En uskyldig skovtur [R]

[Blake af Jesla]

Lyanna af Genlith

23. maj, 528 M.T.

Sommeren lå efterhånden lige om hjørnet og Blake havde brugt den sidste måned på at komme ind i varmen igen ved Lyanna. Hun havde talt med sin far og Anduo havde trukket sig væk. Selv havde han tilbragt mangen en nat i hendes seng og han var kommet langt i forhold til at reparere det brud, hun havde fået i sin tillid til ham.

Denne dag var solen stærk og han havde inviteret hende ud på en skovtur i de varme middagstimer. Naturligvis havde hun sin anstandsdame med, men det var heller ikke pointen alligevel. ”Hvor skal vi sættes os, synes du?” spurgte han hende med et roligt smil.

[Lyanna af Genlith]

En lille gren knækkede under hendes fod og hun trak skørtet lidt mere til sig, bare for at skærme et lille stykke af skørtet fra jorden. Hun så op på ham ved hans ord og smilede let. Efter hun havde fået talt med sin fae, havde alt mellem dem været som det skønneste eventyr.

“Er der ikke en lysning forude?” Hun havde aldrig været i skoven før. Hendes far havde aldrig været meget for at lade hende komme ud for huset. “Det kunne være fint, hvis vi fandt noget vand..” Vand gjorde hende altid rolig.

[Blake af Jesla]

Han så frem, hvor hun pegede og smilede. ”Jo, det tror jeg sandelig, der er, musling,” svarede han i en varm tone og han nussede hendes overarm - ganske tæt ved hendes bryst - fordi de begge havde ryggen til anstandsdamen og han dermed ikke var nervøs for, at hun skulle se noget.

Da de nåede frem, bredte han et stort tæppe ud og anviste hende en plads, mens han lod anstandsdamen om selv at finde ud af, hvor hun ville være. Det var ikke ligefrem hans problem. ”Har du lyst til et glas vin?” spurgte han, da han selv havde sat sig.

[Lyanna af Genlith]

Kinderne blev varme, da han strejfede hendes bryst, men hun smilede stadig op til ham, gav hans arm et lille klem. De ville jo snart være forlovede og derfor fandt hun den slags berøringer helt i orden, anstandsdame eller ej.

Hun ventede tålmodigt, mens han foldede tæppet ud og tog plads som anvist. “Meget gerne,” hun foldede omhyggeligt skørtet omkring sig, så det ikke ville krølle for meget. “Tak fordi du tog mig herhen, men… Er det ikke farligt? Med jagt og sådan?”

[Blake af Jesla]

Han åbnede for kurven og fandt både vin og et par glas frem. Han hældte op til dem og gav hende det ene, inden han lagde sig ned på den ene albue og løftede glasset for at skåle. ”Vi sidder kun i udkanten, musling. Desuden er der ingen jæger, som vil skyde, uden at være sikker på, at de kan se, hvad de rammer.” Han smilede til hende og slappede af.

[Lyanna af Genlith]

Tøvende nikkede hun. Det kunne han vel lidt have ret i. Det var bare svært at lukke faderens bekymrede stemme ude. “Selvfølgelig, du passer jo også på mig,” svarede hun og strejfede hans hånd med sin i en bevægelse, der var så flygtig, det kunne have været et uheld. I hvert fald fra anstandsdamens synsvinkel.

[Blake af Jesla]

”Altid,” svarede han varmt og sænkede stemmen til en brummen. ”Hvis du fortsætter med at røre mig på den måde, så ender jeg med at sende din anstandsdame hjem,” truede han drillende og kunne pludselig se sig selv og hende ligge på tæppet mellem træerne. ”Måske vi skulle mødes herude i nat i stedet?” foreslog han underholdt.

[Lyanna af Genlith]

Løftet blev taget meget alvorligt og hun smilede betaget til ham, før hun igen måtte rødme. Det var ikke et forslag, hun var direkte imod, hvis ikke det havde været for risikoen for rygter. “Du er slem,” fnes hun, men kunne alligevel ikke tage blikket fra ham. “Min far ville bemærke, hvis jeg sneg mig ud i skoven midt om natten.” Desuden ville hun slet ikke ane, hvordan hun skulle finde derhen alene i mørket!

