Når gode råd er dyre

[Tatiana af Vårfos]

Martin af Meron

Det var ikke mange dage, de havde været tilbage i Corus. Selvfølgelig var de begge endt med at falde i og havde taget imod noget arbejde i Frølund, men til sidst havde presset fra Christian været stort nok til, at de var blevet nødt til at vende hjem. Og nu var hun her. Foran det, der længe havde været mere hjem for hende ned Vårfos' hus. Meron.

En tjener tog imod hende og en anden ilede straks af sted for at overbringe beskeden til Martin. Det var længe siden, hun sidst havde set sin gamle ridderherre, men hun havde overvejet det længe, behøvet det. Hun sukkede lavmælt og prøvede at holde sine fingre i ro, selvom nervøsiteten bed.

[Martin af Meron]

Martin sad begravet i papirer på sit arbejdsværelse og han var netop midt i at færdiggøre et brev, da der kom besked om, at Tatiana var der for at tale med ham. Et velkomment smil bredte sig på hans læber og han bad om blot at få hende sendt op i arbejdsværelset. Så kunne han forhåbentligt lige nå at få sit brev færdig. Hun var trods alt mere en god ven, end hun var gæst og han kunne sagtens tillade sig ikke at vise hende personligt op.

Han satte netop det sidste punktum, da der blev banket på døren og den åbnede sig for hende og tjeneren bag. Med en håndbevægelse sendte han tjeneren ud og glædede sig over, at hun trods alt var ridder, så de kunne slippe for alt det pjat med anstandsdamer. "Tatiana," hilste han varmt og rejste sig op for at give hende et kram til velkomst. Det var ikke mange mennesker, som havde den ære af at kende Martin så godt, som hun gjorde. Men når man først var kommet bag ved hans hårde skal, så havde Martin en tendens til at beholde sine venner. "Hvordan var rejsen til Yamaniøerne?"

[Tatiana af Vårfos]

Tjeneren var heldigvis hurtigt tilbage, så hun nåede kun til utålmodigt trippende fingre over armen i stedet for at overgive sig til at trave rastløst frem og tilbage, selvom det var det, hun havde mest lyst til. Hastigt satte hun op mod arbejdsværelset. Hun kendte immervæk efterhånden hvert rum i huset.

"Martin," hun smilede til ham og besvarede hans kram, før hun lod sig dumpe ned i stolen over for ham. "Den var.." Hun burde have forberedt sig bedre på det spørgsmål. "Interessant. Jeg fik udvidet min horisont, kan man sige. Men det var jo mest af alt arbejde." Smilet falmede lidt og hun foldede hænderne i skødet. "Hvordan har du haft det?"

[Martin af Meron]

Han satte sig ikke i sin egen stol med det samme, men gik hen til karaflen med whiskey, som stod på et lille bord i hjørnet. Han hældte op til dem begge og kom over til hende med et glas - serveret med et skævt smil ved tanken om, hvor lidt hun havde kunnet lide væsken, da hun startede som hans væbner. Han nikkede i tilkendegivelse af, at han havde hørt efter, hvad hun sagde. "Det er jeg glad for at høre," svarede han venligt og nippede til sit eget glas.

Hendes spørgsmål fik ham til at trække på skuldrene. "Travlt," svarede han med et lille suk. "Der sker et eller andet med mine finanser i Meron, som jeg ikke helt kan sætte fingeren på. Men jeg skal nok finde det." Han smilede stadig, men det blev lidt mindre og så sukkede han igen. "Og så har jeg haft fornøjelsen af at skændes med Komtesse Charlotte mere end én gang." Hvis der var noget, han hadede, så var det at skændes med nogen. Og at det var hans kommende hustru, gjorde ikke ondt bedre. Diskussioner kunne aldrig helt undgåes, men der var forskel på, hvordan de blev håndteret. Især af modparten.

[Tatiana af Vårfos]

Taknemmeligheden stod tydeligt skrevet i hendes smil, da han stillede glasset foran hende. Hun nippede til væsken, mens han selv begyndte at tale. Svaret undrede hende ikke. Lensherrer havde ofte travlt, det var ikke just nogen nyhed, men hun anlagde stadig et let medlidende smil til ham. "Finanser og forlovelse.. Det har ikke været nogen nem start på året for dig," kommenterede hun med et skævt smil og nippede igen til væsken. Ikke at hendes havde været en dans på roser.

