Kølig aften

[Cythera af Legan]

Leonora af Legan

Normalt sad Cypher ikke ude på terrassen, men nu hvor Niklaus ikke var der til at holde hende i kort snor, tænkte hun ikke så meget over tingene. Tværtimod havde hendes tanker langt nemmere ved at flyve til fjerne egne, end ellers.

Det var en mild aften, selvom der var skyer på himlen. Heldigvis havde hun et tykt sjal omkring skuldrene og et tæppe liggende omkring benene. Da døren ind til havestuen gik op, drejede hun hovedet og kiggede på Leonora. "Min søde," sagde hun med et blidt smil på læberne. "Kom herud," bad hun og løftede en tekop op til læberne.

[Leonora af Legan]

De sidste mange dage var gået med lidt tegnerier, dog havde intet af det været helhjertet. Det hele virkede så tom? Forvirrende? Ensomt? Trist? Sørgmodigt? Kedeligt? Hun vidste det faktisk ikke- Hun var bare ikke rigtig glad. Hun vidste dog ikke hvorfor, eller også ville hun bare ikke indrømme hvorfor, hverken for sig selv eller for andre. "Hej" sagde hun bare og satte sig hen til sin moder.
Leonora holdt meget af sin mor og måske var det netop hende hun havde brug for at være hos i aften. Hun sagde ikke noget, sad der bare og kiggede op på de få stjerner der kunne ses mellem skyerne. "Hvordan har du det?" spurgte hun så, stadig med ansigtet mod himlen.

[Cythera af Legan]

Hun fulgte sin yngste datter med øjnene og smilede mildt til hende, da hun satte sig ned. Hun slappede lidt af i skuldrene, og trak sjalet tættere omkring sig. "Jeg savner Niklaus," svarede hun roligt og lænede sig frem for at skænke en kop te op til Leonora. "Men du ser nedtrykt ud, min kære, er der noget galt?" Spurgte hun bekymret og brød sig ikke om, at hendes børn ikke havde det godt. Det gjorde ondt på hende.

[Leonora af Legan]

Ja, Niklaus. Ham havde hun ikke snakke meget med i længe. han forstod hende alligevel ikke og hun var træt af at prøve. Det førte kun til nederlag og dårlig samvittighed. Faktisk var hun næsten glad for at han ikke var der. Han kunne bare passe sit.
Selvfølgelig var han fej sådan at lade deres moder sidde tilbage selv og savne ham. Det var ikke rimeligt og ikke godt for familien. Men hvad havde Niklaus overhovedet gjort der var godt for familien?!
"Du skal ikke tage dig af det" sagde hun blot og smilede og rakte ud efter teen som hun pustede på.

[Cythera af Legan]

Hun sukkede tungt og rakte en hånd over bordet for at lægge den oven på sin datters hånd. "Fortæl mig det," bad hun og ville ikke holdes ude af sine børns liv. Ikke mere. Nu havde hun endelig chancen for at rette op på alt det, hun ikke havde nået før i tiden. "Jeg vil gerne vide det," fortsatte hun og betragtede sin datter.

[Leonora af Legan]

Hun kiggede på hånden der blev lagt på hendes egen og så op på sin mor. "Jeg er ikke engang sikker på jeg selv ved hvad det er" startede hun så ud. Hun så ned i teen og forsøgte virkelig at finde ud af det. "Jeg føler bare jeg skuffer familien tror jeg. Jeg er endnu ikke gift, har ingen børn. Se på Julia. Hun har det hele og lever så godt. Jeg... gør bare familien til skamme." fik hun så endelig sagt, før der igen bliver stille. Hun drak af teen. Den var ganske beroligende. "Jeg frygter for om Niklaus overhovedet kan lide mig, eller om han bare venter på at jeg forsvinder" fik hun så alligevel tilføjet.

