Pligter, kan være så kedelige..

[Ademar de Mantilla]

Jessica af Perlegab

Det havde simpelthen været en så underlig dag, solen havde kort været der, da Ademar havde stået op. Derefter var den fuldkommen forsvundet mellem skyerne, og så pludselig havde der lagt sig en tyk tåge.

Ademar havde dog flygtet ned i sit værksted, hvor han var igang med sit næste store projekt. Dette vejr kunne jo nærmest gøre alle i dårligt humør? Dog var der intet som en god hobby. Ademar stod nede i sit værksted, som var et stort værelse, som han havde fået fuldkommen møbleret om til et værksted. Ademar havde igennem tiden haft utallige interesser. Nogen havde han været gode til, andre havde han været knap så gode til. At slå ihjel var han utrolig god til, drikke var han fremragende til, kvinde.. Det var nok det han var bedst til. Pligter havde han aldrig været så interesseret i. De var nemlig.. Pligter.. Livet handlede om at have det sjovt, og nyde det.

Ademar havde diskuteret med en af hans tjenestefolk, imens han var igang med at bygge et bord til en af hans stuer. Han satte stor pris på at hans møbler var hjemmelavet, og nogen gange var de ikke vanvittige pæne. Han havde heller ikke fået fyldt alle værelser ud endnu, men arbejdede aktivt på at få dem fyldt ud. Dog var hans spisestue, køkken, badestue og soveværelse møbleret. Nogle enkle stuer havde også fået en indretning, midlertidigt. Ademar vidste trods alt, at det skulle være præsentabelt når han fik gæster.

"Jeg siger dig Carlos" sagde han smilende Ademar, imens han høvlede bordet til. "Tågen er et dårligt tegn i nogle egne af Maren.". Carlos som var hans personlige tjenestemand, som egentlig bare var manden som sørgede for hans kander altid var fyldt med vin. Carlos så opgivende på Ademar. "Giv mig ikke de øjne Ademar, og ræk mig den fil." sagde han og rettede sig op. Han gik med hurtige og elegante skridt hen mod et bord, hvor der stod et glas med vin. "Jeg har også en aftale i dag med Jessica af Perlegab." lød det fra en tydelig overrasket Ademar, som lige var kommet i tanke om aftalen. Han smilte tilfreds, og tog en tår af vinen.
"Ryd lidt op herinde, så gør jeg mig i stand." lød det inde Ademar forsvandt ud af værkstedet. Han havde fuldkommen smidt ud at den fantastiske kvinde Jessica kom forbi, hun var en fryd for øjet. Ademar nød lidt tanken om den smukke kvinde, der kom på besøg.

[Jessica af Perlegab]

Det havde allerede været helt fantastisk at være hjemme igen. Jamie havde selvfølgelig taget godt imod hende og pigerne ved hoffet havde også været skønne. Aldrig ville hun igen forlade hovedstaden, besluttede hun, mens hun vimsede ud af døren i en af de nye kjoler. Selvom vejret var kedeligt, kunne hun da stadig pifte den op med sine abrikosfarvede skørter.

"Ademaaaar?" kaldte hun, da hun var blevet lukket ind. De havde haft den her aftale et par dage nu og hun brød sig bestemt ikke om at blive ladt til at vente, nu hun havde taget tid ud af sin kalender til at besøge ham.

[Ademar de Mantilla]

Ligesom døren blev lukket bag Jessica, havde Ademar iført sig en gylden kåbe, med guld belagte sole, som var med til at holde den lukket, sådan da. Ademar havde erhvervet sig denne skønhed i Carthak. En interessant købmand, som nok egentlig rigtig var fra Sarain - dog blev Ademar aldrig sikker på ham.
Hurtigt fik Ademar bevægede sig afsted mod den skønne komtesse, som var ankommet. Han åbnede døren ud til hende, med et stort smil og et åbent vingefang. "I sådan en tåge, så vil dit smil kunne vise skibe på vej ude på havet. Jeg kan ikke beskrive, hvor skønt det er at være i selskab med Tortalls smukkeste kvinde." sagde han imødekommende.
En tjener kom hurtigt løbende, for at hjælpe Jessica, hvis hun ville have lagt en kåbe eller noget. Til højre kom Carlos løbende med to store glas med vin.
"Jeg har glædet mig til at se dig, min kæreste Jessica.". Han begyndte at gå med lange skridt imod hende.

