Tvivl

[Francine af Gyldensø]

Henry af Gyldensø

Det var efterhånden blevet sent, men selvom solen var gået ned, var det endnu ikke mørkt. Det var dog nogle timer siden hun havde forladt sin søns værelse efter at have puttet ham, noget hun insisterede på at gøre her aften. Barnepigen skulle ikke have alle fornøjelserne og selvom der havde været andre kampe, og med garanti ville komme andre, så havde det aldrig været svært at få drengen til at sove. Det havde hun allerede fået at vide mange gange, hun skulle prise sig lykkelig for.

Hun kunne dog sagtens have brugt at det for en gangs skyld var trukket ud, velvidende, at der ventede hende en større bunke papirer. Arbejsværelset stod stadig nøjagtigt som hendes far havde haft det. At begynde at ændre på det føltes forkert, selvom alt i rummet mindede hende om ham. Det var både godt og skidt og hun blev ved at fortælle sig selv hun burde gøre noget. Gøre rummet til sit eget, men var ikke kommet så langt endnu.

Med et dybt suk lænede hun sig tilbage i stolen bag skrivebordet. Den knirkede på en helt bestemt måde. En hun havde hørt utallige gange - bare ikke når hun selv sad i den. I det hele taget var det stadig uvant at sidde med ansvaret for hele lenet på skuldrene. Hun var måske nok opdraget til det, men en ting var at vide det var det man skulle en dag, en anden var rent faktisk at gøre det.

[Henry af Gyldensø]

Der var nu gået et stykke tid siden Henry havde mistet sin far. Det havde været voldsomt underligt, hele processen efter. Hans søster var pludselig blevet hertuginde, hvilket jo var forventet - dog alligevel var det underligt.
På trods af det var underligt, så ville Henry jo det bedste for familien, men ikke mindst lenet. Derfor havde han også den uddannelse han havde, han ville hjælpe.

På det seneste havde det virket, som om at hans søster havde prøvet at tage hele deres fars rolle, og gjorde bestemt ikke brug af Henry, hvilket irriterede ham en anelse. Dog var det jo et spørgsmål om tid, før de alligevel skulle snakke sammen, de boede trods alt samme sted.

Henry mærkede kulden igennem gangene, imens han gik mod hans fars, eller nu søsters kontor. Et sted han havde brugt utallige af timer som barn, men aldrig med formål at blive hertug, men derimod at se hvordan man kunne hjælpe bedst til.

Henry kom endelig frem foran døren, og bankede to gange på den. Han tog en dyb indånding, og rettede på sit tøj, inde han gik ind.

[Francine af Gyldensø]

Hun løftede hovedet, der ellers var faldet tilbage som hun sad der i stolen og så på døren da der blev banket på. Måske havde hun blundet et øjeblik eller to. Måske. Nu håbede hun halvt der på den anden side af døren var nogen, der havde brug for hende til et eller andet der ville være en god undskyldning for at udskyde papirarbejdet lidt igen "Ja?" kaldte hun og et svagt smil gled over hendes ansigt da Henry kom ind i rummet "Jeg troede efterhånden jeg var den eneste der stadig var oppe." hun slod ud mod stolen på den anden side af skrivebordet, endnu engang med en ambivalent følelse over selv at sidde på modsatte side af den.

[Henry af Gyldensø]

Døren gik op og Henrys ansigt kom til syne, et ansigt som bar et mørkt skæg og langt hår. Hans blik gled over på sin søster, og sendte hende et nik. Hans blik vandrede dog mere blandt møblerne, og hvordan bunkerne af papir var ordnet. "Narh, jeg sover ikke meget fortiden." lød det roligt fra Henry, som gik rundt og førte hænderne over nogle af de mange bøger, som hans fader havde haft.

"Hvad med dig kære søster?" sagde han, og lod øjne glide hen mod hende. "Du ser træt ud."
Det var ikke fordi at Henry havde behov for at sige om hans søster var pæn eller grim, han foretrak at sige tingene som det var. Hun så træt ud, en kvinde som havde det hårdt.

