For en sikkerheds skyld

[Elisia af Bugtvig]

Gavin af Trebond
17. juni 528

Niklaus og Gil var ikke langt bag hende, da hun traskede tilbage til Gavin. Nu kunne der ikke være længe til, at de skulle af sted, men der var stadig ting, der skulle gøres og ord, der skulle siges. Hendes blik fangede Kians baghoved lidt derfra og hun skyndte sig at se væk igen. Det skulle vel bare overståes.. Lige som dengang hendes skulder gik af led.

"Gavin, har du tid et øjeblik?" Hendes stemme var spinkel og øjnene stadig en anelse røde, men det var der ikke noget at gøre ved lige nu. De skulle snart af sted og hun ville gerne ordne det, før Gavin fik øje på Kian selv.

[Gavin af Trebond]

Gavin havde haft travlt den sidste times tid, med at gøre klar og lægge planer i forhold til sikkerheden. Derfor havde han heller ikke haft tid til at se nærmere på de andre rejsende endnu og han vendte sig med en bekymret rynke mellem brynene, da Elisia's stemme alene fortalte ham, at hun ikke var godt tilpas. "Ja, selvfølgelig," svarede han og gik med hende lidt afsides, så hun ikke skulle stå og tale midt mellem alle folkene. "Hvad er der i vejen?" spurgte han roligt. Han havde naturligvis ikke været blind for, at hun havde haft tømmermænd her til morgen. Det havde han både kunnet se og lugte på hende. Måske var det dét, hun ville tale om?

[Elisia af Bugtvig]

Alene den bekymrede mine, han mødte hende med, fik hjertet til at synke i maven. Hun havde ikke lyst til at begynde at græde igen, så hun fulgte blot med ham i tavshed, ventede til de var vildt væk fra al rejsemylderet.

Selvom hun havde haft lidt tid til at tænke, var det ikke lettere at starte. "Jeg.. Jeg vil gerne fortælle dig, at jeg intet vidste om dette til at starte med.. Eller.. Altså.. Jeg vidste, han ville rejse til Carthak, men det var først for lidt siden, at jeg fandt ud af, at han var her-her og jeg lover, at det ikke var derfor, jeg ville herned og jeg talte med Lalia og hun sagde, at han sikkert ikke ville være samme sted som os, fordi jeg mener, hvad er sansynligheden, ikke?" rablede hun derudaf og det var først, da hun manglede luft, at det gik op for hende, at det hele var temmelig indforstået. "Kian er her." Hun slog blikket ned til sine støvlesnuder.

[Gavin af Trebond]

Hans bekymrede mine ændrede sig til en forvirret én af slagsen, mens hun rablede ord af sig - alt for hurtigt til, at han kunne få styr på nogen af dem. Han skulle netop til at bryde ind og bede hende forklare, hvad hun mente, da tre små ord gled over hendes læber, som ændrede det hele. Uden at tænke over det, havde han bøjet sig lidt ned mod hende, men nu rettede han sig helt automatisk op og så ud over følget. Det tog ham et par øjeblikke, men til sidst fik han øje på manden og en tænksom rynke fandt ind mellem hans bryn. Han stod et langt øjeblik og bare absorberede det sammentræf, der trods alt var sket, inden han så ned på Elisia igen. "Jeg tror dig," svarede han og strøg hende over kinden. Hvorfor skulle hun ellers være så ulykkelig lige nu? "Her.. Sæt dig lige ned." Han pegede hen mod en sten i nærheden, som de begge ville kunne sidde på.

[Elisia af Bugtvig]

Han sagde ikke noget, men rettede sig blot helt op og hendes blik fulgte ham nervøst. Hun frygtede, hvad der skulle ske nu. Måske han ville insistere på, at de tog et andet sted hen eller fortalte hendes forældre noget eller... Hun tyggede sammen om indersiden af sin kind, mens han stirrede ud over folkene, sikkert for at lokalisere Kian og hun måtte tage sig i nakken for ikke at følge hans blik, men i stedet bare stå afventende i respektfuld tavshed og vente hans afgørelse.

Hendes øjne blev store, næsten helt forvirrede. "Du..." Lettelsen skyllede ind over hende, selvom der ikke helt var plads i hendes rodede sind til et smil. Uden indvendinger gik hun hen til stenen og lod sig dumpe ned på den, til øjeblikkelig fortrydelse, da smerten skød op i hendes haleben. Det måtte hun dog tage sig af senere. Afventende så hun op på ham. "Ja?"

