Fremmede ansigter

[Terryn Øksehugger]

Amos Søfarer
25. Maj, år 528 M.T.

Terryn havde nu været i Corus i nogle dage. Han var træt af at sove udenfor og ikke få ordenligt mad, så nu skulle han til at finde sig arbejde. Det havde været nemt at få navnene på de personer, man gerne ville snakke med, men det svære var at komme tæt på dem.

Derfor trådte Terryn ikke ind på Den Dansende Due denne gang, men havde taget plads på en kasse længere nede i gyden. Hans blik var fikseret på døren til kroen og henlå i skygge fra hans hætte, og her ventede øksehuggeren blot.

[Amos Søfarer]

Amos var på vej hjem fra en god nats arbejde og glædede sig ærligt talt til at slappe af og nyde et godt krus øl. Han var ikke alene, men sammen med et par slyngler, som havde hjulpet ham med jobbet. Og selvom humøret var højt, så ville de - af gammel vane - gemme deres munterhed til døren på Duen havde lukket sig bag dem.

De var næsten nået derhen, da Amos' evigt undersøgende blik faldt på noget, som ikke plejede at være der. Hans skridt blev langsommere og hans ene hånd gled nærmest umærkeligt ned til skæftet på sin ene krumsabel. Han råbte dog ikke den fremmede an. Der var massere af fremmede i Corus hele tiden. Men opdelingen af hoffet havde trods alt medført en mængde problemer for ham og fremmede skulle man altid være forsigtig med.

[Terryn Øksehugger]

Kulden var begyndt at krybe ind under Terryns klæder, da der begyndte at ske noget. Det havde ikke været den første gruppe slyngler, der var gået ind på Den Dansende Due, men der var noget anderledes ved denne. Og ganske vist var der én, der stoppede op og så hen i hans retning.

Øksehuggeren rejste sig og gik et par skridt i den andens retning, før han løftede armene, trak hætten væk fra ansigtet og afslørede et lille, spillende smil. Han stoppede en passende afstand fra slynglerne - ikke for tæt på så han virkede truende, ikke for langt væk så de ikke kunne høre ham - og nikkede til hver især. "De herrer, kunne I sige mig, hvor jeg finder Amos Søfarer?" Terryn forventede ikke at få svar serveret for sig, men betragtede de andre og deres reaktioner.

[Amos Søfarer]

Han stoppede helt op, da den fremmede rejste sig og kom nærmere. Nu havde de to andre slyngler også opfattet faren og de trak en kniv hver - i slående kontrast til Amos, som stadig kun havde hånden på skæftet.

Da de blev råbt an, hævede Amos et bryn og trådte et trin frem, så han stod foran de to andre. Han så undersøgende på den anden et øjeblik, inden han mødte hans blik. "Det er mig," svarede han roligt, mens han holdt øje med hurtige bevægelser og mulige knive, han skulle dukke sig for.

[Terryn Øksehugger]

Smilet voksede på Terryns læber, da Amos trådte frem. Selv gjorde han intet end blot at stå der, opmærksom på ikke at stikke hænderne i lommerne eller at lave en hurtig bevægelse - så ville hans intentioner få et helt andet udfald.

"Bare rolig," sagde han, selvom det ikke ville bringe nogen ro til slynglerne, "jeg er her ikke for at slås, jeg vil blot snakke." Han så fra den ene til den anden og endte med at fokusere på Amos. "Mit navn er Terryn Øksehugger," præsenterede han sig og smilede glad.

[Amos Søfarer]

Amos hævede brynet igen kortvarigt og vejede for og imod. De var ikke sikre her på gaden og når folk sagde, at de ville snakke, så var det sjældent en kort samtale. "Vi kan snakke indenfor," svarede han derfor roligt. "Hvis du afleverer dine våben og lader dig kropsvisitere. Det er intet personligt. Sådanne forholdsregler er vi dog nødt til at tage. Du er ikke i fare, mens vi taler og du får lov at gå igen med dine våben og uden at skulle frygte et angreb." Det var langt fra første gang, han havde givet det tilbud på det sidste. Og det var ikke alle, som tog imod det.

[Terryn Øksehugger]

Terryn betragtede søfareren med et spillende blik, og hans smil voksede, svandt lidt og voksede igen. Han havde forventet at noget som dette, ville ske, og hvis han skulle gennemføre, hvad han var kommet for, kunne han ikke sige nej.

Tavs løftede han armene op på hver side og ventede tålmodigt på, at hvad der behøvede at blive gjort, blev gjort. "Hov," udbrød han af ren overraskelse, under hans visitering, og han smilede skævt til slynglen. "Du er meget grundig," tilføjede han vittigt og betragtede Amos ud af øjenkrogen.

