Glæden på bunden af et krus

[Gilbert af Meagmarsk]

Elisia af Bugtvig

Carthak var bedre, end han nogensinde kunne have forestillet sig. De var kun ankommet for nyligt, men Gil følte sig allerede i bedre humør. Det hjalp at være på det modsatte kontinent af Jamie. Han tænkte næsten ikke på ham. Kun af og til ... som nu ... Han sukkede for sig selv og stirrede ud på gaden gennem det vindue, de sad ved. Carthak var varmt, selv om aftenen, så vinduerne stod som regel altid åben over alt. Larmen fra kroen og gaden blandede sig dermed, men var ikke helt nok til at overdøve tankerne.
Han drak lidt af sin øl og blinkede så forvirret med øjnene, da han opdagede, at Elisia stirrede på ham. ”Hm? Sagde du noget?” spurgte han forvirret.

[Elisia af Bugtvig]

Det var som om livet bare var blevet betydeligt bedre fra det øjeblik, hun havde sat sig op på Ejvin og havde lagt Corus bag sig. Alle belkymringerne, dramaet i hovedstaden og kedsomhedens insisterende tendens til at bringe hendes tanker hen på Kian var blevet mindre og mindre for, sammen med hovedstaden bag dem, til sidst at blive en lille, ubetydelig plet i horisonten. Og selv den forsvandt endegyldigt, da de krydsede havet.

Hun følte sig flere kilo lettere, da hun løftede glasset til læberne og tog en tiltrængt slurk af den søde øl, der heldigvis mindede mest om cider, hun havde fået sig. "Alle problemerne virker bare lidt mere ligegyldige hernede i varmen, ikke?" spurgte hun med et skævt smil og skævede over på kammeraten.

Der skete intet. Længe svarede han slet ikke og hun overvejede et øjeblik at knipse insisterende foran fjæset på han, før hun i stedet besluttede sig bare at stirre vildt ingående på ham, vente på han opdagede det. Sekunderrne sneglede sig forbi. "Ja, for efterhånden et par minutter siden," grinede hun og rystede på hovedet af ham. Der var ingen grund til at spørge, hvor han havde været henne i tankerne.. Sikkert hos ridderen.

[Gilbert af Meagmarsk]

”Nåh ... undskyld,” sagde han og følte sig et øjeblik lidt dum. Han havde lige klaret sig gennem hele dagen uden at tænke på Jamie. Måske var det simpelthen bare en vane, som man var nødt til at vænne sig af med. ”Hvad sagde du?” spurgte han så for at få en gentagelse af det, som Elisia havde været i gang med at sige.

[Elisia af Bugtvig]

Hun smilede skævt og trak på skuldrene. "Bare at det er en lækker øl, synes du ikke?" valgte hun i stedet at sige. Hans vandrende tanker havde jo netop modbevist, at deres problemer syntes mere ligegyldige og nu virkede det bare åndssvagt. Det var jo tydeligt, at han nok kunne bruge at tale om det, men hun vidste slet ikke, hvordan hun ville skulle gribe den samtale an, så i stedet tog hun bare en slurk mere.

[Gilbert af Meagmarsk]

Han tog en slurk, før han så smilede og nikkede. ”Det er den,” medgav han. ”Øllene her smager anderledes end i Tortall.” Måske puttede de noget andet i dem? Han lænede sig tilbage på sin stol med et let suk. ”Jeg havde aldrig turde håbe på, at jeg allerede ville opleve et helt andet land som væbner. Det er skønt.” Han sendte Elisia et grin. ”Vi har vist været ret heldige med vores ridderherrer.”

[Elisia af Bugtvig]

"Ja, de smager på en eller anden måde bare af.. Mere," hun klukkede lavmælt over, hvor dumt det egentlig lød. Hun fulgte hans eksempel og sank selv lidt sammen i stolen med et tilfreds suk, mens hun stillede kruset fra sig igen.

"Ja, det er ikke noget, enhver væbner sådan lige får lov at opleve." Men Gavin var noget helt særligt og Niklaus var måske heller ikke helt så tør, som hun først havde vurderet ham til. Selvom hvert ord fra ham kun bekræftede hendes førstehåndsindtryk. Det nævnte hun dog ikke for kammeraten. "Prøv at overvej, hvis det var os, der var fanget hjemme i Corus med forlovede og alskens problemer." Hun kunne ikke lade være at grine.

[Gilbert af Meagmarsk]

Han grinede lidt. ”Måske er det bare, fordi alt omkring os er så nyt.” Det hele var så stort og fantastisk i øjeblikket. Han fnøs fornøjet af hendes bemærkning. ”Ja, man får ondt af Tristen. Der er nu ikke flere problemer med Ermelia. Alt lader til at være gået i orden mellem os.” Han trak på skuldrene og forsøgte at tage en af de store slurke, som han jævnligt havde set Niklaus – og nu også Gavin – gøre sig i. Det gik nogenlunde!

