To fremmede

[Gisela af Condia]

Catalina af Vårfos
11. maj 528 M. T.

Gisela havde fået en forespørgsel fra Hertug Christian om at mødes med hans forlovede. En ukendt prinsesse, som hun ikke havde hørt om før. Men det gjorde bestemt ikke pige ligegyldig. Prinsesser af hvilken som helst art skulle behandles med respekt. Og det glædede Gisela, at hun havde fået æren af at tilbringe lidt tid med hende.

Det var også derfor, at der i hendes og Raouls gemakker var dækket op til besøget. Der stod en kande brandvarm te, der var fade med nybagte teboller, frugt og kager. Hun havde endnu ikke selv fået set den nyest ankomne prinsesse, så hun vidste ikke, hvad hun skulle forvente. Ikke andet, end at pigen endnu var meget ung, og næsten lige kommet ud af klosterskolen.

En tjener kom ind i stuen til Gisela og meldte, at Prinsesse Catalina var ankommet. "Hvis hende ind," beordrede Gisela, irriteret over at tjeneren ikke havde gjort det med det samme, når han vidste, at Prinsesse var inviteret.

[Catalina af Vårfos]

De to første dage på paladset var gået, men det gallanske raseri havde bestemt ikke lagt sig. Selvfølgelig havde hun været høflig, nikket og opført sig passende, da hun havde mødt Kong Jonathan og hans Dronning, men arrigheden havde stadig ulmet i hende hvert eneste sekund, hun havde været i det fremmede land.

Derfor var hun også stadig noget kort for hovedet, da hun nåede den marenske prinsesses gemakker. I det mindste var hun stadig prinsesse. Det samme ville ikke gælde Catalina, når først hun var blevet gift. Overlæben spændtes, da tjeneren bad hende vente. Vente? Var hun ikke allerede ventet!?

Hun prøvede virkelig at anlægge et høfligt smil, da hun nåede ind til prinsessen. "Deres Kongelige Højhed," hilste hun i en stemme, der skulle være rolig og fattet, men dirrede svagt af underliggende harme. Hun nejede dybt.

[Gisela af Condia]

Gisela så utilfreds på tjeneren, da han kom gående ind i stuen igen, denne gang bag ved den gallanske prinsesse.

Hun nejede selv for hende. "Deres Kongelig Højhed," hilste hun igen. "Jeg beklager min tjeners inkompetance," lød det fra hende, inden hun rettede sig op igen og slog ud med hånden i retningen af det opdækkede bord. "Vil De ikke beære mig, med Deres selskab ved bordet?" Spurgte hun, inden hun med den anden hånd viftede randen af tjenestefolk væk. Der var ingen grund til at de var der.

[Catalina af Vårfos]

Endnu et smil blev tvunget frem ved undskyldningen. Hun havde ikke behov for undskyldninger eller høflighedsfraser eller nye venner eller alt det bras, Hertugen af Vårfos havde skabt som følgevirkninger på sit ægteskabstilbud. Hun ville bare gerne hjem.

Garsea trådte ind i lokalet bag hende og tog plads ved væggen, så han hele tiden kunne holde øje med, hvad der foregik. "Det ville være mig en fornøjelse," svarede hun med en syrlighed, der ikke helt var ment prinsessen, men det var svært at holde sin irritation i skak over på de sidste par dage.

[Gisela af Condia]

Den syrlighed der flød ud af prinsessens mund, fik Gisela til at se køligt på den fremmede prinsesse. Hun rettede sig op og rankede ryggen, hvorefter hun gik hen til bordet og satte sig ned.

"Deres syrlighed får mig til at tvivle på Deres ord, Prinsesse," kommenterede hun, og knipsede med fingrene, så en af de tilbageblevne tjenestepiger fyldte op i hendes tekop. "Jeg forstår udmærket, at De langt fra er tilfreds med situationen. Men jeg har ikke tvunget Dem fra Galla, så spar mig for Deres opførsel, den kan De gemme til Hertug Christian." Hun ville i hvert fald ikke finde sig i det.

[Catalina af Vårfos]

Hun tog plads som anvist og havde alle planer om bare at sidde og syde, til hun kun få lov til at gå igen, men sådan så mareneren det tydeligvis ikke. Et tykt bryn blev hævet, mens hendes egen tekop nu også blev fyldt. Catalina havde ikke lige regnet med, at kvinden ville slå ned på hendes spydighed.

Et langt øjeblik sad hun bare og stirrede ned på koppen foran sig. Hun havde ikke lyst til at sige undskyld, men hun følte også det var på sin plads. "Fint," svarede hun og der var stadig en lille kant på ordet, før hun hævede blikket til Giselas. Måske en undskyldning var på plads, men hun kunne ikke få ordene ud, så hun blev bare siddende, så lidt fra koppen til prinsessen.

[Gisela af Condia]

Var et fint det eneste hun fik? Hun havde lagt fingrene rundt om tekoppen for at løfte den op til læberne, så hun kunne puste på den varme te, men hun standsede sig selv. Gisela så skarpt på Catalina. Det kunne godt være at pigebarnet havde en gallaners temperament, men hun mestrede selv en mareners kølighed til fulde. "Fint? De har ikke tænkt Dem at undskylde for Deres taktløse opførsel?" Det var først her hun løftede tekoppen op til læberne og pustede på den.