[Jessica af Perlegab]

En tjener tog hendes kappe og hun havde ingen problemer med at få svunget den af i en fart, før hun søgte hen og lagde sin hånd i Ademars. "Du er glat som altid, Ademar," grinede hun, selvom hun sluprede hver af hans komplimenter til sig. Og vinen var allerede på vej, noterede hun. Så blev det heller ikke bedre. "Jeg har også glædet mig til at se dig, kære," kvidrede hun og daskede ham på armen. "Og du ved da godt, at du skal kalde mig Jessie - hvor mange gange skal jeg minde dig om det?" Hun blinkede muntert til ham.

[Ademar de Mantilla]

Ademar tog hendes hånd og gav hende et kys på håndryggen, inde han så på hende med et skævt smil. "Glat ligefrem?" sagde han drillende, inde han selv tog vinen i sin hånd. Han tog en tår af vinen, og mærkede den frugtighed som fyldte hans mund. Der var ingen tvivl fra Ademars side, at Jessica var en skøn kvinde - med en appetit for livet, som han med glæde kunne nikke genkende til. Han fik et smil på læben, af hendes kommentar om hun også havde glædet sig til at se ham.
"Jamen, er jo kun fordi jeg elsker at du minder mig om det, så kan nyde din skønne stemme." sagde han drillende, og sendte hende et blink.
"Skal vi ikke gå ind i stuen?" spurgte han og gjorde gestus til de kunne komme ind i stuen.
Carlos løb hurtigt hen og åbnede døren ind til stuen.

[Jessica af Perlegab]

I stedet for at vente på, at han også gav hende et glas vin, nuppede hun glasset ud af hans hånd og smagte. Uh, en god fyldighed. Det kunne næppe være tortallansk ud fra sødmen at vurdere. "Du er en værre én," hun rystede på hovedet og sendte ham et lille luftkys, før hun fulgte ham ind i stuen, da først døren var blevet åbnet for dem. "Hvordan har du haft det? Jeg føler, det er evigheder siden, vi sidst så hinanden."

[Ademar de Mantilla]

Ademar greb hendes luftkys med hånden, og lagde det på sine læber. Det skønne ved Jessie, var hendes appetit for livet! Hvordan hun omfavnede det! Fantastisk! I Ademars optik, var hun klart den mest fantastiske tortallnske kvinde, han havde mødt endnu.

Han grinte let, imens han begyndte at følge med Jessie. "Så længe jeg er en værre én, for dig."[/b] lød det imens han snurrede rundt foran hende, og begyndte at gå baglæns, imens han holdte øjenkontakt med hende. Så er jeg okay med at være det." sagde han og sendte et flirtende blik.

Stuen som de kom ind i, mindede om noget fra Carthak. Fyldt med puder, chaiselong, en vandpibe i midten, levende lys over det hele, farverige lamper.
"Jeg vender mig til det Tortallnske vejr, som er anerledes." sagde han med et smil.
"Ellers, så nyder jeg livet. Har lige fået tobak fra Carthak. Som vi skal prøve." sagde han med et smil som sagde det ikke var normal tobak. "Hvis det kunne friste?"

"Men ellers, kvinderne er smukke, vinen er god og nu har jeg jo dig i mit selskab. Valon tog en tår af vinen. "Så jeg klager bestemt ikke."
"Hvad med dig?" spurgte han varmt, inde han smed sig i nogle puder nær vandpiben, vinen skurplede frem og tilbage, men han spildte heldigvis intet.

Carlos gik pænt i baggrunden, og en ekstra tjenestedame kom ind og ind og begge fik sørgede for alle lysene var tændt, og ikke mindst karaflerne rundt omkring var fyldt med vin. Derefter forduftede de begge ud, da de vidste Ademar hadet at have dem stående om ørerne på ham, når han havde besøg.

