det var lige godt s.... (Ermelias bal)

[Samuel af Kærkilde]

Ermelia af Naxen

Det havde altid været en fornøjelse for Samuel, at komme til disse slags bal. Så oven i købet hos Ermelia af Naxen. Dette var ikke alle dage, man som lavadelig kunne begå sig med så fint et selskab. Hvor heldig havde man lov til at være?

Der var så mange flotte kjoler og endnu flottere kvinder i dem, men der var samtidig også mange højtstående hertug, greve og baron sønner, arvinger. Der blev snakket, danset på gulvet og man kunne virkelig mærke en god stemning brede sig.

Samuel kom for lidt mere ydmyge kår, da han blot var fætter til Grevedømmet Havjen. Han var en ridder af kronen, og det skulle man heller ikke undervurderer, var en fin titel, som han var uendelig stolt af. Dog vidste han godt, at han var måske i dag ikke var på hjemmebane.

Musikken havde spillet, folk havde svinget hinanden rundt og tjenerne sørgede for at vinen blev fyldt op. Der var ingen tvivl om, at der var uendelige muligheder for at morer sig!

Samuel var akkurat blevet færdig med at danse med en komtesse, hvorefter han greb et glas med vin og svingede rundt over mod nogle gamle venner, som han kendte fra hans tid i krigen. Det var altid rart, at have nogle man vidste man kunne med. I sidste ende så var Samuel jo blot Samuel af Kærkilde. Intet vildt eller imponerende.

[Ermelia af Naxen]

Dage, uger, måneder.. Ermelia havde efterhånden set frem til den begivenhed i evigheder og nu var den der.. Med en Naxens værdighed og stolthed lagde hun skuldrene tilbage, hævede kinden og søgte ind til alle de mennesker, der var kommet for at se hende. Møde den nye Komtesse af Naxen.

Selvfølgelig blev der spillet op til dans og hun dansede først med Gilbert, som det passede sig, før hun selvfølgelig også måtte underholde nogle af de andre Junkere og Riddere, der var blevet inviteret. Hendes kinder var varme og blussende, da hun endelig fik et øjeblik for sig selv og hun søgte hen til et af de store vinduer, der var blevet åbnet. Det ville være uforskammet at søge udenfor allerede nu, så hun blev stadig indenfor og nød blot den blide brise, der kom fra de åbne vinduer.

[Samuel af Kærkilde]

Samuel havde denne aften ikke haft mulighed, for at lykønske nådigfrøken Ermelia med hendes præsentation for hoffet, og naturligvis også at han måtte have æren og fornøjelsen af, at deltage i sådan et prægtigt bal. Derfor havde Samuel taget sit fineste tøj på, og en enkel hvid rose, som sad på hans bryst.

Samuels øjne havde spejdede efter hende, imens han med et halvt øre havde fuldt med i en samtale, da han så Ermelia gå lige hen til vinduet, fik han et smil på læben og så over på sin kammerat.
"Ja, naturligvis. De må have mig undskyld." lød det, inde han med en fod foran den anden gik hen imod ballets dronning.

"Undskyld, Nådigfrøken." lød det høfligt, inde Samuel sendte hende et smil, imens han langsomt gik hen imod hende.

[Ermelia af Naxen]

En lille porcelænshånd lagde sig i den brede karm, mens hun så ud. Selvom det var ved at være sent, var der stadig nogenlunde lyst og hun smilede lidt ved sig selv. På trods af alt, der var sket de sidste par måneder, var tilværelsen egentlig ganske fin lige nu.

En stemme satte skår i det skrøbelige tankespind, hun havde kreeret og hun vendte blikket fra den dalende sol og til ridderen foran sig. "Ridder...?" Hun smilede sødt og nejede for ham.

[Samuel af Kærkilde]

Langsomt som hun drejede sig, ramte en let brise Samuel og han lukkede øjne kort, imens hun vendte sig.
Da han endelig åbnede øjne igen, stod Ermelia af Naxen foran ham. De sidste solstråler i baggrunden af hende, gjorde bestemt ikke synet dårligere. Samuel mærkede en lille klump i maven, og bukkede selv dybt.
"Ridder Samuel af Kærkilde nådigfrøken." præsenterede han sig selv, hvorfor skulle hun også vide hvem han var.
"Nådigfrøken, jeg ville bare takke Dem for at jeg måtte være her i aften." sagde han med et smil. "Det er mig en stor ære at være her." lød det høfligt.
”Jeg håber De nyder deres bal nådigfrøken?”