[Gavin af Trebond]

Han satte sig ved siden af hende og kørte træt en hånd over sit ansigt. "Jeg kan se, at du allerede har tænkt over, hvad dette betyder," svarede han og sendte hende et lille smil. "Du bliver nødt til at fortælle mig, om dette bliver et problem." Han tænkte på, hvordan hun sidst havde lovet ham, at hun ikke ville se ham uden hans opsyn. Der havde Kian opsøgt hende alligevel for at sige farvel. Hun var naturligvis kommet og fortalt ham det, men han stolede absolut ikke på fyren. Og heller ikke helt på hendes unge, letpåvirkelige sind. "For hvis du tror, det bliver et problem, så finder jeg på en undskyldning for at vi rejser en anden vej og støder til Niklaus og Gil senere."

[Elisia af Bugtvig]

Hun rykkede sig lidt, bare for at sikre sig, at han også kunne være der. Det var forfærdeligt, at han kunne se igennem hende på den måde. Især fordi hun ikke havde et svar til ham endnu. At se Kian hver dag uden at kunne være tæt med ham, som hun gerne ville, ville blive ren tortur, men samtidig.. Hun ville være ridder, ærefuld og målrettet. En mand burde ikke kunne slå hende ud af kurs. "Jeg vil ikke have det til at været et problem.. Jeg vil gerne kunne, du ved.. Ja.. Være stærk." Hun så skamfuldt ned på sine fødder igen, hadede hvor afslørende de røde kinder var.

[Gavin af Trebond]

Hun tog ikke ligefrem hans frygt væk og en lille rynke faldt ind mellem hans bryn. "Engang imellem er det stærkeste, man kan gøre, at indrømme at man ikke er stærk," svarede han trøstende. "Du kender min holdning til du og han. Hvis du beslutter, at vi kan rejse med, så kan der ikke ske noget mellem jer. Hvis du ønsker det, så kan jeg agere anstandsdame igen..." '... selvom jeg hader det ...' "men jeg vil ikke opdage, at du ser ham alene. Ikke engang på hans foranledning." Ligesom sidst.

[Elisia af Bugtvig]

En dyb fold, hvis lige aldrig var set i hendes ansigt, tog plads i hendes pande og hun så skeptisk på ham. Hun havde bestemt ikke lyst til at indrømme, at hun ikke var stærk! Ikke på vilkår. Hun rystede beslutsomt på hovedet. Godt nok gav tømmermændene hende mest lyst til at krølle sig sammen til en kugle under et godt tæppe og spise småkager eller kyllingeskind, så måtte hun også vise Gavin, hvad hun var lavet af.

"Nah," sukkede hun i sidste ende. "Vi tog til Carthak for, at jeg kunne blive en god ridder og det gør jeg ikke ved at flygte eller distrahere mig selv med... Ja.." Hun rødmede dybt og måtte se væk. "Det skal nok gå."

[Gavin af Trebond]

Han kunne se, at hun havde besluttet sig og han nikkede roligt og gav hende et varmt tryk om den ene skulder. "Jeg er stolt af dig, grønskolling" sagde han med en varm stemme og gav skulderen endnu et tryk. "Der skal nok blive en ridder ud af dig engang." Han smilede skævt igen og overvejede et kort nu, inden han alligevel fortsatte. "Jeg er nødt til at sige, at der ikke bliver flere chancer dog. Men jeg forventer ikke, at det bliver nødvendigt, at jeg skal skrive til dine forældre." Han smilede - halvt trøstende og halvt undskyldende - inden han rejste sig op og børstede sig af på bagdelen. "Er du klar til at ride? Vi skal snart af sted."

[Elisia af Bugtvig]

Hun smilede halvhjertet op til ham, stadig påvirket af gårsdagens alkoholindtag, før hun lænede sig ind til ham. "Tak," mumlede hun og smilede stadig lidt for sig selv. "Så må du lære mig at drikke øl, når jeg en dag er blevet ridder." En tør latter forlod hende.

De kom på benene og hun nikkede lidt. "Ja, det er forstået. Og ja, Ejvin er allere utålmodig." Hun trak en vilter krølle bag øret og sendte ham et sidste smil. "Skal vi?" Sammen gik de tilbage til selskabet. Der var ikke længe til afgang nu og hun kunne ikke vurdere, om det var nervøsitet eller tømmermænd, der havde sat sig som en solid kvalme i maven.

afsluttet