Mod verdens ende

[Lachren af Meron]

Tatiana af Vårfos

Fem dage…. Fem dage havde de været ombord på skibet der skulle føre dem tilbage til Tortall. Ikke engang en uge og han var allerede ved at blive vanvittig af det begrænsede råderum og den ligeså begrænsede plads. At sejle havde aldrig været det bedste han vidste, men efter hvad der var sket de måneder han havde været på øerne.. Han gik i stå i sin tankerække, med fingrene knuget hårdt omkring rælingen, hvor han stod, lænet let forover og lod den salte vind blæse de røde krøller i alle retninger.

Hun var der.. hver dag.. hver gang han vendte sig om.. og hver gang han lukkede øjnene. Det gjorde han netop i det øjeblik og straks var det Tatianas ulykkelige ansigt der tonede frem og fik den knuden i hans mellemgulv til at strammes. Den var aldrig helt forsvundet siden deres sidste snak på havnen for fem dage siden, men sad der bare. Som en invasiv parasit, der langsomt gnavede indefra.

[Tatiana af Vårfos]

Der var noget over den måde, de røde krøller fløj om de firkantede ansigt, blottede den brede nakke fra tid til anden. Hun tvang sit blik væk fra ham. Efter deres samtale følte hun ikke længere, hun kunne tillade sig at se på ham på samme måde. Med blikket, der rummede alle de usagte ord, der stadig lå mellem dem.

Et tungt suk gled over hendes læber. Der var kun gået fem dage og hun var allerede ved at gå til af længsel efter at tale til ham, men efter den måde, hun havde forladt ham på sidst, kunne hun heller ikke bare tage sig den frihed. Hun lukkede øjnene, rystede på hovedet og åbnede dem igen, så ud over havet, mens skibet vuggede hende let fra side til side. Hvordan skulle de nogensinde klare turen hjem?

[Lachren af Meron]

Han var væk i sine egne tanker, sine egne frustrationer, og opdagede ikke, at netop hende der var grund for frustrationerne, stod ganske tæt på, ved rælingen ligesom han selv.

Et råb fra en af matroserne oppe i rigningen rev ham ud af tankene og han så op. I samme bevægelse opdagede han Tatiana og smerten stak dybt bare ved synet af hende. Han så hurtigt væk igen og fingrene knugede så hårdt omkring rælingen, at knoerne blev hvide. Han kunne ikke det her.. Det var ulideligt ikke at kunne tale med hende. Ikke at kunne.. Han lukkede øjnene hårdt i for at tvinge kontrollen tilbage før han gjorde noget impulsivt og åndede langsomt ud mens han åbnede blikket for den uendelige horisont igen.

Grebet om træet løsnedes lidt igen, så helt mens han drejede hovedet og så på hende med et trist blik. Han ventede. Til de matroser der havde været igang bag dem gik længere væk, udenfor hørevidde og lukkede så den korte afstand hen til hende, uden at stille sig så tæt på at det var påfaldende "Jeg kan ikke det her, Tia." begyndte han lavmælt og tydeligt påvirket, blikket stadig ud over havet mens han fortsatte "Du har været min bedste ven i.. længere end jeg kan huske. Du er den jeg deler ting med som ingen andre ved, ikke engang Martin og nu skal jeg bare lade som om du ikke eksisterer." han sukkede tungt "Jeg mangler dig.."

[Tatiana af Vårfos]

Tankerne havde efterhånden heldigvis båret hende langt væk fra skibet og synet af Lachren, der gjorde ondt helt inde i sjælen, da et råb fik hendes lille tankespind til at briste og hun så hen... Lige i tide til at se Lachren vende blikket fra hende. Det gav hende et overvældende jag af smerte i maven og hun så omgående væk igen. Det var ulideligt.

Langsomt vendte hun hovedet igen, bare for at fange et lille glimt af ham udelukkende for at se, at han var på vej hen til hende. Og tæt på endda. Hun trak vejret dybt ind for at have noget at stå imod med, men det smuldrede for hende det sekund, han talte. Han kunne ikke engang se på hende.. Hun snappede lydløst efter vejret og prøvede at kontrollere den ubehagelige niven i næsen.

