Det måtte ikke ske

[Elisia af Bugtvig]

Kian Falkeblik

Hun havde det elendigt. Mildest talt. Med et suk lænede hun sig op af hegnet, mens hun ventede på, alle skulle samle sig. Gavin og Ridder Niklaus havde begge blot kastet et opgivende blik mod de blege væbnere, der var dukket op den morgen, men ud over det, var der ikke blevet sagt meget til det. Kvalmen og den insisterende dunken i hovedet var vel egentlig også straf nok.

Med en lavmælt jamren foldede hun armen over maven. Hun havde ikke forstået så meget mere, end at de skulle eskortere en gruppe temmelig vigtige, mente de selv, handelsmænd til en eller anden destination. Hårdt sank hun for at kæmpe imod kvalmen, mens hun skævede over mod Gavin og Ridder Niklaus, der lod til at diskutere et eller andet med det, der lignede gruppens beslutningstager.

[Kian Falkeblik]

Carthaks varme egne var en forfriskende oplevelse. Kian var netop kommet tilbage fra en rejse til de sydlige dele af Carthak, hvor han havde ageret vagt for handelsmænd gennem nogle usikre egne af landet. Alt var gået fint, og nu hvor han var tilbage, blev han og et par af de andre vagter fra rejsen anbefalet til en anden handelskaravane, der snart skulle af sted.
Kian var kun glad for at have noget nyt at lave allerede. Arbejdet hjalp til at holde tankerne fra Tortall og en vis rødhåret person. Han tog derfor jobbet – ligesom nogle af de andre kollegaer – og troppede denne morgen op ved mødestedet, hvorfra de handlende skulle forlade hovedstaden. Midt i myldret af folk spottede han overraskende nok en velkendt – omend noget sygelig – skikkelse. Med et skævt smil forlod han sin gruppe for en stund og gik over til hende. ”Jamen, hej, pus. Kunne du ikke undvære mig?” spurgte han drillende. Alle andre var optagede af at forberede sig på den lange tur, så der var ikke nogen i nærheden til at overhøre dem.

[Elisia af Bugtvig]

Det måtte da ved kaoskællingen stoppe på et tidspunkt, den her insisterende kvalme. Hun kastede et blik rundt for at finde Gil. Synet af hans blege fjæs, der lignede hendes eget lige nu, ville være opmuntrende. Det var dog et helt andet, om end lige så velkendt ansigt, der mødte hendes blik.. Det kunne da ikke.. Lalia havde sagt... Alt stoppede.

Så talte han og øjeblikket efter gik ting pludselig meget hurtigt. Lyden af hans stemme, afsavnet, tristessen og al smerten.. Hun vendte ryggen til ham, kastede sig væk fra ham og nåede lige i tide at få styret al ækelheden fra hendes indre et andet sted hen end ud over hans sko. Hendes mave vred sig og hun jamrede, tørrede sig om munden. Det kunne da ikke blive værre nu!

Hun skyllede munden og tog en tår vand, nu hun havde det fremme. Noget grøn i hovedet rettede hun sig op og vidste slet ikke, hvor hun skulle begynde eller slutte. "Hej," blev det derfor til, selvom hun var smerteligt bevidst om, hvor tam en hilsen, det var.

[Kian Falkeblik]

Reaktionen var noget voldsom. Kian morede sig lidt, da hun som det første knækkede sig. ”Du ved, du er ikke særlig god til hilsner eller afsked. Først var jeg en ged og nu det her?” drillede han og satte sig vadsæk ned for at rode gennem den et øjeblik. Han fandt nogle små blade, som han rakte til Elisia. ”Her. De skulle dulme tømmermænd,” forklarede han og tog vadsækken på ryggen igen. Som lejesvend lærte man hurtigt alverdens forskellige metoder til at håndtere efterdønningerne af druk.

[Elisia af Bugtvig]

Hun skulede halvhjertet til ham, mest af alt for ikke at tænke for meget over, hvordan hun havde det med at se ham igen. Det var en kasse med følelser, hun slet ikke kunne begynde at åbne nu. Hun tog imod dem. "Hvorfor tror du, jeg har tømmermænd?" spurgte hun og studerede dem kritisk et øjeblik.

Nervøst skævede hun hen mod Gavin, der stadig stod og snakkede. Hun burde virkelig få sagt farvel til Kian og.. Ja, gjort et eller andet, men hendes hoved syntes at køre uendeligt langsomt i dag. "Hvad laver du her?" spurgte hun i stedet.

[Kian Falkeblik]

”Fordi det er åbenlyst. Tidligt om morgenen, render under øjnene, ligbleg, kvalm. Tømmermænd,” erklærede han blot. Man fik hurtigt nok erfaring med den lidelse til at kunne spotte den på lang afstand. ”Spis dem. De smager ikke rigtig af noget, men de hjælper på maven,” opfordrede han så og fulgte hendes blik over mod ridder Gavin. Det her blev vist en akavet rejse ... ”Jeg er her for at ledsage karavanen. Ligesom dig, går jeg ud fra?”

[Elisia af Bugtvig]

Hun hadede virkelig, at han bare sådan kunne se det på hende, men på den anden side.. Hun havde heller ikke just været i tvivl om, hvorvidt Gavin og Ridder Niklaus havde kunne se det. Det var bare noget andet med Kian.. Hun sukkede lydløst og spiste bladene.