[Francine af Gyldensø]

Hun rynkede brynene svagt mens hun fulgte ham med blikket da han ikke satte sig "Åh?" reagerede hun spørgende og en smule bekymret for så at skære en lille grimasse, da han endelig vendte sig mod hende.

Hun lænede sig tilbage i stolen igen og trak på skuldrene, uden helt at kunne møde hans blik "Ikke mere end sædvanligt." veg hun udenom "Der er nok at se til."

[Henry af Gyldensø]

Henrys blik gled igen fra hende, og så rundt i kontoret. Han bed sig selv i læben, og følte at utrolig mange minder gled ind over ham. I et kort stund var han helt stille, inde han vendte sig mod sin søster. "Kan du huske hvordan far altid lod mig låne hans bøger?"
Dette minde var der hvor Henry virkelig fandt glæden ved, at læse og blive klogere. Dette minde bragte et kort smil frem på læberne hos Henry, inde han gik hen og satte sig i stolen foran hende.
"Jeg kunne læse til nattens seneste timer, og jeg ville først stoppe, når mine øjne var ved at lukke af udmattelse." byggede Henry videre på historien, inde han fjernede en tot hår fra øjne.
"Når det skete, så jeg ud som du gør nu." der var ingen vrede i hans stemme, tværtimod var han måske en smule bekymret. Hun havde virket så ekstraordinær træt, i Henrys øjne virkede hun virkelig som om dette var en for stor mundfuld.

[Francine af Gyldensø]

Hun rynkede brynene lidt over hans spørgsmål, men nikkede uden at sige mere. Hun kendte ham godt nok til at vide der kom mere. Så langt fik hun også ret og et lille smil krusede sig på hendes læber mens han satte sig overfor hende "Forskellen er bare, at du kan bære at sove over et skrivebord, hvorimod jeg ender med at ligne en af de skovtrolde han plejede at bruge til at skræmme os med da vi var små." gav hun tilbage og undveg måske sagens kerne lidt igen.

Hun sad et øjeblik og slog så ud med den ene hånd, mens et lille, opgivende suk gled over hendes læber "Jeg kan ikke sove når der ligger alt det her og råber af mig." hun skulede olmt mod en særligt, stor bunke før hun så på sin yngre bror igen "Hvordan far nåede det hele med os begge rendende er mig en gåde." brummede hun videre, uden at tænke på, at deres mor trods alt havde været der også. Hun sad alene, mens Conal havde sine pligter som kommandant i Corus.

[Henry af Gyldensø]

Det eneste Henry tog ud af deres samtale, var hans søster uendelige gode evne til at undvige hans direkte spørgsmål. Hendes evnet til at sammenligne sig selv med far. Hun var ikke far, tværtimod. Hun var Francine af Gyldensø.
"Jeg tror af os tre." Enna blev også inddraget i samtalen. "Så er du klart den som ligner mest en skovtrold." tonen var drillende, og Henry sendte hende et lidt varmere smil.

"Jeg kan ikke undgå at tænke Fran.." han så en anelse tænkende hen på papiret ved hendes side, og lod blikket igen falde på hans søster. "At du måske ikke burde sammenligne dig med far, og hvordan han arbejdede?" han vidste godt dette var måske et anelse ømt punkt, men han ville nu sige det alligevel. Det lå trods alt heller ikke til hans natur at gemme sandheden.

[Francine af Gyldensø]

Hun fnøs muntert og havde hun kunnet nå ham, ville kommentaren have reddet ham en knytnæve mod skulderen. For nu blev det dog kun til en let skulen, uden at hun kunne holde smilet tilbage"Der var ingen der sagde du skulle give mig ret den her gang." brummede hun og lod en smule selvbevidst fingrene glide gennem de mørke krøller.

