Et fremmed land

[Christian af Vårfos]

Catalina af Vårfos

Christian havde iført sig sit stiveste puds, fordi han skulle byde Catalina velkommen til Tortall. Kravatten sad perfekt krøllet, jakken var skræddersyet med guldbroderier på, bukserne hvide, og pudsede støvler. Jo, han viste Vårfos frem fra sin bedste side, som han stod i en mindre spisestue og ventede på sin forlovede. Et pigebarn, som han aldrig havde lagt øjnene på.

Han var utålmodig. Der var dækket op til dem begge to, og ude langs den ene væg stod to stole. Han havde skam hørt om pigens livvagt, der altid fulgte med. Men han havde også arrangeret en anstandsdame. Ingen skulle klandre Christian for ikke at tage sine forbehold og sørge for, at Catalina var godt opvartet.

Døren blev åbnet, og en tjener meddelte at nu var prinsessen på vej ned. Hun havde naturligvis fået lov til at hvile sig i et par timer efter sin ankomst. Det havde trods alt været en lang køretur.

[Catalina af Vårfos]

Seks uger.. Seks uger havde hun tilbragt i vogn og hun var efterhånden nået bristepunktet, da hun var blevet gjort opmærksom på, at Corus nu kunne ses fra vognens vindue. Og hun hadede den allerede. Lugtene, lydene, alt var anderledes fra Cria og da hun endelig sad alene i badet ved sine nye værelser lagde hun hænderne for øjnene. Hun var for udmattet til at græde og ikke længe efter lå hun sovende i sin seng.

En blid stemme vækkede hende, fortalte hende med en fremmed dialekt, at det var tid til middag nu. Hun havde en knude i maven, men kom alligevel på benene og blev hjulpet i tøjet, fik sat håret. Garsea stod og ventede uden for hendes dør og var troligt bag hende på vej ned ad trapperne. I det mindste ville hun altid have ham.

Hun stoppede foran døren, stirrede lidt på det eneste, der nu var mellem hende og hendes forlovede. Han var næsten ti år ældre end hende, havde hun fået at vide. Garsea gav hende et nik så lille, det næsten ikke var synligt, da hun så tilbage på ham og med det vendte hun blikket mod døren igen med et lille nik. Den blev åbnet.

Manden var... Helt anderledes end hun havde forestillet sig. Hans ansigt var underligt kantet og hårdt og øjnene... Hun måtte koncentrere sig for ikke at rynke på næsen og i stedet give ham et meget beskedent smil, før hun nejede overfladisk, så hun stadig kunne sikre sig, at hans buk var dybere. "Deres højhed."

[Christian af Vårfos]

Han stod foran en lille flok tjenere, da døren blev åbnet. Han kunne med det samme se det lille pigebarn, der skulle være hans hustru. Ingen andre i nærheden kunne ligne hende. Og slet ikke den livvagt, der stod bag hende. Han bukkede for hende, som man bukker for en prinsesse. "Deres Kongelig Højhed," hilste han og rankede sig dermed igen. "Velkommen til Tortall, og velkommen til Corus," sagde han med den dybe stemme, der var så karakteristisk for ham.

Han slog ud med den ene hånd. En tjener kom straks hen med et fad, hvorpå der stod to glas. Christian tog først det ene og rakte det til pigen. "Jeg håber, at De vil nyde en velkomstdrik sammen med mig, inden vi sætter os til bords?" Det var naturligvis kun halvt et spørgsmål, for at afslå det var ganske enkelt umuligt i hans øjne. Han tog det andet glas til sig selv. "Var Deres rejse god?" Spurgte han af ren høflighed, mens en anden tjener sørgede for at gøre det sidste klar ved bordet.

[Catalina af Vårfos]

Han fik et lille point, da han bukkede dybt for hende og hun rankede sig igen, prøvede at se værdigt ned på ham, selvom han var over et hoved højere end hende. Hun svarede ikke på hans velkomst med ord, men et lille, afmålt og meget værdigt nik.

Et bryn blev hævet over velkomstdrinken, men hun tog den og så op på ham igen. Han kunne byde hende på så mange velkomstdrinks, som han havde lyst til, men hvis han så meget som ét sekund troede, at det kunne erstatte hendes hjemland og familie, var han da helt tabt bag en vogn!

"Min rejse var lang, Deres Højhed," svarede hun kortfattet og sendte ham et lille smil. Det var nogle tåbelige spørgsmål, mente hun selv. Kunne han ikke bare spørge hende om, hvad han virkelig ville? Som.. Hvordan har du det med, at jeg lige har fragtet dig som en præmiehingst for min egen interesse? Hun nippede til vinen.

[Christian af Vårfos]

Han løftede den søde vin op til læberne, mens hun svarede ham. "Naturligvis," kommenterede han blot på hendes svar. Han havde glemt hvordan det var at tale med unge pigebørn. Det var trods alt nogle år siden, at Natalie havde været på alder med prinsessen. "Er Deres værelser tilfredsstillende nok?" Spurgte han for at bryde den stilhed, der truede med at sænke sig over dem. Det var for det meste blot fyld snak, men hans velopdragenhed bød ham imod at lade den akavede stilhed lægge sig allerede nu.

[Catalina af Vårfos]

Alene hans måde at svare på irriterede hende. Hun kunne tillade sig at være kortfattet og irriteret, fordi hun var blevet transporteret mod sin vilje. Det var på hans ordre, så han kunne da i det mindste vise hende den høflighed at bidrage med nogle ordentlige samtaleemner! "De har nok ikke modtaget beskeden, men farven brun har altid givet mig migræne, så jeg så helst, at der ikke var noget ubehandlet træ," svarede hun og så op på ham, mens hun modstod fristelsen til også at kalde dem små.

