I nattens mulm og mørke

[Terryn Øksehugger]

Miya Tigerlilje
D. 12. juni, år 528 M.T.

Mørket var faldet på, og Terryn var mødt op i den samme gyde, han havde talt i med sin yngre søster tidligere på dagen. Først blev han fanget af en nervøsitet over, at hun ikke ville være der, men da han havde set hendes smudsige ansigt og klare øjne i mørket, var han blevet fyldt med en målrettethed i stedet. De havde ikke ført en lang samtale, før de var på deres vej ned mod Nedre By, og som de gik, forholdt Øksehuggeren sig tavs. Hans blik var vågent, og den ene af økserne sad denne gang i bæltet, hvis han var nødt til at gribe den hurtigt.

Da de ikke var langt fra Den Dansende Due, sagtnede Terryn ned og førte Miya ind bag en bygning. De dybblå øjne fandt den andens. "Nu skal du høre. Sikkerheden er høj på kroen, og der er slyngler over det hele. Jeg kender en, der også bor her. Hun kommer til at hjælpe os og venter på os ved bagindgangen." Han tøvede et øjeblik og så indgående på den anden. "Hvis det ikke skulle virke, gør du dit bedste for at komme ud derfra. Hvis det skulle ske, mødes vi udenfor Liljen." Nu afventede han blot den andens indsigelse.

[Miya Tigerlilje]

Miya havde fordrevet dagen med ikke rigtig noget, og sørgede for at være på det aftalte sted i god tid. Det gik ikke at hun fik gjort Terryn sur! Hun vidste endnu ikke hvordan han ville reagere når han blev sur og lige nu var ikke tid for at teste det.
Så hun sad bare på kassen og ventede til han kom. Han sagde ikke rigtig noget til hende, og hun lod derfor også være med at sige noget til ham. Hun fulgte bare med i stilhed.

Så nåede de til en kro, Den dansende Due, hed stedet. Miya gjorde store øjne og kiggede meget nøje efter men sagde stadig intet. Først da Terryn talte til hende sagde hun noget. "Jeg følger bare, hvad du siger. Så du bliver glad" hvis bare han var glad så måtte alt jo være godt. Frem for hvis hun gjorde ham sur, så endte hun måske med at stå alene.

[Terryn Øksehugger]

Terryn trak øjenbrynene sammen i et lille ryk og så lidt forvirret på Miya. "Det her handler ikke om mig, Miya," sagde han og lagde begge sine hænder på søsterens skuldre. Han klemte dem let og smilede opmuntrende til hende, før han rettede sig op igen og tog en dyb indånding. "Lad os tage afsted."

Han begyndte at gå igen - sørgede for at Miya var med ham - og slingrede sig igennem de små veje. Olivia havde nøje fortalt, hvilken vej han skulle tage, og det var derfor med et koncentreret ansigtsudtryk, at han navigerede rundt. Da de nåede bagindgangen til Duen, kunne Terryn ikke lade være med at trække let på det ene smilebånd. Det var lang tid siden, der var sket noget så spændende. Smidigt var Øksehuggeren henne ved døren og bankede let to gange.

[Miya Tigerlilje]

Miya sørgede for at følge med sin bror ud og ind af en snørklet ved uden at komme med indvendinger. Generelt sagde hun egentlig ikke meget, fulgte bare med. Miya blev nervøs for om hun overhovedet ville kunne finde tilbage, men det blev måske slet ikke nødvendigt. Hun kiggede på Terryn, han smilede... hvorfor smilede han? Det forstod hun ikke, men det var sikkert godt.

Så endelig kom de til en dør, hvor Terryn bankede på to gange. Der gik et øjeblik, så blev døren åbnet af en rødhåret pige som smilende hviskede noget til Terryn. Miya kiggede fra den ene til den anden og ventede på, hvad hun nu skulle gøre.
Det blev dog den rødhårede der svarede hende. med et vift med fingrene fortalte hun Miya, at hun skulle skynde sig ind, og efter Miya kom Terryn. Hun fulgte nu efter den rødhårede ned ad en gang og hen til et værelse. Pige smilede til Terryn og lod dem så være alene.
Igen kiggede Miya på Terryn med et blik, der sagde "Hvad nu?"