[Amos Søfarer]

Slynglerne ved Amos' side stak deres knive væk og gik hen for at visitere den fremmede for våben. Og de efterlod ikke noget til tilfældighederne imens. Amos' blik blev næsten muntert over kommentaren og de hårde ansigtstræk blødte op. "Det er desværre nødvendigt," svarede han, da alle våbnene var fjernet og Amos gjorde et hovedkast mod døren. "Hvis du vil med ind, så må du nu." Selv gik han først ind og op til hovedbordet, hvor han indtog sin plads og så sigende på pladsen til venstre for sig.

[Terryn Øksehugger]

Terryn nikkede til Amos' ord og lod slynglerne afslutte deres opgave, hvorefter han rettede sig op med et smil og rettede på sin kappe. "Gerne," svarede han og fulgte de tre slyngler trop.

Øksehuggeren genkendte sig, da de trådte ind - han kunne ikke lade være med at se søgende mod baren efter den rødhårede, men hun var ikke til at finde - og han så frem for sig igen og satte kursen op mod hovedbordet. Han tog plads på stolen, som Amos ønskede, og smilede skævt til ham. "Dette må være de bedste pladser," sagde han med et glimt i øjet og gjorde sig tilpas på stolen.

[Amos Søfarer]

Terryn kom hen og satte sig på den anviste plads og kort efter kom kroværten også med et krus øl til dem hver, uden at Amos havde behøvet at sige noget. De kendte hinanden de to. "Det er det skam også. Eller... Den plads der," han så på pladsen til hans højre side et kort øjeblik, "Er nok en smule bedre end den, du sidder i nu." Hans tone var underholdt, selvom han ikke smilede. "Du sagde, at du gerne ville tale. Så.. Tal." Han så undersøgende på den fremmede.

[Terryn Øksehugger]

Terryn måtte indrømme, at han blev behandlet godt, selvom han var en komplet fremmed for Søfareren. Han tog glædeligt imod sit krus øl og vendte blikket på Amos, da han talte. Et underholdt fnys forlod Terryn, og han tog smilende en tår.

Nikkende synkede han og fandt den anden med de dybblå øjne. "Jeg er kommet fra Frølund for nogle dage siden, har rejst til fods i mange måneder. Jeg har levet meget sparsomt i lang tid - set smukke ting, forstå mig ret - men jeg håbede på at kunne blive i Corus over længere tid," svarede han og trak let på skuldrene. "Måske få mig en seng at sove i ... ordentlige måltider ..." Øksehuggeren svandt væk i sine tanket et øjeblik, før et bredt smil fandt vej til hans læber. "Men jeg har brug for arbejde," tilføjede han og så på den anden igen.

[Amos Søfarer]

Umiddelbart kunne Amos godt lide Terryn's attitude og han sad stille, mens Terryn fortalte. Da han var færdig, sad Amos et øjeblik og trak sig lidt i underlæben. Tænksom. "Hvad kan du?" spurgte han indledende. Han var ikke så dum, så han ikke vidste, at hvis Terryn fik nej her, så gik han til Gina i stedet. Og hvis manden var noget værd, så skulle det trods alt helst ikke ske.

[Terryn Øksehugger]

Terryn tog en tår af sin øl, da Amos tav for et øjeblik. Med et lille nik stillede han kruset fra sig igen og smilede skævt.

"Jeg er ferm med økser, kan bevæge mig hurtigt og ser godt i mørke," svarede han og betragtede den anden. Hans øjne fik et usædvanligt, alvorligt skær. "Men jeg dræber ikke for sjov," tilføjede han, og hvis Amos ikke kunne lide det, måtte det være sådan. Øksehuggeren havde dræbt nok uskyldige i sit liv og ville ikke tilbage dertil.

[Amos Søfarer]

Amos lyttede omhyggeligt og smulrede et lille pulver mellem fingrene i lommen, mens han lydløst påkaldte sig sin Gave. Så vidt han kunne se, så talte manden sandhed og det gjorde ham godt tilpas. "Heller ikke jeg," svarede han roligt. Hvis det havde været tilfældet, så havde han ikke tilladt Farkas at tage halvdelen af hoffet med sig den skæbnesvangre dag for snart halvandet år siden. "Har du nogen anbefalinger med dig fra andre hof?" Det var ganske almindeligt at få en lille seddel med sig og han kendte efterhånden håndskriften for de omkringliggende landes store hof.

[Terryn Øksehugger]

Terryn nikkede til Amos' ord, og snart havde smilet genfundet sig på hans læber. Ved Søfarerens næste spørgsmål svandt det ikke væk, men han trak langtrukkent på skuldrene.

"Det har jeg ikke," svarede han og studerede den anden. "De kender mig i Scanra, men jeg fik aldrig en anbefaling med. Der var nogle ... ting der kom i vejen," fortsatte han og tog en tår af sin øl. Han satte tænksomt kruset ned igen.

"Jeg kan forstå, hvis det får dig til at tvivle," sagde han og fandt den anden med blikket igen. "Men det var ikke min skæbne at blive i Scanra. Og det var derfor, jeg rejste," tilføjede han, og de dybblå øjne veg ikke fra Amos' ansigt.