Hun havde ikke ord, ingen stemme, ingen motorik. Længe sad hun bare og så på ham, mens han stirrede ud mod havet. Så sænkede hun selv blikket og snøftede hårdt. "Og jeg mangler dig," svarede hun, stemmen underligt ru og raspende. Hun turde ikke se op af frygt for at stemmen ville forlade hende igen. "Men.. Jeg ved ikke.. Hvordan?"

[Lachren af Meron]

Han stirrede stift ud over de imponerende vandmasser. Ikke fordi han ikke ønskede at se på hende. Guderne skulle vide han ønskede langt mere end det, men han vidste også, at hvis han gjorde det lige nu, ville den smule selvkontrol han stadig havde greb om, smuldre mellem fingrene på ham.

Øjnene gled i da hun svarede. Det var både det svar han havde frygtet og det han havde håbet på. …Og jeg mangler dig.. Mithros… Et tungt suk undslap ham mens han åbnede øjnene igen og med en lille hovedrysten alligevel fandt sit blik draget ned til hende ”Hvis du ikke var.. lovet væk.” begyndte han, tydeligt famlende efter ordene ”Hvis ikke han var der.. ville det hele så se anderledes ud?” han tav igen, afventende ”Ville vi bare fortsætte sådan her, i skyggerne.. ” selvom han måske ikke selv var komplet bevidst om det, fiskede han efter en tråd, noget at holde fast i, noget der fortalte ham, at der var mere end blot et flygtigt forhold, der nu truede med at ødelægge et venskab - hvis ikke det allerede var ødelagt.

[Tatiana af Vårfos]

Et tungt suk lød fra ham og hun kunne næsten både høre og føle smerten, der lå i det. Det var ikke rigtigt, det kunne det ikke være. Det virkede noget så forkert, at de skulle holde sig fra hinanden, men hun vidste også, at hun havde en forlovet derhjemme.

Igen måtte hun modstå en stærk impuls til at gribe ud efter ham, bare på en eller anden måde etablerer kropskontakt mellem dem, men hånden blev heldigvis liggende tom i hendes skød, mens hun vurderede hans spørgsmål og hvad, der egentlig lå bag det. "Måske.." endte hun alligevel kun med at svare. Det virkede tåbeligt at stå og udtale sig om en mulig verden, der ikke eksisterede.

"Men sådan er det ikke Lachren." Endelig formåede hun at hæve sit blik og se på ham. Gråden blev tyk i hendes hals og truede med at fratage hende stemmen igen, men hun nægtede at give efter. "Jeg kan ikke love dig, hvad der kunne være sket, men.." Hendes blik flakkede og hun tvang sig selv til at hejse endnu en mur om hendes allerede alt for forsvarsløse hjerte. "Jeg savner dig... Jeg..." savner min ven. Men hun savnede jo mere end det. Hun savnede hans arme om sig, hans læber i hendes hår.

[Lachren af Meron]

Denne gang var det ham der så på hende, mens hun ikke kunne møde hans blik og det gjorde tilsvarende ondt. Smerten i hans mellemgulv forsvandt aldrig helt. Den blev bare en insisterende murren når hun ikke var i nærheden, mens den tider som nu, fik det til at føles som om han ikke kunne trække vejret ordentligt. Hans læber skiltes flere gange mens hun talte, for at afbryde hende, indskyde noget - men intet kom ud.

Den usynlige hånd om hans maveregion strammedes med fornyet styrke over hendes sidste ord og han måtte synke hårdt. Der gik flere sekunder før han også fik samlet ord til at tale igen ”Du er ikke bare min ven længere, Tia.. ” hans bryn var krøbet sammen over de triste, blå øjne mens han stadig så på hende, så hende kæmpe ligeså meget mentalt som han selv gjorde og det gjorde kun det hele endnu værre ..du er uendeligt meget mere end bare min ven..” Det var det han skulle sige. Ordene var lige der i hans hoved, men kom ikke med ud.

