Tågerier

[Hannah af Masbo]

Roald af Condia

Vinduer og deres karme havde altid været hendes ting. Især de store vindueskarme. De brede, hvor man med lidt god vilje næsten kunne sidde tre sammen og stirre ud af de høje vinduer. Paladset havde dem. Enormt mange af dem. Måske hun skulle tælle dem engang?

En lys finger gled ned over ruden, mens hun så ud i tågen. Egentlig var det ved at være tid til en læsepause. Hun havde ikke opfattet så meget som et ord den sidste halve time og i flere minutter havde hun ikke engang set ned på bogen. Vejret inviterede dog ikke ligefrem til udendørsaktiviteter, selvom hun egentlig ikke havde noget imod tågen. Hun gad dog ikke stå derude alene.

[Roald af Condia]

Roald kom haltende hen af gangen med en bog under armen og et sammenbidt smil bredte sig på hans læber, da han fik øje på hende. "Dér var du," proklamerede han - måske en smule unødvendigt. Eftermiddagens undervisning var overstået og han havde i dagens løb pådraget sig et stort blåt mærke på ribbene i den højre side, da han havde været lidt for uforsigtig under stavfægtningen. "Du lovede at forklare mig det der slag ved Grifskoven, husker du nok?" Han kom hen til hende og satte sig i vindueskarmen ved siden af hende med den store bog hvilende på lårene.

[Hannah af Masbo]

Selvom der kom flere gående frem og tilbage i løbet af sådan en dag, så hun alligevel væk fra ruden, da lyden af skridt nærmede sig og hun smilede let til Roald. "Her var jeg," bekræftede hun og trak en mørk lok bag øret. "Og der er du.. Hvad ved Gudinden har du dog lavet?" Hun tippede hovedet lidt på skrå, mens de talte i munden på hinanden. "Dig først, så skal jeg nok fortælle om slaget ved Grifskoven bagefter," foreslog hun og rykkede sig lidt, så der var plads til den lidt større page ved hendes side.

[Roald af Condia]

Han smilede skævt og trak uforstyrret på skuldrene, lige indtil der gik et jag af smerte gennem brystet på ham og det var tydeligt at se gennem smilet, der dog ikke blev mindre af det. "Manti fik mig med sin stav under stavfægtningen," forklarede han muntert. "Jeg blev distraheret. Og. Ja... Det gør ondt, når jeg går. Men der er ikke noget brækket." Det havde han tjekket med sin Gave næsten med det samme.

[Hannah af Masbo]

Hun hævede brynene og så en smule beymret på ham. Nu var det ikke noget nyt, at de blev tævet både gule og blå på daglig basis, men Roald plejede alligevel at være hårdfør.. For en trettenårig. "Det er da altid noget... Kan du ikke tage noget af smerten?" spurgte hun. Fra magiundervisningen vidste hun, at Roalds gave var større, men hun plejede nu at være temmelig ferm til at tage det værste af smerten på pagerne, når de kom til skade.

[Roald af Condia]

Han smilede og trak på skuldrene - og gav sig igen lidt i smerte. "Det er et væddemål," svarede han så og grinede over hele hovedet. "Tromel mener ikke, at jeg kan klare mig igennem uden at helbrede mig selv med min Gave. Han har lovet at løbe nøgen rundt om paladset, hvis jeg vinder." Han lo endnu mere og glædede sig allerede til at se det - han var ikke det mindste i tvivl om, at han ville vinde.

[Hannah af Masbo]

Det brune hår bugtede sig ned over hendes skulder, da hun vippede hovedet på skrå. Det virkede som et underligt væddemål, selvom det selvfølgelig kunne have sine fordele.. Han fik jo vænnet sig til smerten. Alligevel kunne hun ikke undlade at pointere det åbenlyse. "Så hvis en anden hjalp dig med sin Gave?" Der var en lille trækning til et skævt smil i hendes ene mundvige. Hun havde ikke rigtig så meget at sige til Tromels konsekvens, skulle Roald ville. Det lød som dem.

[Roald af Condia]

Han grinede igen og rystede på hovedet. "Nej, nej. Det ville være snyd. Desuden ville han jo ikke kunne se bagefter, om det var jeg selv eller en anden, som havde gjort det." Han smilede igen bredt og trak på skuldrene. "Men pyt nu med det.. Det skal nok gå over igen. Og jeg har altså virkelig brug for hjælp til det her."