[Cythera af Legan]

Det gjorde hende urolig, at ingen af hendes døtre så ud til at finde lykken. Heldigvis lod det dog til at Niklaus havde fundet den. Med hvem var hun ikke sikker på, men det betød heller ikke noget for hende. Hendes lille dreng var glad. Hun rynkede panden af sin datters uddybning. "Julia? hvem er det?" Spurgte hun forvirret og forstod ikke sammenhængen mellem hendes datter og denne ukendte pige. "Naturligvis gør han da ikke det!" Udbrød hun, og trak vejret i små stød. "Niklaus forsøger at gøre det bedste for familien. Han skal lige finde sig tilrette, det skal vi også. Især efter..." Hendes stemme knækkede over og hun tog hånden til sig igen, mens hun forsøgte at få hold på sig selv.

[Leonora af Legan]

"Julietta af Dunlath. Vi gik på klosterskole sammen" uddybede hun.Leonora mærkede et jag af dårlig samvittighed da hun så sin mors reaktion på hvad hun sagde om Niklaus. om han virkelig forsøgte at gøre sit bedst vidste hun ærligt talt ikke. Hvis det var sådan det hang sammen, så ville han lytte når hun sagde noget! hun valgte dog bare at nikke og give sin mor ret "Du har ret mor" så rejste hun sig og gik over og lagde armene om hende. "Jeg ved det." Hun gik ud fra at hendes mor snakkede om hendes far og hvordan tingene havde været dengang.

[Cythera af Legan]

Cythera reagerede ikke på det ukendte navn. Hun var begyndt at ryste, fordi hun var kommet til at tænke på... Hun sank en klump i halsen, og lukkede øjnene, da Leonora lagde armene omkring hende. "Bare rolig min kære," forsøgte hun at berolige dem begge to. "Det... Det er i orden. Jeg har det fint," lovede hun og løftede Leonoras ene hånd op og plantede et blidt kys på hendes håndryg.

[Leonora af Legan]

Leonora elskede sin mor meget højt og nød at være sammen med hende. Derfor gjorde det hende også nervøs når hun reagerede som nu. Hvad ville der ikke blive af hende, når hun og Katrina begge var væk? "Mor jeg tænkte på og du ville hjælpe mig med mit bryllup?" Det var det eneste hun lige kunne komme i tanke om, for at få hendes mor til at tænke på noget andet. Det var dog lidt dumt, for hun kendte stadig ikke datoen. Måske burde hun få fat i Hale snart.

[Cythera af Legan]

Hun smilede blidt til Leonora. "Naturligvis vil jeg det," svarede hun og klappede så sin datter på hånden. "Sæt dig bare ned igen, din te bliver kold," sagde hun lavmælt og forsøgte at få styr på sig selv igen. Det nyttede ikke noget at reagere sådan længere, det vidste hun godt. Men nogle gange glemte hun det, at hun burde være stærk. For sine børns skyld.

[Leonora af Legan]

Leonora smilede og satte sig om på sin stol igen og drak af sin te. Hun smilede over til sin mor. "jeg kender ikke den præcise dato endnu. Men jeg vil gerne have din mening om kjolen og blomster" det var de to ting der var vigtigst for Leonora at planlægge og de ting hun gerne ville dele med sin mor.

[Cythera af Legan]

Hun smilede til Leonora, hun havde ikke været med i forhandlingerne, og overlod gerne den slags til Niklaus. Det var jo hans pligt som lensherre at tage sig af de beslutninger. "Hvad med invitationerne? Har du tænkt over, hvordan de skal se ud?" Spurgte hun blidt og tog selv en tår af sin te, der efterhånden var blevet ganske nedkølet. Men heldigvis kunne frugtte også drikkes koldt.

[Leonora af Legan]

Hun kiggede på sin mor med et overraskende blik. Invitationerne havde hun ikke skænket en tanke. Hun overvejede det lidt før hun igen sagde noget. måske et lille brev med en blomst i hjørnet og to sommerfugle?" hun smilede ved tanken. Det kunne blive rigtig fint var hun sikker på.

[Cythera af Legan]

Cythera fik et tænksomt udtryk ved sin datters foreslag. Det var simpelt og noget hun ville kunne lave i hånden. Langsomt nikkede hun. "Det ville ikke blive umuligt at male. Måske det skulle være forskellige blomster? Så invitationerne blev lidt unikke?" Det ville måske også få folk til at huske brylluppet bedre.