gået alt for længe" Hun smilede og glæden over at se ham igen var meget tydelig.

Hun satte sig igen og viste med sin hånd, at Hale også godt kunne tage plads. "hvordan har De det?" spurgte hun så og glemte egentlig alt om både te og kage. Hun kiggede bare på den ridder hun havde savnet så længe og nu var her igen.

[Hale af Josdirk]

Han satte sig og smilede venligt til hende. "Bedre, nu jeg sidder her sammen med Dem," svarede han belevent og søgte hendes blik med sit. "Det har været helt mærkeligt ikke at se Dem." Det passede ikke helt. Han havde haft alt for travlt til at lade sig mærke med det, men på den anden side, så vidste han jo godt, at det var den slags, som kvinder gerne ville høre. "Hvordan har De det?"

[Leonora af Legan]

Hun smilede. Det var så rart at have ham der igen, tæt på sig. "det har bestemt også være mærkeligt ikke at se Dem" kommenterede hun så og drak lidt af sin te. Hun kunne slet ikke lade være med at smile. Det var virkelig rart, sådan havde det ikke været længe. "Jeg har det godt tak, skønt jeg savner min broder lidt" Niklaus havde efterhånden været længe væk og hun havde endnu ikke fået skrevet et brev til ham.

[Hale af Josdirk]

Han smilede til hende og lagde hovedet lidt på skrå. "Det forstår jeg godt," svarede han og strøg noget hår væk fra panden. "Det er også langt, han er rejst væk denne gang. Er De klar over, hvornår han kommer tilbage?" Hale var ikke særligt tilfreds, hvis sandt skulle siges. Brylluppet var blevet udskudt til midvinter på grund af den nar til en baron. Og det betød også, at den brudepris, som Josdirk ville modtage, når brylluppet var overstået, ville blive udsat til midvinter. De kunne ærligt talt godt have brugt de penge nu. Udadtil viste han dog ikke disse følelser. Han smilede blot til Leonora.

[Leonora af Legan]

Hun smilede da han viste forståelse for hende. Det var i det mindste rart. Så slog en tanke hende. "Undskyld, ridder Hale. De er jo ridder, så jeg tænkte lidt på, vil De også blive udstationeret?" Tanken havde aldrig rigtig været der før, men nu var en det. Det var ikke noget hun syntes om, særligt ikke i forbindelse med deres bryllup. Gad vide egentlig hvornår det skulle ligge?
Hun var blevet revet helt væk af tankerne om glemte næsten helt at svare på hans spørgsmål "Jeg håber på, at min broder kommer tilbage til efteråret, men jeg er aldrig rigtig sikker" fortalte hun så.

[Hale af Josdirk]

Han trak på skuldrene. "Det kan naturligvis ske," svarede han roligt. "Ingen ridder er nogensinde fritaget sit ridderløfte. Men for øjeblikket har vi en aftale med Kongen." Han smilede beroligende. Det var allerede et par år siden, han og Nora havde indsendt en officiel anmodning fra Baronen af Josdirk, om at "lade hans arving deltage i den daglige drift af lenet". Han fader havde naturligvis aldrig skrevet et sådan brev. De havde blot aftvunget ham hans underskrift.

[Leonora af Legan]

Leonora trak mentalt på skuldrene, hvis Hale nu engang skulle blive indkaldt, så måtte de tage den der. Der var ingen grund til nu at hænge sig i, hvad der måske kunne ske i fremtiden.

Leonora kiggede ned på sine hænder lidt og kiggede så med glade øjne op på Hale. "Jeg har forresten forsøgt at lave nogle skitser til invitationen til vores bryllup. Ja jeg ved godt det nok er lidt tidligt, men jeg savnede Dem sådan." Forklarede hun og lag en lille stak tegninger på bordet, efter først lige at have banket dem mod bordpladen så det var i en pæn lige stak. "Jeg ved ikke om det er noget De synes om, om De overhovedet vil have indvendinger, men jeg ville gerne vise Dem mine tanker." Hun smilede og rakte stakken til ham.

