Fejring

[Myrilla af Stenbjerg]

Larkin af Stenbjerg
17. maj 528

Larkin havde selvfølgelig været væk, da hun var stået op. Sådan var det altid. Det var efterhånden en måned siden, hun havde brugt sit eget værelse om natten. En måned med nogenlunde fred, hvor skrøbelig den så end måtte være.

Freden havde til gengæld kun lagt mere pres på, da Larkins fødselsdag var begyndt at nærme sig. Når de havde det godt sammen, måtte hun jo også på en eller anden måde lægge sig i selen. Og det havde hun så gjort. I ugerne op til havde hun talt med alle og enhver. Murray, der ikke havde været til voldsom hjælp, Larkins fætter, Valon, Cynthea selvfølgelig og til sidst var hun selvfølgelig også krøbet til Kieran, der overraskende nok havde tilbudt sin assistance - omend det ikke var med sindsoprivende ideer.

Langt om længe havde hun dog fundet det. Den perfekte gave. Det havde været noget af en udfordring og hun havde hadet at få hjælp af svogeren, men det var nu engang sådan, det var blevet. Så håbede hun bare, han nåede hjem før middag, så de kunne have bare lidt tid uden Kieran.

[Larkin af Stenbjerg]

Larkin lod tjeneren tage hans overtøj og satte kursen mod sin arbejdsværelse. Han var netop kommet tilbage fra universitetet, hvor han havde besøgt en bekendt og lånt nogle bøger. Og hørt lidt om nogle af de spændende projekter, som magikerne var i gang med. Noget af det var han nysgerrig efter at få læst op på. Han nåede dog ikke at tage mere end et par skridt gennem hallen, før Myrilla kom til syne i døren til den nærmeste stue. ”Godmorgen, Myrilla,” hilste han roligt, siden han var stået op før hende. Det faldt ham ikke ind at spørge, hvad hun lavede. Husholdning sagde ham ikke det store som et samtale-emne.

[Myrilla af Stenbjerg]

Myrilla havde været ganske optaget af samtalen med hovedtjeneren, så da Larkin pludselig stod der midt i hallen flere timer før, hun havde forventet ham, standsede hun brat op. "Larkin," ubdrød hun overrasket og lyste så op i et lille smil. Det var blevet en vane her i fredstiden. Hurtigt krydsede hun gulvet hen til ham og lagde et kys mod hans læber. "Tillykke med fødselsdagen." Hjernen arbejdede på højtryk for at finde ud af, hvordan hun skulle få det sidste klargjort, hvis han var i huset imens. "Du er tidligt hjemme?"

[Larkin af Stenbjerg]

Hm, det var vel en fin måde at blive budt velkommen hjem. ”Jeg skulle bare lige låne nogle bøger hos en ven,” svarede han med et skuldertræk. ”Er det et problem?” Hun sprang ikke normalt i armene på ham på den måde, når han kom hjem. Forsøgte hun at skjule et eller andet? Måske forsøgte hun at distrahere ham, imens en eller anden mandsperson sneg sig ud af et vindue et eller andet sted? ... Eller også forsøgte hun bare at være imødekommende, fordi det var hans fødselsdag. Det var vel også en mulighed ... måske ...

[Myrilla af Stenbjerg]

Hun rystede på hovedet, stadig med det lette smil om læberne. "Nej, på ingen måde." Snarere tværtimod. Det var kun godt, de kunne få lidt tid uden Kieran. Larkins bror havde aldrig været hendes kop te, men på hans fødselsdag kunne hun ikke rigtig tillade sig at undgå ham, som hun plejede.

"Der for resten kom bud fra Macay med en middagsinvitation," fortalte hun og trak en brun lok bag øret. "Jeg kunne forstå, I har en tradition med at fejre fødselsdag sammen dagen mellem?" Det lød ganske hyggeligt og hun havde altid holdt meget af Larkins kusine, selvom hendes husbond aldrig var faldet i hendes smag.

[Larkin af Stenbjerg]

Blikket vandrede lidt rundt. Han kunne ikke høre nogen, der forsøgte at kravle ud af vinduet, men han valgte alligevel at gå hen til stuen, som Myrilla var kommet ud fra. Der var dog ingen tegn på besøgende, da han kom derind. Vinduet var lukket, og der stod ikke glas fremme. Hm, så var det måske bare på grund af fødselsdagen ... ”Ja, det har vi,” svarede han, slog sig ned i sofaen og lagde bøgerne fra sig på bordet. ”Det er godt at høre, at vi stadig kan holde den ved lige. Gav du buddet nogen besked med hjem? Eller skal vi sende et af vores derover?”

[Myrilla af Stenbjerg]

Han gav ikke umiddelbart nogen respons og hun fulgte ham med brynene søgende mod hinanden, så en lille fold blev synlig mellem, mens hun overvejede, hvad det egentlig var, han foretog sig. Så fulgte hun med ham hen i sofaen og tog plads ved hans side. "Jeg lod dem vide, at vi ville bekræfte det senest i aften," fortalte hun og støttede kinden på hånden med et træk på skuldrene. "Jeg ville sikre mig, at du ikke havde noget andet vigtigt at se til der."