[Elisia af Bugtvig]

Hun rystede på hovedet. "Nej, det kan ikke være alt, det er," insisterede hun. Alt i Carthak var bare mere. Maden smagte af mere, faverne var kraftigere, solen varmere. Selv udbruddene og den generelle stemmeføring hos folket virkede på en eller anden måde til at være lidt mere højlydt. "Det er jeg glad for at høre. Opfører hun sig ordentligt nu?" Hun blinkede til ham med et skævt smil om læberne.

[Gilbert af Meagmarsk]

Han stillede tilfreds kruset fra sig og nikkede. ”Fuldstændig. Det viste sig, at jeg bare skulle kysse hende, love at tage mig af hende og give hende en halskæde.” Han efterlignede Elisias eget skæve smil. ”Det var faktisk overraskende let for os at komme overens igen. Så ingen af dine og Lalias hævnaktioner, tak.” Han grinede lidt. Lalia og Elisia havde jo åbenbart hævnplaner om Tristens forlovede.

[Elisia af Bugtvig]

Hun himlede med øjnene. "Hun lyder bare så tøset," sukkede hun med et lille, gryntende fnys og rystede på hovedet. Det var ærgerligt, at Gil skulle giftes med sådan én. Elisia ville sikkert aldrig kunne finde noget at tale med hende om. "Pf, hvad skulle jeg dog kunne gøre herfra?" Hun sendte ham sin mest uskyldige mine, der hurtigt krakelerede under et bredt smil, mens hun tømte kruset. Det måtte vel næsten være hendes.. Andet? Hold da op. Normalt drak hun ikke mere end et glas. "Skal vi have en omgang mere eller hvordan?" Nu havde de jo fået aftenen fri!

[Gilbert af Meagmarsk]

”Lad os det,” nikkede han og viftede en barpige over for at få deres krus genopfyldt. ”Nu er hun jo også komtesse,” påpegede han så, imens de ventede på mere øl. ”De har det med at være tøsede. Det gør ikke mig noget.” Ermelia var jo, som en komtesse burde være, og hun var fra en god familie. Desuden havde hun sine kære øjeblikke. Mere kunne han ikke bede om. ”Hvad med dig? Ville du foretrække en forlovelse med en anden ridder eller med en lærd?” spurgte han nysgerrigt og tog en slurk, da deres krus var blevet fyldt igen. At Elisia allerede havde sin tyv, tog han sig ikke af. Det havde jo ikke noget med ægteskab at gøre.

[Elisia af Bugtvig]

Hans ord blev besvaret med et sløset træk på skuldrene. Hun vidste ikke meget om komtesser eller hvordan de plejede at være. Begge hendes brødre var væbnere, ligesom hun selv. "Jeg har faktisk ikke tænkt over det," indrømmede hun oprigtigt og trak på skuldrene. "Det virker så.. Underligt at tænke på, at jeg skal giftes.. Jeg mener.. Ja." Det var virkelig ikke en fremtid, hun nød at beskæftige sig med. Ægteskab virkede bare slet ikke som en mulighed. Ikke nu.

[Gilbert af Meagmarsk]

Han nikkede lidt til hendes ord. Nippede til sin øl. ”Ja, det er en voldsom tanke,” medgav han. ”Men du er jo arving. Det er uundgåeligt.” Man var nødt til at forholde sig til tanken før eller senere. Forberede sig på det. ”Det er nu også svært at tænke på, når man befinder sig her.” Han tog en dyb indånding for at indsnuse alle de fremmede dufte fra gaden og kroen. ”Jeg må nu indrømme, at jeg godt kunne have undværet sejlturen.” Han skar en grimasse ved tanken om den alt for lange vuggende tur herover. Det var forfærdeligt!

[Elisia af Bugtvig]

Endnu engang trak hun på skuldrene, men denne gang en anelse mere klemt end før. Det var virkelig ikke favoritemnet, havde hun meget hurtigt fundet ud af og nu, hvor de var ved det, var det meget sværere at slippe tanken om slynglen. Hun blinkede lidt med øjnene og så ud af vinduet. "Jae, det er så langt væk," mumlede hun og håbede ikke, han bemærkede hendes reaktion. Hun skyndte sig at hæve kruset til læberne, da først det var blevet fyldt.

"Virkelig?" Enhver tristhed, der havde været over hende et øjeblik forinden, var forsvundet helt nu. "Jeg elskede det. Vinden, skibets vuggende bevægelser, duften af saltvand.." Smilet blev bredt bare ved tanken.

[Gilbert af Meagmarsk]

Han blev helt dårlig bare ved hendes beskrivelse af sejlturen. ”Mind mig ikke om det,” bønfaldt han og stirrede lidt ned i øllen. Det var lige før, han ikke orkede at drikke mere. Kun lige før. Han drak lidt mere alligevel. ”Er vi lidt ynkelige, når vi sidder her og plapre om, hvordan alt er så langt væk, og vi så alligevel tænker på det, der burde være langt væk?” spurgte han med et skævt smil. Han havde trods alt bemærket Elisias reaktion på snakken om forlovelser.