[Tatiana af Vårfos]

Der lå alt for meget bag de få ord, han gav hende. Alt for mange minder og følelser til, at de nogensinde kunne gå tilbage til hvordan det havde været før Maren og hun nikkede, sænkede blikket fra ham igen. Hun kunne ikke holde hans blik under sådan en afvisning. For de kunne ikke kun være venner, men hun havde ikke længere andet end det at tilbyde.

Hun rystede på ordet. Der burde komme ord ud, en form for svar på det, han sagde - og ikke sagde - men hun vidste ikke, hvor hun skulle starte eller slutte. "Jeg kan ikke give dig andet." Og selv det vidste hun jo ikke, om hun ville kunne. At have ham i sit liv.. Leve med den smerte hver eneste dag. Hun rystede på hovedet igen uden helt at vide hvorfor.

[Lachren af Meron]

Tavsheden var kvælende og selvom han følte han havde stivet sig af, var forberedt på hendes svar, så var det stadig som at få en knytnæve i maven. Hans kæbe spændtes tydeligt og han så væk igen, mens håbløsheden blev blandet med en svagt, boblende vrede. Ikke direkte mod hende, men mod hele situationen. Alle de ting der gjorde, at det hele så så håbløst ud.

Han tog en dyb indånding, åndede tungt ud og skubbede impulsen til at komme med et såret, forsvarsberedt svar i sig og forsøgte i stedet at tænke rationelt "Jeg kunne tale med Martin.. måske.." begyndte han uden at vide hvad han egentligt ville frem til, men også uden at ville acceptere der ikke var en mulighed. Uanset hvor lille den var og hvor svært det ville være "Måske er der en chance." han nægtede at give op uden at have kæmpet for det.

[Tatiana af Vårfos]

Hans ord fik hende omgående til at se op med forbavselse i blikket. At inddrage Martin... Hendes fingre knugede sig om hans store hånd uden at hun egentlig kunne placere, hvornår hun lige havde hævet hånden eller taget hans. "Ville du..?" Ordene hoppede over hendes læber, før hun kunne nå at stoppe dem og hun stivnede, så ned på sin hånd om hans. Som havde hun brændt sig, slap hun den igen.

"Vi må tale med ham sammen." Ikke tale om, at Lachren skulle være den, der fortalte Martin om det. Hun blev nødt til at være der, se hans reaktioner og fortælle ham, hvad der var sket. Det skyldte hun ham efter alt, han havde gjort for hende. "Men..." Hendes blik flakkede igen. "Du ved godt, hvad det ville betyde... Jeg mener... Er det... Hvad vil du have?"

[Lachren af Meron]

Hans blik var ikke længere på horisonten, men stift rettet mod hendes hånd, der nu lå over hans. Han turde ikke bevæge fingrede af frygt for hun skulle trække hånden til sig og nikkede blot en enkelt gang, langsomt og velovervejet som svar på hendes ufærdige spørgsmål. Om noget havde han brugt de sidste dage til at tænke og tænke grundigt. Måske for grundigt, men selvom tanken om at skulle gå til bekendelse hos sin ældre bror, var det ingenting imod en fremtidsudsigt der var uden hende.

Han knyttede hånden da hun trak sin til sig, for ikke instinktivt at række ud efter hendes igen. Denne gang var det hans tur til at se en smule overrasket på hende. Han havde ikke forventet det. Måske en blank afvisning. At få at vide han ikke var rigtig klog. Noget. Men ikke det. Det fik et lille, spinkelt håb til at spire midt i knuden og han bed fast i den, selvom han vidste chancen var minimal "Jeg vil have dig, Tia.. i mit liv.. på den ene eller den anden måde." blev svaret og hans blik flakkede ikke da det mødte hendes.