[Hannah af Masbo]

Et lille smil tegnede sig over hendes lyse læber og hun trak på skuldrene. De var simpelthen for tossede, de to. "Ja, selvfølgelig," hun foldede benene op langs overkroppen, hvilede hagen på knæene. "Det, de fleste glemmer er, at der faktisk var to slage ved Grifskoven. Det første var nok det mest imponerende, selvom de fleste ikke taler om det, fordi størstedelen af styrkerne ikke nåede frem til den tid.. Så i stedet..." Hun tav, pludselig en anelse pinligt berørt over, at hun bare havde pladret løs. Hun kløede sig på kinden. "Hvad umm.. Hvad ville du vide?"

[Roald af Condia]

Roald smilede stadig og smilet blev skævt, da hun pludselig afbrød sig selv og spurgte ham om, hvad han egentlig ville have at vide. "Du klarede det nu fint. Spørgsmålet lyder, hvilken styrke der vandt slaget ved Grifskoven. Og jeg kunne bare fornemme på Ridder Tomlin, at der var mere til det spørgsmål, end der egentlig var ved det. Du hørte ham også i timen ikke? Den der hemmelighedsfulde tone, han fik i stemmen?"

[Hannah af Masbo]

Smilet blev bredere. Hun elskede, når hun kunne få lov at nørde rundt i sin historieinteresse og det blev kun bedre, når hun kunne dele det med andre. "Jamen det er fordi der er meget mere i det," svarede hun og trak en tot om bag øret. "Til det første slag, der nåede halvdelen af styrkerne ikke frem, så det var mere eller mindre end nedslagtning, men ser du.. Der var så magtfulde troldmænd med forstærkningerne, så da de kom, fik de det til at se ud, som var der mænd i så langt øjet rakte." Smilet blev skævt. "Sejt, ikke? Så.. Selvom de teknisk set vandt det første slag, så trak de sig tilbage til det andet. Men nogle mener jo, det er snyd."

[Roald af Condia]

Roald lyttede interesseret, men forsøgte ikke at tage noter imens. Uanset hvor meget han forsøgte, at havde han aldrig klaret både at lytte og tage noter på samme tid. Så missede han halvdelen af de ting, han fik at vide.

Efterhånden som fortællingen skred frem, indfandt der sig dog en lille rynke mellem hans bryn. "Jo, det er vel.. Sejt," trak han let på det - tydeligvis selv mest af den overbevisning, at det havde været snyd, men uvillig til at sige det højt, fordi Hannah ikke mente det samme.

[Hannah af Masbo]

Nu hun ikke længere fortalte, gik det op for hende, at hun havde lænet sig frem, opslugt af sin interesse for historien og hun lod sig dumpe tilbage mod væggen igen. "Jae," mumlede hun og smilede lidt, før hun tippede hovedet en anelse til den ene side. "Er der mere. du vil vide?" Hun så ned på hans hænder og indså, at han ikke havde taget noter. "Umm, der står også noget om det i den tykke af vores historiebøger. Til sidst står der lidt om de forskellige slag, organiseret alfabetisk ud fra årstal."

[Roald af Condia]

Han smilede igen bredt, fordi de bevægede sig væk fra spørgsmålet om, hvorvidt det havde været snyd eller ej og han trak benene op i vindueskarmen ligesom hende og satte sig med ryggen mod rammen. "Jeg skal nok se, om jeg kan få det læst. Jeg har så meget andet for øjeblikket. Jeg fik strafopgaver i matematik igen," indrømmede han så ganske lavmælt. Matematik var heller ikke hans stærke side. Hans venner vidste dog, at han kæmpede hårdt, for ikke at falde bagud.

[Hannah af Masbo]

Der var så meget af det, han sagde, hun havde lyst til at stille spørgsmålstegn til, men et var mere presserende end andet. "Igen?" Hun fik lidt farve i kinderne ved lyden af sin egen overraskelse, selvom hun immervæk havde formået at holde tonen sænket sådan nogenlunde. Med fingrene trommede hun let på det ene ben i overvejelse og nikkede så for sig selv. "Har du måske lyst til at lave lektier sammen?" Hun senfte ham et prøvende smil.