En boble som brister [R]

[Blacwin af Mindelan]

Natalie af Vårfos

Blacwin havde fulgtes med nogle bekendte, som havde et ærinde på paladset. Der havde Blacwin set sit snit til at tage med op, måske hvis han var heldig kunne han lige få øjne på Natalie, og fortælle at hun nok intet skulle regne med, da hendes bror ikke havde udvist særlig stor begejstring for hverken Blacwin eller idéen om deres giftermål, da han var ikke var andet end en gement baroni.

Han havde sagt farvel til sine venner, og havde vandret ud i haverne. Tågen havde lagt sig som et tæppe, omkring ham imens han gik i haverne lod han blikket glide hen over diverse blomster, som han på ingen måde havde nogen anelse om hvad hed.
Blacwins blik søgte rundt for at se om han kunne få et glimt, af den unge komtesse. Hun ville nok ikke blive begejstret for svaret fra hendes bror, men sådan var det nu en gang. Desværre.

[Natalie af Vårfos]

Natalie havde siddet på en bænk i haverne og forsøgt at skitsere de tågede omgivelser, men hun var bestemt ikke tilfreds. Det var en opgave fra studiet og forsøge at tegne landskaber der udtrykte ens følelser. Tågen virkede som en meget god beskrivelse af hvordan hun havde det. Efter en del forsøg gav hun dog op. Hun var kommet til at tænke mere på Blacwin end på skitsen og nu var hun træt og efterhånden kold.

Hun rejste sig fra bænken og slog sjalet tæt omkring sig og besluttede at gå ind og få sig en varm kop frygtte. Hun gik derfor gennem haverne, men så på vejen så hun nogen ikke havde regnet med, men dog håbet på. "Ridder Blacwin" hilste hun høfligt og nejede, men kunne ikke skjule sir smil. "Hvad bringer dig herop?"

[Blacwin af Mindelan]

Blacwin så sig om skulderen, imens han traskede igennem haverne. Hans blik søgte dog direkte mod stemmen, som han med det samme genkendte.
Hans blik lyste en anelse op, og han bukkede høfligt for hende, så folk ikke anede uråd og deres finurligheder.
"Nådigfrøken Natalie. En fornøjelse af se Dem." sagde han og smilte venligt til hende, og gjorde gestus til de kunne gå med hånden.
"Jeg kommer i forbindelse med jeg har talt med Deres bror" sagde han imens han var begyndt at gå, da han regnede med hun fulgte med.

[Natalie af Vårfos]

Hun blev glad mens han kom tættere på. Hun var tydeligt lykkelig over at se ham igen. "I lige måde Ridder Blacwin" Hun trak sjalet op omkring sig og fulgte med ham.

Hun frygtede lidt, hvad han ville sige. Hun havde selv snakket med Christian og hvis det var det møde han kom fra så var fremtiden nok ikke lys. Det ville hun dog ikke helt acceptere. De skulle nok finde ud af noget! Hun havde virkelig savnet ham siden sidst. "Ja?..." sagde hun blot i håb om at hun tog fejl.

[Blacwin af Mindelan]

Blacwin mærkede at han havde ikke lyst til at sige det. Han vidste dog han måtte fortælle hende, at det ikke gik i sidste ende. Han var et baroni, og hun var adelig og endda i familie med kronen.
Blacwin rystede på hovedet, og så med nogle triste øjne. "Deres broder var ikke med på idéen. Jeg vil aldrig være Dem værdi Nådigfrøken Natalie af Vårfos." sagde han med et suk. De ville ikke kunne få hinanden, men ja.. Han vidste ikke hvad han skulle gøre.
"Så situationen er det er nok et nej."

[Natalie af Vårfos]

Natalie gik ved hans side og lyttede til Blacwins ord, som hun godt kendte i forvejen, men... Ville han så bare give op? Bare sådan uden videre, ikke engang forsøge lidt mere.
Hun kiggede op på ham "Så De er kommet for at sige farvel?" Hendes stemme var mere trist end hun selv ønskede den. Hun havde ærligt talt forventet lidt mere ad ham.
Måske havde hun bare taget fejl, måske var hun slet ikke lige så vigtig for ham, som han var for hende. Var det sådan, kunne han ligeså godt også bare gå.

[Blacwin af Mindelan]

Hvis det stod til ham ville han ændre noget, han ville gøre sit for at få hendes bror ned for den høje hest. Dog.. Dog var det ikke lige let, og han måtte erkende at det ikke var en lys fremtid som gik dem i møde.
"Jeg vil gøre alt for vi kan være sammen Nådigfrøken, men det bliver farligt og svære." sagde han lavt, imens han så sig omkring. Han skulle være sikker der ikke var nogen nysgerrig personer omkring dem.
De var kommet et styk ind i haven, og han stoppede op mellem nogle buske og træer, hvor man var lidt dækket af.
"Din bror kan kun komme imellem os af ord." sagde han med et smil, inde han gik et skridt tættere på hende.

