Tid til te

[Tristen af Piratklippen]

Cierra af Henlov

Det var absolut ingentid Tristen havde haft lyst til at sige eller tænke omkring Cierra siden deres sidste møde. Hun var en snobbet lille møgforkælet komtesse, og han hadede hende.
Eller det vil sige, der var et eller andet ved hende, der var begyndt at drage ham mod hende, men hun synes stadig hun var irriterende. Han havde forsøgt at undskyld, forsøgt at møde hende på midten, men hun havde fejet ham væk. Det var ikke rimeligt. Han ville ikke ende med at blive kostet rundt af hende og blive til grin blandt andre riddere...

Nu stod han så her, foran hendes dør i højager, parat til at banke på og indfri sin aftale om at møde til te hver måned. Han havde ikke snakket med Cierra siden deres sidste møde, hvor alt gik voldsomt galt, men han ville hvert fald ikke bryde den aftale, de da havde lavet.

Tristen trak vejret tungt og bankede på. Han stod og vippede lidt på fødderne mens han ventede på, der ville blive åbnet.

[Cierra af Henlov]

Selvom Cierra ikke brød sig synderligt meget om sin forlovede, så nød hun dog at se ham blive knust. Hun ville forme ham i sit eget billede, og ikke den forskruede indstilling, som han tydeligvis levede i i dag. Det gjorde hende skam heller ikke noget, at de ikke havde set hinanden i lang tid nu. Så havde hun mere tid til Ermelia og de andre komtesser fra klosterskolen.

Dog var det tid for deres første faste aftale. Te hos hende, naturligvis. Det var kun passende, at det skulle foregå i det hjem, der med tiden skulle blive deres. Hendes forældre var ikke hjemme, og hendes bedsteforældre heller ikke. Der var kun en tjenestepige tilbage til at holde hende med selskab, mens Tristen var der. Så hun havde tilladt sig selv at ligge i chaiselongen og læse lidt, med håret slået ud. Det var et trick. Fuldkommen bevidst. Hun var jo en smuk komtesse, og hun havde skam tænkt sig at bruge det overfor Tristen.

Det bankede på døren, og hun hørte en tjener åbne døren ude i entreen, men hun rejste sig ikke op for at tage imod ham. I stedet ventede hun på, at han blev vist ind i tesalonen, hvor hun lå i sin nyeste kjole. Da hun hørte tjeneren rømme sig i døråbningen, løftede hun hovedet op fra bogen, og så først nu på Tristen. "De kan bare servere teen nu," sagde hun og viftede med hånden, så tjeneren hurtigt forsvandt sammen med tjenestepigen.

[Tristen af Piratklippen]

Tristen ventede fortsat. Så blev døren endelig åbnet, han rettede lidt på sin blå jakke og trådte indenfor. Han sørgede for at hilse pænt på den tjener der havde lukket op for ham, og lod ham vise sig ind til Cierra.

Da de kom ind i tesalonen lå Cierra og læste på en chaiselong, som en anden ja.. Det så næsten ud som om hun ikke var klar over at han var kommet. Han hævede det ene øjenbryn i undren. Han indrømme den kjole hun havde på faktisk var enormt flot til hende, men det var ikke tid at sige det højt. Ikke nu.
I stedet stillede han sig afventende og så på pigen, der lå og læste. Han forsøgte at få et glimt af bogen, uden at strække halsen for meget. Han sagde intet ventede bare til hun gad kigge på ham.

[Cierra af Henlov]

Hun lod sit blik glide hen på Tristen, og først der lukkede hun langsomt bogen sammen. Hun havde intet behov for at skynde sig. Nu var de trods alt alene, så kunne ingen være vidner til, hvis han igen skulle få hende til at eksplodere.

Hun kom på benene, og kørte en hånd igennem det lange hår, der nåede hende til lænden. Det var uhørt for en ung komtesse at have sit hår løst på den måde, når man ikke var gift endnu. Men hvem ville dog tro på Tristen, hvis han sladrede? "Velkommen til Ridder Tristen," sagde hun i en sukkersød stemme, der absolut aldrig havde været brugt, når han havde været i nærheden.

[Tristen af Piratklippen]

Det lignede virkelig ikke hende at have udslået hår og slet ikke at tale til ham i så sød en tone. Der måtte helt sikker ligge noget under. Alligevel mærkede han, hvordan det trak sig lidt sammen i maven på ham og at han egentlig blev lidt påvirket af hendes væsen. og så var den der igen, knuden i halsen! Den forbandede knude der gjorde det så svært at fuldføre en sætning. "Tak" sagde han bare hurtigt til hendes velkomst. Hans sank flere gannge i håb om, at det ville få den knuende fornemmelse i halsen til at forsvinde "De ser.. Smuk ud.. Nådigfrøken" Fik han fremstammet.
Var der snart te? Tristen havde brug for et eller andet til at smøre sin hals med. Det her var enormt pinligt og virkelig trælst.

[Cierra af Henlov]

Hun løftede det ene øjenbryn over hans kompliment. Naturligvis så hun smuk ud. Hvad havde han forventet? En almindelig bondepige, der ikke anede, hvordan man gjorde sig smuk? "Tak," valgte hun blot at sige, inden hun strøg hen forbi ham, så tæt at han måske ville kunne dufte honningen i hendes parfume. Så åbnede hun døren ud til entreen, hvor tjenestepigen stod og ventede lydigt. "Vi tager teen ude på terrassen. Vejret er alt for godt til at sidde indendørs," meddelte hun, og lukkede døren i. Så vendte hun sig mod Tristen, men havde ryggen op ad døren.