[Ermelia af Naxen]

Kærkilde? Grevedømme, kobberskjoldene poppede det op i hendes hoved, som havde hun aldrig lavet andet end at sidde og studere slægterne. Hvilket vel egentlig ikke var så langt fra sandheden. "Det er en fornøjelse at møde Dem, Ridder Samuel af Kærkilde, og mig en ære, at De ville deltage." Det var jo bare om at fremstå høflig og ordentlig. Det eneste, der spredtes hurtigere end sygdom blandt pøblen, var sladder blandt adelen.

Et nydeligt smil blev fundet frem til ham og hun nikkede afmålt. "Selvfølgelig, jeg har set frem til det længe, Ridder." Blikket gled overfladisk over de deltagende, før hun igen vendte tilbage til ham.

[Samuel af Kærkilde]

En smil blev sendt, da hun sagde det var hende en ære, at han ville deltage. Det var virkelig sødt sagt, også taget i betragtning hun nok ikke havde den fjerneste anelse om hvem han egentlig var.

"Deres fest kommer til at give genlyd blandt de adelige." roste han festen, og vendte sig mod hende, inde han fulgte hendes blik ud mod de andre deltagere, som dansede rundt.
"Dog må jeg sige.. Jeg har rygter her til aften, om Dem nådigfrøken. Hele aften." sagde han roligt, og regnede lidt med hun ville reagerer nu når han sagde rygte. Han så helt seriøs ud kort, inde han grinte let.
"Rygtet var sandt. De er langt den smukkeste komtesse der er i Tortall."
Samuel tog derefter en lille tår af sin vin, og så med et halvt øje over koppen mod hende.

[Ermelia af Naxen]

"Jeg værdsætter Deres mening og håber blot, at andre nyder den som De," svarede hun høfligt, men ikke desto mindre oprigtigt og så ud over gæsterne. Det lod til at alle morede sig og hun glædede sig over, at hendes navn stod på begivenheden. Nu var hun kendt blandt hoffet. En del af det. En voksen kvinde. Hun tog en dyb indånding.

Blikket vendte straks tilbage til ham. Et rygte? Hun havde ellers prøvet at holde sig væk fra alt, der kunne føre til det efter episoden med hendes far og hun åndede lettet op med et sødt smil, da han komplimenterede hende. "De er alt for venlig, Ridder Samuel."

[Samuel af Kærkilde]

Samuel kunne ikke lade vær med at smile, til hendes søde smil. Det kunne godt være det var påtaget, det vidste han intet om. Hun så dog utrolig fin ud, som hun stod der. Et yndigt eksempel på en kvinde. "Jeg tvivler ikke to sekunder." sagde han, og så med et skjult blik til hende. Denne fest var i hvert fald sjov, og indtil videre så havde Samuel virkelig hygget sig.

"Desuden" sagde han og løftede hånden, som han var kommet i tanke om noget. "Jeg ved godt det er lidt underligt. Og en anelse utraditionel" sagde Samuel, og tog den hvide rose ud af sin tunika.
"Min tak til Dem, nådigfrøken, for at jeg må komme i aften." sagde han, og mærkede en glæde ved at give den lille rose, som for hende nok bare var ubetydelig.
"Den hvide rose vokser sydligt fra hvor min fader voksede op. Så det er lidt blevet min families symbol på gestus." lød det en anelse genert fra Samuel, som fremviste den hvide rose.
Samuel så på hende og grinte en anelse genert.

[Ermelia af Naxen]

Utraditionelt? Det var virkelig ikke hendes ting. Synet af rosen fik hende dog til at smile blidt og hun nikkede til ham i respekt, da hun modtog den. "Det er en meget sød gestus, Ridder," svarede hun og vidste ikke helt, hvornår hun var blevet den slags pige, som folk rendte rundt og gav blomster. Og hvorfor var Gil den eneste, der ikke gjorde det?

"Er De her med nogen specielt?" spurgte hun nysgerrigt. Det kunne jo være, han havde mere indflydelsesrige venner, selvom han ikke selv var højt på strå. Det sås jo, især blandt ridderne.