[Tatiana af Vårfos]

Der var intet andet end åbenhed og måske en smule forbavselse at spore i hendes blik, mens han stod der og sagde det, hun både havde håbet på mere end noget andet og frygtet mindst lige så meget. Men det var ikke et håb, de kunne holde fast i. Det virkede uovervejet, forceret, for slet ikke at tale om, hvor lille en sandsynlighed, der var, for at det lykkedes.

Blidt rystede hun på hovedet. "Jeg.. Du må ikke sige sådan," bad hun ham og måtte vende blikket mod havet for et sekund eller to, før hun kunne møde hans blik endnu engang. "Det er ikke..." Normalt var hun bedre med ord, men det virkede umuligt at sammensætte sætninger nu.

Hun fandt hans blik endnu og denne gang rummede hendes øjne store beslutsomhed, der gemte på skrøbeligheden bag. For hun kunne ikke holde til, hvis han fortsatte med at presse på. "Jeg kan bære et helt liv med en mand, der ikke elsker mig, men... Ikke hvis den mand er dig, Lachren."

[Lachren af Meron]

Han anede ikke hvad han havde forventet, men sekunderne der gik, mens han ventede på et svar, en reaktion, bare.. et eller andet der kunne få det lille håb til at slå rod.

Men han fik det ikke og skuldrene sank sammen med humøret der allerede var under nulpunktet. Det var nemmere at forholde sig til afvisningen, end at skulle indrømme ting han ikkevar sikker på han kunne sige - og mene det. Blikket var blevet sænket sammen med skuldrene og stirrede stift på en knast i rælingen, lige ved siden af de grove fingre, der igen var knuget hårdt omkring det slidte træværk "Hvad.. vil du have mig til at sige?" begyndte han, med en stemme der dirrede lidt under anstrengelsen ved at forsøge at holde den - og sig selv, under kontrol "Jeg kan ikke... jeg nægter at tro på der ikke er en løsning.. at der ikke er en måde vi kan.." han stoppede brat med et frustreret udbrud og kastede begge hænder i vejret mens han vendte sig halvt væk for ikke at lade hende se det sårede udtryk han vidste der stod malet på hele hans ansigt.

[Tatiana af Vårfos]

Igen fjernede han blikket fra hende og al luft føltes til at blive skubbet ud fra hendes bryst. Det var gået alt for vidt allerede og hun fortrød inderligt, at hun havde presset ham til at optage det igen på trods af forlovelsen. Det havde været tåbeligt, barnagtigt. "Ikke noget," svarede hun tamt og fjernede da selv blikket fra ham.

"Vi kan hvad? Lachren, der er..." Hun havde tårer i øjnene og måtte stoppe. Hvis han da så i det mindste ville se på hende. "Hvad vil du have mig til at sige?" mumlede hun i stedet hårdt ud mellem de sammenbidte tænder, stadig ude af stand til at se på ham. "Jeg er en kvinde, jeg er treogtyve og jeg forlovet." Så. Nu var det sagt. Det, de havde prøvet så hårdt at ignorere.

[Lachren af Meron]

Hans skuldre var igen krøbet op under ørerne og hænderne var knyttet hårdt ind mod de muskuløse lår "Jeg prøver.." begyndte han, rystede på hovedet og lod den ene hånds fingre glide gennem det krøllede rod der var hans hår, i en frustreret gestus. Så vendte han sig og så sammenbidt på hende, uden at kunne skjule alle de forsmåede og undertrykte følelser der fyldte tomrummet omkring dem "Jeg vil have dig til at sige der er en chance.. uanset for lille den er. Jeg vil.." han havde hævet stemmen uden at tænke over det og stoppede da et par af matroserne sendte nysgerrige blikke i deres retning. Han tvang selvkontrollen tilbage, bare nok af den til at få talt færdig "Jeg vil vide, at jeg ikke er den eneste der tror på der er noget at kæmpe for. At i har noget der er værd at kæmpe for." fortsatte han, nu en del lavere, men ikke mindre intenst.