[Hale af Josdirk]

Et lille smil spillede om hans læber, da hun viste ham stakken med invitationer. Det var en god egenskab for en kommende Baronesse at gå og tænke i den slags baner og derfor tog han også imod stakken, selvom han måske ikke var så interesseret i indholdet. "De ser virkelig flotte ud," roste han og så på de forskellige motiver med intense øjne. "Jeg tror.." fortsatte han, mens han bladrede lidt videre, "at disse to er mine favoritter." Han tog to af motiverne ud af bunken og lagde dem foran hende. Det var motiver, som egentlig var ganske enkle i deres fremtoning, men som alligevel havde en dybde i detaljerne, som man først satte pris på, hvis man gav sig til at sidde og lede efter dem.

[Leonora af Legan]

Leonora smilede ved hans rosende ord. Så havde det alligevel været en god ide at lave nogle forslag. Han virkede interesseret i hendes arbejde, om det var reel interesse eller høflighed, kunne hun ikke helt placere, men det var også ligegyldigt. hun var glad bare han ville kigge på det. "Jeg tænkte, at jeg godt langsomt kunne begynde med forberedelserne. Hvis De harnogen indvendinger må De endelig sige til." Forsikrede hun ham. Det skulle gerne være en dag der blev god for dem begge. "Min tanke er at holde det lidt simpelt men stadig flot og prangende. Bliver der for meget kan man ikke se skønheden fra hinanden." Det var en ting hun havde lagt mærke til ved mange bryllupper. Så havde man ikke fået sagt stop i tiden og udsmykningen lignede mere rod end pynt, fordi der var for meget.

[Hale af Josdirk]

Han nikkede. "Det er kun godt at være på forkant med tingene," svarede han. "Det er jeg altid selv." Han ventede et øjeblik for at høre, om hun var enig i hans valg, men hun gav sig til at tale om andre ting og han lod så invitationerne ligge med en mental rysten på hovedet. "Simpelt er bestemt også sådan, jeg helst ser det," bekræftede han. Ikke mindst, fordi Josdirk ville skulle betale for det. "Jeg synes selv, at et simpelt bryllup med fine små detaljer, som for det trænede øje, vidner om stil og elegance, giver det bedste indtryk."

[Leonora af Legan]

Hun smilede til ham "Ja det er altid rart at være på forkant. Det gør arbejdet noget nemmere, og der er bedre tid." forklarede hun, dog en smule sent.
Endnu engang gik det op for hende, hvor glad hun egentlig var for Hale. Han virkede på så mange måder, som den helt rette for hende. Det var godt og de elskede hun ham for.
Hun nikkede til hans kommentar "Så bliver det simpelt, men fint. Med stil og elegance" Det var måske nok lidt tidligt at begynde at planlægge men nu havde de jo lige begge konkluderet det var sådan de bedst kunne have det. Pludselig slog en tanke hende. "Men... brylluppet vil jo nok komme til at ligge omkring midvinter, så er det måske ikke på sin plads med roser?" Var det overhovedet muligt at anskaffe roser på den tid af året? Hun blev lidt i tvivl. Selvfølgelig kunne man sikkert få nogen tilsendt "Måske skulle jeg i stedet overvejer hvad naturen har at byde på til den tid." så kiggede hun op til Hale og grinede flovt. "Undskyld, De gider sikkert ikke høre om mine tanker om planlægning. Jeg vil bare så gerne at De bliver glad" fortalte hun så ærligt.

[Hale af Josdirk]

Han smilede mildt af hendes plapren og holdt sit suk fra at glide over sine læber. "Jeg er sikker på, at De finder den helt rigtige løsning," sagde han forsikrende og så over på bordet ved deres side. "Havde De tænkt, at vi skulle have te?" spurgte han så med et skævt smil, over at hun slet ikke havde budt ham på noget endnu.

[Leonora af Legan]

Leonora sad pænt og smilede og nød samtalen, indtil Hale pludselig kommenterede på teen, eller mangel på samme. "Te! Den har jeg glemt alt om. Undskyld." Hendes egen te var helt sikkert også blevet kold nu. Hun rejste sig hurtigt efter kanden på det lille sidebord, og hældte op til dem begge. "Undskyld, jeg blev så glad for endelig at se Dem igen, at jeg glemte alt om te." Efter at have skænket teen rakte hun ham et fad med kage på. Tænk engang at hun kunne glemme den slags. Han måtte jo tro alt muligt om hende. Hendes mod sank en smule, det så sikkert ikke godt ud fra hans synspunkt, endnu engang havde hun ikke gjort som der forventedes af hende. Hun måtte simpelthen blive bedre.