[Terryn Øksehugger]

Da Olivia åbnede døren, smilede Terryn bredere og nikkede til hvad, hun hviskede til ham. Da hun begyndte at gå, vendte Øksehuggeren sig om for endnu en gang at sikre sig, at Miya var med. De nåede hans værelse, og han blinkede til den rødhårede, før hun forlod dem, og stak den ene hånd i sin lomme. Med et skævt smil så han på søsteren, fandt sin nøgle og åbnede døren. "Velkommen," hviskede han og gennede hende let ind i rummet, hvorefter han selv trådte ind og låste døren efter dem.

"Det er her, jeg bor. Føl dig som hjemme," sagde han i et normalt toneleje og gestikulerede rundt. Værelset var rodet, men for at være et lejet kroværelse, så det hjemmeligt ud. "Til at starte med er du nødt til at blive herinde. Jeg henter noget mad og drikke til dig, og så må vi tage den derfra." Øksehuggeren travede rundt og ordnede nogle småting, mens han talte, og endte til sidst ved sengen, hvor han fjernede de ting, der lå på. "Du sover i sengen, og jeg vil ikke høre nogle indvendinger," tilføjede han og blinkede til hende.

[Miya Tigerlilje]

Miya fulgte efter, sagde intet smilede bare til sin bror som førte an. Det var underligt at være der sammen med ham. Hun kunne næsten ikke huske ham, og nu stod de her sammen. Så kom de til en dør og han låste den op.
Hun trådte forsigtigt indenfor. det han sagde fik hende til at kigge meget nervøst på ham. Føle sig som hjemme? Hvad hvis hun ikke havde lyst til det? Hun var jo netop taget afsted af en grund. Måske af den grund blev hun bare stående på den plet hun nu var gået i stå på, mens hun kiggede på hvordan hendes bror gik og flyttede på ting. Hun nikkede til hans instrukser som for at vise ham, at hun lyttede og forstod. Da han så kom til sengen og ville have hun skulle sove der måtte hun alligevel sige noget "Men.." mere fik hun ikke sagt for han krævede, at hun ikke kom med indvendinger.
Hun kiggede fortsat på ham, sagde ikke mere. Hun vidste ikke hvad. Så meget forsigtigt gik hun over imod sengen, som hun satte sig på. Hun var træt, meget træt, men vidste ikke om det hun gjorde var i orden. Hun kiggede derfor bare spørgende på sin bror.

[Terryn Øksehugger]

Terryn var i den anden ende af rummet, da han vendte sig om, og fandt Miya med blikket. Hendes spørgende udtryk bragte et mildt smil frem til hans læber, og han lagde tingene i sine hænder fra sig.

"Nu kan du bare slappe af og genvinde nogle kræfter," sagde han, men noget mindre beodrende end før. Nu havde han fået hende væk fra gaden, og det var det vigtigste. Med nogle få skridt var han henne ved sengen og satte sig på hug foran den mørkhårede. "Vil du have noget at spise?"

[Miya Tigerlilje]

Hun sad på sengen og kiggede rundt i værelset. Det var ikke så stort, men det var ganske rart. Langsomt faldt hun mere til ro og dermed sænkede hun også sine skuldre og så mere afslappet ud. "Du er sød.." sagde hun så, uden at løfte blikket højere end til hans fødder.
Hun dog overrasket da han pludselig var helt henne ved hende. Hendes første tanke var at rykke sig væk fra ham, hvilket hun også næsten gjorde, men fik så stoppet sig selv i den bevægelse. Hun trak vejret tungt. Hun havde ikke været klar over det ville blive så svært. "Undskyld." Hun så ned, så han ikke kunne se hendes øjne "Hvis der er lidt mad." hvis ikke var det også fint. Hun kunne godt undværre.

[Terryn Øksehugger]

Terryn hørte ikke Miyas kommentar, men bemærkede hvordan hun trak sig tilbage, da han kom et tæt på. En lille rynke fandt vej mellem hans øjenbryn, og han rystede let og afværgende på hovedet ved hendes undskyldning. Det var ikke hans mening at skræmme hende, men det så ud til, at der heller ikke skulle meget til. Han formede et lille smil.

"Vent her, så henter jeg noget," sagde han og rejste sig for at forlade rummet. Der gik nogle minutter, før han var tilbage med en skål suppe og et halvt brød. "Her," sagde han med et skævt smil til den mørkhårede og placerede alt på det ene bord, der var i rummet.

