Tømmermændstuderi

[Elisia af Bugtvig]

Gilbert af Meagmarsk
17. juni 528

Det havde været endnu værre, end hun havde forestillet sig at se Kian igen. Elisia var selvfølgelig kun alt for bevidst om, at der efterhånden kun kunne være tale om minutter, før de sidste rejsende sluttede sig til og de ville blive nødt til at tage af sted.

Alligevel sad hun nu, krøllet sammen til en lille kugle i skjul bag både et par kister, der stadig skulle læsses på hos følget. Hun kunne næsten ikke trække vejret og af en eller anden årsag havde gårsdagens alkoholindtag ført til tårer, der bare ikke ville stoppe med at trille ned over hendes kinder, uanset hvor meget hun prøvede.

Hun lagde armene om benene, trak dem lidt tættere ind til sig og tørrede arrigt tårerne væk. Egentlig burde hun jo gå hen til Gavin og fortælle ham om Kian, før han nåede at opdage det selv, men tårerne fortsatte i en lind strøm uden at tage højde for, at hun ikke rigtig bare kunne gå hen og tale med sin ridderherre i den tilstand. Hun snøftede hårdt igen, mærkede irritationen. Hun var væbner, arving til et grevedømme og ville være ridder kun et halvt år fremme i tiden, så derfor burde hun ikke sidde og græde på den måde!

[Gilbert af Meagmarsk]

Gil havde brugt noget tid på at stå og kaste op i en lille gyde i nærheden – til Niklaus’ store misbilligelse. Heldigvis var ridderherren nu optaget af at tale med Gavin, og Gil havde fået vasket munden grundigt. Han var begyndt at få det bedre igen efter at have kastet op. Det var lykkedes ham at spise lidt brød og ellers drikke en masse vand. Da han opdagede Elisia sidde og græde, blev tømmermændene kun skubbet længere i baggrunden, da han begav sig over til hende. ”Elisia?” Han dumpede ned ved siden af hende. ”Hvad er der sket?” Så kvinders tømmermænd ud på denne måde?

[Elisia af Bugtvig]

Der var lidt for meget på hendes tanker til, at hun opdagede Gil, før han dumpede ned ved hendes side og hun skyndte sig at gemme det grådkvalte ansigt mod knæene. Hun snøftede igen, tørrede øjnene i skjul og forsøgte sig med at se op på ham. "Jeg.. Det er dumt." Hun snøftede endnu engang og trak på skuldrene. ".. Kian er her." Alene tanken om mødet, fik det til at gøre ondt igen. Duften af ham havde været så tydelig, men hun havde allerede glemt den igen.

[Gilbert af Meagmarsk]

Kian? Gil så instinktivt rundt, men kunne ikke lige spotte tyven. Han troede dog på Elisia, så manden måtte jo være her et eller andet sted. ”Jeg troede, du ville være glad for at se ham?” spurgte han og strøg veninden over håret i et forsøg på at trøste hende.

[Elisia af Bugtvig]

Stædigheden druknede under kvalmen fra tømmermændene og overraskelsen ved synet af Kian og hun lænede sig ind til kammeraten, tog imod hans trøst. Det hele var virkelig blevet besværligt hurtigt. "Det er jeg også måske, men.." Hun sukkede tungt og tørrede lidt snot af næsetippen. "Gavin ved ikke, at han er her og.. Jeg burde jo ikke se ham."

[Gilbert af Meagmarsk]

Han lagde armen om hendes skuldre og holdt om hende, imens hun lænede sig op af ham. ”Og du var utro i går,” bemærkede han kort drillende, selvom det vel næppe kunne tælle, når de var fulde, og det var meget hurtigt, lille kys. ”Men ja, det er selvfølgelig ikke optimalt. Men hvis du ikke fortæller Gavin det, bliver han sikkert bare mere sur, når han opdager det.” Ridderherrer tog det ikke pænt, når man skjulte noget for dem – så meget havde Gil da erfaret.

[Elisia af Bugtvig]

Hun så på ham med store, røde øjne. Utro? "Man kan vel ikke være utro, hvis..." Ja, hvis man ikke var noget. Men hun vidste ikke jo heller ikke, om der overhovedet var noget mellem Kian og hende. Han havde jo sagt, han elskede hende, men.. Åh, det var alt for forvirrende!