[Blake af Jesla]

Han lo lavmælt og hævede et øjenbryn. ”Ja, for han har jo bemærket, at jeg har sneget mig ind næsten hver nat i den sidste måned,” pointerede han underholdt. ”Jeg kan også komme og hente dig, hvis det gør dig bedre tilpas.” For et øjeblik siden havde han end ikke tænkt tanken, men nu kunne han næsten ikke slippe den.

[Lyanna af Genlith]

Endelig trak hun blikket til sig, uvillig til at indrømme, at hun ikke rigtig turde trodse sin far på den måde. Blake kunne hun altid skjule, men sin manglende tilstedeværelse var lidt sværere. “Er det noget, der ville… Gøre dig glad?” Hun var en kende skeptisk ved tanken.

[Blake af Jesla]

Han smilede og lagde sine fingerspidser oven på hendes på tæppet. ”Det kunne være rart,” svarede han mildt. ”At vi ikke altid skulle passe på. At være alene. For alvor.” Det var ikke noget, de prøvede ret tit. Aldrig faktisk.

[Lyanna af Genlith]

Hun tyggede sammen om sin underlæbe, betragtede hans fingre over hendes. Så nikkede hun, beslutsom endelig. Hun så over på anstandsdamen… Alene. Ja, nu var det vel hendes tur til at bevise noget. “Tag hjem. Ridder Blake skal nok sørge for min sikkerhed, som han har gjort det tidligere,” beordrede hun og anstandsdamen blev stående et langt øjeblik. Det var selvfølgelig også noget af en beslutning. Hendes far ville blive rasende, men samtidig var Lyanna heller ikke kendt for at være en, man havde lyst til at trodse og med et sidste, modstræbende nik satte kvinden derfra.

Smilet om hendes læber var en anelse selvtilfredst, da hun vendte blikket tilbage til Blake. “Bedre?” spurgte hun og en ukarakteristisk flabethed havde lagt sig i hendes tonefald.

[Blake af Jesla]

Blake fulgte hendes handlinger med et lille smil og øjenbrynet hævet en lille smule. Han havde ikke forventet, at hun ville gøre det, selvom det havde været en af de scenarier, han havde anset for mulige. Da anstandsdamen gik, blev smilet dog bredere. ”Meget,” svarede han lænede sig ind mod hende til et kys.

”Du er vidunderlig.” Hvis ikke før, så havde hun i hvert fald nu bevist - temmeligt tydeligt - over for sin far, at hun ønskede at være sammen med ham for evigt. For hvis dette kom ud, ville rygterne begynde at løbe om hende og rent faktisk, havde hun sat hele Genlith’s ry på spil. For ham. Følelsen af magt brusede igen gennem hans årer og han stillede sit glas fra sig, rakte frem og tog hendes for at gøre det samme, inden han skubbede hende blidt ned på ryggen og lænede sig ind over hende for at kysse hende igen.

[Lyanna af Genlith]

Hun besvarede kysset og smilede til ham, da han igen slap hendes læber. “Tak,” blikket flakkede. En eller anden dag ville hun nok vænne sig til hans komplimenter. Måske. Glasset forlod hendes hånd og hun så spørgende efter det, før Blake rykkede lidt tættere og puffede hende bagover og hun lystrede ham som altid.

“Det var nu ikke kun derfor, jeg bad hende gå,” fnes hun og strøg fingrene over hans kind, før de gled om på hans baghoved, filtrede sig ind i hans tykke krøller.

[Blake af Jesla]

Hans hånd lagde sig på hendes liv og han smilede skævt af hendes halve modstand. ”Hvem siger, at vi ikke også kan nå alt det andet?” spurgte han drillende. ”Vi har masser af tid, inden solnedgang.” Hun burde sikkert ikke blive væk så længe, men det var heller ikke umuligt. ”Vi burde dog måske flytte os til et andet sted. Bare i tilfælde af, at din fader ikke bryder sig om, at du er alene og beslutter sig for at komme og hente dig?” Det sidste blev sagt som et halvt spørgsmål, mens han forsøgte at vejre, om hun mente, det var en mulighed.