[Martin af Meron]

Han lo glædesløst et øjeblik og rystede på hovedet. "Næh, guderne har haft det sjovt på det sidste," kommenterede han og nippede til sin drik. "Og ikke kun med mit liv." Der var virkeligt mange ting, der var gået galt - også på landsplan - dette år.

Han tog endnu en slurk af den stærke væske og så kom smilet frem igen. "Og hvordan har min dovenlars af en bror det så?" spurgte han muntert. "Får jeg også snart ham at se herhjemme?"

[Tatiana af Vårfos]

"Nej, dette år har ikke været fyldt med glæde og held," sukkede hun modløst. Det, der skulle være startet som lidt let dialog, før hun smed sit dilemma, var pludseligt endt med at være alt andet.

Selvfølgelig skiftede han direkte videre til Lachren. Det var svært at se ham som Martins bror, når han i løbet af de sidste par år var blevet så meget mere. "Ja, det tror jeg, det..." Hun rykkede lidt på sig, nervøs for det, der skulle komme nu. "Det var faktisk noget, jeg ville tale med dig om." Ordene blev siddende i halsen og hun satte glasset for læberne, tømte det i et snuptag. Så kom de. "Lachren og jeg er i en lidt kompliceret situation. Her de sidste par år har vi jo tilbragt en del tid sammen og.." Hun hørte sig selv tale hurtigere og gå mere i panik, så hun stoppede med et lavt suk.

Nej, det måtte gribes an på en anden måde. Hun tog en dyb indånding. "Jeg har brug for dit råd. Han elsker mig." Hvor længe, hun havde siddet og stirret ned på sine hænder, vidste hun ikke helt, men nu var hun pludselig meget bevidst om det og mødte hans blik.

[Martin af Meron]

Martin's smil blev udskiftet med en lille rynke mellem brynene, som blev dybere og dybere efterhånden som Tatiana begyndte at tale hurtigere og hurtigere. Der var noget her. Noget, som hun ikke brød sig om at tale om. Han forsøgte ikke at afbryde hende og endelig kom hun da også til kernen i sagen. Og i samme øjeblik hun gjorde, ville han ønske, at hun ikke havde gjort det.

Han så på hende et langt øjeblik, inden han stillede sit første spørgsmål af mange. "Og elsker du ham?" Det var ligesom det vigtigste og hvis han skulle være helt ærlig, så håbede han, at hun sagde nej. Ikke for Lachren's skyld selvfølgelig, men det ville gøre alting meget lettere, hvis det var ugengældt kærlighed.

[Tatiana af Vårfos]

Blikket, han sendte hende, og den dybe fure mellem hans bryn, som hun kendte alt for godt, gjorde ikke ligefrem hendes ubehag ved situationen bedre, men hun vidste også, at hun selv var at bebrejde for det. Hun burde aldrig have startet noget op med Lachren.

Spørgsmålet blev overvejet grundigt, også selvom hun havde sagt ordene til Lachren få uger forinden. For det var noget andet at sige det til Martin. "Det gør jeg, ja," svarede hun i sidste ende, denne gang noget roligere. For der var ikke altid plads til kærlighed i deres verden, det vidste hun udmærket godt.

[Martin af Meron]

Modet sank ham i brystet ved hendes svar og han pustede tungt ud, inden han tømte sit glas. "Du er forlovet," konstaterede han så, mens han gik over og skænkede sig endnu et glas og tog karaflen med hen til bordet, så han ikke ville behøve at rejse sig igen. Hvad han skulle sige, anede han simpelthen ikke lige. Både Tatiana og Lachren var meget vigtige for ham og han mærkede allerede, hvordan ansvaret for deres lykke gik i strid med, hvad der var bedst for Vårfos. Heldigvis var Vårfos jo ikke hans len...

[Tatiana af Vårfos]

Nu var det hans tur til at tømme sit glas og Tatiana begyndte at fortryde, hun allerede havde tømt sit - en følelse, der kun blev stærkere af hans alvorsfulde konstatering. For ja, hun var forlovet; noget, hun og Lachren havde prøvet at glemme de sidste mange måneder efterhånden.