"Jeg ved det godt, men.." endnu et snøft, "Jeg kan ikke stoppe med at græde." Hun lagde hænderne foran ansigtet og snøftede videre der. "Dumme mand med sine dumme, store hænder og jeg kan ikke..."

[Gilbert af Meagmarsk]

Han trak hende tættere ind til sig. ”Så, så.” Han aede hende på skulderen og hvilede hagen mod hendes hår. ”Der er ikke noget galt i, at du har det hårdt med det her.” Han kendte alt til, hvor svært det var at være i nærheden af nogen, som man ikke måtte vise sine sande følelser for. ”Det er hårdt, men du kan godt klare det, Elisia.”

[Elisia af Bugtvig]

Hun fattede stadig ikke helt, hvornår han var blevet stor nok til at sidde og holde om hende på den måde.. Det føltes egentlig også temmelig rart. Og han duftede nu egentlig ganske godt, selvom.. Der var en svag undertone af det øl, de havde drukket dagen forinden. Sådan lugtede hun sikkert også. "Tak," mumlede hun og fejlede i at skjule sin modløshed.

[Gilbert af Meagmarsk]

Han nussede stadig lidt om hende. ”Så lidt,” brummede han med blikket rettet frem for sig. Mest for at holde øje med omgivelserne. Det gik jo ikke, hvis nogen opdagede hende sidde og græde her. ”Det skal nok gå. Det er jo ikke din skyld, at han er her. Nu hvor det er tilfældet, må du tale med Gavin og lægge en plan for, hvad der skal ske.”

[Niklaus af Legan]

Det havde egentlig været nogle overraskende positive dage i Carthak indtil videre. Både Gil og Gavins væbner havde vist sig fra deres bedste side. Indtil denne dag i hvert fald. Han havde både bemærket Gilbert stå og kaste op og ikke længe efter var også pigen knækket sammen under presset. Ikke at han ikke selv kunne huske det. Så længe, de kunne klare presset. Nu havde de dog været væk noget tid.

Med beslutsomme skridt gik han fra hestene og lidt rundt. Det var dog utroligt! Han drejede ind forbi, hævede en hånd i hilsen, mens han passerede nogle handelsmænd. Armene blev lagt over kors, mens en skeptisk mine tegnede sig på hans ansigt. "Har en af jer tænkt sig at forklare mig, hvad i kaos I sidder her for?" brummede han misbilligende. Ungdommen!

[Elisia af Bugtvig]

Hun puttede sig ind til ham og nikkede lidt. Det skulle nok gå alt sammen. "Måske jeg burde trække ham til side, før..." Hun blev afbrudt af Gils ridderherre, der pludselig tårnede sig op foran dem. Åh, ved Gudinden, den mand var slem nok uden tømmermændene.

Underlæben søgte nedad i en overrasket måben, mens hun hurtigt fik tørret sine øjne igen, før hun vendte dem mod Gil, som håbede hun, han havde en eller anden form for fantastisk undskyldning til, hvorfor de egentlig sad der bag kassen.

[Gilbert af Meagmarsk]

Gil spottede hurtigt Niklaus komme over til dem og gruede lidt for, hvad ridderherren havde tænkt sig at sige. Det var dog ikke helt så slemt, som han frygtede. ”Elisia var dårlig, så jeg sad og trøstede lidt,” svarede han og rejste sig op. Han kunne ikke lige frem blive siddende og hænge her.

[Niklaus af Legan]

Brynene samlede sig og først der opdagede han de røde øjne. Hvis hun havde det dårligt, kunne det jo muligvis være noget reelt og ikke bare tømmermænd. "Aha," brummede han derfor, stadig en kende misbilligende, mens begge væbnere kom på benene. "Udmærket, hvis De vil gå hen til Gavin, Væbner Elisia, så er vi ved at være der." Han sendte et sidste, strengt blik i retning af Gil, mens Gavins væbner gik tilbage til hestene. Så fulgte de trop.

afsluttet