[Christian af Vårfos]

Han løftede det ene øjenbryn over hendes svar. "Det var minsandten kedeligt. Så vil jeg sørge for, at der står en helbreder til rådighed, hvis Deres Kongelig Højhed skulle være så uheldig at få migræne." Nu var det ikke ligefrem ham der ejede slottet. Og at bede Jonathan eller Illuine om at male værelset om blot for et par måneder, det virkede unødvendigt. "Men hvis De hellere vil have et andet værelse, kan jeg tilbyde de blå gemakker. De er dog noget mindre i størrelsen." Og beregnet til børn. Men det sagde han ikke noget om. Den spydighed valgte han at holde for sig selv.

[Catalina af Vårfos]

Hun løftede et øjenbryn. Det var sandelig ikke meget, de havde tænkt sig at gøre for en prinsesse af Galla. Det skulle hun nok fortælle sin bror om ved lejlighed. "Nej, jeg må vel klare mig," konstaterede hun og nippede igen til vinen. Den hjalp lidt på de efterhånden flossede nerver og hun samlede sig nok til alligevel at sende ham et forsøgende smil. Hvis han var hendes kommende forlovede kunne hun i det mindste give ham det. Selv hvis han havde modtaget en fin betaling for at tage hende.

[Christian af Vårfos]

Han trak let på skuldrene. Det måtte hun selvom. Nu havde han dog tilbudt hende noget andet. "Det er heldigvis også kun for en kort stund, at De skal opholde Dem der. Snart vil De skulle flytte." Det nyttede ikke noget at gå rundt om den varme grød alligevel. Og ikke at nævne deres forestående sammensmedning, det virkede lidt ynkeligt. "Jeg har forresten arrangeret at Prinsesse Gisela drikker te med Dem om to dage. Hun så meget frem til at møde Dem." Guderne forstå hvorfor. Han forsøgte at gengælde hendes smil, men det var ikke meget hans mundviger bevægede sig i opadgående retning.

[Catalina af Vårfos]

Hans måde at åbne emnet, hvis man da kunne kalde den åndssvage lille kommentar dét, var ualmindeligt ufølsom og hun havde mest af alt lyst til at spytte hans søde vin ud igen og bare gå tilbage til sine værelser. Alt i hendes stivnede. Han havde... Hvad!? "Undskyld mig?" spurgte hun vantro og hævede brynene. "De har da vel forhåbentlig ikke lavet nogle arrangementer på mine vejne, Deres Højhed?" Hun skulle da nok helt selv bestemme, hvem hun ville drikke te med!

[Christian af Vårfos]

Han kiggede hen på hende med nok den største ligegyldighed en mand kunne præstere. "Det kan jeg love Dem for at jeg har, Deres Kongelig Højhed," svarede han, fuldkommen uanfægtet af hendes tydelige modvilje. "Som min forlovede, er det min pligt at De bliver introduceret til hoffet her i Corus. Og Prinsesse Gisela kommer selv fra et fremmed land." Han trak let på skuldrene. Hvis hun satte sig imod ham, så kunne han ikke gøre andet end at overbringe Prinsesse den sørgelige nyhed, at hans forlovede ikke ville møde hende.

[Catalina af Vårfos]

Det gav et stik i maven over hans tydelige ligegyldighed og hun måtte virkelig lægge bånd på sig selv for ikke at fristes til bare at tømme glasset med vin i ovedet på ham. Måske det rent faktisk kunne vise ene menneskelig side af ham. Selv Garsea flyttede lidt på sig i uro for, hvad prinsessen kunne finde på nu, men hun endte med bare at stille glasset fra sig. "Det har De ingen ret til!" ubdrød hun indigneret og lagde armene anklagende over kors.

[Christian af Vårfos]

Det var lige akkurat dette her han havde frygtet. At pigebarnet tydeligvis ikke anede noget som helst om, hvordan man skulle opføre sig. "Det har jeg. Men Deres fader har måske ikke givet Dem den besked?" Spurgte han køligt, og stillede selv sit glas tilbage på tjenerens fad. "Men De betvivler måske Deres faders beslutning om, at lade mig varetage Deres interesse indtil brylluppet?" Hendes reaktion med at stå med armene overkors mindede ham mest af alt om et stædigt barn.

[Catalina af Vårfos]

Hun så afventende op på ham, blikket i de mørke øjne hårdt. Han havde i hvert fald bare at forklare sig nu, denne hertug ellers kunne han godt glemme alt om gode manerer. "At varetage mine interesser," vrængede hun, "er bestemt ikke det samme, som at De kan beslutte, hvem jeg mødes med og hvornår." Den her diskussion var simpelthen for tåbelig og hvis han havde tænkt sig at være sådan hele tiden, forudså hun ikke en videre lykkelig fremtid for hende.

[Christian af Vårfos]

Han var bestemt ikke typen, der ville hidse sig op over et tåbeligt barns manglende opdragelse. Han trak let på skuldrene. "Det er vi tydeligvis uenige om," sagde han blot. "Men hvis De ikke vil mødes med hende, må De selv aflyse." Han havde i hvert fald ikke selv tænkt sig at aflyse den aftale. "De vil dog komme til at skuffe Hendes Kongelig Højhed."