Hun stoppede midt i bevægelsen da han fortsatte og lod hånden falde med rynkede bryn da han ramte et ømt punkt. Smilet var blegnet da hun trak på skuldrene igen "Jeg har ikke andre at sammenligne mig med, Henry.." begyndte hun og de mørke øjne fik et trist glimt da hun så på ham igen "Det var det her han oplærte mig til."

[Henry af Gyldensø]

Henry grinte let til hendes kommentar, da han var overbevist om hun måske havde en anelse forfængelighed gemt bag sin ridder facade. Det undrede ham dog ikke, at hun skuelede mod ham,det blik havde han set utallige gange som barn, hver gang hun ville have noget ud af ham, eller hun var irriteret.

"Men du er ikke ham Fran, du er dig.." sagde han, i et forsg på, at få hende til at indse hun ikke var deres far. "Far kunne uendelig meget, fordi han havde erfaringen. Dog tror jeg næppe på, at han til at starte med tog alle roller, og arbejdede med det hele alene. Mor var der også dengang." lød det, inde han mærkede et stik i hjertet, da han omtalte deres mor. Han blev helt stille efter.

[Francine af Gyldensø]

Brynene trak sig endnu mere sammen da han fortsatte og affødte en svag rynke på hendes pande. Hun ville gerne blive irriteret og bide ham af med et skarpt svar, men i stedet sank hun bare lidt sammen i stolen, der pludselig føltes alt for stor.

Hun var tavs en rum tid mens tankerne uundgåeligt vandrede til deres mor. Det var måske nok mange år siden. Så mange, at det ind i mellem var svært at huske hende klart, men savnet var der altid. Nogen gange stærkere end ellers. Til sidst sukkede hun dybt og opgivende "Conal har sine egne pligter.." begyndte hun og føjede savnet af sin mand til det der allerede stak i hende. Savn.. altid savn. Efter deres forældre, efter Ravenna, efter Conal.. endda savn efter sin søn selvom hun så ham hver dag "Hvis jeg kunne ville jeg være ude hele dage, gøre noget, men de her bunker bliver aldrig mindre." hun skar en lille grimasse og var tavs et langt øjeblik igen mens hun så spekulativt på sin bror "Hvis jeg kender dig ret mener du at du har den perfekte løsning på mit problem?" tonen var tør og det lille smil nåede aldrig helt hendes blik mens hun så afventende på ham.

[Henry af Gyldensø]

Henry sank en klump, som føltes som alt for stor. Tanken om hans mor, gjorde ondt. Det kunne Franc nok også tydeligt se.
Henry rystede hurtigt på hovedet, og kom tilbage til virkeligheden, og hævede smule hovedet, med et smil på læben. "Naturligvis, Conal har en vigtig rolle i Corus." sagde han med et afbalanceret smil.
Ubevidst kørte Henry begge hænder igennem håret, så han var sikker på det sad som det skulle. "Nu er det heller ikke fordi, du har slået mig som den boglige af os søskende." sagde han med et drillende smil. Henry vidste at Franc var mere praktisk, og hun var trods alt også ridder og ikke lærd.
"Min kæreste søster, du kender mig for godt. Selvfølgelig har jeg en løsning." der var glæde i hans stemme, og han lagde tryk på jeg - som kun han kunne.
Henry rettede sig til en afslappet position, inde han lagde hånden på sit bryst.
"Lad mig hjælpe dig med dit papirarbejde. Jeg er bedre politisk end dig, der kan jeg rådgive dig. Økonomisk er jeg nok den bedste i landet. Der kan jeg sørge for Gyldensø blomstre." lød det nonchalant fra ham, dog med en kærlig tone. "Jeg er nok også den klogeste i landet, men lad nu det ligge.." sagde han med en varme i stemmen.

[Francine af Gyldensø]

Hun nikkede og følte sig ikke for første gang splittet mellem at hade de var bundet i hver sin ende af landet (næsten), og det faktum, at hun var rasende stolt af sin mand og den position han havde.