[Natalie af Vårfos]

Ganske forsigtigt listede hun sin hånd ind i hans, og et lille smil fandt vej til hendes læber. De gik ind hvor de var bedre dækket, hvilket kun var godt. Heldigvis bekræftede Blacwin for hende at han ville kæmpe, det var godt. "Og jeg det samme." Hvis hun arbejdede lidt på sin bror kunne hun måske overtale ham med tiden.
Han stillede sig tættere på hende og hun mærkede allerede et sus i maven. Tænk om det ville ende som sidst, nok ikke i og med de var i de kongelige haver, men tanken fik hende til at le kort. "Min bror må ændre mening" Det kunne ikke være umuligt.

[Blacwin af Mindelan]

Han fik et smil på læberne, og hans blik gled ned mod hendes hånd der gled ind i hans, han knugede hånden om hendes. Blacwin nussede den med sin frie tommelfinger, og grinte lidt over de begge ville kæmpe over noget, som han allerede vidste var en tabt kamp.
"Så har vi en kamp foran os" sagde han opmuntrende, selvom han godt vidste dette var som at løbe panden mod en mur, så ville han da gerne give det et skud.
Hans blik gled rundt omkring dem, for at se om der var en sjæl. Nej, de var alene, dog ville han intet gøre her i de kongelige haver. Så ville det bestemt ikke være lettere.
"Tror du han kan det?" spurgte han med et smil.

[Natalie af Vårfos]

Natalie kunne slet ikke lade være med at smile. Hendes øjne havde travlt med diskret at undersøge ham igen. Der var stadig et eller andet over ham, og det var kun blevet større efter deres sidste møde.
Hun grinede af hans kommentar omkring den foreliggende kamp "Så er det godt en af os er ridder" Det var vel lige en opgave for ham så.
Hun havde sådan en lyst til at kysse ham på kinden, men det var vidst ikke hende der skulle åbne den dans, ikke endnu hvert fald. "Vi må gøre et forsøg"

[Blacwin af Mindelan]

Blacwin gjorde gestus til de kunne sidde ned ved bænken, som ville skjule dem endnu mere. Han gik med rolige skridt hen og satte sig på bænken, imens han så op på hende.
"Jeg tager kampen, beskytter dem og håber på det bedste!" sagde han med et drillende smil.

Han mærkede trangen til at trække hende ind til sig. Han ville holde hende omkring sig, kysse hende igen. "Vi må se om vi ikke kan mødes lidt diskret fremover." sagde han imens han knugede hende hånd ind til sig.

[Natalie af Vårfos]

Hun gik med ham over til bænken, hvor hun satte sig helt tæt ind til ham, end ikke en millimeter var imellem dem. Hun lagde hovedet på hans skulder og flettede fingrene ind i hans. Den udtalelse han kom med, fik hende dog til at kigge grinene op på ham med rystede hoved. "Du er tosset" De var alene, så der ville ikke ske noget ved at kalde ham du. inden hun igen lagde hovedet på hans skulder, gav hun ham et flygtigt kys på kinden, ganske hurtigt og ikke noget særligt, men hun kunne ikke lade være.
"Et diskret sted ja. Universitetet er ret stort." sagde hun så bare. Hun havde hørt rygter om folk der fandt fjerne afkroge og hjørne til at mødes i.

[Blacwin af Mindelan]

De sad op af hinanden, og Blacwin holdte hendes hånd knyttet tæt ved sig. Han ville ikke give slip på hende, før hun var blevet hans. Dog vidste han at det nok ikke skete, men man måtte gøre hvad man kunne for at følge ens drømme.
I det hun lagde an til at give ham et kys på kinden, drejede han hovedet og stjal et kysfra hende. Det hurtigt, diskret og ingen så det. Blacwin smilte let, og lagde den ene finger foran sine læber som i at hun skulle være sshh.
"Universitetet lyder fornuftigt, der kan vi også være for os selv." sagde han med et smil, imens han knugede hendes hånd ind til sig.

[Natalie af Vårfos]

Natalie fik store øjne i samme sekund som deres læber mødtes. Hun blev ret overrasket over at møde de læber hun havde længtes efter. Men det gik jo ikke her. Hun forsøgte at rykke sig lidt væk, men noget i hende holdte hende tilbage. Kysset gjorde dog kun længslen mere synlig.

Hun ønskede brændende at han ville tage om hende og kysse hende igen, flere gange og mere intens. Det var selvfølgelig tågen, så det ville være svært at se dem her. Uden helt at være sikker på om hun måtte fik hun fat om Blacwins hage med sin frie hånd og drejede hans hoved, så hun kunne få et ordentligt kys på læberne. Det blev længere end det første, hurtigt efter slap hun dog hans hoved. "Undskyld jeg..." sagde hun bare.

[Blacwin af Mindelan]

At stjæle et kys fra den unge Natalie var så naturligt som det kom fra Blacwin, han ville have hende og lige nu stod der folk i vejen. Dette var naturligvis et problem, men det skulle ikke holde ham mere tilbage, end nødvendigt.

Han drejede hovedet, og var en anelse overrasket over at den unge komtesse - som havde virket så fin, at hun valgte at bryde reglerne. Blacwin gengældte dog glædeligt kysset.
"Intet at undskylde." sagde han og trak hende ind i sin favn, og gav hende et lidenskabeligt kys.