"Jep," mumlede hun og kunne mærke hjertet synke i maven. "Jeg.." har savnet dig. Hun tyggede sammen om indersiden af kinden og så direkte ind i brystet på ham, ikke helt i stand til at møde hans blik. "Jeg burde nok.." se at komme væk fra ham. Men det havde hun heller ikke helt lyst til, så hun endte i stedet med at stirre på sin fod, der skrabede ubeslutsomt i jorden.

[Kian Falkeblik]

Hun lagde allerede op til at gå. Desværre kunne han ikke gøre meget for at stoppe hende – ikke uden at alle opdagede deres forhold. ”Det må du vel hellere ...” nikkede han. Han skulle stadig forestille at være moden og rationel. Selvom det ikke var hans stærke side. ”Det er godt at se dig igen, pus.” Han rakte over og rodede op i hendes røde manke en stund.

[Elisia af Bugtvig]

Svaret fra ham var skuffende, frustrerende og vækkede en masse andre følelser, hun virkelig ikke havde lyst til at forholde sig til endnu en gang. Mest af alt havde hun bare lyst til at synke i jorden og lade en anden klare problemet, men Gavin var optaget og Gil... Ja, ham havde hun stadig ikke fundet. Han lå sikkert og brækkede sig et eller andet sted.

Berøringen fik hende til at se op på Kian med store øjne. "Jeg har.. Ja.. Du ved... Jeg håber, du har haft en god rejse rundt," mumlede hun og prøvede at ignorere den insisterende kvalme og det faktum, at hun jo faktisk havde sagt farvel. Fødderne ville nærmest ikke bevæge sig.

[Kian Falkeblik]

”Det har jeg,” svarede han med et skævt smil og tog hånden til sig igen. ”Jeg har savnet det her.” Han gjorde et gestus mod de mange folk, der var ved at gøre klar til afrejse. ”Har du savnet mig?” spurgte han så med et drillende smil. Mon ikke det var det, som hun forsøgte at få sagt? ”Jeg har savnet dig. Selvom du kaldte mig en ged.”

[Elisia af Bugtvig]

Det var kun tre måneders tid, de ikke havde set hinanden, men det havde føltes som en evighed uden ham og nu hun så ham igen, men uden at kunne læne sig ind til hverken kærtegn eller kys.

Kinderne blev varme. Om hun havde savnet ham? Hun mumlede noget uforståeligt og trak på skuldrene, udelukkende for at fange hans blik igen, da han fortalte, at han rent faktisk havde savnet hende. Før hun fik tænkt for meget over det, søgte hun ind i hans arme, foldede sine egne tæt om hans liv. Det sved en anelse i øjenkrogen og hun blinkede et par tårer væk, før de fik afsløret hende.

[Kian Falkeblik]

Det pludselige kram sendte øjenbrynene op i panden på ham. Det her var problematisk ... Han aede hende lidt på håret igen. ”Elisia, det går ikke, at andre bemærker det,” påpegede han og lagde hænderne på hendes skuldre for at få hende til at slippe igen. ”Ridder Gavin har jo advaret dig ...” Hvis de ikke kunne styre sig, ville Gavin fortælle om dem til Elisias familie. Det var ellers rart at stå med hende i armene igen ...

[Elisia af Bugtvig]

Det var tiltrængt uden sammenligning igen at stå i hans favn, selvom hun godt vidste, de ikke kunne tillade sig det. Hun snøftede hårdt, da hans hænder fandt hendes skuldre og selvfølgelig trak hun sig fra ham. Han havde jo ret, selvom hun hadede at indrømme det. Desuden gjorde hendes tilstand lige nu det lidt sværere at holde tårerne tilbage og hun så stift på en kasse, der stod lidt til højre for Kian. "Ja, Gavin," hendes stemme tog et lille knæk og hun rømmede sig, snøftede igen.

[Kian Falkeblik]

Det stak i ham at høre hende være på nippet af gråd. Den knækkende stemme gjorde næsten ondt på ham. ”Undskyld ... ” Han overvejede at foreslå, at han takkede nej til denne mission og fandt noget andet, men det gik ikke. De var på nippet til at rejse, så der var ikke tid til at erstatte ham. ”Havde du en sikker rejse herned?” spurgte han i stedet og håbede på at få styret samtalen over på noget, der ville distrahere hende fra den ulykkelige følelse.

[Elisia af Bugtvig]

Hun havde lyst til at forsikre ham om, at han ikke behøvede at undskylde. Det var jo ikke kun hansk skyld, at det gjorde fysisk ondt på hende at stå så tæt på uden at kunne røre ved ham.

"Ja, det var bare mig og Gavin til at starte med," fortalte hun og fugtede sin læber. Hun følte sig dehydreret og elendigt tilpas, så hun tog lidt mere vand. "Så sluttede Gil og hans ridderherre sig til os senere.. Gil skulle lige til sin forlovedes et eller andet, før de kunne rejse." Det var vel egentlig ligemeget for Kian, men hun vidste ikke, hvad hun ellers skulle sige.

"Men.. Vi ses jo nok." Det kunne vist ikke undgås og for nu kunne hun ikke klare at skulle stå der og stirre på kassen længere. Så uden videre omsvøb, uden overhovedet at vente på hans svar, kastede hun et sidste blik op på hans ansigt med et halvhjertet smil, før hun snurrede rundt og gik hen til Gavin i stedet.

out