[Jessica af Perlegab]

Hun blinkede kækt til ham og lod det være svar på flirterierne, mens de fortsatte ind i stuen sammen. Ademars hjem havde altid udstrålet luksus og komfort og farverne var præcis så rige og varme, som Jessie elskede det. "Sommeren er heldigvis på vej, kære," mindede hun ham om, selvom hun også selv havde haft det noget køligt i hjemlandet efter hun havde boet et år i Carthak.

Hun slog sig ned i puderne ved hans side og nuppede endnu engang hans vinglas, tog en tår af det. "Pf, Ademar, jeg har lige boet i Carthak det sidste stykke tid, tror du der er noget tilbage derfra, jeg ikke har prøvet endnu?" grinede hun med et skælmsk blik i øjet. Spørgsmålet fik dog et skuldertræk. "Jeg har det formidabelt som altid. Hvordan kan man havde det andet - verden er skabt for os unge, smukke mennesker."

[Ademar de Mantilla]

Hun havde fuldkommen ret i sine ord, sommeren var på vej.. Hvilket betød sommerfarver, brun hud, alle kvinder blev flottere med lidt farve.. Vinen blev bedre, alt blev bare bedre i varmen, fremfor dette deprimerende vejr.
"Du har evigt ret min kære" lød det med hans karatstiske accent. Dette var så frygtelig koldt i forhold til Galla og Carthak.

Ademar hævede glasset, og lod det svinge lidt frem eller tilbage. "Hvordan kunne jeg være så dum.." sagde han, og lagde glasset fra sig. Hvorefter han indlevende fægtede med hænder
"Jeg glemmer at du er ligeså stor livsnyder som jeg." man kunne høre passionen i hans stemme, og varmen som bredte sig fra ham. De passionfyldte øjne gled op på Jessie. "Så må vi jo nyde det sammen.." han lød denne gang mere intenst end før..

"Verden er netop skabt for os, os der kan nyde en kande vin, os der kan nyde livet.." endnu engang kom Ademars hænder til brug, for at understrege hans glæde for livet. Han knyttede hånden hård.
"Os der kan nyde hinanden en hel dag.." han lod hånden glide hen over Jessie skuldre, og kærtegne dem blødt.

[Jessica af Perlegab]

"Du plejer ellers ikke at være glemsom," konstaterede hun med undertoner i både ord og blik, der viste, at hun personligt havde oplevet ham huske og bide mærke i ting, der nu var kommet hende til gode. "Jeg kan slet ikke se, hvordan der er andre muligheder." Hun lo lavmælt, men ikke desto mindre varmt.

Blikket lagde sig for en bemærkning ved hans hånd, der gled op over hendes skuldre, før hun igen fandt hans ansigt med blikket og smilede skævt. Det var nu ganske rart, at han ikke lod til at være i stand til at holde fingrene fra hende. "Livsnyderne... Mennesker, der ikke kan nyde hinanden en hel dag har misforstået livet." Hun nikkede, som var det hermed vedtaget og tømte glasset med vin.

[Ademar de Mantilla]

Det var ikke ofte Ademar glemte ting, men i alt sin passion for hans hobbyer, så kunne der godt ryge en smule information her og der.
Han tog et glas af sin vin, og lod sig falde ned på albuen mod hende, så de sad tættere på hinanden, det var simpelthen så kedeligt at være langt fra hinanden.
Ademar gengældte hendes latter, da de var enige om de skulle nyde tobakken sammen.

"De kan holde sig til deres uendelige pligter, så nyder vi to livet!" sagde han tydeligvis med en glød i øjet. Han drak hurtigt en tår af sin vin, inde han tog en lille sølv æske frem med tobakken, hvorefter han tog vandpibe hovedet og begyndte at fylde det.
"Nå min kæreste," hans blik gled op af hende. "Jeg er vild med din kjole.." lød det, som om han lige havde fået blik for hendes kjole. Ademar fik sat hovedet på vandpiben igen.
Han satte sig om i skrædderstilling, og tog endnu en tår af vinen, inde han begyndte at tænde vandpiben.