[Tristen af Piratklippen]

Hvad var det hun havde gang i? Det lignede på ingen måde hende at have håret slået ud på den måde. Han forstod ikke hendes opførelsen. Dan hun gik forbi ham, mærkede han den duft af honning der hang over hende. Heller ikke det, var noget hun plejede. Nok var hun køn men alt dette her var for meget.
Efter at hun havde haft stukket hovedet ud af døren, og nu lænede sig op ad muren kiggede Tristen igen med et undrende blik "hvad er det De har tænkt dem med dette møde? spurgte han så og havde fået styr over sin stemme.

[Cierra af Henlov]

Hendes blik hvilede roligt på ham. Så trak hun på skuldrene over hans spørgsmål. "Må en pige ikke sørge godt for sin forlovede?" Spurgte hun med en påtaget fornærmet stemme, inden hun skubbede sig væk fra døren og gik forbi ham. "Men det er måske ikke godt nok til Dem?" Hun slog med håret, og standsede først foran døren til terrassen. Så åbnede hun den og gik udenfor.

[Tristen af Piratklippen]

"Jeg hverken klager mig eller brokker mig" sagde han så og fulgte efter hende ud på terrassen. "Vi er i Deres hus, så De kan gøre hvad de vil. Jeg undrede mig bare over hvad De forventede" hun havde sendt nogle underlige signaler og det var svært at vide, hvad hun regnede med. Så trak han lidt på smilebåndet. "Men det ville da bære rart, at blive sørget lidt for" han ville gerne se hende gøre noget godt for andre.

[Cierra af Henlov]

Hun fnøs af hans ord, og stillede sig ud i solens stråler, mens hun ventede på tjeneren, der ville komme med teen. "Sæt Dem endelig ned, så skal tjenerne nok sørge for Dem," sagde hun og kiggede på Tristen over skulderen. "Jeg håber ikke det gør noget, a mine forældre ikke er hjemme. De skulle desværre i byen." Hun trak let på skuldrene. For hende betød det ikke noget, at der ikke var forældre til stede. Der var jo alle tjenestefolkene.

[Tristen af Piratklippen]

Tristen satte sig, hvor han blev det tilbudt. Han var fast besluttet på ikke at gøre eller sige noget ud over hvad hun krævede. Gerne så lidt som muligt. Bare lade hende styre det og så slippe hurtigt ud igen. "Det er jo bare te. Det skulle vel være ganske ufarligt?" Sagde han så bare og trak på skuldrene. Der var ingen risiko for at han hvert fald vi være den der trådt over stregen i dag. Det skulle da kun være hvis han blev provokeret til det.

[Cierra af Henlov]

Hun drejede rundt på hælen, så hun stod med fronten mod ham. "Bare te?" Spurgte hun vantro. Det var da ikke bare te, når det var hos hende, han var. Hun kneb øjnene sammen og knyttede næverne. "De er uforbederlig!" Udbrød hun snerrende. "Her har jeg taget min bedste kjole på, og sørget for det fineste vejr i år, og så mener De, at det jo bare er te!" Hun fnøs og lagde så armene over kors.

[Tristen af Piratklippen]

Han undertrykkede lysten til at himle med øjnene over hende. Hun var så dramatisk hele tiden, blev hun da aldrig træt. Han besluttede dog at løsne lidt op "Og jeg må sige, at det er en smuk kjole. Den klæder Dem." startede han så ud. Derefter begyndte han så at undre sig, hvad havde hun egentlig selv regnet med at der skulle ske til dette møde? Han besluttede dog at vente lidt endnu med at spørge.

[Cierra af Henlov]

Det irriterede hende, at han bare sad der og... Sad! Han kunne i det mindste udvise lidt engagement til dette her møde. Hun fnøs igen og slog med håret. "Tak," sagde hun igen og gik hen for at sætte sig på stolen overfor ham. I samme øjeblik kom tjeneren ud med tekanden, to kopper, og en tjenestepige kom ud med et fad friskbagte boller.

Det var først da tjenestefolkene gik, at hun åbnede munden igen. "Jeg ved ikke om De har hørt om det, men min gode veninde Ermelia, hun holder bal om ikke så længe," fortalte hun og lænede isg frem for at hælde frugtte op til dem begge to. "Og, hvis De ikke har andre aftaler, tænkte jeg at vi skulle følges som offentlig par?"

[Tristen af Piratklippen]

Endnu et fnus. Måske det bare var hendes måde at udtrykke sig på når hun blev såret. Han kiggede på hende mere selvsikkert "De ser smuk ud i både kjolen og med dit hår, der dufter af honning?" Hvis bare hun ikke var så bestemt hele tiden, ville hun faktisk være vældig smuk.

Han sad i noget tid blot og kiggede på hende, indprentede sig et billede af, hvor smuk hun egentlig kunne være, når ikke hun var møg sur på ham. Da hun nævne ballet hævede han det ene øjenbryn, det var da en del af deres aftale at følges som offentligt par. Nå ja, det andet virkede nok bedre for en som hende. "Jeg har intet hørt om det nej, men jeg har ingen planer, så lad os bare det" sagde han og trak lidt på skuldrene. Så efter en tanke lænede han sig frem over bordet, for at komme tættere på hende "Må jeg have lov så at hente Dem her? Lad mig om transporten så at sige?" Det var både et reelt forslag og en test for at se om hun ville kunne give slip på lidt planlægning.