Den store aften

[Gilbert af Meagmarsk]

Ermelia af Naxen
Den 14. maj 528 M.T.

Han havde aldrig haft så svært ved at komme ud af sengen, som han havde det i morges. Men væbnere kunne ikke ligge og ynke sig hele dagen, så han var stået op og havde udført sine pligter som normalt, og derefter tage hjem til sin familie for at gøre sig klar til festen om aftenen.
Det var en stor dag, og han kunne ikke tillade sig at lade sine sårede følelser komme i vejen for en så vigtig begivenhed som denne her. Ermelia skulle introduceres officielt for hoffet, og dermed ville deres forlovelse også blive offentliggjort.
Gil tog derfor af sted til Naxens bolig sammen med sine forældre. De hilste på hertugparret og de andre gæster. Da alle var ankommet, gjorde Ermelia sin entré. Gil gjorde sit yderste for at se præsentabel ud, og da de sammen gik ud for at danse den første dans, var forlovelsen mere eller mindre officiel.
Han følte sig presset af, at alle kiggede på dem, men lod det ikke komme til syne. Fokuserede blot på at føre hende rundt og fuldføre en fejlfri dans. Snart gik andre par også ud for at danse, og da han og Ermelia var færdige, havde hun veninder og gæster at hilse på.
Gil snakkede lidt med nogle nyudklækkede riddere, som han havde kendt som page, men fandt snart en lejlighed til at undskylde sig og søge ud på terrassen for en stund. Han trængte til frisk luft.

[Ermelia af Naxen]

Indtil videre var alt gået helt efter planen! Ermelia trak sjalet lidt tættere om sig og så op på himlen. Det havde virkelig været en magisk aften. Naxens hus havde set fantastisk ud og hun havde fået mulighed for at tale med så mange forskellige mennesker, lært en masse at kende. Selv Gil havde overrasket hende med en helt fejlfri første dans og hun rødmede lidt ved tanken om deres udveksling af smil, før han var forsvundet i mængden.

Lyden af skridt bag hende, fik hende til at vende sig halvt om og.. Hun så et øjeblik helt perpleks ud ved synet af væbneren, før hun lyste op i et smil. "Gil, hej, jeg.." Tænkte lige på Dem.. Nej, det kunne hun ikke sige. "Hej."

[Gilbert af Meagmarsk]

Han stoppede op ved synet af Ermelia, der allerede befandt sig ude på terrassen. ”... Hej,” hilste han, et øjeblik tøvende fordi han ikke forventede at finde hende herude. Så gik han helt ud på terrassen og sank ned at sidde på et af trappens trin ned til haven. ”Jeg troede, du ville have travlt med at danse?” spurgte han og mønstrede endda et skævt smil. Ermelia lod til at blive trukket ud på dansegulvet hele tiden, hvis hun ikke stod og snakkede med nogen. Han havde selv lykkedes med at undgå det og blot holde sig til nogle samtaler.

[Ermelia af Naxen]

De blå øjne fulgte ham, da han gik hen og tog plads. Han så ikke just særlig glad ud og hun begyndte straks at gennemgå deres sidste tid sammen. Deres dans havde da været meget fin og hun kunne heller ikke umiddelbart se, hvad hun skulle have gjort galt ved deres fejring af beltane sammen.

Et smil lyste hendes ansigt op og hun gik hen til ham. "Jeg havde det lidt varmt, så.." Stemmen døde ud igen. "Det er længe siden, jeg sidst så dig. Hygger du dig?" Hun prøvede at smile til ham igen. Det var jo immervæk hendes bal, så hun håbede da, han nød det.

[Gilbert af Meagmarsk]

Han grinede lidt. ”Ja, det blive altid noget varmt ved denne slags arrangementer. Jeg gik også ud for at få vejret lidt,” svarede han og tog en dyb indånding for lige at demonstrere ... hvordan man trak vejret? Hm ... Heldigvis stillede hun et spørgsmål, så han var fri for at føle sig dum alt for længe. ”Det gør jeg,” lovede han uden videre og smilede til hende. Der var ingen grund til at gøre hende bekymret ved at sidde og være trist. ”Har du selv arrangeret det hele?” spurgte han nysgerrigt i håbet om, at hun ville begynde at fortælle om planlægningen af festen.

[Ermelia af Naxen]

Selvom han var noget så tåbelig, som han sad der og demonstrerede, hvordan man trak vejret, kunne hun ikke lade være med at finde det bare en anelse kært. "Det er jeg glad for," svarede hun oprigtigt og så ned på ham. Hun ville nu gerne tage plads, men tanken om smuds og jord på kjolen holdt hende oprejst.