[Jessica af Perlegab]

"Ja, dem kan de til gengæld så også have helt i fred," grinede hun med et sidste nik og fulgte ham med blikket, da han fik lagt tobak på vandpiben. Hun havde ikke røget, siden hun forlod Carthak, så det var da ganske fint, at han havde tilbudt det. Det var altid så hyggeligt.

Smilet blev bredt, smigret. "Hvor er du sød, A," fnes hun og vrikkede lidt med skuldrene. "Jeg fik den lavet i Carthak, før jeg tog hjem. Jeg elsker de farver, de har dernede." De var så varme, så rige på alt muligt og ikke lige så kedelige som dem i Tortall.

[Ademar de Mantilla]

"Helt i fred!" genoptog han, for at forstærke deres holdning til pligter. Ademar havde aldrig været god til det med pligter, han havde været jordens værste væbner og jordens værste ridder, som blot var rejst rundt for egen interesse. Heldigvis havde han en familie, som tog sig af ham, selvom hverken de eller andre familier, syntes det var en god idé at han skulle rejse rundt.
Alligevel var han endt her, så så slemt kunne det ikke have været?

"Jeg sætter pris på skønheden i tøjet." sagde han, og fik langsomt tændt vandpiben op. Han lagde hovedet på skrå, og lagde sig ned ved siden af hende igen.
"Jamen Carthak er også vidunderligt.. Farvespillet, deres glæde for at bruge dem og gøre rummene levende." sagde en tydelig begejstret Ademar. "Så er de dygtige kriger, jeg fik det her." sagde han roligt, og lod den ene side af hans robe glide ned af hans skulder, hvorefter han pegede på aret. "Da en valgte at stikke en knækket pil i skulderen på ham, fordi jeg.. Ja det kan også været lige meget." lød det fra en grinende Ademar, som tog et hvæs af vandpiben, inde han sendte den mod Jessie.

[Jessica af Perlegab]

Hun nikkede lidt. Selvom hun havde savnet sin bror og sine venner, havde hun nydt sin tid i Carthak. Også selvom kvinder ikke havde lige så meget at skulle have sagt der. "De er i hvert fald ikke bange for at smide noget farve eller smag på tilværelsen," erklærede hun og nikkede lidt.

Krigerne var også et fantastisk emne og hun bøjede sig let ned mod ham, lagde et lille kys på aret, han pegede på. "Jeg mødte nogle, der kunne hoppe afsindigt højt uden overhovedet at få sved på panden," bød hun ind med og smilede til ham, da hun modtog vandpiben og røg lidt på den. Det havde en sød smag og efter hun pustede røgen ud, lod hun tungespidsen glide over læberne og tog så et hvæs mere.

[Ademar de Mantilla]

Ademar havde nydt sin tid i hvert land han havde været i, og nu var han i Tortall. Det var anerledes, end så mange andre lande. Det han lagde mærke til var, at mange af folk havde på ingen måde temperamentet som man havde i Galla. Modsat Carthak var Tortall også lidt mere gråt og kedeligt, også modsat Galla. "Af alle de lande jeg har rejst i, så var Carthak nok mit yndlings." sagde han anerkende om landet, nede på den anden side.

Ademar fik et smil på læben, da hun plantede sine silkebløde læber på arret. Han gjorde ikke meget ved kåben, det gjorde ham ikke noget at den sad lidt skævt. "Hvis du skal kysse hvert ar jeg har Jessie, så har vi travlt." sagde han drillende, og lod hans hånd kærtegne hendes kind.
Han lyttede til krigerne hun talte om, og tog en tår af sin vin.

"Jeg tror ikke, at man skal ligge sig ud med dem en mod en." lød det respektfuldt fra Ademar, som trods alt havde brugt tiden dernede på at lære deres kampstil. Ademars skarpe tunge havde gjort, at han måtte lære den endnu hurtigere. Da dueller var noget, som de tog seriøst dernede. Det var en af de ting han elskede ved landet.
"Den måde de bruger deres våben, er helt anerledes end Tortall, Maren og Galla." sagde han, uden han havde den store viden om Tortallnsk krigsførelse, men det han havde set havde været fint. Ademar lod en af hans fingre glide op af hendes arm, imens han lagde hovedet på skrå.