[Miya Tigerlilje]

Da han rejste sig for at gå, kiggede hun efter ham. Hvad skulle hun stille op imens han var væk. Hun turde ikke rigtig gøre så meget, for hun vidste ikke hvad hun måtte røre ved. Da han kom tilbage med suppe, havde hun derfor ikke rykket sig så meget som en millimeter ud af flækken.

Han kom tilbage med en skål suppe og brød. Men kun en skål. Det måtte vel være til ham, hun kunne ikke spise hans mad. Hun kiggede derfor spørgende på ham. Ventede på nye instrukser. De kom så og endelig kunne hun sætte sig hen til bordet og få lidt mad. Det smagte virkelig godt, eller også var hun bare sulten. Hun spiste meget forsigtigt og uden at spilde og efter de første 5-7 skefulde kiggede hun igen over på sin bror. "Er du sikker på jeg kan være her? Det gør dig ikke noget? Jeg kan sagtens finde mit eget."

[Terryn Øksehugger]

Terryn lod Miya spise i fred og sad selv på sengen og ordnede nye håndtag til sine økser. Imens han var ved at skære det gamle læder af det ene våben, lød hendes stemme, og de dybblå øjne så op. Han trak på begge smilebånd.

"Selvfølgelig gør det mig ikke noget," svarede han og holdt dolken i ro. "Når du har fået mad, et bad og hvile, kan du overveje at finde dit eget sted, men indtil da kan jeg ikke lade dig vandre rundt på gaden," fortsatte han og betragtede hendes fine ansigt. "Med mindre du gerne vil," tilføjede han spøgefuldt - selvom der umiddelbart ikke var noget sjovt over situationen - og smilede til søsteren.

[Miya Tigerlilje]

Skønt Miya fik lov til at spise i fred, var hun alligevel opmærksom på, hvad han lavede hele tiden. Særligt efter han havde taget en økse frem og sad og arbejdede med den. Hun spiste mere af suppen mens han snakkede, da han var færdig gengældte hun hans smil "Jeg vil meget gerne blive her lidt. Her er rart." Hun kiggede sig lidt rundt igen.
Det føltes trygt at være her og selvom det var sommer var det rart nok med et indendørs sted hun kunne være. Så slog en tanke hende, hun kiggede usikkert hen på sin bror "Men... Hvad vil du have for det?" Hvis der var noget hun havde lært, så var det at ting ikke kom gratis til en.

[Terryn Øksehugger]

Terryn smilede ved hendes ord og var ved at begynde sit arbejde igen, da Miyas stemme lød. Han så op på hende og gestikulerede med den hånd, der holdt om dolken. "Tænk ikke på det, du er jo familie," svarede han og betragtede hende lidt. Gad vide, hvad hun havde været igennem, tænkte han flygtigt for sig selv og rystede derefter tanken af sig, smilede til hende og vendte tilbage til øksehåndtaget.

[Miya Tigerlilje]

Med ganske lav mumlen hørtes nogle ord over fra Miya. "Nu er det jo ikke altid, at familie er en god ting..." påpegede hun overfor sig selv. Men selvfølgelig det var længe siden hun havde kendt til Terryn, så måske skulle hun bare forsøge at stole på ham.
Hun spiste det sidste ar sin suppe, brødet var forsvundet for længst og kiggede så på sin bror igen. "undskyld jeg bare sådan kommer brasende ind i dit liv. Jeg vidste ikke hvor jeg eller skulle tage hen og.... og jeg kunne ikke blive hjemme længere" Det virkede til at hun havde fået sine kræfter igen ved suppen. Hun var mere rank og så mere frisk ud end før-

[Terryn Øksehugger]

Terryn stoppede sit arbejde ved hendes kommentar, men løftede ikke blikket. Det velkendte knude fandt vej til hans mave igen. Han svarede dog ikke på den, men fortsatte heller ikke sit arbejde, mens søsteren spiste færdigt. Endelig så de dybblå øjne op, og et lille smil havde fundet vej til hans læber igen. Det var ikke det rette tidspunkt at spørge ind til, hvorfor hun heller ikke kunne tage tilbage. Han rystede let på hovedet.

"Det gør mig ikke det mindste," svarede han og forsøgte at få øjenkontakt med den mørkhårede. "For at være helt ærlig var jeg begyndt at kede mig lidt," tilføjede han spøgefuldt, selvom knuden havde et stramt tag om hans mave, og han smilede mildt.