[Larkin af Stenbjerg]

Han nikkede lidt til hendes ord. ”Det lyder fornuftigt.” Han måtte sende et bud over i aften så. Det var kun godt, at Myrilla havde ventet med at give nogle løfter. ”Det bliver sikkert ganske hyggeligt.” Han gav sig til at rode gennem bøgerne. ”... Jeg hørte noget ganske interessant, da jeg var oppe på universitetet,” bemærkede han så, da det faldt ham ind, at Myrilla måske også ville have interesse i det. Hun havde måske ikke Gaven, men hun nød da akademisk samtale. ”Det lader til at min grandfætter, Adrian af Dunlath, endelig har bestemt sig for at gøre noget fornuftigt med sin Gave. Han har malet billeder, der kan bevæge sig. Nogle af mestrene ved universitetet er gået i gang med et projekt omkring det.”

[Myrilla af Stenbjerg]

"Ja, jeg nyder altid Theas selskab," svarede hun med et lille morskabens smil over, at hun var noget af det eneste af Larkins familie, hun rent faktisk kunne holde ud.

Universitetet var dog stadig et mere interessant emne og hun så på ham med nysgerrighed i de grønne øjne. "Jaså?" spurgte hun opfordrende og lyttede opmærksomt. Billeder, der kunne bevæge sig? "Med hvilket formål?" Hun lod fingrene stryge gennem hans hår uden helt selv at være bevidst over det. Det var lidt gået hen og blevet en vane.

[Larkin af Stenbjerg]

Han lænede sig tilbage i sofaen, da hun først begyndte at stryge hans hår. Det var nu ganske rart, og indtil videre var der ikke sket noget ved, at hun gjorde det, så han lod hende fortsætte med det. ”Hm ...” Han brummede lidt af velbehag. ”Umiddelbart er det vist håbet, at det vil kunne bruges til at holde øje med grænserne. Baronen af Legan har allerede fået et par malerier, der skuer ud over havet og skal bruges til at holde udkig efter pirater - min grandfætter brugte dem til at demonstrere magien. Der er dog mange detaljer som skal undersøges, før man virkelig kan bruge det til noget.”

[Myrilla af Stenbjerg]

"Aha." Det lød nu som en ganske god ide, selvom hun ikke umiddelbart kunne sætte et ansigt på Larkins grandfætter. "Så.. De virker ikke endnu?" spurgte hun i et forsøg på at konkludere ud fra de informationer, Larkin havde givet hende indtil videre. Det lød i hvert fald ganske interessant. Hun strøg noget af håret til side, væk fra hans tinding, før hun plantede et lille kys der.

[Larkin af Stenbjerg]

Han bestemte sig for at lægge en arm om hendes liv og trække hende ind til sig. ”Teknisk set virker de, men knægten kan ikke holde liv i dem særlig længe, og så er der al logistikken omkring det. De skal undersøge, om andre magikere også kan få liv i maleriet. Det er jo lidt ubelejligt, hvis den eneste der kan bruge maleriet er personen, der malede det.” Han trak på skuldrene og strøg fingrene op og ned over hendes lænd.

[Myrilla af Stenbjerg]

"Så de virker, men endnu ikke efter hensigten," konkluderede hun og endnu et let smil lagde sig over hendes læber, da han trak hende ind til sig. Hun havde først forventet ham hjemme langt senere, så hun var stadig kun i bukser og skjorte og hans varme fingre var, modsat når hun var i kjole, til at mærke gennem stoffet. "Det lyder ganske interessant," medgav hun efter at have brygget lidt på det og studerede sine lyse fingre, der søgte gennem hans hår. "Er det kompliceret?"

[Larkin af Stenbjerg]

”Præcis,” brummede han og lukkede øjnene – bare lige for en stund. Han overvejede hendes spørgsmål lidt. Mest fordi han ikke havde lyst til indirekte at rose sin ellers så tåbelige grandfætter. Han hadede stadigvæk, at han overhovedet var i familie med et baroni. ”Tja ... Det er en teknik, som der ikke rigtig er set før, så i den forstand er det vel kompliceret. Der skal læres mere om, hvordan den fungerer.”

[Myrilla af Stenbjerg]

Det lod ikke til, at Larkin var meget for at give det anerkendelse og hun overvejede, om han misundte manden. "Er han begavet, din grandfætter?" spurgte hun tankefuldt. Det interesserede hende altid, hvordan folk kom på deres ideer. De tanker, som ingen før dem havde tænkt. Desuden lod det jo til at ligge til i hvert fald både Larkin, Kieran og Cynthea at være ganske begavede mennesker, så måske lå det til noget af familien? Ligesom Naxen. Stærke riddere og skarpe sind.