"Det ved jeg, og det er derfor, jeg kommer til dig." Hun sukkede lavt og skubbede sit glas sigende frem mod karaflen, da han vendte tilbage med den. "Jeg ved udmærket godt, at kærlighed ikke nødvendigvis har en plads i vores liv og alliancer, og jeg ved også, hvad Christian forventer af mig. Det havde jeg aldrig tænkt mig at sætte mig imod, men.. Jeg er ikke skabt til at være hertuginde. Natalie er skåret til den slags, men.. Du kender mig, Martin." Hun var ridder ind til kernen.

[Martin af Meron]

Han lyttede alvorsfuldt og nikkede engang imellem. Hældte også op i hendes glas, som hun havde ønsket og lod karaflen stå midt på bordet - en klar invitation til, at hun bare kunne tage, hvis hun fik brug for mere.

Da hun var færdig, nikkede han igen en enkelt gang. "Det gør jeg, ja" svarede han lavmælt og kløede sig ubevidst i skægget, mens han tænkte. Han sad roligt et langt øjeblik, mens han forsøgte at tænke alle komplikationerne igennem. "Er din forlovelse kommet i stand, specielt med tanke på, at du skulle være ridder? Eller er det din status ved Vårfos, som var trækfaktor?"

[Tatiana af Vårfos]

Glasset blev fyldt igen og hun tog en lille tår oven på de ord, der havde forladt hende. Nu hun havde været af sted med Lachren og sat ord på sine følelser, endda fået dem gengældt, kunne hun slet ikke forestille sig at slippe ham igen. Selvom det selvfølgelig stadig var en mulighed.

Et lille smil var hendes første reaktion. "Det er en aftale mellem Christian og Hertugen af Vårfos. Det vil være påkrævet af mig, at jeg opgiver riddervejen efter vores ægteskab," fortalte hun roligt. Selvom hun var bitter over at skulle stoppe med at være ridder, men hun havde også for længst affundet sig med, hvordan samfundet fungerede. "I hvert fald indtil jeg har sikret Blåhavn en arving."

[Martin af Meron]

Han lyttede til hendes svar og sad igen længe og tænkte uden at sige noget. Han havde ikke for vane at tage let på tunge problemer og han brød sig ikke om at tale lige nu, førend han var sikker på, hvad han ville sige.

Han havde kun drukket en lille smule af glasset, mens han tænkte, men nu tog han alligevel en større mundfuld, inden han lænede sig lidt frem over bordet. "Det er ikke en let situation. Det ved I sikkert allerede... Brudte forlovelser er noget rod og Vårfos kommer til at lide et knæk. Det ved du..." Han så alvorsfuldt over på hende, men hans ansigtsmimik var ikke ligefrem uvenlig, da han fortsatte.

"Men når det så er sagt... Så er der en mulighed for, at der kan forhandles en anden aftale frem... Du har jo en yngre søster (øhm.. Ups.. Tag: Natalie af Vårfos xD Det var virkelig ikke planlagt, men Martin er.. Martin xD), som godt nok ikke er første datter, men som trods alt er yngre. Mere passende giftealder..."

Han redegjorde roligt og alvorsfuldt for sine tanker. "Måske Blåhavn kunne overtales til at skifte en komtesse ud med en anden... Måske med en passende kompensation fra Meron... Som du selv siger, så vil hun uden tvivl klare sig bedre som Hertuginde.." Han så spørgende over på hende og ventede med at kommentere på, hvor meget Meron ville vinde ved en ægteskabsaftale med Vårfos.

[Tatiana af Vårfos]

Det var den alvorsfulde mine, Martin fandt frem til hende og hun forberedte sig allerede nu på den monolog, der uden tvivl ville komme. Hun tog derfor en tår og lyttede alvorsfuldt til hans ord, nikkede lidt. Brudte forlovelser var altid en skandale, hun virkelig ikke havde lyst til at hive Vårfos igennem, men samtidig stred det mod alle hendes ønsker og håb for fremtiden, at alt hendes hårde arbejde for at blive ridder skulle spildes i bytte for at blive rugemaskine for Blåhavns arvinger.

Alt gav ganske fin mening og stemte fint med de tanker, hun selv havde gjort sig, men noget fangede alligevel hans opmærksomhed, plantede en lille fold mellem hendes bryn. "Meron?" spurgte hun derfor, satte langsomt glasset fra sig på bordet igen. "Jeg tror, du bliver nødt til at forklare mig, hvad Meron laver i det dilemma."