"Min fætters kone, Vania, hjalp rigtig meget. Men hun var god til at lade mig have det afgørende ord." Og aftenen var virkelig endt ud med at blive alt, hun havde håbet på.

[Gilbert af Meagmarsk]

Han smilede skævt op til hende. Det var godt, hun var glad. Så var det ikke forgæves, at han havde bedt Niklaus om en udskydelse af rejsen til Carthak. ”Det lyder rart. Kommer I godt ud af det med hinanden?” spurgte han og rejste sig så. Hun satte sig ikke ned, så det var måske lidt underligt at blive siddende. I stedet lænede han sig mod gelænderet.

[Ermelia af Naxen]

"Jeg.. Ja.." Hun tav uden helt at være sikker på, hvordan hun skulle formulere sig. Så prøvede hun alligevel. "Jeg tænker, at siden vi en dag skal giftes, så bør jeg vel fortælle dig ting?" Hun afventede en bekræftelse, før hun fortsatte. "Min fætters og mit forhold er ikke just det bedste. Det var mit ønske at blive boende hos min far, før han tog af sted, og nu i stedet min bror." Fingrene rettede lidt på det mørke hår, der allerede sad fejlfrit. "Det gør det lidt svært med Vania, for jeg ved jo udmærket, hvor hendes loyalitet ligger." Hun smilede og trak på skuldrene, usikker på om hun skulle have fortalt ham så meget.

[Gilbert af Meagmarsk]

Da hun lagde op til et mere alvorligt svar, sørgede han for opmærksomt at lytte og lade være med at afbryde hende. Det lød til at livet i Naxen-familien langt fra var ukompliceret. ”Jeg kan godt se, at det vel gør det hele lidt svært så,” medgav han. Det måtte være hårdt, at hun ikke kunne bo hos sin allernærmeste familie. ”Din far er i Carthak, ikke?” Det mente han, at bedstefar havde nævnt. ”Jeg kan måske finde ham og viderebringe en besked fra dig? Altså hvis du ønsker det?” Hvis han alligevel skulle ske at være i nærheden, kunne han vel godt hilse fra hende eller sådan noget. Hun lod jo til at savne faderen.

[Ermelia af Naxen]

Hans svar var betænksomt og hun nikkede let til spørgsmålet. Hun vidste ikke helt, hvad han lavede der, men det var det, hun havde fået at vide. Tilbuddet kom dog bag på hende og en mistænksomhed skyllede ind over hendes blik. Det gav ikke mening for hende, at han bare sådan ville gøre det for hende. Det gik op for hende, at hendes skuldre var blevet spændt helt sammen og hun tvang dem atter ned. "Ville du virkelig gøre det?" spurgte hun, næsten som for at give ham en mulighed for at trække tilbudet tilbage.

[Gilbert af Meagmarsk]

Han lagde hovedet på skrå, da hun virkede lidt tilbageholden ved tilbuddet. Men de kendte jo heller ikke hinanden fantastisk godt endnu, så det var måske på grund af det? ”Ja. Altså jeg kan ikke love noget, men hvis jeg ender med at være i nærheden af, hvor han opholder sig, kan jeg da lige så godt overbringe en besked for dig,” vurderede han uden de store bekymringer. ”Desuden er han jo min kommende svigerfar, ikke? Det ville sikkert stille mig i et godt lys,” bemærkede han så drillende.

[Ermelia af Naxen]

Det virkede stadig som en helt unaturlig omtanke for hende, men hun prøvede at gå med det. Så skulle hun bare lade være at skrive noget for kompromitterende i sit brev til faderen. Hvis hun altså havde tid.. "Kan jeg nå at give dig et brev, før I rejser?" spurgte hun og forsøgte at skjule håbefuldheden, der havde lagt sig tykt over hendes stemme. Hun rystede lidt på hovedet ved hans drillerier. "Man kan altid håbe." Selvom det nu var Murray, han skulle forsøge at imponere, men det sagde hun ikke. Nu var han jo lige så betænksom.

[Gilbert af Meagmarsk]

Han grublede et øjeblik. ”Hm, vi rejser jo i morgen, så det blive måske lidt klemt,” medgav han. ”Hvis du kan nå at skrive det i aften, før du går i seng, kan du få en tjener til at komme over med det i morgen tidligt?” foreslog han så. Han ville jo gerne forsøge at hjælpe hende. Det måtte være hårdt at ens forælder var så langt væk. ”Ellers må du sende det til mig.” Der var nok ikke meget andet at gøre ved det.