[Samuel af Kærkilde]

Det virkede til at rosen faldt i god jord, selvom det var en anelse unormalt. Desuden var det nok noget man gjorde normalt, hvis man valgte at udvise interesse for han en person, altså at kurere. Dette ville Samuel aldrig kunne gøre med så fin en frøken, men hans gestus var skam heller ikke af denne grund. Dette var blot hans måde at udvise respekt, og så havde han altid haft en kærlighed for at give blomster, da de fleste kvinder smilte af dem. "Tak, nådigfrøken." sagde han med et diskret smil.

Hun spurgte om han var her med nogen speciel, han så kort rundt om der var nogen han kendte, som var værd at nævne. Nej.. Egentlig ikke..
Samuel fik et smil på læben, hvad var det egentlig han lavede? Hvorfor stod han og blev ved med at tale med hende? Hans blik gled op imod komtessen.
"Ikke nogen nævneværdige nådigfrøken." sagde han og lod blikket lige vandre imellem folket, inde hans blik gled mod hende.
"Jeg er blot en ydmyg ridder, som lige nu føler at jeg har fået verdens største gave, at være til Deres bal. Jeg burde give Dem mere, end blot end simpel rose som tak, Nådigfrøken." sagde han, og grinte lidt flovt over sin egen kommentar.

[Ermelia af Naxen]

Hun nikkede. Så han var der hverken med en forlovet eller nogle synderligt nævneværdige riddere. Egentlig ville hun så ikke bruge mere tid på ham, men.. Det ville også fremstå uhøfligt, hvis hun bare gik efter alle de søde ord, han netop havde givet hende. Derfor fangede hun en forbigående tjener og overdrog rosen til ham med besked om, at hun ville have den op på sit værelse.

De blå øjne fandt ham igen og et smil lå allerede klar på hendes læber. "Jeg behøver ikke anden tak, Ridder Samuel, end Deres tilstedeværelse og et smil på Deres læber." Det virkede da meget diplomatisk!

[Samuel af Kærkilde]

Samuels blik hvilede på hende, og han kunne ikke undgå at smile med denne yndige komtesse, og endda ballets dronning ved sin side.
Samuel følte lidt at han stod og holdte hende hen, men han kunne ikke lade vær med at snakke med hende, det var som om den tråd han normalt gik på i livet, lige var blevet rykket i.
Nogle gange var det sundt, at tråden blev rykket i. På den måde mistede man kort fodfeste, og derpå skulle rette sig op igen.
Han sendte et hurtigt påtaget smil til tjeneren med rosen.

"Deres ord varmer Nådigfrøken, De er alt for sød." han bukkede hovedet i høflighed, det var nogle søde ord hun gav ham. En anelse genert og med et smil på læben, rettede han sig op og tog en tår af sin vin. Samuel betragtede kort hendes smil, og håbede på en dag hun ville sende et oprigtig smil til ham, end disse smil man havde for at have dem.
"Har De ellers brug for noget Nådigfrøken?" spurgte han høfligt, du kunne jo være han kunne lige ordne et glas vin eller noget.-

[Ermelia af Naxen]

Blikket flakkede kortvarigt ned mod fødderne, hvor de mørkeblå sko tittede ud under skørtet. Det syntes ikke retfærdigt at stå og rose en anden mand sådan, nu hun og Gilbert endelig havde fundet frem til en form for ordning, der fungerede for dem.

"Nej, jeg har det fint lige nu, tak," svarede hun og samlede hænderne foran sig. Hun vidste ikke helt, hvor længe hun stadig burde blive og underholde ham og mens de bare stod sådan, følte hun sig en kende rastløs, men en kvinde kunne heller ikke bare spørge om en dans.

[Samuel af Kærkilde]

Samuel begyndte at nynne med til melodien, i det hun sagde nej og vendte blikket mod hende, som om han lige havde fundet på en idé.
"Jeg har virkelig lyst til at danse Nådigfrøken, vil De gøre mig den ære at tage en dans med mig?" spurgtet han og løftede hånden imod hende som gestus, hans mørke øjne gled op med hende, samtidig med et skævt smil der lige blottede hans tænder.
"Jeg er desuden en fremragende danser." lød det kækt, i håb om det virkede. Han var trods alt ikke verdens bedste danser, men han vidste da hvordan man dansede.