Et muntert fnys undslap hende mens hun satte hænderne mod bordkanten og skubbede stolen lidt tilbage "Det ville være århundredets overdrivelse at mene." konstaterede hun tørt, rejste sig og gik hen til reolen, hvor hun tog en karafel og to glas ud fra en hylde. Hun gik tilbage til skrivebordet mens han talte og satte begge glas fra sig mens han talte. Alvoren til trods, kunne hun ikke holde en sitren i mundvigene tilbage over hans indgangsvinkel "Hvornår har du ikke en løsning?" spurgte hun uden at forvente et svar og trak i stedet proppen af karaflen og skænkede gylden væske op i begge glas "Du er i hvert fald en mester i ydmyghed.." konstaterede hun tørt og drivende sarkastisk, satte karaflen fra sig og satte sig på kanten af skrivebordet skråt foran ham. Hun så spekulativt på ham et langt øjeblik "Er jeg virkelig så ringe til alt det her?" spurgte hun roligt, tog det ene glas og løftede det til læberne.

[Henry af Gyldensø]

Henry grinte let af sin søsters kommentar, om at hun netop ikke var den boglige. Dog havde hun så mange andre kvaliteter, som han ikke besad. Hun var modig, ærefuld og ikke mindst en fremragende mor og ridder.

At han altid havde en løsning, var heller ingen underdrivelse. Henry så klart sig selv, som den mand der kunne skaffe svar på det meste. Hvis han ikke kunne, så ville han skaffe dem alligevel. Det havde altid ligget til ham, at viden var hans våben. "Godt spørgsmål, jeg har ikke prøvet det endnu." sagde han og smilte til hende.
Henry nikkede anerkende. "Når man er intelligent, og ikke har svært ved det man foretager sig, så må man godt være mindre ydmyg." det mente han i hvert fald selv. Alle fortalte når du var dårlig til noget, men de færreste sagde du var god.

Henry betragtede hende fylde op i de to glas, og lod hende tage sit glas. Han tog derefter sit glas, og rystede på hovedet. "Nej, det er du på ingen måde min kæres søster." han tog en tår af glasset, og rynkede på næsen. "Du er en fantastisk hertuginde, men du skal gøre det på din måde og ikke som far gjorde det. Du er ikke ham." lød det konstaterende. "Det er ikke svagt at spøge om hjælp. Lad andre befri dig for nogle af dine arbejdsopgaver, så længe de rapporterer tilbage til dig, og ikke tager nogle beslutninger. Lad andre lave alt det kedelige, brug tid med din familie i stedet." lød det varmt og opfordrende fra Henry.
"Jeg har min intelligens.. Det alt, lad mig bruge den på at hjælpe dig. Jeg har hverken familie eller kone, jeg skal passe. "
Henry så på glasset et kort sekund, inde blikket igen hvilede på Francine. "Det er vigtigt, at du er der for din familie. Allesammen." han huskede nemlig hvordan deres far næsten altid havde været der for dem.

[Francine af Gyldensø]

Hun krydsede armene løst over brystet, uden dog at sætte glasset fra sig, mens hun lod Henry fortsatte og lyttede opmærksomt. Havde det været alle andre end lige ham, ville hun sikkert ikke have taget det så roligt, men han var et af de få mennesker, hun ikke følte hun skulle bevise noget overfor.

Det var ikke fordi hun manglede tro på sig selv, ikke på alle andre områder i hvert fald, men titlen som lensfrue, som hertuginde, var stadig ny og skræmmende. hun kunne dog ikke lade være at smile svagt over hans evigt manglende evne til at sige tingene kort "Jeg ville gerne sige jeg kunne klare det hele selv, og det kan jeg sikkert også, men to hoveder ville gøre det hurtigere.." begyndte hun, kneb øjnene lidt sammen og lagde hovedet på sned "Du bliver ved til jeg giver mig, ikke?"